|
|
Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024
|
|
Martin I - 649-655 :
Martin I (San Martino I, Latin: Martinus)
Martin I var pave for den katolske kirke fra 649 og martyr. Han blev født i Todi i Umbria i Italien, og blev efterhånden diakon i Rom. På grund af sin intelligens og godhed, blev han sendt som apocrisiarius til Konstantinopel, og blev i 649 valgt til pave efter Theodor I. Allerede samme år holdt han et Koncil i Laterankirken i Rom, hvor man tog Monoteletismen op og erklærede den kristologiske lære som vranglære. Denne lære var støttet af kejser Constans II, og selv om Martin havde støtte fra biskopperne fra Afrika, Spanien og England, blev han arresteret sammen med Maximus bekenderen, som formentlig havde skrevet erklæringen fra Koncilet, og ført til Konstantinopel.
Han blev svært svækket af den lange rejse og af dysenteri, og han blev til slut dømt for forræderi. Efter dommen blev han udsat for tortur og offentlig ydmygelse, men før han skulle henrettes bad Patriarken af Konstantinopel om nåde for Martin. Han blev derfor sendt i eksil til Chersonesus på Krim, hvor han døde i 655. Martin I er den sidste pave, der bliver æret som martyr.
Martin I, italiener fra Todi. Genial og veluddannet, Martin var munk og en ildsjæl.
Efter valget indviede Martin sig selv, uden at vente på den kejserlige bekræftelse. Han indkaldte straks en kirkelig Synode i Lateranet hvor 105 biskopper deltog. Paven og Synoden fordømte både det Monothelitiske kætteri og kejser Constans II, der støttede det i de stærkest mulige vendinger. Den Monotheliske Patriark af Konstantinopel blev ekskommunikeret.
Da kejseren modtog en kopi af Synodens beslutninger, blev han meget forbløffet.
Theodore Calliopas, den kejserlige Exarch anholdt paven. Han blev i kæder bragt til Konstantinopel, hvor han blev fængslet i isolation i seks måneder, for siden at blive forvist til Krim. Syg og sultende, døde han kort efter, som martyr.
Kejser undergravede i sin grusomhed helt Monotheliternes position, for øjnene af indbyggerne, der roste den afdøde paves "infallibilis fidei magister", ufejlbarlighed og evner som en stor lærer.
Pave Martin I der døde 16 September 655 var leder af den katolske kirke fra 21 juli 649 til sin død i 655. Han blev født i nærheden af Todi, Umbrien, i det sted nu opkaldt efter ham (Pian di San Martino). Han efterfulgte pave Theodore I på 5 juli 649. Han var den eneste paven under den byzantinske pavedømmet Hvis valget ikke blev godkendt af en iussio fra Konstantinopel. Martin I blev bortført af kejser Constans II og døde i Krim-halvøen. Han betragtes som en helgen og martyr af den katolske kirke og den østlige ortodokse kirke.
Han var den sidste apocrisiarius til at blive valgt til pave.
Apokrisiariat
Han havde tidligere fungerede som pavens apocrisiarius eller legat i Konstantinopel, og blev afholdt i højt renommé for sin læring og dyd.
Pavedømmet (649–653)
En af hans første handlinger var at indkalde Lateran Rådet af 649 at beskæftige sig med Monothelites, hvem kirken betragtes som kættersk. Rådet mødtes i kirken St. John Lateran. Det blev overværet af 105 biskopper (hovedsageligt fra Italien, Sicilien og Sardinien, med et par fra Afrika og ande sider), afholdt fem sessioner eller secretarii fra oktober til 31 oktober 649, og i tyve canons fordømte Monothelitism, ophavsmændene og de skrifter, som Monothelitism havde blevet bekendtgjort. I denne fordømmelse var inkluderet ikke kun Ecthesis (exposition troens af Patriarken Sergius som kejser Heraclius havde stået sponsor), men også typus af Paul, efterfølgeren til Sergius, som fik støtte af den regerende kejser Constans II.
Bortførelse og eksil (653–655)
Martin var meget energisk i udgivelse Lateran Rådet af 649 dekreter i en encyklika, og Constans svarede ved at pålægge hans Exarch (guvernør) i Italien for at anholde paven, bør han fortsætter i denne linje af adfærd og sende Martin som fange til Rom i Konstantinopel.
Disse ordrer blev fundet umuligt at gennemføre for en stor rum tid, men endelig Martin blev anholdt i Lateran 17 juni 653 sammen med Maximus Bekenderen. Han skyndte sig ud af Rome og formidles først til Naxos, Grækenland, og efterfølgende til Konstantinopel, hvor han ankom 17 September 653. Efter at have lidt en udmattende fængsling og mange påståede offentlige nedværdiges, blev han i sidste ende forvist til Chersonesos Taurica (en by i det nuværende sydlige Ukraine i regionen Crimea), hvor han ankom den 15 maj 655 og døde den 16 September samme år.
Pope Martin I (Latin: Martinus I; died 16 September 655) was the head of the Catholic Church from 21 July 649 to his death in 655. He was born near Todi, Umbria, in the place now named after him (Pian di San Martino). He succeeded Pope Theodore I on 5 July 649. He was the only pope during the Byzantine Papacy whose election was not approved by a iussio from Constantinople. Martin I was abducted by Emperor Constans II and died in the Crimean peninsula. He is considered a Sankt and martyr by the Catholic Church and the Eastern Orthodox Church.
He was the last apocrisiarius to be elected pope.
Apokrisiariat
He had previously acted as papal apocrisiarius or legate at Constantinople, and was held in high repute for his learning and virtue.
Papacy (649–653)
One of his first official acts was to summon the Lateran Council of 649 to deal with the Monothelites, whom the Church considered heretical. The Council met in the church of St. John Lateran. It was attended by 105 bishops (chiefly from Italy, Sicily, and Sardinia, with a few from Africa and other quarters), held five sessions or secretarii from 5 October to 31 October 649, and in twenty canons condemned Monothelitism, its authors, and the writings by which Monothelitism had been promulgated. In this condemnation were included not only the Ecthesis (the exposition of faith of the Patriarch Sergius for which the emperor Heraclius had stood sponsor), but also the typus of Paul, the successor of Sergius, which had the support of the reigning Emperor Constans II.
Abduction and exile (653–655)
Martin was very energetic in publishing the decrees of the Lateran Council of 649 in an encyclical, and Constans replied by enjoining his Exarch (governor) in Italy to arrest the pope should he persist in this line of conduct and send Martin as a prisoner to Rome of Constantinople.
These orders were found impossible to carry out for a considerable space of time, but at last Martin was arrested in the Lateran on 17 June 653 along with Maximus the Confessor. He was hurried out of Rome and conveyed first to Naxos, Greece, and subsequently to Constantinople, where he arrived on 17 September 653. After suffering an exhausting imprisonment and many alleged public indignities, he was ultimately banished to Chersonesos Taurica (a city in present-day southern Ukraine in the Crimea region), where he arrived on 15 May 655 and died on 16 September of that year.
Katolske begreber:
|
Ordforklaring :
Exarch Koncil Lateran Monoteletisme Patriark Synode
Exarch:[ - ] Exarch; Exarchen var ikke en religiøs myndighed.
Det kejserlige exarkat/statholderskab. Exarchen var en officiel myndighed i den østlige romerske (Byzantinske) regering og havde politisk og militær myndighed. Han havde dermed ikke noget med religiøse anliggender at gøre, men paven skulle i mange år anerkendes af Exarchen alligevel.
Exarch (gr. ex-archos = han, som leder).
1. En orientalsk biskop, som på en patriarks vegne leder et område uden for patriarkatet.
2. I de med Rom forenede orientalske Kirker også lederen af et exempt kloster med et bestemt område og de derboende gejstlige og lægfolk.
Exarchen i Ravenna (eller Italien) var et centrum for den byzantinske magt i Italien, fra udgangen af den sjette århundrede frem til år 751, hvor den sidste Exarch blev dræbt af Langobarderne. (de langskæggede)
Exarchatet i Ravenna var organiseret af en gruppe af hertugdømmer (dvs. Hertugdømmet af Rom, Hertugdømmet af Venetia, Hertugdømmet af Calabrien, Hertugdømmet af Napoli, Hertugdømmet Perugia, Pentapolis osv Lucania) som hovedsagelig var de kystnære byer på den italienske halvø, da langobarderne havde magten i baglandet.
Den civile og militære leder af disse kejserlige besiddelser, Exarchen personligt, var repræsentant i Ravenna for kejseren i Konstantinopel. Det omgivende område fra floden Po, som fungerede som grænse med Venedig i nord, til Pentapolis på Rimini i syd, grænsen af marskerne langs Adriaterhavskysten; "de fem byer" det nåede endog ikke kystnære byer, som f.eks Forli. Området ligger på den østlige flanke af Appenninerne; Det var under Exarchens direkte administration og dannede Exarchatet i videste forstand. De omkringliggende områder var styret af hertuger og magistri militium mere eller mindre under hans myndighed. Perspektiv af Konstantinopel fra bestod eksarkat af den italienske provins.
Exarchatet i Ravenna var ikke den eneste byzantinske provins i Italien. Det Byzantinske Sicilien dannede en separat regering sammen med Korsika og Sardinien, sålænge de forblev byzantinske, tilhørte de Eksarkatet i Afrika.
[ - ]
Koncil:[ - ] Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.
Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.
Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.
Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger
[ - ]
Lateran:[ - ]
Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.
Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.
Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.
Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.
Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.
[ - ]
Monoteletisme:[ - ] Monoteletisme - Monoteisme
Monoteletisme, oldkirkelig lære i 600-t., ifølge hvilken Kristus har både en guddommelig og en menneskelig natur, men kun én vilje og udfoldelseskraft (gr. energeia). Kristi enhed blev hermed fastholdt, hvilket var afgørende i den byzantinske kejser Herakleios' forsøg på at tilnærme sig de monofysitiske menigheder, der var truet af den arabiske invasion.
Honorius I (625-638), der ellers var en effektiv adminstrator og politiker, var ophavsmand til monoteletismen, et kristologisk kætteri, idet han hævdede at den inkarnerede Guds søn kun har en vilje.
Monoteletismen blev fordømt på Konstantinopelkoncilet i 680-681.
Monoteisme (betydning)
(Græsk). Monoteisme stammer fra ”mónos”, der betyder ”én” eller ”ene”, og ”theos”, der betyder ”Gud”, og med Monoteisme mener man som regel samtidig, at man dyrker denne Gud. Monoteisme er princippet i jødedommen, kristendommen og islam. Den kristne tro på treenigheden anses ikke for at være i modstrid med Monoteismen. Troen på mange guder kaldes Polyteisme. Desuden står Monoteisme og Polyteisme i kontrast til Ateisme, der er en betegnelse for slet ikke at tro på Gud eller på nogen guder. En anden særstilling kaldes Henoteisme, der er en betegnelse for det fænomen, at man udelukkende dyrker én Gud, men ikke benægter andre guders eksistens.
[ - ]
Patriark:[ - ] En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.
Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.
Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.
- Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
- Patriarken af Alexandria
- Patriarken af Antiokia
- Patriarken af Jerusalem
- Patriarken af Moskva og hele Rusland
- Patriarken af hele Bulgarien
- Katholikos-patriarken af hele Georgien
- Patriarken af hele Rumænien
- Den serbiske patriark
Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.
Nuværende katolske patriarkater
- Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
- Det koptiske patriarkat i Alexandria
- Det græske patriarkat i Antiokia
- Det syriske patrirkat i Antiokia
- Det maronittiske patriarkat i Antiokia
- Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
- Patriarkat i Babylon (Bagdad)
- Patriarkat i Cilicia
- Patriarkat i Venezia
- Patriarkat i Lisabon
Historiske katolske patriarkater
- Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
- Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
- Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
- Patriarkatet i Vest-Indien
- Patriarkatet i Øst-Indien
De orientalske ortodokse kirkers patriarkater
- Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
- Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
- Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
- Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
- Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
- Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.
- Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
- Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.
[ - ]
Synode:[ - ] Synode, (gr. synodos 'sammenkomst', af syn- og hodos 'vej, passage', jf. -ode), d.s.s. koncil, men fortrinsvis anvendt om kirkemøder på lokalt og nationalt plan. Man taler om stiftssynoder for de enkelte bispedømmer, om provinssynoder for en hel kirkeprovins og (national)synoder for et enkelt land.
Som organer for kirkeligt selvstyre har synoder en særlig rolle i kirker, der er uafhængige af statsmagten. I den græsk-ortodokse og romersk-katolske kirke er hele spektret af synoder repræsenteret, hvorimod synoders rolle er varierende i de protestantiske kirkesamfund. Størst betydning har de i de reformerte kirker. Den danske folkekirke karakteriseres ved et stærkt statsstyre og kender ikke til synoder.
[ - ]
1437
|