Beskrivelse af Vitalian, der var Pave i år 657-672

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Vitalian - 657-672 :

Vitalian (San Vitaliano af Segni )
Forgængeren, Eugenius I dør den 2. Juni 657 og begraves i San Pietro. Vitalian vælges til Pave den 5. Juni og indsættes den 30. Juli. Den hellige Vitalian var i følge Liber Pontificalis fra Segni ved Rom og søn af Anastasius, der er mere viden om hans tidligere liv.
Pave Vitalian bestemte, at den romersk-katolske kirke ikke var interesseret i levningerne af apostlene Peter og Paulus. Paven beordrede derfor levningerne sendt til den engelske konge Oswy.
Vitalianus deltog i den monoteletiske Strid og hældede til Monoteletismen. Han sendte pavelige udsendinge til Spanien og England. I han Pontifikat blev lombarderne i 671 omvendt til kristendommen. Han stod han i nær forbindelse med Ærkebiskop Theodoros af Canterbury.
Introduktionen af kirkeorgler tilskrives traditionelt Pave Vitalian i det syvende århundrede. På grund af orglets evne til på samme tid at skabe et musikalsk fundament under det vokale register, støtte det vokale register og undertiden gå højere op end det vokale register var det ideelt til at akkompagnere menneskelige stemmer, hvad enten det var en menighed, et kor, en degn eller en solist.
Pave Vitalian dør den 27. Januar 672 og bliver begravet i San Pietro. Adeodatus II bliver Pave den 11. April 672. Exarchen i Ravenna, Reparato, nægter at afgive sin suverænitet.

Pave Vitalian (Latin: Vitalianus; døde 27 januar 672) var pave fra 30 juli 657 til sin død i 672. Han blev født i Segni, Lazio, søn af Anastasius.

Regeringstid

Efter døden af pave Eugene I på 2 eller 3 juni 657, Vitalian blev valgt som hans efterfølger, og blev indviet og troner på 30 juli. Han holdt sin dåbs navnet som pave. Ligesom Eugene forsøgte Vitalian at genoprette forbindelsen med Constantinople ved at gøre venlige forskud til det østlige kejser Constans II og berede vejen for bilæggelse af Monothelite kontrovers. Han sendte breve (synodica) annoncerer sin højde, at kejseren og Patriark Peter af Konstantinopel, der var tilbøjelig til at Monothelitism. Kejseren bekræftet privilegier af pavestolen som leder af den katolske kirke og sendt til Rom en codex af evangelierne i et dække af guld rigt prydet med ædelstene som en goodwill-gestus.

Patriark Peter svarede også, selv om svaret var noget uforpligtende, Monothelitism, en tro, han forsvarede. I sit brev gav han indtryk af at være i overensstemmelse med paven, hvis brev til Peter havde udlagt den katolske tro. Således kirkelige samleje mellem Rom og Konstantinopel blev restaureret, men den gensidige reserve over dogmatiske spørgsmålet om Monothelitism forblev. Vitalians navn blev indtastet på diptychs af kirker i Byzans — det eneste navn af en pave så trådte mellem regeringstid af Honorius I (d. 638) og den sjette økumeniske råd af 680–81. Optagelse af Vitalians navn på todelte blev betragtet af nogle som værende alt for forsonlig mod kætteri, men at charge var ubegrundet.

Vitalian viste gensidighed mod Constans, når sidstnævnte kom til Rom i 663 at tilbringe tolv dage der under en kampagne mod langobarderne. På 5 juli, paven og medlemmer af den romerske præster mødte kejseren på den sjette milepæl og ledsagede ham at St. Peters Basilika, hvor kejseren tilbydes gaver. Følgende søndag, Constans gik i staten til St. Peter's, tilbydes en Pallium udvirket med guld, og var til stede under den Mass fejret af paven. Kejseren spiste med paven på følgende lørdag, deltog masse igen på søndag på St. Peter's, og efter masse tog afsked med paven. På afrejsen fjernet Constans et stort antal bronze kunstværker, herunder de bronze fliser fra taget af Pantheon, som havde været dedikeret til kristne gudstjeneste.

Constans derefter flyttede til Sicilien, undertrykt befolkningen og blev myrdet på Syracuse i 668. Vitalian støttet Constans' søn Constantine IV imod tronraner Mezezius og dermed hjalp ham med at nå tronen. Som Constantine havde intet ønske om at opretholde Monothelite dekret af hans far, pave Vitalian gjort brug af denne hældning at stå mere besluttet mod Monothelitism og at vinde kejseren til ortodoksi. I dette sidstnævnte forsøg, men han ikke lykkes. Den Monothelite Patriarken Theodore I Konstantinopel fjernet Vitalians navn fra diptychs. Det var ikke indtil den sjette økumeniske Råd (681), Monothelitism blev undertrykt og Vitalians navn blev erstattet på diptychs af kirker i Byzans.

Forbindelserne med England

Pave Vitalian lykkedes i forbedring af forbindelserne med England, hvor de angelsaksiske og britiske clergies blev opdelt med hensyn til forskellige kirkelige skikke. Kong Oswy af Northumberland accepteret Synode Whitby, romerske praksis med hensyn til føring af påske og formen af tonsure. Sammen med kong Ecgberht af Kent, han sendte præsten Wighard til Rom, for at blive indviet der efter døden af ærkebiskop Deusdedit af Canterbury i 664, men Wighard døde i Rom af pest.

Vitalian skrev til Kong Oswy lovede at sende et passende biskop til England så hurtigt som muligt. Hadrian, abbed af en napolitansk Kloster, blev valgt, men han anså sig selv for uværdig til at være biskop. På sit anbefaling var en veluddannet munk, Theodore af haseled, der forstod både græsk og Latin, valgt som ærkebiskop af Canterbury og indviet på 26 marts 668. Ledsaget af abbed Hadrian, gik Theodore til England, hvor han blev anerkendt som chef for Church of England.

Ravenna

Ærkebispens Sæde i Ravenna rapporterede direkte til Rom. Ærkebiskop Maurus (644–71) forsøgt at afslutte denne afhængighed, og dermed gøre sin Se autocephalous. Når pave Vitalian opfordret ham til at begrunde sine teologiske synspunkter, han nægtede at adlyde og erklærede sig uafhængig af Rom, bliver således et schismatic. Paven ekskommunikeret ham, men Mauros ikke har indgivet, og gik endda så vidt at erklære paven ekskommunikeret.

Kejser Constans II sidet med ærkebiskoppen og udstedte et edikt, at fjerne ærkebiskop Ravenna fra Rom Patriarkalske jurisdiktion. Han ordineret, at førstnævnte bør modtage Pallium fra kejseren. Efterfølgeren til Mauros, Reparatus, var i virkeligheden indviet i 671. Det var ikke indtil regeringstid af Pave Leo II (682–83) at se af Ravenna uafhængighed blev undertrykt: kejser Constantine IV tilbagekaldt edikt af Constans og bekræftet af Roman See gamle rettigheder over Ravenna-Se.

Myndighed over østlige kirke

Vitalian håndhæves hans autoritet som supreme paven i de østlige regioner af kirken. Biskop John af Lappa var blevet afsat ved en Synode under formandskab af Metropolitan Paulus. John appelleret til paven og blev fængslet af Paulus herfor. Han undslap, men, og gik til Rom, hvor Vitalian holdt en Synode i December 667 at undersøge sagen og udtales John skyldfri. Han skrev så til Paulus krævende restaurering af John til sit stift og tilbagelevering af klostrene, som var blevet uretfærdigt taget fra ham. Samtidig instrueret paven metropolitan at fjerne to diakoner, der havde giftet sig med efter indvielsen.

Indførelsen af kirkens orgelmusik er traditionelt menes at stammer fra tid af Vitalians pavedømmet.

Vitalian døde den 27 januar 672. Hans relikvier er begravet i krypten i Osimo-katedralen, også kendt som kirke af San Leopardo (italiensk: Concattedrale di Osimo, Chiesa di San Leopardo). Æret som en helgen af den romersk katolske kirke, fejres hans festdag hvert år på 27 januar.

Pope Vitalian (Latin: Vitalianus; died 27 January 672) was Pope from 30 July 657 to his death in 672. He was born in Segni, Lazio, the son of Anastasius.

Reign

After the death of Pope Eugene I on 2 or 3 June 657, Vitalian was elected his successor, and was consecrated and enthroned on 30 July. He kept his baptismal name as pope. Like Eugene, Vitalian tried to restore the connection with Constantinople by making friendly advances to the Eastern Emperor Constans II and to prepare the way for the settlement of the Monothelite controversy. He sent letters (synodica) announcing his elevation to the Emperor and to Patriarch Peter of Constantinople, who was inclined to Monothelitism. The Emperor confirmed the privileges of the Holy See as head of the Catholic Church and sent to Rome a codex of the Gospels in a cover of gold richly ornamented with precious stones as a good-will gesture.

The Patriarch Peter also replied, although his answer was somewhat noncommittal as to Monothelitism, a belief he defended. In his letter, he gave the impression of being in accord with the pope, whose letter to Peter had expounded the Catholic Faith. Thus Ecclesiastical intercourse between Rome and Constantinople was restored, but the mutual reserve over the dogmatic question of Monothelitism remained. Vitalian's name was entered on the diptychs of the churches in Byzantium—the only name of a pope so entered between the reign of Honorius I (d. 638) and the Sixth Ecumenical Council of 680–81. The inclusion of Vitalian's name on the diptych was seen by some as being too conciliatory towards heresy, but that charge was unfounded.

Vitalian showed reciprocity toward Constans when the latter came to Rome in 663 to spend twelve days there during a campaign against the Lombards. On 5 July, the pope and members of the Roman clergy met the Emperor at the sixth milestone and accompanied him to St. Peter's Basilica, where the Emperor offered gifts. The following Sunday, Constans went in state to St. Peter's, offered a Pallium wrought with gold, and was present during the Mass celebrated by the pope. The Emperor dined with the pope on the following Saturday, attended Mass again on Sunday at St. Peter's, and after Mass took leave of the pope. On his departure Constans removed a large number of bronze artworks, including the bronze tiles from the roof of the Pantheon, which had been dedicated to Christian worship.

Constans then moved on to Sicily, oppressed the population, and was assassinated at Syracuse in 668. Vitalian supported Constans' son Constantine IV against the usurper Mezezius and thus helped him attain the throne. As Constantine had no desire to maintain the Monothelite decree of his father, Pope Vitalian made use of this inclination to take a more decided stand against Monothelitism and to win the Emperor over to orthodoxy. In this latter attempt, however, he did not succeed. The Monothelite Patriarch Theodore I of Constantinople removed Vitalian's name from the diptychs. It was not until the Sixth Ecumenical Council (681) that Monothelitism was suppressed and Vitalian's name was replaced on the diptychs of the churches in Byzantium.

Relations with England

Pope Vitalian was successful in improving relations with England, where the Anglo-Saxon and British clergies were divided regarding various Ecclesiastical customs. At the Synod of Whitby, King Oswy of Northumberland accepted Roman practices regarding the keeping of Easter and the shape of the tonsure. Together with King Ecgberht of Kent, he sent the priest Wighard to Rome, to be consecrated there after the death of Archbishop Deusdedit of Canterbury in 664, but Wighard died at Rome of the plague.

Vitalian wrote to King Oswy promising to send a suitable bishop to England as soon as possible. Hadrian, abbot of a Neapolitan abbey, was selected, but he considered himself unworthy to be bishop. At his recommendation a highly educated monk, Theodore of Tarsus, who understood both Latin and Greek, was chosen as Archbishop of Canterbury and consecrated on 26 March 668. Accompanied by Abbot Hadrian, Theodore went to England, where he was recognized as the head of the Church of England.

Ravenna

The archiepiscopal See of Ravenna reported directly to Rome. Archbishop Maurus (644–71) sought to end this dependence, and thus make his see autocephalous. When Pope Vitalian called upon him to justify his theological views, he refused to obey and declared himself independent of Rome, thus becoming a schismatic. The pope excommunicated him, but Maurus did not submit, and even went so far as to declare the pope excommunicated.

Emperor Constans II sided with the archbishop and issued an edict removing the Archbishop of Ravenna from the patriarchal jurisdiction of Rome. He ordained that the former should receive the Pallium from the emperor. The successor of Maurus, Reparatus, was in fact consecrated in 671. It was not until the reign of Pope Leo II (682–83) that the independence of the See of Ravenna was suppressed: Emperor Constantine IV revoked the edict of Constans and confirmed the ancient rights of the Roman See over the See of Ravenna.

Authority over Eastern Church

Vitalian enforced his authority as supreme pontiff in the Eastern regions of the Church. Bishop John of Lappa had been deposed by a synod under the presidency of the Metropolitan Paulus. John appealed to the pope and was imprisoned by Paulus for so doing. He escaped, however, and went to Rome, where Vitalian held a synod in December 667 to investigate the matter and pronounced John guiltless. He then wrote to Paulus demanding the restoration of John to his diocese and the return of the monasteries which had been unjustly taken from him. At the same time the pope directed the metropolitan to remove two deacons who had married after consecration.

The introduction of church organ music is traditionally believed to date from the time of Vitalian's papacy.

Vitalian died on January 27, 672. His relics are interred in the crypt in the Osimo Cathedral, also known as the Church of San Leopardo (Italian: Concattedrale di Osimo, Chiesa di San Leopardo). Venerated as a saint by the Roman Catholic church, his feast day is celebrated each year on January 27.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Basilika
Ecclesiast
Exarch
Kloster
Liber Pontificalis
Monoteletisme
Pallium
Patriark
Pontifikat
Ravenna
Synode

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Ecclesiast:

Exarch:

Kloster:

Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.

• 1 Kristne klostre
• 2 Buddhistiske klostre
• 3 Islamiske klostre
• 4 Hinduistiske klostre

Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.

Liber Pontificalis:

Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

Monoteletisme:

Pallium:

Pallium, (lat. 'kappe'), romersk-katolske ærkebiskoppers særlige kendetegn; et hvidt bånd, vævet af uld og besat med seks sorte, broderede kors.


Herover: Palliets udvikling gennem tiderne.

Det bæres over begge skuldre i form af et Y og symboliserer lammet, der bæres på hyrdens skuldre. Paven har siden 800-t. tildelt palliet til ærkebiskopper. Det er videreudviklet af antikkens lange, rektangulære kappe, oftest båret af ikke-romere, især grækere.
Pallium svarer til den græske himation.
Palliet kan med lidt god vilje minde lidt om et moderne slips.

Pallium tildeles af paven. Ud over ham er det (siden Paul VI i 1978) reserveret metropolitterne og den latinske patriark i Jerusalem.

Herunder: Johannes Paul II med sit Pallium.

Patriark:

En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.

• Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  
• Patriarken af Alexandria
  
• Patriarken af Antiokia
  
• Patriarken af Jerusalem
  
• Patriarken af Moskva og hele Rusland
  
• Patriarken af hele Bulgarien
  
• Katholikos-patriarken af hele Georgien
  
• Patriarken af hele Rumænien
  
• Den serbiske patriark
  
  

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater

• Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  
• Det koptiske patriarkat i Alexandria
  
• Det græske patriarkat i Antiokia
  
• Det syriske patrirkat i Antiokia
  
• Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  
• Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  
• Patriarkat i Cilicia
  
• Patriarkat i Venezia
  
• Patriarkat i Lisabon
  
  

Historiske katolske patriarkater

• Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  
• Patriarkatet i Vest-Indien
  
• Patriarkatet i Øst-Indien
  
  

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater

• Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  
• Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  
• Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
  
  

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.

• Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  
• Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
  
  

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Ravenna:

Ravenna er en by i den italienske region Emilia-Romagna. Ravenna har 134.631 (2001) indbyggere.

Ravenna var hovedstad i det Vestromerske Rige efter Romerrigets deling i 396 e.Kr. Senere var Ravenna de byzantinske kejseres administrative hovedstad for de italienske provinser. Ved byzantinernes fordrivelse fra den italienske halvø, blev Ravenna en del af Kirkestaten.



Den gamle æra

Oprindelsen af Ravenna er usikker. Den første bosætning er skiftevis tilskrives (og så har set co tilstedeværelse af) Thessalians, etruskerne og Umbrien, bagefter dens område blev afgjort også af Senones, især det sydlige landskab i byen, (der var ikke en del af lagunen), Ager-Decimanus. Ravenna bestod af huse bygget på pæle på en serie af små øer i en sumpet lagune-en situation svarende til Venedig adskillige århundreder senere. Romerne ignoreret det under deres erobring af Po floddelta, men senere accepterede det ind i den romerske republik som et organisationsnetværk by i 89 F.kr. I 49 f.kr var det det sted, hvor Julius Cæsar samlet sine styrker før krydset Rubicon. Senere, efter sin kamp mod Mark Antonius i 31 f.kr. grundlagde kejser Augustus den militære harbor Classe. Denne havn, beskyttet på første var af sine egne mure, en vigtig station i den romerske kejserlige flåde. I dag byen er indlandsstater, men Ravenna forblev en vigtig havn ved Adriaterhavet indtil den tidlige middelalder. Under de tyske kampagner, var Thusnelda, enke efter Arminius, og Marbod, konge af markomannierne, begrænset til Ravenna.

Ravenna fremgang stor under romersk herredømme. Kejser Trajan bygget en 70 km (43,50 mi) lang akvædukt i begyndelsen af det andet århundrede. Under de Marcomannic krige, germanske bosættere i Ravenna gjorde oprør og formået at gribe byen i besiddelse. Derfor forvist Marcus Aurelius besluttede ikke kun mod at bringe flere Barbarerne i Italien, men selv dem, der tidligere var blevet bragt der. I AD 402 overført kejser Honorius hovedstaden i det vestromerske rige fra Milano til Ravenna. Overførslen blev foretaget dels i defensivt øjemed: Ravenna var omgivet af sumpe og moser, og blev opfattet som nemt forsvares (selvom faktisk byen faldt til Modstående styrker mange gange i sin historie); Det er også sandsynligt, at overgangen til Ravenna skyldtes byens port og god søs forbindelser til det Østromerske rige. Men i 409, King Alaric af vestgoterne simpelthen omgået Ravenna, og gik, at fyre Rom i 410 og tage Galla Placidia, datter af kejser Theodosius, gidsel. Efter mange omskiftelser tilbage Galla Placidia til Ravenna med hendes søn, kejser Valentinian III og støtte af hendes nevø Theodosius II. Ravenna nød en periode med fred, i hvilket tidsrum den kristne religion var begunstiget af det kejserlige Hof, og byen opnået nogle af sine mest berømte monumenter, herunder den ortodokse døbefont, såkaldte Mausoleum Galla Placidia (hun ikke var virkelig begravet der) og San Giovanni Evangelista.

Den sene 400s så opløsningen af romerske myndighed i vest, og den sidste person til at holde titlen som kejser i Vesten blev afsat i 476 af den generelle Odoaker. Odoaker regerede som konge af Italien i 13 år, men i 489 den østlige kejser Zeno sendt den ostrogotiske King Theoderic dejligt at re-tage den italienske halvø. Efter at have tabt slaget Verona Odoaker trak sig tilbage til Ravenna, hvor han modstået en belejring af tre år af Theoderic, indtil udtagning af Rimini berøvet Ravenna af forsyninger. Theoderic tog Ravenna i 493, angiveligt dræbte Odoaker med hans egne hænder, og Ravenna blev hovedstaden i den ostrogotiske i Italien. Theoderic, efter hans kejserlige forgængere, også bygget mange pragtfulde bygninger i og omkring Ravenna, herunder hans palace kirke Sant'Apollinare Nuovo, en Arian domkirke (nu Santo Spirito) og dåbskapellet og hans eget Mausoleum lige uden for murene. .

Theoderic og hans tilhængere var arianske kristne, men co-eksisterede fredeligt med latinere, der var hovedsageligt ortodoks. Ravennas ortodokse biskopper gennemført markante byggeprojekter, som er den eneste overlevende en Capella Arcivescovile. Theoderic tilladt romerske borgere inden for hans rige til romerretten og den romerske retssystem. Goterne, i mellemtiden, levede under deres egne love og skikke. I 519, når en pøbel var brændt ned synagoger af Ravenna, beordrede Theoderic byen til at genopbygge dem for egen regning.

Theoderic døde i 526 og blev efterfulgt af hans unge barnebarn Athalaric under ledelse af hans datter Amalasunta, men af 535 begge var døde og Theoderics linje var repræsenteret kun af Amalasunthas datter Matasuntha. Forskellige ostrogotiske militære ledere tog kongedømme i Italien, men var ingen så vellykket, som Theoderic havde været. I mellemtiden, den ortodokse Christian Byzantine Emperor Justinian, imod både ostrogotiske regel og den arianske vifte af kristendommen. I 535 sin general Belisarius invaderede Italien og i 540 erobrede Ravenna. Efter erobringen af Italien blev afsluttet i 554, blev Ravenna sæde for byzantinsk regering i Italien.

Fra 540 til 600, Ravennas biskopper indledt en bemærkelsesværdig bygning program af kirker i Ravenna og i og omkring port byen Classe. Overlevende monumenter omfatter San Vitale Basilica samt til Sant'Apollinare-basilikaen i Classe og delvist overlevende San Michele i Africisco.

Eksarkatet Ravenna

Efter Belisarius for kejser Justinian erobringer I det sjette århundrede, Ravenna blev sæde for den byzantinske guvernør i Italien, Exarch, og blev kendt som Eksarkatet Ravenna. Det var på dette tidspunkt at Ravenna kosmografi blev skrevet.

Under byzantinsk herredømme, ærkebiskop af Ravenna blev midlertidigt ydet autocephaly fra Roman Church i kejseren, i 666, men dette snart blev tilbagekaldt. Ikke desto mindre, ærkebiskop af Ravenna holdt andenpladsen i Italien efter paven, og spillede en vigtig rolle i mange teologiske kontroverser i denne periode.

Ancient era

The origins of Ravenna are uncertain. The first settlement is variously attributed to (and then has seen the co presence of) the Thessalians, the Etruscans and the Umbrians, afterwards its territory was settled also by the Senones, especially the southern countryside of the city (that wasn't part of the lagoon), the Ager Decimanus. Ravenna consisted of houses built on piles on a series of small islands in a marshy lagoon – a situation similar to Venice several centuries later. The Romans ignored it during their conquest of the Po River Delta, but later accepted it into the Roman Republic as a federated town in 89 BC. In 49 BC, it was the location where Julius Caesar gathered his forces before crossing the Rubicon. Later, after his battle against Mark Antony in 31 BC, Emperor Augustus founded the military harbor of Classe. This harbor, protected at first by its own walls, was an important station of the Roman Imperial Fleet. Nowadays the city is landlocked, but Ravenna remained an important seaport on the Adriatic until the early Middle Ages. During the German campaigns, Thusnelda, widow of Arminius, and Marbod, King of the Marcomanni, were confined at Ravenna.

Ravenna greatly prospered under Roman rule. Emperor Trajan built a 70 km (43.50 mi) long aqueduct at the beginning of the 2nd century. During the Marcomannic Wars, Germanic settlers in Ravenna revolted and managed to seize possession of the city. For this reason, Marcus Aurelius decided not only against bringing more barbarians into Italy, but even banished those who had previously been brought there. In AD 402, Emperor Honorius transferred the capital of the Western Roman Empire from Milan to Ravenna. The transfer was made partly for defensive purposes: Ravenna was surrounded by swamps and marshes, and was perceived to be easily defensible (although in fact the city fell to opposing forces numerous times in its history); it is also likely that the move to Ravenna was due to the city's port and good sea-borne connections to the Eastern Roman Empire. However, in 409, King Alaric I of the Visigoths simply bypassed Ravenna, and went on to sack Rome in 410 and to take Galla Placidia, daughter of Emperor Theodosius I, hostage. After many vicissitudes, Galla Placidia returned to Ravenna with her son, Emperor Valentinian III and the support of her nephew Theodosius II. Ravenna enjoyed a period of peace, during which time the Christian religion was favoured by the imperial court, and the city gained some of its most famous monuments, including the Orthodox Baptistery, the so-called Mausoleum of Galla Placidia (she was not really buried there), and San Giovanni Evangelista.

The late 400s saw the dissolution of Roman authority in the west, and the last person to hold the title of emperor in the West was deposed in 476 by the general Odoacer. Odoacer ruled as King of Italy for 13 years, but in 489 the Eastern Emperor Zeno sent the Ostrogoth King Theoderic the Great to re-take the Italian peninsula. After losing the Battle of Verona, Odoacer retreated to Ravenna, where he withstood a siege of three years by Theoderic, until the taking of Rimini deprived Ravenna of supplies. Theoderic took Ravenna in 493, supposedly slew Odoacer with his own hands, and Ravenna became the capital of the Ostrogothic Kingdom of Italy. Theoderic, following his imperial predecessors, also built many splendid buildings in and around Ravenna, including his palace church Sant'Apollinare Nuovo, an Arian cathedral (now Santo Spirito) and Baptistery, and his own Mausoleum just outside the walls. .

Theoderic and his followers were Arian Christians, but co-existed peacefully with the Latins, who were largely Orthodox. Ravenna's Orthodox bishops carried out notable building projects, of which the sole surviving one is the Capella Arcivescovile. Theoderic allowed Roman citizens within his kingdom to be subject to Roman law and the Roman judicial system. The Goths, meanwhile, lived under their own laws and customs. In 519, when a mob had burned down the synagogues of Ravenna, Theoderic ordered the town to rebuild them at its own expense.

Theoderic died in 526 and was succeeded by his young grandson Athalaric under the authority of his daughter Amalasunta, but by 535 both were dead and Theoderic's line was represented only by Amalasuntha's daughter Matasuntha. Various Ostrogothic military leaders took the kingship of Italy, but none were as successful as Theoderic had been. Meanwhile, the orthodox Christian Byzantine Emperor Justinian I, opposed both Ostrogoth rule and the Arian variety of Christianity. In 535 his general Belisarius invaded Italy and in 540 conquered Ravenna. After the conquest of Italy was completed in 554, Ravenna became the seat of Byzantine government in Italy.

From 540 to 600, Ravenna's bishops embarked upon a notable building program of churches in Ravenna and in and around the port city of Classe. Surviving monuments include the Basilica of San Vitale and the Basilica of Sant'Apollinare in Classe, as well as the partially surviving San Michele in Africisco.

Exarchate of Ravenna

Following the conquests of Belisarius for the Emperor Justinian I in the 6th century, Ravenna became the seat of the Byzantine governor of Italy, the Exarch, and was known as the Exarchate of Ravenna. It was at this time that the Ravenna Cosmography was written.

Under Byzantine rule, the archbishop of Ravenna was temporarily granted autocephaly from the Roman Church by the emperor, in 666, but this was soon revoked. Nevertheless, the archbishop of Ravenna held the second place in Italy after the pope, and played an important role in many theological controversies during this period.

Synode: