Beskrivelse af Agatho, der var Pave i år 678-681

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Agatho - 678-681 :

Agatho (Sant'Agatone)
Agatone - Palermo (678-681) Paven opbyggede stærke relationer til de engelske biskopper og opdagede den irske kultur. Agatho vælges til Pave den 15. April 678. Han afholdt det 6. økumeniske Koncil.
Kort efter Agatho blev Pave, ankom St Wilfrid, ærkebiskop af York, til Rom for at få hjælp fra Pavestolen. Wilfrid havde været forvist fra sit bispesæde af Theodore, ærkebiskop af Canterbury, der havde splittet Wilfrids stift op og udpeget tre biskopper til, at styre de nye bispesæder. Ved en Synode, som pave Agatho afholdt i LateranKoncilet for, at undersøge sagen, blev det besluttet at Wilfrids stift faktisk skulle opdeles, men at Wilfrid selv skal udpege de nye biskopper.
Den store begivenhed i Agathos pavedømme blev det sjette økumeniske Råd (680-681), som undertrykte det Monoteletiske kætteri, som var blevet tolereret af tidligere paver (bla. Honorius). Rådet begyndte da kejser Konstantin IV, der ønskede at helbrede det Skisma, der adskilte de to sider, skrev til pave Donus og foreslog en konference om sagen, men Donus var død da brevet ankom. Agatho var hurtig til at gribe kejserens fremstrakte hånd. Han beordrede nogle Råd afholdt i hele Vesten så legaterne kunne præsentere den almindelige opfattelse i den vestlige kirke. Han sendte derefter en stor delegation afsted for at møde de østlige ortodokse i Konstantinopel.
Legater og biskopperne samledes i det kejserlige palads den 7. November 680. Monotheliterne fremlagde deres sag. Derefter blev der oplæst et brev fra Pave Agatho, som forklarede den traditionelle tro i kirken, at Kristus havde to viljer, en guddommelig og en menneskelig. Rådet aftalte at Peter talte gennem Agatho. Patriark George af Konstantinopel accepterede Agathos brev, ligesom de fleste af de nuværende biskopper gjorde. Rådet proklamerede eksistensen af to viljer i Kristus og fordømte Monothelitism. Pave Honorius medtages i fordømmelsen. Da Rådet endte i September 681 blev dekreter sendt til paven, men Agatho døde i januar. Rådet havde ikke kun afsluttet det Monothelistiske kætteri, men havde også udbedret Skismaet omkring Kristi viljer.

Agatho tog sig også af forhandlinger mellem Pavestolen og Konstantin IV vedrørende relationen mellem den byzantinske retsinstans og pavevalgene. Konstantin lovede Agatho at afskaffe eller sænke skatterne, som paverne havde måttet betale til det kejserlige skatkammer af deres indtægter.
Han æres som en helgen af både katolikker og østlige ortodokse. Hans festdag blandt katolikker er den 10 januar. De østlige ortodokse mindes ham d. 20. februar.
De traditionelle katolikker hævder, at han var den første pave der aflagde den pavelige ed, som en del af sin indvielse.
Den 10. Januar 682 dør Pave Agatho og begraves i San Pietro. I Marts måned vælges Leo II til Pave.

Paven Agatho (døde 10 januar 681) var pave fra 26 juni 678 til sin død i 681. Han er æret som en helgen af både katolske og østlige ortodokse kirker. Lidt er kendt om Agatho før hans pavedømmet.

Pavedømmet

Han blev født i Palermo (Sicilien) fra en rig familie med græske rødder; og tradition ønsker at han levede mere end 100 år.

Kort efter Agatho blev pave, St Wilfrid, ærkebiskop af York, ankom til Rom for at påberåbe sig myndigheden af pavestolen på hans vegne. Wilfrid havde været afsat fra hans see af Theodore, ærkebiskop af Canterbury, der havde hugget op Wilfrids stift og udpeget tre biskopper til at styre de nye VSØ. På en Synode, som paven Agatho afholdt i Lateran at undersøge sagen, blev det besluttet at Wilfrids stift bør faktisk være opdelt, men denne Wilfrid, selv bør nævne biskopperne.

Den store begivenhed af hans Pontifikat var den sjette økumeniske Råd (680–681), som undertrykte den Monothelite kætteri, som var blevet tolereret af tidligere paver (Honorius blandt dem). Rådet begyndte da kejser Constantine IV, der ønsker at helbrede det Skisma, der skilte de to parter, skrev til pave Donus tyder på en konference om dette emne, men Donus var død da brevet ankom. Agatho var hurtig til at gribe olivengren tilbydes af kejseren. Han beordrede råd holdt i hele Vesten så at legater kunne præsentere den universelle tradition i den vestlige kirke. Derefter sendte han en stor delegation at opfylde Easterners i Konstantinopel.

Legater og Patriarkerne samledes i det kejserlige palads på 7 November 680. Monothelites præsenteret deres sag. Derefter blev et brev fra paven Agatho læst, forklarede den traditionelle tro af den kirke, som Kristus havde to viljer, guddommelige og menneskelige. Patriark George i Konstantinopel accepteret Agathos brev, som gjorde de fleste af de nuværende biskopper. Rådet proklamerede eksistensen af to testamenter i Kristus og fordømte Monothelitism, med pave Honorius medregnes i fordømmelsen. Når Rådet endte i September 681 dekreter blev sendt til paven, men Agatho døde i januar. Rådet havde ikke kun endte Monothelite kætteri, men også havde helbredt Skisma.

Agatho forpligtede sig også forhandlinger mellem Pavestolen og Constantine IV vedrørende forbindelserne i den byzantinske ret til pavelige valg. Constantine lovede Agatho at afskaffe eller reducere den skat, som paver havde måttet betale til det kejserlige skatkammer på deres indvielse.

Han er æret som en helgen af både katolikker og østlige ortodokse. Hans festdag blandt katolikker er den 10. Den østlige ortodokse mindes ham på 20 februar.

Pope Agatho (died 10 January 681) was Pope from 26 June 678 to his death in 681. He is venerated as a saint by both Catholic and Eastern Orthodox churches. Little is known of Agatho before his papacy.

Papacy

He was born in Palermo (Sicily) from a rich family with greek roots; and tradition wants that he lived more than 100 years.

Shortly after Agatho became Pope, St Wilfrid, Archbishop of York, arrived at Rome to invoke the authority of the Holy See on his behalf. Wilfrid had been deposed from his see by Theodore, Archbishop of Canterbury, who had carved up Wilfrid's diocese and appointed three bishops to govern the new sees. At a synod which Pope Agatho convoked in the Lateran to investigate the affair, it was decided that Wilfrid's diocese should indeed be divided, but that Wilfrid himself should name the bishops.

The major event of his pontificate was the Sixth Ecumenical Council (680–681), which suppressed the Monothelite heresy that had been tolerated by previous popes (Honorius among them). The council began when Emperor Constantine IV, wanting to heal the schism that separated the two sides, wrote to Pope Donus suggesting a conference on the matter, but Donus was dead by the time the letter arrived. Agatho was quick to seize the olive branch offered by the Emperor. He ordered councils held throughout the West so that legates could present the universal tradition of the Western Church. Then he sent a large delegation to meet the Easterners at Constantinople.

The legates and patriarchs gathered in the imperial palace on 7 November 680. The Monothelites presented their case. Then a letter of Pope Agatho was read that explained the traditional belief of the Church that Christ was of two wills, divine and human. Patriarch George of Constantinople accepted Agatho's letter, as did most of the bishops present. The council proclaimed the existence of the two wills in Christ and condemned Monothelitism, with Pope Honorius being included in the condemnation. When the council ended in September 681 the decrees were sent to the Pope, but Agatho had died in January. The Council had not only ended the Monothelite heresy, but also had healed the schism.

Agatho also undertook negotiations between the Holy See and Constantine IV concerning the relations of the Byzantine Court to papal elections. Constantine promised Agatho to abolish or reduce the tax that the popes had had to pay to the imperial treasury on their consecration.

He is venerated as a saint by both Roman Catholics and Eastern Orthodox. His feast day among Roman Catholics is on 10 January. The Eastern Orthodox commemorate him on 20 February.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Koncil
Lateran
Patriark
Pontifikat
Skisma
Synode

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Patriark:

En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.

• Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  
• Patriarken af Alexandria
  
• Patriarken af Antiokia
  
• Patriarken af Jerusalem
  
• Patriarken af Moskva og hele Rusland
  
• Patriarken af hele Bulgarien
  
• Katholikos-patriarken af hele Georgien
  
• Patriarken af hele Rumænien
  
• Den serbiske patriark
  
  

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater

• Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  
• Det koptiske patriarkat i Alexandria
  
• Det græske patriarkat i Antiokia
  
• Det syriske patrirkat i Antiokia
  
• Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  
• Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  
• Patriarkat i Cilicia
  
• Patriarkat i Venezia
  
• Patriarkat i Lisabon
  
  

Historiske katolske patriarkater

• Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  
• Patriarkatet i Vest-Indien
  
• Patriarkatet i Øst-Indien
  
  

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater

• Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  
• Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  
• Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
  
  

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.

• Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  
• Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
  
  

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Skisma:

Det rigtigt store skisma var skismaet mellem Konstantinopel og Rom 1054. Men traditionelt betegnes også den vestlige kirkes skisma som »det store skisma« - man er tilbøjelige til at ignorere Østrom i europæisk historie.

Det Store Skisma, splittelsen mellem den romerske og den byzantinske kirke fra 1054.
Der havde siden 800-t. bestået spændinger om bl.a. pavens forrang, filioque, kirkelige skikke, nadverbrødet og fordelingen af kirkelig jurisdiktion.
I 1054 nedlagde en romersk delegation en bandbulle på alteret i Sofiakirken i Konstantinopel mod patriark Michael Kerullarios og den byzantinske kirkeledelse.
Derpå bandlyste Kerullarios romerne; de gensidige fordømmelser blev først ophævet i 1965.
Året 1054 er traditionelt blevet regnet for tidspunktet for bruddet mellem den østlige og den vestlige kristendom.

Det Vestlige Skisma :


Den romersk-katolske kirke var i senmiddelalderen og renæssancen præget af en række kriser. Kirkens første alvorlige krise kom i 1309, da paven flyttede hoffet fra Rom til Avignon, og i denne periode var paven under den franske konges indflydelse. Pave Gregor 11. flyttede hoffet tilbage til Rom i 1378, men døde kort efter, hvorefter det kom til endnu en krise. Denne krise omtales som Det store Skisma, som varede fra 1378 til 1417, hvor der på et tidspunkt fandtes tre paver (Rom, Pisa og Avignon). Dette blev begyndelsen på koncilbevægelsen, der begyndte med koncilet i Konstanz og afsluttedes med koncilet i Basel. Koncilbevægelsen forsøgte at gøre sig til kirkens øverste myndighed, men tabte magtkampen til paven.
Urban VI´s (1378-1389) valg skete under pres fra den romerske befolkning, der ønskede en romer eller i det mindste en italiener valgt som pave. Han er den sidste pave uden kardinaltitel og hans valg førte til et næsten 50-årigt skisma (spaltning) af den romersk-katolske kirke, hvor der frem til et møde i Pisa i 1409 var to paver og efter mødet var der tre paver - en situation, der varer til de stridende parter mødes på et konsil i Konstanz (1414-1418), hvor man enes om at vælge Oddo di Colonna som pave Martino V og afsætte de øvrige.

Navnene på paver og modpaver i denne periode er:

• Modpave Clemens VII (1378-1394)
• Pave Bonifacius IX (1389-1404)
• Modpave Benedikt XIII (1394-1423)
• Pave Innocent VII (1404-1406)
• Pave Gregor XII (1406-1415)
• Pave Alexander V (1409-1410)
• Modpave Johannes XXIII (1410-1415)

På konklavet i 1378 valgte Det italienske parti Prignano til pave Urbano VI, men de franske kardinaler ville ikke godkende valget og de blev politisk støttet af den franske kong Karl V og Napolis dronning Johanna 1 af Anjou. Det franske parti valgte så kardinal Robert af Genf som modpave under navnet Clemente VII, og han bosatte sig i Avignon og så var spaltningen af den romersk-katolske kirke en kendsgerning og de indbyrdes krige kunne begynde, hvor Pave Urbano VI tabte en række slag, men han afslog alle forsøg på et kompromis.
I 1415 besluttede den retmæssigt valgte Gregor XII under koncilet i Konstanz (1415-1418) at træde tilbage. Det gjorde han for at afslutte det vestlige skisma, hvor hele tre paver gjorde krav på Petersembedet.

Synode: