Beskrivelse af Leo II, der var Pave i år 682-683

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.





    B: 1.160.278
     LU: 05:45

Pave Leo II i tal :
Nummer 80 i paverækken

Begivenhed: Dato:Varighed:
Født :   ? 611  0
Pavevalgt :Fredag 17. Aug. 682 Ca. 71 år
Papiat slutter :Fredag 28. Jun. 683 0,8 år
Fratrådt/Død  alder : Ca. 72 år





Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024

















Leo II - 682-683 :

Leo II (San Leone II)
I Marts måned 681 vælges Leo II til Pave, men godkendelsen fra kejser Constantin IV i Constantinopel lader vente på sig, så den nye Pave indsættes ikke endnu. I Juli måned kommer kejserens godkendelse endelig og Pave Leo II indsættes den 17. August 682.
S. Leone II fra Sicilien blev valgt efter Agatones død i 682, medens det 6. økumeniske Koncil i Konstantinobel var i gang og kejser Konstantin IV Pogonatus holdt godkendelsen tilbage indtil Koncilet havde bandlyst pave Onorio I sammen med de øvrige forkæmpere for Monoteletismen.
Den hellige Leo II var fra Messina på Sicilien. Han fik sin uddannelse i pavens katedralskole i Rom og var beundret for sin veltalenhed, kultur og dygtighed.
Biografi: Det vigtigste historiske aspekt fra Leo IIs tid som pave synes, at være hans bekræftelse af fordømmelsen af, Pave Honorius I for hans stilling i monotelisme sagen. Det er vigtigt, at bemærke, at Honorius ikke blev anklaget for kætteri, han blev kun beskyldt for at være alt for lemfældig med andres kætteri.
Leone II samarbejdede med Kejseren hvilket gjorde, at det autonome Ravenna blev lagt ind under paven.
Leone II overførte mange martyrers relikvier fra Katakomberne til kirker inden for bymuren.
Den 22. Februar 683 blev resterne af de 3 helgener, Simplicius, Faustinus og Beatrice, på Pave Leo II's befaling flyttet til et kapel ved siden af Kirken Santa Bibiana på Esquilinhøjen. Kapellet blev viet til San Paolo, således som det berettes i Liber Pontificalis: "Her lod Pave Leo II bygge en kirke i Rom ved Santa Bibiana, hvor han lod anbringe resterne af helgenerne Simplicius, Faustinus og Beatrice, såvel som af andre martyrer, og han viede den til Apostlen Paulus den 22. Februar...".
Efter 10 måneder i pavestolen dør Pave Leo II den 3. Juli 683. Han æres som helgen; tidligere blev han mindet den 28. juni, mens hans mindedag nu er 3. juli. Han begraves i San Pietro.
Allerede den 8. Juli vælges den nye Pave Benedikt II.

Pave Leo II (611-28 juni 683) var pave fra 17 August 682 til sin død i 683.

Baggrunden og tidlige aktivitet i kirken

Han var en siciliansk ved fødslen (søn af en mand ved navn Paulus), og det lykkedes Agatho. Selvom valgt til pave et par dage efter dødsfaldet af St. Agatho (10. januar 681), blev han ikke indviet indtil efter udløbet af et år og syv måneder (17 August 682). Leo var kendt som en veltalende prædikant, der var interesseret i musik, og noteret for sin velgørenhed til fattige.

Regeringstid som biskop af Rom

Valgt kort efter død af Agatho, var Leo ikke indviet over et år og en halv. Årsagen kan have været på grund af forhandlingerne om imperial kontrol af pavelige valg.

Disse forhandlinger blev iværksat af Leos forgænger Agatho mellem Pavestolen og kejser Constantine IV. De vedrørte forbindelserne i den byzantinske ret til pavelige valg. Constantine havde allerede lovet Agatho at afskaffe eller reducere den skat, som paver havde måttet betale til det kejserlige skatkammer på deres indvielse i løbet af omkring et århundrede.

Leos kortlivede Pontifikat ikke tillod ham at udrette meget, men der var et resultat af stor betydning: han bekræftede handlinger af den sjette økumeniske Råd (680–1). Dette råd havde været holdt i Konstantinopel mod Monothelite kontrovers, og havde været ledet af paven Agatho legater. Efter Leo havde meddelt kejseren at dekreter for Rådet var blevet bekræftet, gjorde han dem kendte til nationerne i Vesten. I breve til kongen, biskopper og stormænd af Spanien, forklarede han, hvad Rådet havde fundet sted, og han opfordrede biskopperne til at abonnere på sin dekreter.

Under dette råd, pave Honorius I var forkaster for sine synspunkter i Monothelite polemikken som tolerante over for kætteri. Leo tog stor umage for at gøre det klart at fordømme Honorius, han gjorde ikke fordi Honorius undervist kætteri, men fordi han ikke var aktiv nok i at modsætte sig den. I overensstemmelse med den pavelige mandat, blev en Synode afholdt på Toledo (684) i hvilken Rådet Konstantinopel blev antaget.

Til afgørelse truffet af Rådet, Leo skrev en gang og igen approbation af Rådets afgørelse og fordømmelse af Honorius, som han betragtede som en der profana proditione immaculatem fidem subvertare conatus est (groft, ", der af forræderi har forsøgt at vælte den ubesmittede tro"). I deres indflydelse på spørgsmålet om pavelige ufejlbarlighed disse ord har forårsaget stor opmærksomhed og kontroverser, og forgrunden er givet omstændighed, at der i den græske tekst af brev til kejseren, som udtrykket opstår, den mildere udtryk subverti permisit ("lov til at blive væltet...") bruges til subvertare conatus est.

På dette tidspunkt sætte Leo en stopper for Ravenna ærkebiskopper forsøg på at komme væk fra kontrol af biskoppen af Rom. Paven sødet deal for Ravenna biskopper ved at afskaffe afgiften havde det været sædvane for dem til at betale, når de har modtaget Pallium.

Også, tilsyneladende svar på Lombard razziaer, Leo overført levn af en række af martyrer fra Katakomberne til kirker inde i væggene i byen. Han dedikerede også to kirker, St. Paul og Sts. Sebastian og George.

Pope Leo II (611 – 28 June 683) was Pope from 17 August 682 to his death in 683.

Background and early activity in the Church

He was a Sicilian by birth (the son of a man named Paulus), and succeeded Agatho. Though elected pope a few days after the death of St. Agatho (10 January 681), he was not consecrated till after the lapse of a year and seven months (17 August 682). Leo was known as an eloquent preacher who was interested in music, and noted for his charity to the poor.

Reign as Bishop of Rome

Elected shortly after the death of Agatho, Leo was not consecrated for over a year and a half. The reason may have been due to negotiations regarding imperial control of papal elections.

These negotiations were undertaken by Leo's predecessor Agatho between the Holy See and Emperor Constantine IV. They concerned the relations of the Byzantine Court to papal elections. Constantine had already promised Agatho to abolish or reduce the tax that the popes had had to pay to the imperial treasury on their consecration over the course of about a century.

Leo's short-lived pontificate did not allow him to accomplish much, but there was one achievement of major importance: he confirmed the acts of the Sixth Ecumenical Council (680–1). This council had been held in Constantinople against the Monothelite controversy, and had been presided over by the legates of Pope Agatho. After Leo had notified the Emperor that the decrees of the council had been confirmed, he made them known to the nations of the West. In letters written to the king, the bishops, and the nobles of Spain, he explained what the council had effected, and he called upon the bishops to subscribe to its decrees.

During this council, Pope Honorius I was anathematised for his views in the Monothelite controversy as tolerant of heresy. Leo took great pains to make it clear that in condemning Honorius, he did so not because Honorius taught heresy, but because he was not active enough in opposing it. In accordance with the papal mandate, a synod was held at Toledo (684) in which the Council of Constantinople was accepted.

Regarding the decision of the council, Leo wrote once and again in approbation of the decision of the council and in condemnation of Honorius, whom he regarded as one who profana proditione immaculatem fidem subvertare conatus est (roughly, "one who by betrayal has tried to overthrow the immaculate faith"). In their bearing upon the question of papal infallibility these words have caused considerable attention and controversy, and prominence is given to the circumstance that in the Greek text of the letter to the Emperor which the phrase occurs, the milder expression subverti permisit ("allowed to be overthrown...") is used for subvertare conatus est.

At this time Leo put an end to the attempts of the Ravenna archbishops to get away from the control of the Bishop of Rome. The Pope sweetened the deal for the Ravenna bishops by abolishing the tax it had been customary for them to pay when they received the Pallium.

Also, in apparent response to Lombard raids, Leo transferred the relics of a number of martyrs from the catacombs to churches inside the walls of the city. He also dedicated two churches, St. Paul's and Sts. Sebastian and George.



                  Katolske begreber:

Afladshandel

Antiochia

Apokryf

Ariani

Arianisme

Arvesynd

Avignon

Basilika

Breviar

Bulle

Camerlengo

Cistercienser

Davids Slægt

Decius

Diokletian

Dominikaner

Donatisme

Døbefont

Dødssynder

Ecclesiast

Exarch

Franciskaner

Galilei

Glas

Gnostiker

Goddag mand økseskaft

Gudsbevis

Hegesippus

Helvede

Herrens år

Ikonoklasme

Inkvisition

Interregnum

Investitur

Irenæus

Janseni

Kanon

Katakomber

Kirkebøger

Kloster

Koncil

Konklave

Korstog

Lateran

Liber Pontificalis

Longobard

Luther

Lydkonge

Malakias

Malakiasrækken

Markion

Matematik

Modpave

Monarkianisme

Monofysitisme

Monoteletisme

Monstrans

Montanisme

Muhammed

Novatian

Nuntius

Oligark

Origenes

Pallium

Paternoster

Patriark

Pavenumre

Paverækken

Pavinde

Pelagianisme

Pontifikat

Påskestriden

Ramaskrig

Ravenna

Sakramente

Sanktus

Saracen

Schweizergarden

Sede Vacante

Simoni

Skisma

Syndefald

Synode

Tiara

Transsubstantiation

Vatikan

Vox-In-Rama

Økumenisk


Ordforklaring :

Katakomber
Koncil
Liber Pontificalis
Monoteletisme
Pallium
Pontifikat
Ravenna
Synode

Katakomber:

[ - ]
Domitilla-katakomberne, der blev opkaldt efter et medlem af den romerske familie, der havde bestilt gravpladserne, er de største i Rom. De strækker sig over 12 kilometer og går ned på fire niveauer med 26.250 grave fra anden til femte århundrede.



Over Domitilla katakomberne står basilikaen, som ses herover, Santi Nereo e Achilleo, der er ombygget og istandsat, så kun meget lidt er tilbage fra det 4. årh., hvor den blev bygget.
I katakomberne kan man se smukke fresker, bl.a. en der forestiller Kristus som den gode hyrde.
Når de kristne begravede de døde i underjordiske kirkegårde udenfor Rom, var det ikke på grund af forfølgelse, men blot fordi de fulgte tidens love.
Da der i katakomberne er begravet mange helgener, blev disse til helligdomme og genstand for besøg af pilgrimme.
De døde blev anbragt i nicher (loculi), hvor der kunne ligge 2 - 3 lig og de vigtigste rum blev udsmykket med stuk og fresker, se billedet herunder.
Det er en stor og spændende oplevelse at besøge disse underjordiske gravpladser.



Mange af krypterne har fresker, der synes udslettet. Faktisk blev de strippet af gravrøvere, idet katakomberne blev hærget og fresker skåret ud og fjernet som trofæer i middelalderen. Denne antikke form for tyveri kan findes i et museum i Catania, der viser eksempler, der oprindeligt blev bragt til Sicilien af en adelsmand for at dekorere hans hjem.



Domitilla katakomberne er de største af katakomberne og mange af gravene kan føres helt tilbage til 1. og 2. årh. e. Kr. dermed har disse kun ringe forbindelse med de kristne.



[ - ]

Koncil:

[ - ]
Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

[ - ]

Liber Pontificalis:

[ - ]
Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

[ - ]

Monoteletisme:

[ - ]
Monoteletisme - Monoteisme

Monoteletisme, oldkirkelig lære i 600-t., ifølge hvilken Kristus har både en guddommelig og en menneskelig natur, men kun én vilje og udfoldelseskraft (gr. energeia). Kristi enhed blev hermed fastholdt, hvilket var afgørende i den byzantinske kejser Herakleios' forsøg på at tilnærme sig de monofysitiske menigheder, der var truet af den arabiske invasion.
Honorius I (625-638), der ellers var en effektiv adminstrator og politiker, var ophavsmand til monoteletismen, et kristologisk kætteri, idet han hævdede at den inkarnerede Guds søn kun har en vilje.
Monoteletismen blev fordømt på Konstantinopelkoncilet i 680-681.

Monoteisme (betydning)
(Græsk). Monoteisme stammer fra ”mónos”, der betyder ”én” eller ”ene”, og ”theos”, der betyder ”Gud”, og med Monoteisme mener man som regel samtidig, at man dyrker denne Gud. Monoteisme er princippet i jødedommen, kristendommen og islam. Den kristne tro på treenigheden anses ikke for at være i modstrid med Monoteismen. Troen på mange guder kaldes Polyteisme. Desuden står Monoteisme og Polyteisme i kontrast til Ateisme, der er en betegnelse for slet ikke at tro på Gud eller på nogen guder. En anden særstilling kaldes Henoteisme, der er en betegnelse for det fænomen, at man udelukkende dyrker én Gud, men ikke benægter andre guders eksistens.

[ - ]

Pallium:

[ - ]
Pallium, (lat. 'kappe'), romersk-katolske ærkebiskoppers særlige kendetegn; et hvidt bånd, vævet af uld og besat med seks sorte, broderede kors.


Herover: Palliets udvikling gennem tiderne.

Det bæres over begge skuldre i form af et Y og symboliserer lammet, der bæres på hyrdens skuldre. Paven har siden 800-t. tildelt palliet til ærkebiskopper. Det er videreudviklet af antikkens lange, rektangulære kappe, oftest båret af ikke-romere, især grækere.
Pallium svarer til den græske himation.
Palliet kan med lidt god vilje minde lidt om et moderne slips.

Pallium tildeles af paven. Ud over ham er det (siden Paul VI i 1978) reserveret metropolitterne og den latinske patriark i Jerusalem.

Herunder: Johannes Paul II med sit Pallium.


[ - ]

Pontifikat:

[ - ]
Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.



[ - ]

Ravenna:

[ - ]
Ravenna er en by i den italienske region Emilia-Romagna. Ravenna har 134.631 (2001) indbyggere.

Ravenna var hovedstad i det Vestromerske Rige efter Romerrigets deling i 396 e.Kr. Senere var Ravenna de byzantinske kejseres administrative hovedstad for de italienske provinser. Ved byzantinernes fordrivelse fra den italienske halvø, blev Ravenna en del af Kirkestaten.



Den gamle æra

Oprindelsen af Ravenna er usikker. Den første bosætning er skiftevis tilskrives (og så har set co tilstedeværelse af) Thessalians, etruskerne og Umbrien, bagefter dens område blev afgjort også af Senones, især det sydlige landskab i byen, (der var ikke en del af lagunen), Ager-Decimanus. Ravenna bestod af huse bygget på pæle på en serie af små øer i en sumpet lagune-en situation svarende til Venedig adskillige århundreder senere. Romerne ignoreret det under deres erobring af Po floddelta, men senere accepterede det ind i den romerske republik som et organisationsnetværk by i 89 F.kr. I 49 f.kr var det det sted, hvor Julius Cæsar samlet sine styrker før krydset Rubicon. Senere, efter sin kamp mod Mark Antonius i 31 f.kr. grundlagde kejser Augustus den militære harbor Classe. Denne havn, beskyttet på første var af sine egne mure, en vigtig station i den romerske kejserlige flåde. I dag byen er indlandsstater, men Ravenna forblev en vigtig havn ved Adriaterhavet indtil den tidlige middelalder. Under de tyske kampagner, var Thusnelda, enke efter Arminius, og Marbod, konge af markomannierne, begrænset til Ravenna.

Ravenna fremgang stor under romersk herredømme. Kejser Trajan bygget en 70 km (43,50 mi) lang akvædukt i begyndelsen af det andet århundrede. Under de Marcomannic krige, germanske bosættere i Ravenna gjorde oprør og formået at gribe byen i besiddelse. Derfor forvist Marcus Aurelius besluttede ikke kun mod at bringe flere Barbarerne i Italien, men selv dem, der tidligere var blevet bragt der. I AD 402 overført kejser Honorius hovedstaden i det vestromerske rige fra Milano til Ravenna. Overførslen blev foretaget dels i defensivt øjemed: Ravenna var omgivet af sumpe og moser, og blev opfattet som nemt forsvares (selvom faktisk byen faldt til Modstående styrker mange gange i sin historie); Det er også sandsynligt, at overgangen til Ravenna skyldtes byens port og god søs forbindelser til det Østromerske rige. Men i 409, King Alaric af vestgoterne simpelthen omgået Ravenna, og gik, at fyre Rom i 410 og tage Galla Placidia, datter af kejser Theodosius, gidsel. Efter mange omskiftelser tilbage Galla Placidia til Ravenna med hendes søn, kejser Valentinian III og støtte af hendes nevø Theodosius II. Ravenna nød en periode med fred, i hvilket tidsrum den kristne religion var begunstiget af det kejserlige Hof, og byen opnået nogle af sine mest berømte monumenter, herunder den ortodokse døbefont, såkaldte Mausoleum Galla Placidia (hun ikke var virkelig begravet der) og San Giovanni Evangelista.

Den sene 400s så opløsningen af romerske myndighed i vest, og den sidste person til at holde titlen som kejser i Vesten blev afsat i 476 af den generelle Odoaker. Odoaker regerede som konge af Italien i 13 år, men i 489 den østlige kejser Zeno sendt den ostrogotiske King Theoderic dejligt at re-tage den italienske halvø. Efter at have tabt slaget Verona Odoaker trak sig tilbage til Ravenna, hvor han modstået en belejring af tre år af Theoderic, indtil udtagning af Rimini berøvet Ravenna af forsyninger. Theoderic tog Ravenna i 493, angiveligt dræbte Odoaker med hans egne hænder, og Ravenna blev hovedstaden i den ostrogotiske i Italien. Theoderic, efter hans kejserlige forgængere, også bygget mange pragtfulde bygninger i og omkring Ravenna, herunder hans palace kirke Sant'Apollinare Nuovo, en Arian domkirke (nu Santo Spirito) og dåbskapellet og hans eget Mausoleum lige uden for murene. .

Theoderic og hans tilhængere var arianske kristne, men co-eksisterede fredeligt med latinere, der var hovedsageligt ortodoks. Ravennas ortodokse biskopper gennemført markante byggeprojekter, som er den eneste overlevende en Capella Arcivescovile. Theoderic tilladt romerske borgere inden for hans rige til romerretten og den romerske retssystem. Goterne, i mellemtiden, levede under deres egne love og skikke. I 519, når en pøbel var brændt ned synagoger af Ravenna, beordrede Theoderic byen til at genopbygge dem for egen regning.

Theoderic døde i 526 og blev efterfulgt af hans unge barnebarn Athalaric under ledelse af hans datter Amalasunta, men af 535 begge var døde og Theoderics linje var repræsenteret kun af Amalasunthas datter Matasuntha. Forskellige ostrogotiske militære ledere tog kongedømme i Italien, men var ingen så vellykket, som Theoderic havde været. I mellemtiden, den ortodokse Christian Byzantine Emperor Justinian, imod både ostrogotiske regel og den arianske vifte af kristendommen. I 535 sin general Belisarius invaderede Italien og i 540 erobrede Ravenna. Efter erobringen af Italien blev afsluttet i 554, blev Ravenna sæde for byzantinsk regering i Italien.

Fra 540 til 600, Ravennas biskopper indledt en bemærkelsesværdig bygning program af kirker i Ravenna og i og omkring port byen Classe. Overlevende monumenter omfatter San Vitale Basilica samt til Sant'Apollinare-basilikaen i Classe og delvist overlevende San Michele i Africisco.

Eksarkatet Ravenna

Efter Belisarius for kejser Justinian erobringer I det sjette århundrede, Ravenna blev sæde for den byzantinske guvernør i Italien, Exarch, og blev kendt som Eksarkatet Ravenna. Det var på dette tidspunkt at Ravenna kosmografi blev skrevet.

Under byzantinsk herredømme, ærkebiskop af Ravenna blev midlertidigt ydet autocephaly fra Roman Church i kejseren, i 666, men dette snart blev tilbagekaldt. Ikke desto mindre, ærkebiskop af Ravenna holdt andenpladsen i Italien efter paven, og spillede en vigtig rolle i mange teologiske kontroverser i denne periode.

Ancient era

The origins of Ravenna are uncertain. The first settlement is variously attributed to (and then has seen the co presence of) the Thessalians, the Etruscans and the Umbrians, afterwards its territory was settled also by the Senones, especially the southern countryside of the city (that wasn't part of the lagoon), the Ager Decimanus. Ravenna consisted of houses built on piles on a series of small islands in a marshy lagoon – a situation similar to Venice several centuries later. The Romans ignored it during their conquest of the Po River Delta, but later accepted it into the Roman Republic as a federated town in 89 BC. In 49 BC, it was the location where Julius Caesar gathered his forces before crossing the Rubicon. Later, after his battle against Mark Antony in 31 BC, Emperor Augustus founded the military harbor of Classe. This harbor, protected at first by its own walls, was an important station of the Roman Imperial Fleet. Nowadays the city is landlocked, but Ravenna remained an important seaport on the Adriatic until the early Middle Ages. During the German campaigns, Thusnelda, widow of Arminius, and Marbod, King of the Marcomanni, were confined at Ravenna.

Ravenna greatly prospered under Roman rule. Emperor Trajan built a 70 km (43.50 mi) long aqueduct at the beginning of the 2nd century. During the Marcomannic Wars, Germanic settlers in Ravenna revolted and managed to seize possession of the city. For this reason, Marcus Aurelius decided not only against bringing more barbarians into Italy, but even banished those who had previously been brought there. In AD 402, Emperor Honorius transferred the capital of the Western Roman Empire from Milan to Ravenna. The transfer was made partly for defensive purposes: Ravenna was surrounded by swamps and marshes, and was perceived to be easily defensible (although in fact the city fell to opposing forces numerous times in its history); it is also likely that the move to Ravenna was due to the city's port and good sea-borne connections to the Eastern Roman Empire. However, in 409, King Alaric I of the Visigoths simply bypassed Ravenna, and went on to sack Rome in 410 and to take Galla Placidia, daughter of Emperor Theodosius I, hostage. After many vicissitudes, Galla Placidia returned to Ravenna with her son, Emperor Valentinian III and the support of her nephew Theodosius II. Ravenna enjoyed a period of peace, during which time the Christian religion was favoured by the imperial court, and the city gained some of its most famous monuments, including the Orthodox Baptistery, the so-called Mausoleum of Galla Placidia (she was not really buried there), and San Giovanni Evangelista.

The late 400s saw the dissolution of Roman authority in the west, and the last person to hold the title of emperor in the West was deposed in 476 by the general Odoacer. Odoacer ruled as King of Italy for 13 years, but in 489 the Eastern Emperor Zeno sent the Ostrogoth King Theoderic the Great to re-take the Italian peninsula. After losing the Battle of Verona, Odoacer retreated to Ravenna, where he withstood a siege of three years by Theoderic, until the taking of Rimini deprived Ravenna of supplies. Theoderic took Ravenna in 493, supposedly slew Odoacer with his own hands, and Ravenna became the capital of the Ostrogothic Kingdom of Italy. Theoderic, following his imperial predecessors, also built many splendid buildings in and around Ravenna, including his palace church Sant'Apollinare Nuovo, an Arian cathedral (now Santo Spirito) and Baptistery, and his own Mausoleum just outside the walls. .

Theoderic and his followers were Arian Christians, but co-existed peacefully with the Latins, who were largely Orthodox. Ravenna's Orthodox bishops carried out notable building projects, of which the sole surviving one is the Capella Arcivescovile. Theoderic allowed Roman citizens within his kingdom to be subject to Roman law and the Roman judicial system. The Goths, meanwhile, lived under their own laws and customs. In 519, when a mob had burned down the synagogues of Ravenna, Theoderic ordered the town to rebuild them at its own expense.

Theoderic died in 526 and was succeeded by his young grandson Athalaric under the authority of his daughter Amalasunta, but by 535 both were dead and Theoderic's line was represented only by Amalasuntha's daughter Matasuntha. Various Ostrogothic military leaders took the kingship of Italy, but none were as successful as Theoderic had been. Meanwhile, the orthodox Christian Byzantine Emperor Justinian I, opposed both Ostrogoth rule and the Arian variety of Christianity. In 535 his general Belisarius invaded Italy and in 540 conquered Ravenna. After the conquest of Italy was completed in 554, Ravenna became the seat of Byzantine government in Italy.

From 540 to 600, Ravenna's bishops embarked upon a notable building program of churches in Ravenna and in and around the port city of Classe. Surviving monuments include the Basilica of San Vitale and the Basilica of Sant'Apollinare in Classe, as well as the partially surviving San Michele in Africisco.

Exarchate of Ravenna

Following the conquests of Belisarius for the Emperor Justinian I in the 6th century, Ravenna became the seat of the Byzantine governor of Italy, the Exarch, and was known as the Exarchate of Ravenna. It was at this time that the Ravenna Cosmography was written.

Under Byzantine rule, the archbishop of Ravenna was temporarily granted autocephaly from the Roman Church by the emperor, in 666, but this was soon revoked. Nevertheless, the archbishop of Ravenna held the second place in Italy after the pope, and played an important role in many theological controversies during this period.

[ - ]

Synode:

[ - ]
Synode, (gr. synodos 'sammenkomst', af syn- og hodos 'vej, passage', jf. -ode), d.s.s. koncil, men fortrinsvis anvendt om kirkemøder på lokalt og nationalt plan. Man taler om stiftssynoder for de enkelte bispedømmer, om provinssynoder for en hel kirkeprovins og (national)synoder for et enkelt land.

Som organer for kirkeligt selvstyre har synoder en særlig rolle i kirker, der er uafhængige af statsmagten. I den græsk-ortodokse og romersk-katolske kirke er hele spektret af synoder repræsenteret, hvorimod synoders rolle er varierende i de protestantiske kirkesamfund. Størst betydning har de i de reformerte kirker. Den danske folkekirke karakteriseres ved et stærkt statsstyre og kender ikke til synoder.

[ - ]


0545
Pt:314