|
|
Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024
|
|
Hyginus - 136-140 :
Hyginus (Sant'Igino) Hyginus stammede fra Athen og blev valgt til pave efter Telesphorus i år 138. Han indførte det kirkelige hieraki. Han døde som martyr. Han var pave i 4 år, indtil han blev dræbt under Antonius Pius' kristenforfølgelser. St. Hyginus, fra Grækenland. Biskop af Rom. Embede måske fra 138 til 142. Der er så godt som ingen troværdige oplysninger om hans bedrifter.
Biskop af Rom
Pave Hyginus var biskop af Rom fra c. 138 til c. 142. Traditionen hævder, at han under sit pavedømme definerede de forskellige beføjelser for gejstligheden og definerede rangordenen indenfor det kirkelige hierarki.
Ifølge Liber Pontificalis, var Hyginus græker født i Athen. Kilden tilføjer, at han tidligere var filosof, sandsynligvis baseret på navneligheden med to latinske forfattere.
Irenæus siger, at gnostiske Valentinus kom til Rom i Hyginus tid, og opholdt sig der indtil Anicetus blev pave. Cerdo, en anden Gnostiker og forgænger for marcion, boede også i Rom i Hyginus regeringstid; ved at bekende sine fejl og gøre bod, lykkedes det ham at opnå tilbagetagelse i Kirkens favn, men til sidst faldt han tilbage til kætterier og blev udvist fra Kirken. Hvor mange af disse begivenheder der fandt sted i Hyginus tid er ikke kendt.
Liber Pontificalis nævner også, at pave Hyginus organiserede hierarkiet og etablerede orden i den kirkelige rangfølge (HIC clerum composuit et distribuit Gradus). Denne generelle bemærkning går igen også i pave Hormisdas biografi; det har ingen historisk værdi, og ifølge Duchesne, henviser forfatteren formentlig til de lavere dele af præsteskabet.
De gamle kilder indeholder ingen oplysninger om hans død som martyr. Efter sin død blev han begravet på Vatikan højen, nærved St. Peters grav. Hans festdag fejres den 11. januar.
Kun tre breve, der kan tilskrives ham, har overlevet.
Katolske begreber:
|
Ordforklaring :
Gnostiker
Irenæus
Liber Pontificalis
Vatikan
Gnostiker:[ - ]
Gnosticisme er en fællesbetegnelse for en række forskellige religiøse filosofier, mysteriereligioner og sekter, der havde en betydelig udbredelse i hellenistisk-romersk tid, først i Middelhavsområdet, hvorfra de siden bredte sig ind i Centralasien.
Betegnelsen kommer af gnosis, det græske ord for "erkendelse", der i denne sammenhæng referer til gnosticismens fokus på erhvervelsen af en mystisk erkendelse eller indsigt som det centrale mål i tilværelsen. Gnosticismen indebærer også typisk en dualistisk filosofi og forestillinger om en mytologisk kamp mellem lys og mørke, sjæl og legeme, idet legemet sættes i forbindelse med den ringeagtede materielle verden, der oftest anses for underlagt en malevolent guddom - en såkaldt demiurg – medens sjælen tænkes at have sit ophav i en højere åndelig verden, hvor Gud regerer sammen med de såkaldte æoner – oplyste guddommelige væsener.
Gnosticismen har sit ophav i førkristen tid, men fandt stor udbredelse i de første århundreder efter vor tidsregning, og mange har påpeget betydelige ligheder mellem gnosticismen og den allertidligste kristendom; særligt de johannæiske skrifter udviser mange såkaldt gnosticerende træk i ordvalg og tematik. Dertil kommer, at vi senest i det 2. århundrede e.Kr. har positive vidnesbyrd om gnostiske kristendomsformer, der stod i opposition til de strømninger, der med tiden skulle blive til den traditionelle kristendom. Man kan argumentere for, at f.eks. Thomasevangeliet og Markion er tidlige udtryk for en sådan kristen-gnostisk strømning, og i det såkaldte Nag Hammadi-bibliotek fra ca. år 400 finder vi et tydeligt udtryk for en gnostisk kristendom - eller kristen gnosticisme, om man vil. Dette upåagtet gives der endnu i det 2. århundredes gnosticisme adskillige præ-kristne træk.
Thomasevangeliet:
I den tidlige kristendom blev Apostlen Thomas betragtet som en stor autoritet, især blandt de såkaldte gnostikere. Det var en gruppe, som var blevet skilt ud fra den almindelige kristne kirke, fordi de var uenige med de andre kristne om centrale punkter i læren. Gnostikerne afviste, at der skulle være nogen værdi i den fysiske verden. Derfor lagde de heller ikke meget vægt på, hvad Jesus havde gjort, men næsten kun på, hvad de mente, han havde sagt.
Apostlen Thomas inspicerer den genopstandne Jesus' sår.
Denne synsvinkel er afspejlet i Thomasevangeliet, det mest berømte af den række af gnostiske skrifter, som tilskrives apostlen Thomas. Dette skrift består af en lang række løsrevne udtalelser fra Jesus uden nogen sammenknyttende handling. Thomasevangeliet er dog ikke skrevet af Thomas selv, for det blev sandsynligvis først skrevet nogle år efter hans død.
I lang tid var Thomasevangeliet kun kendt fra den meget negative omtale af det i kirkefædrenes skrifter. Man vidste ikke, hvad der i virkeligheden stod i Thomasevangeliet. Men i 1945 blev der gjort et revolutionerende fund i Nag Hammadi i Ægypten. En krukke med en række hidtil ukendte gnostiske skrifter blev opdaget, og blandt dem var Thomasevangeliet.
Det er imidlertid tvivlsomt, om Thomasevangeliet overhovedet giver os nogen ny viden om, hvad Jesus rent faktisk sagde. Ligesådan er det næppe sandsynligt, at apostlen Thomas i virkeligheden havde noget med gnostikerne at gøre.
[ - ]
Irenæus:[ - ]
Irenæus (ca. 130 - ca. 200) var biskop af Lugdunum i Gallien (det nuværende Lyon i Frankrig) og en af de tidlige kirkefædre og den vigtigste teolog i det andet århundrede.
Irenæus' skrifter spillede en afgørende rolle i udviklingen af den tidlige kristne teologi, og han anerkendes som helgen af både den romersk-katolske kirke og de ortodokse kirker. Hans helgendag er 28. juni for den romersk-katolske kirke og den 23. august i den ortodokse kirke.
Han er særligt kendt for sit virke som kristen apologet, dvs. trosforsvarer. Det er forholdsvis sikkert, at Irenæus, mens han stadig var meget ung, har set og hørt Polykarp, der var biskop i Smyrna indtil sin død i år 155, der selv havde været discipel af evangelisten Johannes.
Irenæus er kendt for sit opgør med gnosticismen og har skrevet flere værker mod gnostikerne, hvor man kan iagttage en meget tidlig kristen teologi i støbeskeen. Irenæus havde ikke tidligere teologer at trække på, men var en vigtig faktor i kanondannelsen af de bibelske skrifter. Han var blandt de første til at definere de fire kanoniske evangelier. På hans tid cirkulerede dusinvis af evangelier i de kristne menigheder, indbefattet hans egen græsktalende indvandrer-menighed i Gallien, men Irenæus insisterede på, at kun de fire var autentiske. Hans begrundelse var, at ligesom der kun eksisterer fire verdenshjørner, fire vindretninger, og fire søjler til at holde himlen oppe, kan der kun være fire evangelier. Disse, påstod han, var skrevet af Jesu egne apostle (Matthæus og Johannes), eller deres følgesvende (Markus, Peters discipel, og Lukas, Paulus' discipel).
Biografi
Irenæus blev født i det andet århundrede (det eksakte årstal er diskuteret, ifølge nogle mellem 115 og 125, ifølge andre 130 og 142.) Irenæus formodes at være græker fra Polykarps hjemby, Smyrna i Lilleasien, det nuværende Izmir i Tyrkiet. Han voksede op i en kristen familie og fik formodentlig teologien ind med modermælken, hvilket forklarer hans brændende entusiasme for ortodoksi.
Irenæus var en vigtig person i forsvaret af de fire evangelier, Matthæus, Markus, Lukas og Johannes, og deres plads i Det Nye Testamente.
Hvorfor Irenæus forlod Lilleasien vides ikke, og vi kender heller ikke omstændighederne ved hans rejse, eller hvorfor han tog til Gallien.
Under kristenforfølgelserne på Marcus Aurelius' tid var Irenæus præst i Lyon i det nuværende Frankrig. De gejstlige i byen var under hårdt pres, og mange blev sat i fængsel. Irenæus blev derfor sendt til Rom (i 177 eller 178) med et brev til pave Eleuterus angående montanismen. Det var måske på grund af denne rejse, han selv slap for martyriet. Da han vendte tilbage til Gallien, efterfulgte Irenæus biskop Pothinus som havde lidt martyrdøden, og blev dermed den anden biskop i Lyon.
Efter Marcus Aurelius fulgte der religiøs fred, og den nye biskop delte sine opgaver i to grupper. For det første havde han pligter som præst, og for det andet som missionær (som vi dog kun har meget sparsomme informationer om). Næsten alle hans skrifter var rettet mod gnosticismen, en udspringer af kristendommen, men med et helt andet filosofisk grundlag for fortolkningen af bibelteksten. Gnosticismen spredtes på bekostning af ortodoks kristendom. Det mest berømte værk er Adversus Haereses (dansk: Mod kætterne). I 190 eller 191 drog Irenæus igen til Rom, og opfordrede den daværende pave Victor I til at opgive ekskommunikationen af de lilleasiatiske menigheder pga. uenighed omkring påskens korrekte dato.
Hans dødsdag er ikke nærmere kendt, men må formodes at være sidst i de andet århundrede eller i begyndelsen af det tredje. Det er ikke sandsynligt, at han endte sine dage som martyr, selvom flere senere kilder beretter om det. Han blev begravet i Johanneskirken i Lyon, som senere er blevet navngivet St. Irenæus. Graven og hans fysiske rester blev destrueret i 1562 af de calvinistiske hugenotter. Hans helgendag er 28. juni for den romersk-katolske kirke og den 23. august i den ortodokse kirke.
Skrifter
To fuldstændige værker er bevaret fra Irenæus’ hånd. Alle hans skrifter er hovedsageligt et opgør med den gnostiske tankegang, og han behandler flere teologiske emner. Han forsvarer de dødes legemlige opstandelse, han forsvarer at Gud i Det Gamle Testamente er den samme som Gud i Det Nye Testamente og er den første til at henvise til store dele af Det Nye Testamente som autoritativt skrift.
[ - ]
Liber Pontificalis:[ - ]
Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.
På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de
første tre århundreder
er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.
[ - ]
Vatikan:[ - ]
Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.
Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.
[ - ]
1215
|
