Beskrivelse af Pius I, der var Pave i år 140-155

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Pius I - 140-155 :

Pius I (San Pio I) St. Pius I, fra Aquileia, Italien.
Pius I var en romersk-katolsk pave, måske fra 140 til 154, selvom den Vatikanske Annuario Pontificio (2003) nævner hans regeringstid som enten 142 til 157 eller 146 til 161. Det menes, at han blev født i Aquileia i det nordlige Italien, hvor hans var ifølge "Liber Pontificalis" skulle have været en vis Rufinus. Det er blevet nævnt i blandt andet det Muratoriske Fragment fra det 2. århundrede, at Pius var broder til Hermas, forfatteren til teksten Hyrden. Forfatteren til denne tekst omtaler sig selv som en tidligere slave, og derfor er der blevet spekuleret på, om både Hermas og Pius var frimænd.
Pius (lat.: »den Fromme«, ital. Pio), Pius I, den Hellige, var biskop i Rom i Midten af 2. Aarh. De Dekretaler, som tilskrives ham, er uægte. Han skal have lidt Martyrdøden, men man ved intet sikkert om ham, udover at han var Broder til Hermas.
Pius opfattes som martyr og bliver fejret som sådan i Breviaret. Ud over denne findes der dog ingen beviser, der støtter en sådan antagelse.
Hans navnedag er 11. juli.

Sct. Pius I bygger en kirke (Titulus Pudentis) på det sted, hvor senator Quintus Cornelius Pudens havde sit hus i hvilket Sct. Peter opholdt sig og afholdt gudstjenester under sit andet ophold i Rom. Sct. Pudenziana er efter traditionen den ældste kirke i Rom. Paven lider martyrdøden ved halshugning under kejser Antonio Pios (138-161) forfølgelser. Han indfører datoen for "Påsken" som den første søndag efter marts fuldmånen.

Tidligt liv
Pius menes at have været født i Aquileia i det nordlige Italien, i slutningen af 1. århundrede. Hans far hed "Rufinus", og siges også at være fra Aquileia - ifølge Liber Pontificalis.
Det anføres i det andet århundrede Muratorian Canon, og i det liberiske katalog, at han var bror til Hermas, forfatteren af teksten kendt som Hermas hyrden. Forfatteren af den senere tekst identificerer sig selv som en tidligere slave. Dette har ført til spekulationer om, at både Hermas og Pius blev frigivne slaver.

Pontifikat
St. Pius I styret kirke i midten af det andet århundrede under regerer af kejsere Antoninus Pius og Marcus Aurelius. Han var den niende efterfølgeren til Sankt Peter. Han dekreteret, at påske kun skulle holdes på en søndag. Selvom er blevet krediteret med bestilling udgivelse af Liber Pontificalis, blev udarbejdelse af dette dokument ikke startet før begyndelsen af det sjette århundrede. Han siges at have bygget en af de ældste kirker i Rom, Santa Pudenziana.
St. Pius I udholdt mange prøvelser i løbet af hans regeringstid. Faktum at Sankt Justin underviste kristne Rom på samme tid, er et argument for forrang for Roman See i løbet af det andet århundrede. Pave Pius I imod valentinianerne og Gnostikerne under Marcion, hvem han ekskommunikeret.
Der er nogle formodninger, at han blev martyr i Rom, en formodning, der angivet tidligere udgaver af Breviary. Den undersøgelse, som havde produceret 1969 revision af de romersk-katolske kalender hellige erklærede at der ikke var nogen grund til hans overvejelse som martyr, og han er ikke præsenteres som sådan i den Roman Martyrology.

Festdag
St. Pius I's festdag fejres på juli 11. I den Tridentine kalender det fik rang af "Simple" og fejret som festen for en martyr. Rang af festen blev reduceret til en mindehøjtidelighed i den 1955 generelle romerske kalender af Pave Pius XII og den generelle romerske kalender af 1962. Selvom ikke længere nævnt i generelle romersk-katolske kalender over helgener, kan han nu, efter reglerne i den nuværende Roman Missal, fejres overalt på sin festdag med en "Memorial", medmindre i nogle lokalitet en obligatorisk fest er tildelt til den pågældende dag.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Breviar
Gnostiker
Liber Pontificalis
Pontifikat
Vatikan

Breviar:

Breviar (lat. breviarium 'kort fortegnelse', af brevis 'kort') kaldes den latinske bønnebog, som ved de daglige gudstjenester (bedetimerne, horae canonicae) uden for messen og ved privatbøn skal bruges af alle romersk-katolske gejstlige af højere grad (fra underdiakoner og opefter). Breviarer omfatter gammeltestamentlige salmer, takke-, lov- og bedebønner, stykker af gammel og ny testamente samt af kirkefædrenes homilier, hymner osv.

Navnet kommer af latin brevis ('kort') og synes at hidrøre fra, at man allerede i gammel tid brugte en sammentrængt, til dels med afkortninger skrevet samling af bønner, skriftstykker m.m. Disse samlinger blev efterhånden temmelig lange og uensartede, hvorfor Gregor VII afkortede dem til Breviarium Romanum (1074), som man i de følgende århundreder søgte at skaffe enegyldighed, uden at det dog lykkedes. Enheden skaffedes først til veje af Pius V ved det 1568 udgivne reviderede Breviarium Romanum, der senere er undergået nye revisioner 1602 og 1631.

Herover: Kølnerbreviaret, 12. eller 13 årh. Biblioteket ved Helsinki Universitet

Et breviar består af fire dele, efter de fire årstider; hvert af disse afsnit falder igen i fire dele: Psalterium, salmer for de syv ugedage; Proprium de tempore for kristusfesterne; Proprium de sanctis for helgenfesterne; Commune sanctorum for de fester der ikke har særlige bønneformularer. Dertil kommer endnu adskillige tillæg: bønner til Jomfru Maria og for de afdøde, bodssalmerne, bordbøn, rejsebøn osv. Også den græsk-katolske kirke har sit breviar, der kaldes horologion.

Gnostiker:

Gnosticisme er en fællesbetegnelse for en række forskellige religiøse filosofier, mysteriereligioner og sekter, der havde en betydelig udbredelse i hellenistisk-romersk tid, først i Middelhavsområdet, hvorfra de siden bredte sig ind i Centralasien.

Betegnelsen kommer af gnosis, det græske ord for "erkendelse", der i denne sammenhæng referer til gnosticismens fokus på erhvervelsen af en mystisk erkendelse eller indsigt som det centrale mål i tilværelsen. Gnosticismen indebærer også typisk en dualistisk filosofi og forestillinger om en mytologisk kamp mellem lys og mørke, sjæl og legeme, idet legemet sættes i forbindelse med den ringeagtede materielle verden, der oftest anses for underlagt en malevolent guddom - en såkaldt demiurg – medens sjælen tænkes at have sit ophav i en højere åndelig verden, hvor Gud regerer sammen med de såkaldte æoner – oplyste guddommelige væsener.

Gnosticismen har sit ophav i førkristen tid, men fandt stor udbredelse i de første århundreder efter vor tidsregning, og mange har påpeget betydelige ligheder mellem gnosticismen og den allertidligste kristendom; særligt de johannæiske skrifter udviser mange såkaldt gnosticerende træk i ordvalg og tematik. Dertil kommer, at vi senest i det 2. århundrede e.Kr. har positive vidnesbyrd om gnostiske kristendomsformer, der stod i opposition til de strømninger, der med tiden skulle blive til den traditionelle kristendom. Man kan argumentere for, at f.eks. Thomasevangeliet og Markion er tidlige udtryk for en sådan kristen-gnostisk strømning, og i det såkaldte Nag Hammadi-bibliotek fra ca. år 400 finder vi et tydeligt udtryk for en gnostisk kristendom - eller kristen gnosticisme, om man vil. Dette upåagtet gives der endnu i det 2. århundredes gnosticisme adskillige præ-kristne træk.

Thomasevangeliet:

I den tidlige kristendom blev Apostlen Thomas betragtet som en stor autoritet, især blandt de såkaldte gnostikere. Det var en gruppe, som var blevet skilt ud fra den almindelige kristne kirke, fordi de var uenige med de andre kristne om centrale punkter i læren. Gnostikerne afviste, at der skulle være nogen værdi i den fysiske verden. Derfor lagde de heller ikke meget vægt på, hvad Jesus havde gjort, men næsten kun på, hvad de mente, han havde sagt.


Apostlen Thomas inspicerer den genopstandne Jesus' sår.

Denne synsvinkel er afspejlet i Thomasevangeliet, det mest berømte af den række af gnostiske skrifter, som tilskrives apostlen Thomas. Dette skrift består af en lang række løsrevne udtalelser fra Jesus uden nogen sammenknyttende handling. Thomasevangeliet er dog ikke skrevet af Thomas selv, for det blev sandsynligvis først skrevet nogle år efter hans død.

I lang tid var Thomasevangeliet kun kendt fra den meget negative omtale af det i kirkefædrenes skrifter. Man vidste ikke, hvad der i virkeligheden stod i Thomasevangeliet. Men i 1945 blev der gjort et revolutionerende fund i Nag Hammadi i Ægypten. En krukke med en række hidtil ukendte gnostiske skrifter blev opdaget, og blandt dem var Thomasevangeliet.
Det er imidlertid tvivlsomt, om Thomasevangeliet overhovedet giver os nogen ny viden om, hvad Jesus rent faktisk sagde. Ligesådan er det næppe sandsynligt, at apostlen Thomas i virkeligheden havde noget med gnostikerne at gøre.

Liber Pontificalis:

Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.