Beskrivelse af Gregor III, der var Pave i år 731-741

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Gregor III - 731-741 :

Gregor III (San Gregorio III), Syrer af fødsel, hans fader hed Johannes.
Den 18. Marts indsættes Gregor III som Pave med Kejser Leo III's accept. Han gik i sin Forgængers Spor. Et romersk Koncil afholdes i San Pietro den 1. November og der udsendes en bandBulle mod ikonoklasterne. På en Synode i Rom 732 udtalte han sig til Gunst for Billederne.
Han søgte hjælp hos den franske kong Charles mod Longobarderne. For at få Hjælp mod Longobarderne sendte han Karl Martel Nøglen til Skt Peter’s Grav og nogle Relikvier samt tilbød ham Værdigheden som Romersk Patricier. Han udnævnte Bonifatius til Ærkebiskop og Tysklands Primas. Han er den sidste Pave, der bad om Stadfæstelse hos Exarchen i Ravenna, den konstantinopolitanske Kejsers Repræsentant. Han indfører begrebet "Peters penge" for de gaver kirken modtager til velgørenhed.
Gregor er Helgenkåret.
Pave Gregor sender i 741 en delegation til Karl Martel med en bøn om hjælp mod Longobarderne, men får intet svar, idet Karl Martel dør den 22. Oktober.
Den 27. November 741 dør Gregor III og begraves i San Pietro. Allerede den 10. December indsættes den nye Pave Zacharias, der foreslår Liutprand en alliance mod hertugen af Spoleto.

Gregor III blev valgt til pave den 11 februar 731, men blev ikke formelt indviet som biskop af Rom førend den 18 marts, efter godkendelse af den byzantinske Exarch af Ravenna.
Efter sin tiltrædelse som pave appellerede Gregor straks til den byzantinske kejser Leo III om, at moderere sin holdning i den ikonoklastiske kontrovers. Da Gregors repræsentant blev arresteret efter ordre fra kejseren, indkaldte Gregor til en Synode i November 731, som blankt fordømte Ikonoklasmen. Leo reagerede ved at forsøge, at bringe paven til orden, selv om den flåde, han sendte for at håndhæve den kejserlige vilje, forliste i Adriaterhavet. Han fortsatte derefter til andre pavelige territorier i Sicilien og Calabrien, for, at indføre kirkelige jurisdiktioner i det tidligere prætorianske præfektur, Illyrien hos Patriarken af Konstantinopel. Men hans forsøg på at tvinge hertugen af Napoli til, at håndhæve en kejserlig kundgørelse og konfiskere pavens territorium i hertugdømmet mislykkedes, da hertugen støttede paven.
I mellemtiden, viste Gregor, sin modstand mod Ikonoklasmen ved at understrege sin dyrkelse af ikoner og relikvier. Han reparerede eller forskønnede talrige kirker, som rummede dekorationer med ikoner og billeder af Jesus Kristus, Jomfru Maria og af helgener. Han beordrede, en iconostasis, rejst i hjertet af St. Peters Basilika, placeret mellem seks onyx og marmor søjler, som var blevet sendt til Gregor som en gave fra Exarch Eutychius. Han byggede et nyt oratorie i Peterskirken, til at huse relikvierne af en række helgener, han indkaldte til en Synode i 732 for at regulere hvordan bønner og messer skulle fremsiges. Gregor var en entusiastisk tilhænger af munkevæsen; han etablerede klostret St. Chrysogonus og genopbyggede et "Hospice of Sankts Sergius and Bacchus", nær St. Peters kirken, til støtte og hjælp for de fattige.
En midlertidig pause i konflikten mellem byzantinerne og Longobarderne tillod Gregor, at beskæftige sig med nogle langvarige interne problemer, navnlig den igangværende jurisdiktionelle tvist mellem Patriarkerne i Grado og Aquileia. Selvom Synoden af 731 havde truffet afgørelse i denne sag til fordel for Grado, blev Gregor tvunget til at irettesætte Patriarken af Aquileia, Calixtus, der havde forsøgt at overtage øen Barbana fra Grados jurisdiktion. I 731 godkendte han valget af Tatwine, ærkebiskop af Canterbury, som personligt kom til Rom for, at bede om et Pallium. (De Romersk-katolske ærkebiskoppers særlige kendetegn; et hvidt bånd, vævet af uld og besat med seks sorte, broderede kors.) Gregor godkendte valget af Tatwines efterfølger, Nothhelm og han indvilgede i 735 i kong Ceolwulf af Northumbria's krav om, at Egbert biskoppen York skulle forfremmes til ærkebiskop.
Gregor styrkede kirken i Nordeuropa; Han støttede Sankt Bonifatius' fortsatte mission i Tyskland ved, at forfremme ham til ærkebiskop af Tyskland i 732, og efter Bonifacius's personlige besøg i Rom i 737, hvor han skulle have deltaget i en Synode, som ikke synes at have fundet sted, lavede Gregor et pavelig legat til Bonifacius i Tyskland, og bad ham om at reorganisere det episkopale sæde i Tyskland. Gregor sendte Bonifacius tilbage til Bayern med tre breve:
Et der befalede biskopper og højere kirkelige embedsmænd at give Bonifacius så meget hjælp som de kunne.
Et andet var rettet til de adelige og befolkningen i Tyskland, og opfordrede dem til at adlyde Bonifacius, mens et tredje brev til biskopperne i Alamannia og Bayern bekræftede Bonifacius's status som pavelig repræsentant og befaler dem, at samles i et Koncil to gange om året på Augsburg under Bonifatius ledelse. Gregor styrkede også Willibald af Bøhmens mission.
I 732 forbød Gregor brug af hestekød, både tamme og ville, han kaldte det en "vederstyggelighed", da det var forbundet med hedenske rituelle fester.

Konflikt med Longobarderne
Bevidst om den igangværende Lombard trussel, Gregor forpligtede sig og gennemført restaurering af vægge i Rom under den tidlige 730s. Han refortified ligeledes Centumcellae, købe off Thrasimund II af Spoleto fæstning af Gallese langs de Via Flaminia, der var blevet taget af Longobarderne, afbryde Roms kommunikation med Exarch på Ravenna. Tilbagelevering af Lombard Kong Liutprand i 737 så en fornyelse af Lombard angreb på Eksarkatet Ravenna.
Gregors modstand mod Ikonoklasme ikke stoppe ham støtte til det østlige rige til hjælp i generobringen af Ravenna, efter det var faldet til Longobarderne i omkring 738. Samme år, krævede Liutprand Lombard hertugerne af Spoleto og Beneventum hærger området omkring hertugdømmet Rom, at begge nægtede, med henvisning til en traktat med paven. Gregor fremmes så aktivt oprør Thrasimund II af Spoleto, tvinger Liutprand midlertidigt opgive hans angreb på Eksarkatet, vender sin opmærksomhed mod Spoleto, som Liutprand knyttet. Thrasimund blev tvunget til at flygte fra Spoleto, søger tilflugt i Rom, hvor han blev hilst velkommen af Gregor.
"Vores lidelse bevæger os at skrive til dig igen, tillidsfuld at du er en kærlig søn af St. Peter og os, og at fra respekt for ham, vil du komme og forsvare Guds kirke og hans ejendommelige mennesker, der er nu i stand til at udholde den forfølgelse og undertrykkelse af Longobarderne. De har beslaglagt de meget midler afsat til at give midler til lysene nogensinde holdt brænding på St. Peter's grav, og de har bortført tilbud, der er foretaget af dig og dem, der har gået før dig. Og fordi efter Gud, har vi henvendt sig til dig, Longobarderne håne og undertrykker os. Derfor har kirken St. Peter været strippet og reduceret til de sidste strædet. Vi har lagt i munden på bærer af dette brev, din trofaste tjener alle vores elendighed, som han vil være i stand til at udfolde dig. Venligst komme på én gang, vise din kærlighed til St. Peter, og os, sit eget folk."
Denne gang sendte Karl Martel en ambasadør til Rom, og dette støttede implicit, sammen med begyndende feber kører gennem hans tropper tvunget Liutprand at marchere tilbage til Pavia i slutningen af August 739. Drage fordel af denne tilbagetrækning, Gregor enige om at støtte Thrasimund IIS tilbagevenden til Spoleto, der tvang hans vej tilbage i af December 739 med romerske bevæbnet støtte. Men Thrasimund nægtede at udlevere de fire erobrede byer, som han havde lovet at til gengæld for pavens støtte. Endnu værre nyhed var at følge; læring, at Charles Martell var syg, tilbage Liutprand igen til at angribe Eksarkatet i 740, tvinger Gregor endnu en gang at appellere til frankerne, der igen nægtede at blive involveret. Han sendte en ambassade til Liutprand, beder om tilbagelevering af byerne, men uden held.
Forgæves at stoppe Lombard forskud, Gregor III døde den 28 November 741.. Han blev begravet i Peterskirken, i oratoriet som han havde bygget i starten af sit Pontifikat. Han blev efterfulgt af pave Zacharias.

Pave Gregory III (Latin: Gregorius III døde 28 November 741) var pave fra 11 februar 731 til sin død i 741. Hans Pontifikat, som sin forgænger, blev forstyrret af det billedstormende kontrovers i det byzantinske rige, og af den igangværende fremrykning af langobarderne, hvori han påberåbes intervention af Charles Martel, selv i sidste ende forgæves.

Ikonoklasme og interne kirkelige spørgsmål

Gregory var søn af en syrisk ved navn John. Han blev valgt til pave med populære akklamation på 11 februar 731, men blev ikke formelt indviet som biskop af Rom indtil 18 marts, efter at have modtaget godkendelse af den byzantinske Exarch i Ravenna. Han var den sidste pave til at søge den Exarch ratificeringen af en pavelig valg.

Efter sin tiltrædelse som pave appelleret Gregor straks til den byzantinske kejser Leo III at moderere sin holdning om billedstormende kontrovers. Når Gregorys repræsentant blev arresteret efter ordre fra kejseren, kaldet Gregory en Synode i November 731, som fordømte Ikonoklasme blankt. Leo reagerede ved at forsøge at bringe paven under kontrol, selv om den flåde, han sendte til at håndhæve den kejserlige vil forliste i Adriaterhavet. Han fortsatte med at passende pavelige territorier i Sicilien og Calabrien, og overført kirkelige jurisdiktioner i det tidligere prætoriansk præfekturet af Illyrien til Patriark af Konstantinopel. Men hans forsøg på at tvinge hertug af Napoli til at håndhæve en kejserlig kundgørelse for at konfiskere pavens territorium i hertugdømmet mislykkedes, da hertugen var støttende af pavens stå.

Gregory, i mellemtiden, viste sin modstand mod Ikonoklasme ved at understrege sin dyrkelse af ikoner og relikvier. Han repareret eller forskønnet talrige kirker, som involverede deres dekoration med ikoner og billeder af Jesus Kristus, Jomfru Maria og hellige. Han beordrede til at være rejst i hjertet af St. Peters Basilika en iconostasis, beliggende mellem seks onyx og marmor søjler, som var blevet sendt til Gregory som en gave fra Exarch Eutychius. Han byggede en ny oratory i Peterskirken at huse relikvierne af flere helgener, straffesagers en Synode i 732 for at regulere bønner og masserne siges der. Gregory var en entusiastisk tilhænger af munkevæsen; han etablerede St. Chrysogonus Kloster og genopbygget hospice hellige Sergius og Bacchus, nær St. Peter's, tilføre det til støtte for fattige.

En midlertidig pause i konflikten mellem byzantinerne og langobarderne tilladt Gregor at beskæftige sig med nogle langvarige interne problemer, navnlig den igangværende jurisdiktionelle tvist mellem Patriarker i Grado og Aquileia. Selvom Synode af 731 havde truffet afgørelse i denne sag for Grado, blev Gregory tvunget til at irettesætte Patriarken af Aquileia, Calixtus, der havde forsøgt at få besiddelse af øen Barbana fra Grados jurisdiktion. I 731 godkendte han valget af Tatwine, ærkebiskop af Canterbury, som kom til Rom i person til at bede om Pallium. Gregory godkendt af valget af sin efterfølger, Nothhelm, mens i 735 han indvilgede i at kongen Northumbria, Ceolwulf af Northumbria, at biskop York bør være forhøjet til rang af ærkebiskop Egbert fordringer.

Gregory forfremmet kirke i Nordeuropa. Han støttede den fortsatte mission af Sankt Bonifatius i Tyskland, Højdeindstillelige ham til rang af ærkebiskop af Tyskland i 732; og efter et personligt besøg til Rom fra Boniface i 737, hvor han skulle deltage i en Synode, som ikke synes at have været holdt, Gregory lavet Boniface en pavelig legat i Tyskland, og bad ham om at reorganisere de episkopale ser i Tyskland. Gregory sendt Boniface tilbage til Bayern med tre bogstaver. En befalet biskopper og højere kirkelige embedsmænd at give Boniface så meget hjælp som de kunne. En anden var rettet til de adelige og befolkningen i Tyskland, opfordret dem til at adlyde Boniface. En tredje, adresseret til biskopper i Alamannia og Bayern, bekræftede Boniface's status som den pavelige vicarus, bestiller dem at samle i en Rådet to gange om året på Augsburg under Bonifaces myndighed. Gregory forfremmet mission af Willibald i Bøhmen.

I 732 forbudt Gregory forbruget af hestekød, både indenlandske og vilde, anathematizing det som en "vederstyggelighed", da det var forbundet med hedenske rituelle fester.

Konflikt med langobarderne

Bevidst om den igangværende Lombard trussel, Gregory forpligtede sig og gennemført restaurering af vægge i Rom under den tidlige 730s. Han refortified også Centumcellae, købe fra Thrasimund II af Spoleto fæstning af Gallese langs Via Flaminia, der var blevet taget af langobarderne, afbryde Roms kommunikation med Exarch på Ravenna. Tilbagevenden på Lombard Kong Liutprand i 737 så en fornyelse af Lombard angreb på Eksarkatet Ravenna.

Gregorys modstand mod Ikonoklasme stoppe ikke hans udlån støtte til det østlige rige til hjælp i generobringen af Ravenna, efter det var faldet til langobarderne i omkring 738. I samme år forlangte Liutprand at Lombard hertugerne af Spoleto og Beneventum hærger området omkring hertugdømmet Rom; men begge nægtede, med henvisning til en traktat med paven. Gregory fremmes så aktivt oprør Thrasimund II af Spoleto, tvinger Liutprand midlertidigt opgive hans angreb på Eksarkatet, vender sin opmærksomhed mod Spoleto, som Liutprand knyttet. Thrasimund blev tvunget til at flygte fra Spoleto, søger tilflugt i Rom, hvor han blev hilst velkommen af Gregory.

I midten af 739 Liutprand trænger ind igen på Eksarkatet og truende Rom. I desperation sendte Gregory ambassadører til Charles Martel, den frankiske Major Domus, tigger ham til at gribe ind på pavens vegne. Selvom Gregory erklærede, at han var villig til at opgive sin troskab til den østlige imperium og sted selv under beskyttelse af frankerne, fik Charles ikke løfte om at hjælpe. Lombard erobringen af byerne i Amerika, Ortas, Polimartium og Blera forårsaget igen Gregory til at skrive til Karl, denne gang i endnu højere toner af fortvivlelse, beder sin støtte:

• "Vores lidelse bevæger os at skrive til dig igen, tillidsfuld at du er en kærlig søn af St. Peter og os, og at fra respekt for ham, vil du komme og forsvare Guds kirke og hans ejendommelige mennesker, der er nu i stand til at udholde den forfølgelse og undertrykkelse af langobarderne. De har beslaglagt de meget midler afsat til at give midler til lysene nogensinde holdt brænding på St. Peter's grav, og de har bortført tilbud, der er foretaget af dig og dem, der har gået før dig. Og fordi efter Gud, har vi henvendt sig til dig, Langobarderne håne og undertrykker os. Derfor har kirken St. Peter været strippet og reduceret til de sidste strædet. Vi har lagt i munden af ihændehaveren af dette brev, din trofaste tjener alle vores elendighed, som han vil være i stand til at udfolde sig for dig. Venligst komme på én gang, vise din kærlighed til St. Peter, og os, sit eget folk."

Denne gang Charles Martel sendte en ambassade til Rom, og dette implicit støtte, sammen med begyndende feber kører gennem hans tropper tvunget Liutprand at marchere tilbage til Pavia i slutningen af August 739. Drage fordel af denne tilbagetrækning, Gregory enige om at støtte Thrasimund IIS tilbagevenden til Spoleto. Thrasimund II tvang hans vej tilbage i af December 739 med romerske bevæbnet støtte, men nægtede at udlevere de fire erobrede byer, som han havde lovet i bytte for pavens støtte. Endnu værre nyhed var at følge: lære at Charles Martell var syg, Liutprand endnu en gang tilbage til at angribe Eksarkatet i 740, tvinger Gregory endnu en gang at appellere til frankerne, som igen nægtede at blive involveret. Han sendte en ambassade til Liutprand, beder om tilbagelevering af byerne, men uden held.

Forgæves at stoppe Lombard forskud, Gregory III døde den 28 November 741. Han blev efterfulgt af pave Zachary. Han blev begravet i Peterskirken, i oratoriet han havde bygget i starten af sin Pontifikat. Gregorys festdag fejres den 28. november. Han var den sidste ikke-europæiske pave indtil pave Francis i 2013.


Pope Gregory III (Latin: Gregorius III; died 28 November 741) was Pope from 11 February 731 to his death in 741. His pontificate, like that of his predecessor, was disturbed by the iconoclastic controversy in the Byzantine Empire, and by the ongoing advance of the Lombards, in which he invoked the intervention of Charles Martel, although ultimately in vain.

Iconoclasm and internal church issues

Gregory was the son of a Syrian named John. He was elected pope by popular acclamation on 11 February 731, but was not formally consecrated as Bishop of Rome until 18 March, after having received the approval of the Byzantine Exarch in Ravenna. He was the last pope to seek the Exarch’s ratification of a papal election.

Upon his accession as pope, Gregory immediately appealed to the Byzantine Emperor Leo III to moderate his position on the iconoclastic controversy. When Gregory's representative was arrested on the orders of the emperor, Gregory called a synod in November 731, which condemned iconoclasm outright. Leo responded by trying to bring the Pope under control, although the fleet he sent to enforce the imperial will was shipwrecked in the Adriatic Sea. He then proceeded to appropriate papal territories in Sicily and Calabria, and transferred Ecclesiastical jurisdictions in the former Praetorian prefecture of Illyricum to the Patriarch of Constantinople. However, his attempt to force the Duke of Naples to enforce an imperial decree to confiscate papal territory in the duchy failed, as the duke was supportive of the pope’s stand.

Gregory, in the meantime, demonstrated his opposition to iconoclasm by emphasising his veneration of icons and relics. He repaired or beautified numerous churches, which involved their decoration with icons and images of Jesus Christ, the Virgin Mary and the saints. He ordered to be erected in the heart of St. Peter’s Basilica an iconostasis, situated between six onyx and marble columns which had been sent to Gregory as a gift from the Exarch Eutychius. He built a new oratory in St. Peter's Basilica to house the relics of a number of saints, convoking a synod in 732 in order to regulate the prayers and masses to be said there. Gregory was an enthusiastic supporter of monasticism; he established the monastery of St. Chrysogonus and rebuilt the hospice of Saints Sergius and Bacchus, near St. Peter's, endowing it for the support of the poor.

A temporary lull in the conflict between the Byzantines and the Lombards allowed Gregory to deal with some longstanding internal issues, in particular the ongoing jurisdictional dispute between the Patriarchs of Grado and Aquileia. Although the Synod of 731 had adjudicated in this matter in favour of Grado, Gregory was forced to reprimand the Patriarch of Aquileia, Calixtus, who had attempted to gain possession of the Island of Barbana from Grado’s jurisdiction. In 731, he approved the election of Tatwine, Archbishop of Canterbury, who came to Rome in person to ask for the Pallium. Gregory approved of the election of his successor, Nothhelm, while in 735 he agreed to the claims of the King of Northumbria, Ceolwulf of Northumbria, that Egbert the Bishop of York should be elevated to the rank of Archbishop.

Gregory promoted the Church in northern Europe. He supported the continuing mission of Saint Boniface in Germany, elevating him to the rank of archbishop of Germany in 732; and, after a personal visit to Rome from Boniface in 737, where he was meant to attend a synod which does not appear to have been held, Gregory made Boniface a Papal legate in Germany, and asked him to reorganize the Episcopal sees in Germany. Gregory sent Boniface back to Bavaria with three letters. One commanded the bishops and higher Ecclesiastical officers to provide Boniface with as much help as they could. A second was addressed to the nobles and people of Germany, urging them to obey Boniface. A third, addressed to the bishops in Alamannia and Bavaria, confirmed Boniface’s status as the papal vicarus, ordering them to assemble in a council twice a year at Augsburg under Boniface’s authority. Gregory promoted the mission of Willibald in Bohemia.

In 732, Gregory banned the consumption of horse meat, both domestic and wild, anathematizing it as an "abomination" since it was associated with pagan ritual feasting.

Conflict with the Lombards

Conscious of the ongoing Lombard threat, Gregory undertook and completed the restoration of the Walls of Rome during the early 730s. He also refortified Centumcellae, purchasing from Thrasimund II of Spoleto the fortress of Gallese along the Via Flaminia, which had been taken by the Lombards, interrupting Rome’s communications with the Exarch at Ravenna. The return of the Lombard king Liutprand in 737 saw a renewal of the Lombard assault on the Exarchate of Ravenna.

Gregory's opposition to iconoclasm did not stop his lending support to the eastern empire to help in the recapture of Ravenna after it had fallen to the Lombards in around 738. In that same year, Liutprand demanded that the Lombard dukes of Spoleto and Beneventum ravage the area around the Duchy of Rome; but both refused, citing a treaty with the pope. Gregory then actively encouraged the rebellion of Thrasimund II of Spoleto, forcing Liutprand to temporarily abandon his attacks on the Exarchate, turning his attention towards Spoleto, which Liutprand annexed. Thrasimund was forced to flee Spoleto, seeking refuge in Rome, where he was welcomed by Gregory.

By the middle of 739, Liutprand was encroaching once again on the Exarchate and threatening Rome. In desperation, Gregory sent ambassadors to Charles Martel, the Frankish Mayor of the Palace, begging him to intervene on the pope’s behalf. Although Gregory stated that he was willing to give up his allegiance to the Eastern Empire and place himself under the protection of the Franks, Charles made no promise to assist. The Lombard capture of the towns of Ameria, Ortas, Polimartium and Blera once again caused Gregory to write to Charles, this time in even greater tones of despair, beseeching his aid:

• "Our affliction moves us to write to you once again, trusting that you are a loving son of St. Peter and of us, and that, from respect for him, you will come and defend the Church of God and His peculiar people, who are now unable to endure the persecution and oppression of the Lombards. They have seized the very means set aside to furnish funds for the lights ever kept burning at St. Peter s tomb, and they have carried off offerings that have been made by you and by those who have gone before you. And because, after God, we have turned to you, the Lombards deride and oppress us. Hence the Church of St. Peter has been stripped and reduced to the last straits. We have put into the mouth of the bearer of this letter, your faithful servant all our woes, which he will be able to unfold to you. Please come at once, to show your love towards St. Peter, and us, his own people."

This time Charles Martel did send an embassy to Rome, and this implicit support, together with the beginnings of fever running through his troops, forced Liutprand to march back to Pavia by the end of August 739. Taking advantage of this withdrawal, Gregory agreed to support Thrasimund II's return to Spoleto. Thrasimund II forced his way back in by December 739 with Roman armed support, but refused to hand over the four captured towns, as he had promised in exchange for papal support. Even worse news was to follow: learning that Charles Martel was sick, Liutprand once again returned to attacking the Exarchate in 740, forcing Gregory yet again to appeal to the Franks, who again refused to become involved. He sent an embassy to Liutprand, asking for the return of the towns, but without success.

Unsuccessful at stopping the Lombard advance, Gregory III died on 28 November 741. He was succeeded by Pope Zachary. He was buried in St. Peter’s Basilica, in the oratory he had built at the start of his pontificate. Gregory’s Feast day is celebrated on 28 November. He was the last non-European pope until Pope Francis in 2013.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Basilika
Bulle
Ecclesiast
Exarch
Ikonoklasme
Kloster
Koncil
Longobard
Pallium
Patriark
Pontifikat
Ravenna
Synode

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Bulle:

Bulle, et metalsegl, oftest på et pavebrev. Det pavelige blysegl fik ca. 1100 et fast udseende: på den ene side hovederne af apostlene Peter og Paulus og på den anden side pavens navn.
Ordet bulle kommer af latin bulla 'kapsel'. Vi genfinder ordet i det engelske bullit = patron [ammunition]
Det er også betegnelsen for et brev, beseglet med nævnte metalsegl. Selvom ordet bulle i denne betydning oprindelig kun anvendtes om en bestemt brevtype, blev det fra 1400-t. ofte brugt om alle breve, der var beseglet med blysegl. Den oprindelige bulle har en fast udformning med bestemte formler og særlig skrift, og blyseglet er fastgjort med silketråde. Fra pave Innocens 4.s tid (1243-54) anvendtes denne type til aktstykker af mere almen betydning såsom dekretaler og politisk vigtige bandlysninger. En bulle betegnes normalt ved de første ord i teksten.
En særlig type bulle var den såkaldte In coena Domini, der var en generel opregning af forbrydelser mod kirkeretten, som medførte bandlysning, og som hver skærtorsdag oplæstes i Rom i pavens nærvær.
Bullerne kunne også udfærdiges som rundskrivelser, cirkumskriptionsbuller, med en større eller mindre kreds af modtagere.
Indholdet af de pavelige buller udgør en del af retsgrundlaget for den internationale katolske kirkeret, og mange af dem er derfor blevet udgivet i særlige samlinger, bullarier. Andre samlinger er udgivet som historiske kilder, fx pavebullerne vedr. Danmark udgivet af Alfred Krarup i Bullarium Danicum 1198-1316 (1931-32).

Ecclesiast:

Exarch:

Ikonoklasme:

Ikonoklasme (græsk for billedeødelæggelse) er en bevidst destruktion eller beskadigelse af vigtige symbolske billeder eller ikoner, som er anerkendt inden for en kultur, religion eller i samfundet. En ikonoklastisk handling indebærer normalt, at aktiviteten er offentlig, oprørsk og udføres af en defineret gruppe.



Mennesker, som er involverede i eller støtter ikonoklasme, kaldes billedstormere eller ikonoklaster, et begreb, som er anvendt om enhver, som bryder eller foragter etablerede dogmer eller konventioner. Omvendt er mennesker, der ærer eller nærer ærbødighed for religiøse billeder, ikonolater. I byzantinsk sammenhæng er de kendt som ikonoduler eller ikonofiler.

Ikonoklasme kan udføres af tilhængere af andre religioner, eller er resultatet af sekteriske stridigheder mellem fraktioner af samme religion. De to byzantinske udbrud i løbet af 8. og 9. århundrede var usædvanlige ved, at brugen af billeder var det vigtigste emne. I kristendommen har ikonoklasme generelt været motiveret af en bogstavelig fortolkning af de ti bud fra 5. Mosebog kapitel 5:

Citat:

• Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet eller under jorden.

Kloster:

Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.

• 1 Kristne klostre
• 2 Buddhistiske klostre
• 3 Islamiske klostre
• 4 Hinduistiske klostre

Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Longobard:

Longobard = Langt skæg; de langskæggede.
Longobarderne var et germansk folkeslag, som kom fra Midttyskland og i folkevandringstiden drog sydpå ned i Nordbalkan, hvor de i det 4.århundrede grundlagde et rige ved Donau.
Longobarderne kaldte sig oprindeligt for "Winnili" og boede i sydlige Skandinavien (Scadanan) (Codex Gothanus skriver, at winnilierne oprindeligt boede ved en flod kaldet Vindilicus på den yderste grænse af Gallien.


I 568 drog longobarderne under Kong Alboin over Jugoslavien og Østrig og ned i Italien, hvor de erobrede Lombardiet og slog sig ned i Norditalien og grundlagde et Longobardisk Rige, som bestod til 774, hvor de besejredes af frankerkongen Karl den Store, som indlemmede deres rige i Frankerriget. Dog forblev hertugdømmet Benevento longobardisk og selvstændigt indtil det 11.århundrede.
Langobarderne, en nordgermansk folkestamme, nåede under folkevandringen, ca. omkring år 500, ind i det nuværende Norditalien ( Lombardiet ) og erobrede også områder i Mellem- og Syditalien.
Mens den langobardiske hovedstad Pavia allerede i år 774 blev erobret af Karl den Store, forblev Benevento i regionen Kampanien, ikke langt fra Neapel, i langobardisk besiddelse og var under deres indflydelse helt ind i det 11. århundrede.

Longobarderrigets historie i Italien kan opdeles i 3 hovedafsnit:

• Erobring og konsolidering i perioden 568-616,
• Riget som europæisk stormagt på linie med det vestgotiske og det frankiske rige - perioden 616-744, og
• Konflikter med frankerne og nedgangstid i perioden 744-774

Longobarderne eksisterede fra ca. 570 til ca. 806, ialt ca. 236 år.


Billede: Pave Johannes VI mødes med Longobarderne.

Pallium:

Pallium, (lat. 'kappe'), romersk-katolske ærkebiskoppers særlige kendetegn; et hvidt bånd, vævet af uld og besat med seks sorte, broderede kors.


Herover: Palliets udvikling gennem tiderne.

Det bæres over begge skuldre i form af et Y og symboliserer lammet, der bæres på hyrdens skuldre. Paven har siden 800-t. tildelt palliet til ærkebiskopper. Det er videreudviklet af antikkens lange, rektangulære kappe, oftest båret af ikke-romere, især grækere.
Pallium svarer til den græske himation.
Palliet kan med lidt god vilje minde lidt om et moderne slips.

Pallium tildeles af paven. Ud over ham er det (siden Paul VI i 1978) reserveret metropolitterne og den latinske patriark i Jerusalem.

Herunder: Johannes Paul II med sit Pallium.

Patriark:

En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.

• Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  
• Patriarken af Alexandria
  
• Patriarken af Antiokia
  
• Patriarken af Jerusalem
  
• Patriarken af Moskva og hele Rusland
  
• Patriarken af hele Bulgarien
  
• Katholikos-patriarken af hele Georgien
  
• Patriarken af hele Rumænien
  
• Den serbiske patriark
  
  

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater

• Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  
• Det koptiske patriarkat i Alexandria
  
• Det græske patriarkat i Antiokia
  
• Det syriske patrirkat i Antiokia
  
• Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  
• Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  
• Patriarkat i Cilicia
  
• Patriarkat i Venezia
  
• Patriarkat i Lisabon
  
  

Historiske katolske patriarkater

• Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  
• Patriarkatet i Vest-Indien
  
• Patriarkatet i Øst-Indien
  
  

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater

• Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  
• Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  
• Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
  
  

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.

• Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  
• Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
  
  

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Ravenna:

Ravenna er en by i den italienske region Emilia-Romagna. Ravenna har 134.631 (2001) indbyggere.

Ravenna var hovedstad i det Vestromerske Rige efter Romerrigets deling i 396 e.Kr. Senere var Ravenna de byzantinske kejseres administrative hovedstad for de italienske provinser. Ved byzantinernes fordrivelse fra den italienske halvø, blev Ravenna en del af Kirkestaten.



Den gamle æra

Oprindelsen af Ravenna er usikker. Den første bosætning er skiftevis tilskrives (og så har set co tilstedeværelse af) Thessalians, etruskerne og Umbrien, bagefter dens område blev afgjort også af Senones, især det sydlige landskab i byen, (der var ikke en del af lagunen), Ager-Decimanus. Ravenna bestod af huse bygget på pæle på en serie af små øer i en sumpet lagune-en situation svarende til Venedig adskillige århundreder senere. Romerne ignoreret det under deres erobring af Po floddelta, men senere accepterede det ind i den romerske republik som et organisationsnetværk by i 89 F.kr. I 49 f.kr var det det sted, hvor Julius Cæsar samlet sine styrker før krydset Rubicon. Senere, efter sin kamp mod Mark Antonius i 31 f.kr. grundlagde kejser Augustus den militære harbor Classe. Denne havn, beskyttet på første var af sine egne mure, en vigtig station i den romerske kejserlige flåde. I dag byen er indlandsstater, men Ravenna forblev en vigtig havn ved Adriaterhavet indtil den tidlige middelalder. Under de tyske kampagner, var Thusnelda, enke efter Arminius, og Marbod, konge af markomannierne, begrænset til Ravenna.

Ravenna fremgang stor under romersk herredømme. Kejser Trajan bygget en 70 km (43,50 mi) lang akvædukt i begyndelsen af det andet århundrede. Under de Marcomannic krige, germanske bosættere i Ravenna gjorde oprør og formået at gribe byen i besiddelse. Derfor forvist Marcus Aurelius besluttede ikke kun mod at bringe flere Barbarerne i Italien, men selv dem, der tidligere var blevet bragt der. I AD 402 overført kejser Honorius hovedstaden i det vestromerske rige fra Milano til Ravenna. Overførslen blev foretaget dels i defensivt øjemed: Ravenna var omgivet af sumpe og moser, og blev opfattet som nemt forsvares (selvom faktisk byen faldt til Modstående styrker mange gange i sin historie); Det er også sandsynligt, at overgangen til Ravenna skyldtes byens port og god søs forbindelser til det Østromerske rige. Men i 409, King Alaric af vestgoterne simpelthen omgået Ravenna, og gik, at fyre Rom i 410 og tage Galla Placidia, datter af kejser Theodosius, gidsel. Efter mange omskiftelser tilbage Galla Placidia til Ravenna med hendes søn, kejser Valentinian III og støtte af hendes nevø Theodosius II. Ravenna nød en periode med fred, i hvilket tidsrum den kristne religion var begunstiget af det kejserlige Hof, og byen opnået nogle af sine mest berømte monumenter, herunder den ortodokse døbefont, såkaldte Mausoleum Galla Placidia (hun ikke var virkelig begravet der) og San Giovanni Evangelista.

Den sene 400s så opløsningen af romerske myndighed i vest, og den sidste person til at holde titlen som kejser i Vesten blev afsat i 476 af den generelle Odoaker. Odoaker regerede som konge af Italien i 13 år, men i 489 den østlige kejser Zeno sendt den ostrogotiske King Theoderic dejligt at re-tage den italienske halvø. Efter at have tabt slaget Verona Odoaker trak sig tilbage til Ravenna, hvor han modstået en belejring af tre år af Theoderic, indtil udtagning af Rimini berøvet Ravenna af forsyninger. Theoderic tog Ravenna i 493, angiveligt dræbte Odoaker med hans egne hænder, og Ravenna blev hovedstaden i den ostrogotiske i Italien. Theoderic, efter hans kejserlige forgængere, også bygget mange pragtfulde bygninger i og omkring Ravenna, herunder hans palace kirke Sant'Apollinare Nuovo, en Arian domkirke (nu Santo Spirito) og dåbskapellet og hans eget Mausoleum lige uden for murene. .

Theoderic og hans tilhængere var arianske kristne, men co-eksisterede fredeligt med latinere, der var hovedsageligt ortodoks. Ravennas ortodokse biskopper gennemført markante byggeprojekter, som er den eneste overlevende en Capella Arcivescovile. Theoderic tilladt romerske borgere inden for hans rige til romerretten og den romerske retssystem. Goterne, i mellemtiden, levede under deres egne love og skikke. I 519, når en pøbel var brændt ned synagoger af Ravenna, beordrede Theoderic byen til at genopbygge dem for egen regning.

Theoderic døde i 526 og blev efterfulgt af hans unge barnebarn Athalaric under ledelse af hans datter Amalasunta, men af 535 begge var døde og Theoderics linje var repræsenteret kun af Amalasunthas datter Matasuntha. Forskellige ostrogotiske militære ledere tog kongedømme i Italien, men var ingen så vellykket, som Theoderic havde været. I mellemtiden, den ortodokse Christian Byzantine Emperor Justinian, imod både ostrogotiske regel og den arianske vifte af kristendommen. I 535 sin general Belisarius invaderede Italien og i 540 erobrede Ravenna. Efter erobringen af Italien blev afsluttet i 554, blev Ravenna sæde for byzantinsk regering i Italien.

Fra 540 til 600, Ravennas biskopper indledt en bemærkelsesværdig bygning program af kirker i Ravenna og i og omkring port byen Classe. Overlevende monumenter omfatter San Vitale Basilica samt til Sant'Apollinare-basilikaen i Classe og delvist overlevende San Michele i Africisco.

Eksarkatet Ravenna

Efter Belisarius for kejser Justinian erobringer I det sjette århundrede, Ravenna blev sæde for den byzantinske guvernør i Italien, Exarch, og blev kendt som Eksarkatet Ravenna. Det var på dette tidspunkt at Ravenna kosmografi blev skrevet.

Under byzantinsk herredømme, ærkebiskop af Ravenna blev midlertidigt ydet autocephaly fra Roman Church i kejseren, i 666, men dette snart blev tilbagekaldt. Ikke desto mindre, ærkebiskop af Ravenna holdt andenpladsen i Italien efter paven, og spillede en vigtig rolle i mange teologiske kontroverser i denne periode.

Ancient era

The origins of Ravenna are uncertain. The first settlement is variously attributed to (and then has seen the co presence of) the Thessalians, the Etruscans and the Umbrians, afterwards its territory was settled also by the Senones, especially the southern countryside of the city (that wasn't part of the lagoon), the Ager Decimanus. Ravenna consisted of houses built on piles on a series of small islands in a marshy lagoon – a situation similar to Venice several centuries later. The Romans ignored it during their conquest of the Po River Delta, but later accepted it into the Roman Republic as a federated town in 89 BC. In 49 BC, it was the location where Julius Caesar gathered his forces before crossing the Rubicon. Later, after his battle against Mark Antony in 31 BC, Emperor Augustus founded the military harbor of Classe. This harbor, protected at first by its own walls, was an important station of the Roman Imperial Fleet. Nowadays the city is landlocked, but Ravenna remained an important seaport on the Adriatic until the early Middle Ages. During the German campaigns, Thusnelda, widow of Arminius, and Marbod, King of the Marcomanni, were confined at Ravenna.

Ravenna greatly prospered under Roman rule. Emperor Trajan built a 70 km (43.50 mi) long aqueduct at the beginning of the 2nd century. During the Marcomannic Wars, Germanic settlers in Ravenna revolted and managed to seize possession of the city. For this reason, Marcus Aurelius decided not only against bringing more barbarians into Italy, but even banished those who had previously been brought there. In AD 402, Emperor Honorius transferred the capital of the Western Roman Empire from Milan to Ravenna. The transfer was made partly for defensive purposes: Ravenna was surrounded by swamps and marshes, and was perceived to be easily defensible (although in fact the city fell to opposing forces numerous times in its history); it is also likely that the move to Ravenna was due to the city's port and good sea-borne connections to the Eastern Roman Empire. However, in 409, King Alaric I of the Visigoths simply bypassed Ravenna, and went on to sack Rome in 410 and to take Galla Placidia, daughter of Emperor Theodosius I, hostage. After many vicissitudes, Galla Placidia returned to Ravenna with her son, Emperor Valentinian III and the support of her nephew Theodosius II. Ravenna enjoyed a period of peace, during which time the Christian religion was favoured by the imperial court, and the city gained some of its most famous monuments, including the Orthodox Baptistery, the so-called Mausoleum of Galla Placidia (she was not really buried there), and San Giovanni Evangelista.

The late 400s saw the dissolution of Roman authority in the west, and the last person to hold the title of emperor in the West was deposed in 476 by the general Odoacer. Odoacer ruled as King of Italy for 13 years, but in 489 the Eastern Emperor Zeno sent the Ostrogoth King Theoderic the Great to re-take the Italian peninsula. After losing the Battle of Verona, Odoacer retreated to Ravenna, where he withstood a siege of three years by Theoderic, until the taking of Rimini deprived Ravenna of supplies. Theoderic took Ravenna in 493, supposedly slew Odoacer with his own hands, and Ravenna became the capital of the Ostrogothic Kingdom of Italy. Theoderic, following his imperial predecessors, also built many splendid buildings in and around Ravenna, including his palace church Sant'Apollinare Nuovo, an Arian cathedral (now Santo Spirito) and Baptistery, and his own Mausoleum just outside the walls. .

Theoderic and his followers were Arian Christians, but co-existed peacefully with the Latins, who were largely Orthodox. Ravenna's Orthodox bishops carried out notable building projects, of which the sole surviving one is the Capella Arcivescovile. Theoderic allowed Roman citizens within his kingdom to be subject to Roman law and the Roman judicial system. The Goths, meanwhile, lived under their own laws and customs. In 519, when a mob had burned down the synagogues of Ravenna, Theoderic ordered the town to rebuild them at its own expense.

Theoderic died in 526 and was succeeded by his young grandson Athalaric under the authority of his daughter Amalasunta, but by 535 both were dead and Theoderic's line was represented only by Amalasuntha's daughter Matasuntha. Various Ostrogothic military leaders took the kingship of Italy, but none were as successful as Theoderic had been. Meanwhile, the orthodox Christian Byzantine Emperor Justinian I, opposed both Ostrogoth rule and the Arian variety of Christianity. In 535 his general Belisarius invaded Italy and in 540 conquered Ravenna. After the conquest of Italy was completed in 554, Ravenna became the seat of Byzantine government in Italy.

From 540 to 600, Ravenna's bishops embarked upon a notable building program of churches in Ravenna and in and around the port city of Classe. Surviving monuments include the Basilica of San Vitale and the Basilica of Sant'Apollinare in Classe, as well as the partially surviving San Michele in Africisco.

Exarchate of Ravenna

Following the conquests of Belisarius for the Emperor Justinian I in the 6th century, Ravenna became the seat of the Byzantine governor of Italy, the Exarch, and was known as the Exarchate of Ravenna. It was at this time that the Ravenna Cosmography was written.

Under Byzantine rule, the archbishop of Ravenna was temporarily granted autocephaly from the Roman Church by the emperor, in 666, but this was soon revoked. Nevertheless, the archbishop of Ravenna held the second place in Italy after the pope, and played an important role in many theological controversies during this period.

Synode: