Beskrivelse af Gregor II, der var Pave i år 715-731

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Gregor II - 715-731 :

Gregor II (San Gregorio II)
Pave Gregor II indsættes den 19. Maj og sender straks udsendinge til kong Liutprand. Den østromerske kejser Anastasio II fordrives og Theodosios III bliver kejser. Gregory II = Gregor den yngre; Østromerske senere kilder har til tider forvekslet ham med Gregor I Dialogus, og han kan derfor også optræde under navnet Gregor Dialogus.
Romersk borger søn af Marcellus og Honesta og muligvis ud af den romerske Savellifamilie.
Født ca. 669. Han blev optaget som elev på den pavelige Schola cantorum og blev benediktinermunk og underdiakon, derefter "sacellarius", en slags økonomichef, for pavehoffet. Han blev bibliotekar i Vatikanet og er den første Vatikanbibliotekar, som vi kender navnet på.
Hans tjeneste ved pavehoffet omfattede også diplomatiske missioner, og han deltog 710 - 711 i pave Konstantins rejse til Konstantinopel for med kejser Justinian II, at diskutere de resolutionsforslag, der var slutresultatet fra det såkaldte Quinisext konsil i 692.
Gregor blev pave 19/05 715 og døde 11/02 731. Gregor blev helgenkåret og har festdag den 11/02, der er Gregors begravelsesdag (i Peterskirken).
Han kom fra år 717 i modstrid med kejser Leo III i Konstantinopel over anvendelsen af billeder i kirken, hvilket kejseren var stor modstander af.
Hans kirkelige hovedgerning kom foruden kampen for billedanvendelsen til, at ligge inden for missionsarbejdet blandt især germanerne, og han sendte missionærer til både Irland og England for at styrke tilknytningen til paveembedet og modtog 726 besøg af den abdicerede wessexske Kong Ina, der døde i Rom, efter han sammen med paven havde udfærdiget en plan for oprettelsen af en britisk katolsk provins, der dog først blev gennemført en snes år senere.
Særlig kendt er hans udsendelse af missionæren Wynfrith = Sankt Winfrid, der gerne omtales under navnet Bonifacius, 680 - 754.
Bonifacius / Bonifatius kom i 718 fra England med ønsket om missionsgerning og blev med pavelig introduktionsskrivelse dateret 15/05 719 udsendt til Frisiske områder. Undervejs missionerede han også i Bayern, Hessen og Thüringen for hvilken succes han i 722 blev biskop.
Gregor II havde også forbindelse til Karl Martell i Frankerriget.
I Rom genopbyggede han bymure, udbedrede oversvømmelsesødelæggelser langs Tiberen og var aktiv i Klosterrenoveringer og Klosterreformer. Bl.a. blev Monte Cassinoklostret genopbygget efter lombardernes plyndringer.

Gregor II (715-31) var Romer og Benediktinermunk. Som Pave trådte han op mod den billedfjendske Kejser Leo og søgte sin Støtte hos Frankerne mod Longobarderne, hvis Konge, Luitprand, han fik til at skåne Rom. Han tog sig af Bonifacius’ Mission i Tyskland og holdt overalt et vågent Øje med, hvor Roms Overhøjhed kunne blive gjort gældende.
Han skærpede Tugten og begunstigede Munkevæsenet.
Skt. Gregorio II; Savelli, Rom: Han er den ene af familien Savelli's tre paver. De to andre er Onorio III (1216-1227) og den anden er Onorio IV (1285-1287). Gregorio II sætter sig op mod kejser Leo III's edikt, der forbød billeddyrkelse og befalede den såkaldte "Ikonoklasme". Denne opsætsighed gav krigslignende tilstand mellem pavestaten og kejseren.
Han blev Helgenkåret.
Den 11. Februar 731 dør Pave Gregor II og begraves i San Pietro.

Pave Gregory II (Latin: Gregorius II; 669 – 11 februar 731) var pave fra 19 maj 715 til sin død i 731. Hans afvisning af den østromerske kejser Leo III Isaurian som følge af det billedstormende kontrovers i det østlige rige banet vejen for en lang række oprør, splittelser og borgerkrige, der til sidst førte til oprettelsen af paverne timelige magt.

Tidligt liv

Født ind i en adelig romerske familie i år 669, var Gregory søn af Marcellus og Honesta. Som en ung mand, han blev placeret i den pavelige domstol, og blev lavet en subdeacon og sacellarius (eller kasserer) Roman See under Pontifikat af pave Sergius jeg (687-701). Senere blev han gjort en diakon og sat i spidsen for Vatikanets bibliotek.

Pontifikat af pave Constantine Gregory blev påvist en pavelig sekretær, og ledsagede ham til Konstantinopel i 711 til at beskæftige sig med spørgsmål af Roms afvisning af Kanonerne af Rådets Quinisext. De egentlige forhandlinger om de omdiskuterede artikler blev håndteret af Gregory, med det resultat, at den kejser Justinian II aftalt at pavedømmet kan tilsidesættelse af Rådets beslutninger den ønskede at.

Efter Konstantins død på 9 April 715, Gregory blev valgt til pave, og blev indviet som biskop af Rom på 19 maj 715.

Første år og udvide missionsvirksomhed

Gregory begyndte næsten straks opgaven med reparation af vægge i Rom, begyndende ved Porta Tiburtina. Arbejde på denne opgave blev forsinket i oktober 716 når floden Tiberen sine bredder og oversvømmede Rom, forårsager enorme skader og kun vigende efter otte dage. Gregory bestilt en række litanier siges at dæmme op for de oversvømmelser, der spredes over Campus Martius og den såkaldte Plains Nero, at nå foden af Capitoline Hill. Det første år af hans Pontifikat så også et brev fra Patriark af Konstantinopel, der forsøgte at retfærdiggøre hans støtte af Monothelitism, mens på samme tid søger sympati fra paven over holdning, han var i, med hensyn til kejseren John VI ankommer. Gregory reagerede ved at sende et brev skitserer den traditionelle romerske holdning mod Monothelitism.

Derefter i 716 modtaget Gregory et officielt besøg fra Theodo, hertug af Bayern, at drøfte sine jorder fortsatte konvertering til kristendommen. Som et resultat af dette møde, Gregory gav specifikke instruktioner til hans delegerede, der skulle rejse til Bayern, koordinere med hertugen, og etablere et lokale kirkelige hierarki, overvåget af en ærkebiskop. Gregory vedligeholdt en interesse i Bayern; i 726 tvunget han en uvillig Corbinian, efter at have gennemgået sin appel gennem en Synode, at opgive sin Øm Kloster ringer, og blive biskop af Freising, i Oberbayern.

Gregory næste vendte sin opmærksomhed mod Tyskland. I 718, blev han kontaktet af en angelsaksisk missionær, Winfrid, der foreslog virksomhed missionær arbejde i Tyskland. Gregory aftalt, og efter at ændre sit navn til Boniface, bestilt ham i maj 719 at prædike i Tyskland. Efter høring af det arbejde, der var blevet gjort hidtil, i 722 indkaldt Gregory Boniface tilbage til Rom for at besvare rygter om Bonifaces doktrinære renhed. Interessant, på denne ansigt til ansigt møde, Boniface klagede over, at han fandt Gregory's Latin vanskeligt at forstå, en klar indikation at Vulgar Latin var allerede begyndt at udvikle sig til de romanske sprog. Efter at have undersøgt Bonifaces skriftlige trosbekendelse, var Gregory tilfreds nok at han gjort Boniface en biskop i November 722, og returnerede ham til Tyskland for at fortsætte sin mission. Fortsatte succeser så Gregory skrive til Boniface i December 724 at tilbyde sine lykønskninger, i November 726 fulgt op af en svar på Bonifaces spørgsmål om hvordan man kan strukturere de nyligt emergent kirker i Tyskland.

Gregory også styrket pavelig myndighed i kirkerne i Storbritannien og Irland. I 726 havde Gregory et kongeligt besøg fra Ine, den tidligere konge af Wessex, der abdicerede for at foretage en pilgrimsrejse til Rom og ende sit liv der.

Lokale kirkelige aktiviteter

Gregory også bekymret sig med oprettelse af eller genoprette klostre. Han vendte sin familie palæ i Rom i et Kloster, St. Agatha i Suburra, tilføre det med dyre og kostbare fartøjer til brug ved alteret, og også etableret en ny kirke, dedikeret til Sant'Eustachio. I 718 han restaurerede Monte Cassino, der ikke var kommet fra et angreb af langobarderne i 584, og han greb ind i en tvist på Klosteret St. Vincent på Volturno over aflejring af Abbeden.

I 721 afholdt Gregory en Synode i Rom, med henblik på fastsættelse af spørgsmål omkring uægte ægteskaber. Derefter i 723 blussede den langvarige strid mellem Patriarkernes af Aquileia og Grado op igen. På anmodning af langobardisk konge, Liutprand, havde Gregory givet Pallium til biskop Serenus, der give ham af Patriarkatet Aquileia. Snart bagefter dog modtog Gregory et brev fra Donatus, Patriark af Grado, klager over, at Serenus havde overskredet sin autoritet, og var at blande sig i hvad var Grados kirkelige jurisdiktion. På samme tid reprimande Gregory Donatus for klager over Gregorys beslutning om at yde Pallium til Serenus i første omgang. Derefter i 725, ved Donatus' død, var Grado Patriarkat tilranet af Peter, biskop Pola. Gregory reagerede ved at fratage Peter af både ser, og han skrev til mennesker af stift, mindede dem til kun vælge biskopper i overensstemmelse med kirkens love, hvorefter de valgte Antoninus, med Gregorys godkendelse.

Gregory mandat også en række praksis inden for kirken. Han dekreteret, at i fasten, om torsdagen, folk skulle hurtigt, lige som de var forpligtet til at gøre de andre dage i ugen. Tilsyneladende havde praksis været ildeset af paver i tidligere århundreder, som hedninge havde fastet på torsdag som en del af deres tilbedelse af Jupiter. Han også ordineret kontorer skal siges under gudstjenester på torsdage i fasten, som forud for dette, blev massen af den foregående søndag sagt på disse torsdage.

Forbindelserne med langobarderne

Gregory forsøgte at forblive på god diplomatisk fod med langobarderne, og især med deres konge, Liutprand. I April 716 lykkedes ham at få Liutprand enige om ikke at generobre de Cottian alper, som havde tildelt Roman Church i regeringstid af Aripert II. Dog genoptages den semi-uafhængig Lombard hertugdømmet Benevento under ekspansionistiske hertug Romuald II, fjendtlighederne ved at indfange Cumae i 717, afskære Rom fra Napoli. Hverken trusler af divine retribution eller decideret bestikkelse gjorde indtryk på Romuald, og så Gregory appelleret til Duke John I Napoli, finansiering sin kampagne for at med held generobre Cumae.

Samme år så Lombard hertug Faroald II af Spoleto, fange Classis, port Ravenna. Gregory formidlet en aftale med Liutprand, der tvang Faroald at returnere den til Exarch Ravenna. Opfatte at Lombard trussel vil fortsætte med at gnave og de ville tage imperial område i Italien et stykke ad gangen, i omkring 721 Gregory appelleret til frankerne, beder Charles Martell at gribe ind og drive ud langobarderne. Charles imidlertid svarede ikke på anmodningen. Imperial svaghed i Italien fremmes yderligere Lombard indtrængen, og i 725, de erobrede fæstningen af Narni.

Derefter i 727, med Eksarkatet Ravenna i kaos over den byzantinske kejser billedstormer dekreter (se nedenfor), Langobarderne erobrede og ødelagde Classis og overløb Pentapolis. Selvom Classis blev generobret i 728, kampene fortsatte mellem byzantinske styrker og langobarderne indtil 729, når Gregory formidlet en aftale mellem Liutprand og den byzantinske Exarch, Eutychius, at bringe om et midlertidigt ophør af fjendtlighederne, der holdt indtil Gregorys død. Gregory og Liutprand mødtes i 729 på den gamle by Sutri. Her, indgået to en aftale, kendt som Donation Sutri, hvorved Sutri og nogle bjergbyer i Latium (Se Vetralla) blev givet til pavestaten. De var den første udvidelse af pavelig område ud over rammerne af hertugdømmet Rom, og i realiteten markerede begyndelsen af Kirkestaten.

Konflikt med kejser Leo III

Den Østromerske kejser Leo III, der forsøgte at pålægge billedstormende doktriner i vest Spændinger mellem Gregory og det kejserlige Hof begyndte omkring 722, da kejser Leo III forsøgte at hæve skatterne på de pavelige patrimonies i Italien, dræne pavens monetære reserver. Leo kræves disse indtægter til at betale for den igangværende arabiske krig, mens Gregory behov for at give lokale levnedsmidler til byen Rom, derved lindre Rom på sin tillid til langdistance levering af korn. Resultatet af dette var at Gregory nægtede at betale de ekstra skatter, han opfordrede den romerske befolkning til at drive den kejserlige guvernør i Rom fra byen og Leo var i stand til at gennemtrumfe sin vilje på Rom, som Lombard pres holdt Exarch af Ravenna fra fielding en hær for at bringe paven til hæl.

Dog i 725 tilskyndet eventuelt på kejserens anmodning, Marinus, der var blevet sendt fra Konstantinopel at regere Storfyrstendømmet Rom, en sammensværgelse om at myrde paven. Der involverer en hertug opkaldt Basil, Chartoularios Jordanes og en subdeacon ved navn Lurion, midlertidigt afgang af Marinus plot, kun for at se det genoptage med ankomsten af den nye Exarch, Paul. Men plottet var afdækket, og konspiratorerne bragt i døden.

Derefter i 726 udstedt Leo en billedstormer edikt, fordømme besiddelse af hvilken som helst ikon af hellige. Selvom Leo gjorde ikke flytte til at håndhæve denne bekendtgørelse i Vesten at have det læste i Rom og Ravenna, afvist Gregory straks edikt. Efter at have hørt dette, steg Eksarkatet Ravenna i oprør mod den kejserlige indførelsen af statueødelæggelsen. Hære af Ravenna og hertugdømmet Pentapolis mytteri, fordømme både Exarch Paul og Leo III, og væltede de officerer, som forblev loyal. Paul mobiliseret de protestantiske styrker og forsøgte at genoprette ro og orden, men blev dræbt. Hære drøftet vælge deres egen kejser og marcherende på Constantinople, men blev afskrækket af pave Gregory fra at handle mod Leo. På samme tid, selvstændige beskrevet "duke" Exhilaratus og hans søn Hadrian oprør i Napoli, sidet med kejseren og marcherede på Rom for at dræbe Gregory, men blev væltet af mennesker og dræbt.

I 727 indkaldt Gregory en Synode at fordømme statueødelæggelsen. Ifølge græske kilder, hovedsageligt Theophanes, var det på dette tidspunkt at Gregory ekskommunikeret Leo. Dog bekræfter ingen vestlige kilde, især Liber Pontificalis denne akt af Gregory. Derefter sendte han to breve til Leo, nægter den kejserlige ret til at blande sig i sager af doktrin, det centrale princip i Caesaropapism. Han skrev:

• «Du siger: «Vi tilbeder sten og væggene og brædder.» Men det er ikke så, O kejser; men de tjener os for erindring og opmuntring, løfte vores langsom spiritus opad, af dem, hvis navne billederne bærer og hvis repræsentationer de er. Og vi tilbeder dem ikke som Gud, som du vedligeholder, Gud forbyde det!... Selv de små børn håne på dig. Gå ind i en af deres skoler, sige, at du er en fjende af billeder, og strax de vil smide deres lille tabletter på dit hoved, og du har kunnet lære af den kloge, du kan samle op fra den tåbelige... Kraft af den magt, som er kommet ned til os fra St. Peter, prinsen af apostlene, vi kan påføre en straf på jer, men da du har påberåbt sig en på dig selv, er, at du og studievejledere du valgt... selvom du har så fremragende en ypperstepræst, vores bror Germanus, hvem du burde have taget i dine rådgivere som far og pædagog.... Kirkens dogmer er ikke et anliggende for kejseren, men for biskopperne."

I 728 tilsendt Leo Italien en ny Exarch, Eutychius, at forsøge at hente situationen. Eutychius sendte en udsending til Rom med instruktioner til at dræbe Gregory og chief adelen i byen, men plottet blev afdækket og afværget. Næste, han forsøgte at vende langobardisk konge og hertuger mod paven, men de beholdt deres ambivalent holdning, ikke at begå den ene eller den anden. Samme år Gregory skrev til Patriark Germanus I Konstantinopel, at Patriarken sin støtte, og når Germanus abdicerede, Gregory nægtede at anerkende den nye Patriark, Anastasius, og heller ikke billedstormer afgørelserne fra Rådets tilkaldt af Leo.

I 729, Eutychius omsider formået at skabe en alliance med langobardisk konge, Liutprand, og begge indvilligede i at hjælpe de andre tilbud med deres oprørske fag. Efter de havde undertvunget hertugerne af Spoleto og Benevento, at bringe dem under Liutprands myndighed, henvendte de sig til Rom med hensigten at bringe Gregory til hæl. Men uden for Rom, Gregory formået at bryde op alliance mod ham, med Liutprand vender tilbage til Pavia. Efter dette, Eutychius nået en urolig våbenstilstand med Gregory og paven til gengæld smedet en midlertidig våbenhvile mellem langobarderne og byzantinerne. Uanset hvad, var Gregory stadig en hengiven og energisk forsvarer af imperiet. Dette blev demonstreret i 730, når der opstod en anden tronraner, Tiberius Petasius, der rejste en opstand i Toscana. Han blev besejret af Exarch Eutychius, der fik stabil støtte fra pave Gregory.

Gregory 11 februar 731, og blev begravet i Peterskirken. Placeringen af hans grav er siden gået tabt. Han blev senere Kanoniseret og mindes som en helgen i den romerske kalender og Martyrologi på 13 februar.

Links til senere familier

Gregory II var en påstået sikkerhedsstillelse forfader til Roman Savelli Family, ifølge en 1400-tals krønikeskriver, men dette er unattested i moderne dokumenter og meget sandsynligt upålidelige. Det samme blev sagt af syvende århundredes pave Benedict II, men intet visse vides om et slægtskab mellem to af dem.

Mirakel i slaget ved Toulouse (721)

En fortælling om Gregory II var knyttet til sejr over muslimske styrker i kamp i Toulouse (721). Ifølge Liber Pontificalis i 720 sendt pave Gregory til Odo, hertug af Aquitanien, "tre velsignede svampe/kurve af brød". Hertugen holdt disse, og lige før slaget uden for Toulouse, han fordelt små portioner af disse til at blive spist af sine tropper. Efter slaget blev det rapporteret at ingen, der havde spist en del af svampe/kurve af brød blev dræbt eller såret.


Pope Gregory II (Latin: Gregorius II; 669 – 11 February 731) was Pope from 19 May 715 to his death in 731. His defiance of the Byzantine emperor Leo III the Isaurian as a result of the iconoclastic controversy in the Eastern Empire prepared the way for a long series of revolts, schisms and civil wars that eventually led to the establishment of the temporal power of the popes.

Early life

Born into a noble Roman family in the year 669, Gregory was the son of Marcellus and Honesta. As a young man, he was placed into the papal court, and was made a subdeacon and sacellarius (or treasurer) of the Roman See during the pontificate of Pope Sergius I (687 – 701). Later he was made a deacon and placed in charge of the Vatican Library.

During the pontificate of Pope Constantine Gregory was made a papal secretary, and accompanied him to Constantinople in 711 to deal with the issues raised by Rome’s rejection of the canons of the Quinisext Council. The actual negotiations on the contentious articles were handled by Gregory, with the result that the emperor Justinian II agreed that the Papacy could disregard whichever of the council’s decisions it wished to.

After Constantine’s death on 9 April 715, Gregory was elected pope, and was consecrated as Bishop of Rome on 19 May 715.

First years and expanding missionary activity

Almost immediately, Gregory began the task of repairing the Walls of Rome, beginning at the Porta Tiburtina. Work on this task was delayed in October 716 when the Tiber river burst its banks and flooded Rome, causing immense damage and only receding after eight days. Gregory ordered a number of litanies to be said to stem the floods, which spread over the Campus Martius and the so-called Plains of Nero, reaching the foot of the Capitoline Hill. The first year of his pontificate also saw a letter arrive from Patriarch John VI of Constantinople, who attempted to justify his support of Monothelitism, while at the same time seeking sympathy from the pope over the position he was in, with respect to the emperor . Gregory responded by sending a letter outlining the traditional Roman position against Monothelitism.

Then in 716, Gregory received an official visit from Theodo, the Duke of Bavaria, to discuss the continuing conversion of his lands to Christianity. As a result of this meeting, Gregory gave specific instructions to his delegates who were to travel to Bavaria, coordinate with the duke, and establish a local church hierarchy, overseen by an archbishop. Gregory maintained an interest in Bavaria; in 726 he forced an unwilling Corbinian, after reviewing his appeal through a synod, to abandon his monastic calling, and become Bishop of Freising, in upper Bavaria.

Gregory next turned his attention to Germany. In 718, he was approached by an Anglo-Saxon missionary, Winfrid, who proposed undertaking missionary work in Germany. Gregory agreed, and after changing his name to Boniface, commissioned him in May 719 to preach in Germany. After hearing of the work that had been done so far, in 722 Gregory summoned Boniface back to Rome to answer rumours concerning Boniface’s doctrinal purity. Interestingly, at this face to face meeting, Boniface complained that he found Gregory’s Latin difficult to understand, a clear indication that Vulgar Latin had already started to evolve into the Romance languages. After examining Boniface’s written profession of faith, Gregory was satisfied enough that he made Boniface a bishop in November 722, and returned him to Germany to continue his mission. Continued successes saw Gregory write to Boniface in December 724 to offer his congratulations, followed in November 726 by a response to Boniface’s questions about how to structure the newly emergent churches in Germany.

Gregory also strengthened papal authority in the churches of Britain and Ireland. In 726 Gregory had a royal visit from Ine, the former King of Wessex, who had abdicated the throne in order to undertake a pilgrimage to Rome and end his life there.

Local church activities Gregory also concerned himself with establishing or restoring monasteries. He turned his family mansion in Rome into a monastery, St. Agatha in Suburra, endowing it with expensive and precious vessels for use at the altar, and also established a new church, dedicated to Sant'Eustachio. In 718 he restored Monte Cassino, which had not recovered from an attack by the Lombards in 584, and he intervened in a dispute at the Monastery of St. Vincent on the Volturno over the deposition of the abbot.

In 721, Gregory held a synod in Rome, for the purpose of fixing issues around illegitimate marriages. Then in 723, the longstanding dispute between the patriarchs of Aquileia and Grado flared up again. Upon the request of the Lombard king, Liutprand, Gregory had given the Pallium to Bishop Serenus, granting him the patriarchate of Aquileia. Soon afterwards, however, Gregory received a letter from Donatus, Patriarch of Grado, complaining that Serenus had overstepped his authority, and was interfering within what was Grado’s Ecclesiastical jurisdiction. At the same time, Gregory reprimanded Donatus for complaining about Gregory’s decision to grant the Pallium to Serenus in the first place. Then in 725, upon Donatus’ death, the Grado patriarchate was usurped by Peter, the Bishop of Pola. Gregory responded by depriving Peter of both sees, and he wrote to the people of the diocese, reminding them to only elect bishops in accordance with church law, whereupon they elected Antoninus, with Gregory’s approval.

Gregory also mandated a number of practices within the Church. He decreed that in Lent, on the Thursdays, people should fast, just as they were required to do during the other days of the week. Apparently the practice had been frowned upon by popes of previous centuries, as pagans had fasted on Thursday as part of their worship of Jupiter. He also prescribed the offices to be said during church services on Thursdays in Lent, as prior to this, the Mass of the preceding Sunday was said on those Thursdays.

Relations with the Lombards

Gregory attempted to remain on good diplomatic terms with the Lombards, and especially with their king, Liutprand. In April 716 he managed to get Liutprand to agree not to retake the Cottian Alps, which had been granted to the Roman Church in the reign of Aripert II. However, the semi-independent Lombard Duchy of Benevento, under the expansionist duke Romuald II, resumed hostilities by capturing Cumae in 717, cutting Rome off from Naples. Neither threats of divine retribution nor outright bribery made an impression on Romuald, and so Gregory appealed to Duke John I of Naples, funding his campaign to successfully retake Cumae.

That same year saw the Lombard duke Faroald II of Spoleto, capture Classis, the port of Ravenna. Gregory brokered a deal with Liutprand, who forced Faroald to return it to the Exarch of Ravenna. Perceiving that the Lombard threat would continue to fester and they would take imperial territory in Italy a piece at a time, in around 721 Gregory appealed to the Franks, asking Charles Martel to intervene and drive out the Lombards. Charles however, did not respond to the request. Imperial weakness in Italy encouraged further Lombard incursions, and in 725, they captured the fortress of Narni.

Then in 727, with the Exarchate of Ravenna in chaos over the Byzantine Emperor’s iconoclast decrees (see below), the Lombards captured and destroyed Classis and overran the Pentapolis. Although Classis was retaken in 728, fighting continued between Byzantine forces and the Lombards until 729, when Gregory brokered a deal between Liutprand and the Byzantine Exarch, Eutychius, bringing about a temporary ceasing of hostilities that held until Gregory’s death. Gregory and Liutprand met in 729 at the ancient city of Sutri. Here, the two reached an agreement, known as the Donation of Sutri, whereby Sutri and some hill towns in Latium (see Vetralla) were given to the Papacy. They were the first extension of Papal territory beyond the confines of the Duchy of Rome, and in effect marked the beginning of the Papal States.

Conflict with Emperor Leo III

Byzantine Emperor Leo III who sought to impose iconoclastic doctrines in the west Tensions between Gregory and the imperial court began around 722, when emperor Leo III attempted to raise taxes on the papal patrimonies in Italy, draining the Papacy’s monetary reserves. Leo required this revenue to pay for the ongoing Arab war, while Gregory needed it to provide local foodstuffs for the city of Rome, thereby relieving Rome on its reliance upon the long-distance supply of grain. The upshot of this was that Gregory refused to pay the additional taxes, he encouraged the Roman populace to drive the imperial governor of Rome from the city, and Leo was unable to impose his will upon Rome, as Lombard pressure kept the Exarch of Ravenna from fielding an army to bring the pope to heel.

However, in 725, possibly at the emperor’s request, Marinus, who had been sent from Constantinople to govern the Duchy of Rome, encouraged a conspiracy to murder the pope. Involving a duke named Basil, the Chartoularios Jordanes, and a subdeacon named Lurion, the departure of Marinus paused the plot, only to see it resume with the arrival of the new Exarch, Paul. However, the plot was uncovered, and the conspirators put to death.

Then in 726, Leo issued an iconoclast edict, condemning possession of any icon of the saints. Although Leo made no move to enforce this edict in the west beyond having it read in Rome and Ravenna, Gregory immediately rejected the edict. Upon hearing this, the Exarchate of Ravenna rose in revolt against the imperial imposition of iconoclasm. The armies of Ravenna and the Duchy of the Pentapolis mutinied, denouncing both Exarch Paul and Leo III, and overthrew those officers who remained loyal. Paul rallied the loyalist forces and attempted to restore order, but was killed. The armies discussed electing their own emperor and marching on Constantinople, but were dissuaded by Pope Gregory from acting against Leo. At the same time, the self described “duke” Exhilaratus and his son Hadrian rebelled in Naples, sided with the emperor and marched on Rome in order to kill Gregory, but were overthrown by the people and killed.

In 727, Gregory summoned a synod to condemn iconoclasm. According to Greek sources, principally Theophanes, it was at this point that Gregory excommunicated Leo. However, no western source, in particular the Liber Pontificalis, confirms this act by Gregory. He then dispatched two letters to Leo, denying the Imperial right to interfere in matters of doctrine, the central tenet of Caesaropapism. He wrote:

• ”You say: ‘We worship stones and walls and boards.’ But it is not so, O Emperor; but they serve us for remembrance and encouragement, lifting our slow spirits upwards, by those whose names the pictures bear and whose representations they are. And we worship them not as God, as you maintain, God forbid!... Even the little children mock at you. Go into one of their schools, say that you are the enemy of images, and straightway they will throw their little tablets at your head, and what you have failed to learn from the wise you may pick up from the foolish... In virtue of the power which has come down to us from St. Peter, the Prince of the Apostles, we might inflict a punishment upon you, but since you have invoked one on yourself, have that, you and the counsellors you have chosen... though you have so excellent a high priest, our brother Germanus, whom you ought to have taken into your counsels as father and teacher. . . . The dogmas of the Church are not a matter for the emperor, but for the bishops.”

In 728, Leo sent to Italy a new Exarch, Eutychius, to try to retrieve the situation. Eutychius sent an emissary to Rome, with instructions to kill Gregory and the chief nobility in the city, but the plot was uncovered and foiled. Next, he attempted to turn the Lombard king and dukes against the pope, but they retained their ambivalent stance, not committing one way or the other. That same year Gregory wrote to Patriarch Germanus I of Constantinople, giving the patriarch his support, and when Germanus abdicated, Gregory refused to acknowledge the new patriarch, Anastasius, nor the iconoclast rulings of a council summoned by Leo.

In 729, Eutychius finally managed to bring about an alliance with the Lombard king, Liutprand, and both agreed to help the other deal with their rebellious subjects. After they had subjugated the dukes of Spoleto and Benevento, bringing them under Liutprand’s authority, they turned to Rome with the intent of bringing Gregory to heel. However, outside Rome, Gregory managed to break up the alliance against him, with Liutprand returning to Pavia. After this, Eutychius reached an uneasy truce with Gregory, and the pope in return forged a temporary truce between the Lombards and the Byzantines. Regardless, Gregory was still a devoted and vigorous defender of the empire. This was demonstrated in 730 when there arose another usurper, Tiberius Petasius, who raised a revolt in Tuscany. He was defeated by the Exarch Eutychius, who received steady support from Pope Gregory.

Gregory died on 11 February 731, and was buried in St. Peter’s Basilica. The location of his tomb has since been lost. He was subsequently canonized and is commemorated as a saint in the Roman calendar and martyrology on 13 February.

Links to later families

Gregory II was an alleged collateral ancestor to the Roman Savelli Family, according to a 15th-century chronicler, but this is unattested in contemporary documents and very likely unreliable. The same was said of the seventh-century Pope Benedict II, but nothing certain is known about a kinship between the two of them.

Miracle at the Battle of Toulouse (721)

A tale concerning Gregory II was attached to the victory over Moslem forces at the Battle of Toulouse (721). According to the Liber Pontificalis, in 720 Pope Gregory sent to Odo, Duke of Aquitaine, “three blessed sponges/baskets of bread”. The Duke kept these, and just before the battle outside of Toulouse, he distributed small portions of these to be eaten by his troops. After the battle, it was reported that no one who had eaten a part of the sponges/baskets of bread had been killed or wounded.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Ecclesiast
Exarch
Ikonoklasme
Kanon
Kloster
Liber Pontificalis
Longobard
Pallium
Patriark
Pontifikat
Ravenna
Synode
Vatikan

Ecclesiast:

Exarch:

Ikonoklasme:

Ikonoklasme (græsk for billedeødelæggelse) er en bevidst destruktion eller beskadigelse af vigtige symbolske billeder eller ikoner, som er anerkendt inden for en kultur, religion eller i samfundet. En ikonoklastisk handling indebærer normalt, at aktiviteten er offentlig, oprørsk og udføres af en defineret gruppe.



Mennesker, som er involverede i eller støtter ikonoklasme, kaldes billedstormere eller ikonoklaster, et begreb, som er anvendt om enhver, som bryder eller foragter etablerede dogmer eller konventioner. Omvendt er mennesker, der ærer eller nærer ærbødighed for religiøse billeder, ikonolater. I byzantinsk sammenhæng er de kendt som ikonoduler eller ikonofiler.

Ikonoklasme kan udføres af tilhængere af andre religioner, eller er resultatet af sekteriske stridigheder mellem fraktioner af samme religion. De to byzantinske udbrud i løbet af 8. og 9. århundrede var usædvanlige ved, at brugen af billeder var det vigtigste emne. I kristendommen har ikonoklasme generelt været motiveret af en bogstavelig fortolkning af de ti bud fra 5. Mosebog kapitel 5:

Citat:

• Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet eller under jorden.

Kanon:

Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.

Kloster:

Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.

• 1 Kristne klostre
• 2 Buddhistiske klostre
• 3 Islamiske klostre
• 4 Hinduistiske klostre

Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.

Liber Pontificalis:

Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

Longobard:

Longobard = Langt skæg; de langskæggede.
Longobarderne var et germansk folkeslag, som kom fra Midttyskland og i folkevandringstiden drog sydpå ned i Nordbalkan, hvor de i det 4.århundrede grundlagde et rige ved Donau.
Longobarderne kaldte sig oprindeligt for "Winnili" og boede i sydlige Skandinavien (Scadanan) (Codex Gothanus skriver, at winnilierne oprindeligt boede ved en flod kaldet Vindilicus på den yderste grænse af Gallien.


I 568 drog longobarderne under Kong Alboin over Jugoslavien og Østrig og ned i Italien, hvor de erobrede Lombardiet og slog sig ned i Norditalien og grundlagde et Longobardisk Rige, som bestod til 774, hvor de besejredes af frankerkongen Karl den Store, som indlemmede deres rige i Frankerriget. Dog forblev hertugdømmet Benevento longobardisk og selvstændigt indtil det 11.århundrede.
Langobarderne, en nordgermansk folkestamme, nåede under folkevandringen, ca. omkring år 500, ind i det nuværende Norditalien ( Lombardiet ) og erobrede også områder i Mellem- og Syditalien.
Mens den langobardiske hovedstad Pavia allerede i år 774 blev erobret af Karl den Store, forblev Benevento i regionen Kampanien, ikke langt fra Neapel, i langobardisk besiddelse og var under deres indflydelse helt ind i det 11. århundrede.

Longobarderrigets historie i Italien kan opdeles i 3 hovedafsnit:

• Erobring og konsolidering i perioden 568-616,
• Riget som europæisk stormagt på linie med det vestgotiske og det frankiske rige - perioden 616-744, og
• Konflikter med frankerne og nedgangstid i perioden 744-774

Longobarderne eksisterede fra ca. 570 til ca. 806, ialt ca. 236 år.


Billede: Pave Johannes VI mødes med Longobarderne.

Pallium:

Pallium, (lat. 'kappe'), romersk-katolske ærkebiskoppers særlige kendetegn; et hvidt bånd, vævet af uld og besat med seks sorte, broderede kors.


Herover: Palliets udvikling gennem tiderne.

Det bæres over begge skuldre i form af et Y og symboliserer lammet, der bæres på hyrdens skuldre. Paven har siden 800-t. tildelt palliet til ærkebiskopper. Det er videreudviklet af antikkens lange, rektangulære kappe, oftest båret af ikke-romere, især grækere.
Pallium svarer til den græske himation.
Palliet kan med lidt god vilje minde lidt om et moderne slips.

Pallium tildeles af paven. Ud over ham er det (siden Paul VI i 1978) reserveret metropolitterne og den latinske patriark i Jerusalem.

Herunder: Johannes Paul II med sit Pallium.

Patriark:

En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.

• Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  
• Patriarken af Alexandria
  
• Patriarken af Antiokia
  
• Patriarken af Jerusalem
  
• Patriarken af Moskva og hele Rusland
  
• Patriarken af hele Bulgarien
  
• Katholikos-patriarken af hele Georgien
  
• Patriarken af hele Rumænien
  
• Den serbiske patriark
  
  

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater

• Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  
• Det koptiske patriarkat i Alexandria
  
• Det græske patriarkat i Antiokia
  
• Det syriske patrirkat i Antiokia
  
• Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  
• Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  
• Patriarkat i Cilicia
  
• Patriarkat i Venezia
  
• Patriarkat i Lisabon
  
  

Historiske katolske patriarkater

• Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  
• Patriarkatet i Vest-Indien
  
• Patriarkatet i Øst-Indien
  
  

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater

• Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  
• Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  
• Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
  
  

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.

• Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  
• Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
  
  

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Ravenna:

Ravenna er en by i den italienske region Emilia-Romagna. Ravenna har 134.631 (2001) indbyggere.

Ravenna var hovedstad i det Vestromerske Rige efter Romerrigets deling i 396 e.Kr. Senere var Ravenna de byzantinske kejseres administrative hovedstad for de italienske provinser. Ved byzantinernes fordrivelse fra den italienske halvø, blev Ravenna en del af Kirkestaten.



Den gamle æra

Oprindelsen af Ravenna er usikker. Den første bosætning er skiftevis tilskrives (og så har set co tilstedeværelse af) Thessalians, etruskerne og Umbrien, bagefter dens område blev afgjort også af Senones, især det sydlige landskab i byen, (der var ikke en del af lagunen), Ager-Decimanus. Ravenna bestod af huse bygget på pæle på en serie af små øer i en sumpet lagune-en situation svarende til Venedig adskillige århundreder senere. Romerne ignoreret det under deres erobring af Po floddelta, men senere accepterede det ind i den romerske republik som et organisationsnetværk by i 89 F.kr. I 49 f.kr var det det sted, hvor Julius Cæsar samlet sine styrker før krydset Rubicon. Senere, efter sin kamp mod Mark Antonius i 31 f.kr. grundlagde kejser Augustus den militære harbor Classe. Denne havn, beskyttet på første var af sine egne mure, en vigtig station i den romerske kejserlige flåde. I dag byen er indlandsstater, men Ravenna forblev en vigtig havn ved Adriaterhavet indtil den tidlige middelalder. Under de tyske kampagner, var Thusnelda, enke efter Arminius, og Marbod, konge af markomannierne, begrænset til Ravenna.

Ravenna fremgang stor under romersk herredømme. Kejser Trajan bygget en 70 km (43,50 mi) lang akvædukt i begyndelsen af det andet århundrede. Under de Marcomannic krige, germanske bosættere i Ravenna gjorde oprør og formået at gribe byen i besiddelse. Derfor forvist Marcus Aurelius besluttede ikke kun mod at bringe flere Barbarerne i Italien, men selv dem, der tidligere var blevet bragt der. I AD 402 overført kejser Honorius hovedstaden i det vestromerske rige fra Milano til Ravenna. Overførslen blev foretaget dels i defensivt øjemed: Ravenna var omgivet af sumpe og moser, og blev opfattet som nemt forsvares (selvom faktisk byen faldt til Modstående styrker mange gange i sin historie); Det er også sandsynligt, at overgangen til Ravenna skyldtes byens port og god søs forbindelser til det Østromerske rige. Men i 409, King Alaric af vestgoterne simpelthen omgået Ravenna, og gik, at fyre Rom i 410 og tage Galla Placidia, datter af kejser Theodosius, gidsel. Efter mange omskiftelser tilbage Galla Placidia til Ravenna med hendes søn, kejser Valentinian III og støtte af hendes nevø Theodosius II. Ravenna nød en periode med fred, i hvilket tidsrum den kristne religion var begunstiget af det kejserlige Hof, og byen opnået nogle af sine mest berømte monumenter, herunder den ortodokse døbefont, såkaldte Mausoleum Galla Placidia (hun ikke var virkelig begravet der) og San Giovanni Evangelista.

Den sene 400s så opløsningen af romerske myndighed i vest, og den sidste person til at holde titlen som kejser i Vesten blev afsat i 476 af den generelle Odoaker. Odoaker regerede som konge af Italien i 13 år, men i 489 den østlige kejser Zeno sendt den ostrogotiske King Theoderic dejligt at re-tage den italienske halvø. Efter at have tabt slaget Verona Odoaker trak sig tilbage til Ravenna, hvor han modstået en belejring af tre år af Theoderic, indtil udtagning af Rimini berøvet Ravenna af forsyninger. Theoderic tog Ravenna i 493, angiveligt dræbte Odoaker med hans egne hænder, og Ravenna blev hovedstaden i den ostrogotiske i Italien. Theoderic, efter hans kejserlige forgængere, også bygget mange pragtfulde bygninger i og omkring Ravenna, herunder hans palace kirke Sant'Apollinare Nuovo, en Arian domkirke (nu Santo Spirito) og dåbskapellet og hans eget Mausoleum lige uden for murene. .

Theoderic og hans tilhængere var arianske kristne, men co-eksisterede fredeligt med latinere, der var hovedsageligt ortodoks. Ravennas ortodokse biskopper gennemført markante byggeprojekter, som er den eneste overlevende en Capella Arcivescovile. Theoderic tilladt romerske borgere inden for hans rige til romerretten og den romerske retssystem. Goterne, i mellemtiden, levede under deres egne love og skikke. I 519, når en pøbel var brændt ned synagoger af Ravenna, beordrede Theoderic byen til at genopbygge dem for egen regning.

Theoderic døde i 526 og blev efterfulgt af hans unge barnebarn Athalaric under ledelse af hans datter Amalasunta, men af 535 begge var døde og Theoderics linje var repræsenteret kun af Amalasunthas datter Matasuntha. Forskellige ostrogotiske militære ledere tog kongedømme i Italien, men var ingen så vellykket, som Theoderic havde været. I mellemtiden, den ortodokse Christian Byzantine Emperor Justinian, imod både ostrogotiske regel og den arianske vifte af kristendommen. I 535 sin general Belisarius invaderede Italien og i 540 erobrede Ravenna. Efter erobringen af Italien blev afsluttet i 554, blev Ravenna sæde for byzantinsk regering i Italien.

Fra 540 til 600, Ravennas biskopper indledt en bemærkelsesværdig bygning program af kirker i Ravenna og i og omkring port byen Classe. Overlevende monumenter omfatter San Vitale Basilica samt til Sant'Apollinare-basilikaen i Classe og delvist overlevende San Michele i Africisco.

Eksarkatet Ravenna

Efter Belisarius for kejser Justinian erobringer I det sjette århundrede, Ravenna blev sæde for den byzantinske guvernør i Italien, Exarch, og blev kendt som Eksarkatet Ravenna. Det var på dette tidspunkt at Ravenna kosmografi blev skrevet.

Under byzantinsk herredømme, ærkebiskop af Ravenna blev midlertidigt ydet autocephaly fra Roman Church i kejseren, i 666, men dette snart blev tilbagekaldt. Ikke desto mindre, ærkebiskop af Ravenna holdt andenpladsen i Italien efter paven, og spillede en vigtig rolle i mange teologiske kontroverser i denne periode.

Ancient era

The origins of Ravenna are uncertain. The first settlement is variously attributed to (and then has seen the co presence of) the Thessalians, the Etruscans and the Umbrians, afterwards its territory was settled also by the Senones, especially the southern countryside of the city (that wasn't part of the lagoon), the Ager Decimanus. Ravenna consisted of houses built on piles on a series of small islands in a marshy lagoon – a situation similar to Venice several centuries later. The Romans ignored it during their conquest of the Po River Delta, but later accepted it into the Roman Republic as a federated town in 89 BC. In 49 BC, it was the location where Julius Caesar gathered his forces before crossing the Rubicon. Later, after his battle against Mark Antony in 31 BC, Emperor Augustus founded the military harbor of Classe. This harbor, protected at first by its own walls, was an important station of the Roman Imperial Fleet. Nowadays the city is landlocked, but Ravenna remained an important seaport on the Adriatic until the early Middle Ages. During the German campaigns, Thusnelda, widow of Arminius, and Marbod, King of the Marcomanni, were confined at Ravenna.

Ravenna greatly prospered under Roman rule. Emperor Trajan built a 70 km (43.50 mi) long aqueduct at the beginning of the 2nd century. During the Marcomannic Wars, Germanic settlers in Ravenna revolted and managed to seize possession of the city. For this reason, Marcus Aurelius decided not only against bringing more barbarians into Italy, but even banished those who had previously been brought there. In AD 402, Emperor Honorius transferred the capital of the Western Roman Empire from Milan to Ravenna. The transfer was made partly for defensive purposes: Ravenna was surrounded by swamps and marshes, and was perceived to be easily defensible (although in fact the city fell to opposing forces numerous times in its history); it is also likely that the move to Ravenna was due to the city's port and good sea-borne connections to the Eastern Roman Empire. However, in 409, King Alaric I of the Visigoths simply bypassed Ravenna, and went on to sack Rome in 410 and to take Galla Placidia, daughter of Emperor Theodosius I, hostage. After many vicissitudes, Galla Placidia returned to Ravenna with her son, Emperor Valentinian III and the support of her nephew Theodosius II. Ravenna enjoyed a period of peace, during which time the Christian religion was favoured by the imperial court, and the city gained some of its most famous monuments, including the Orthodox Baptistery, the so-called Mausoleum of Galla Placidia (she was not really buried there), and San Giovanni Evangelista.

The late 400s saw the dissolution of Roman authority in the west, and the last person to hold the title of emperor in the West was deposed in 476 by the general Odoacer. Odoacer ruled as King of Italy for 13 years, but in 489 the Eastern Emperor Zeno sent the Ostrogoth King Theoderic the Great to re-take the Italian peninsula. After losing the Battle of Verona, Odoacer retreated to Ravenna, where he withstood a siege of three years by Theoderic, until the taking of Rimini deprived Ravenna of supplies. Theoderic took Ravenna in 493, supposedly slew Odoacer with his own hands, and Ravenna became the capital of the Ostrogothic Kingdom of Italy. Theoderic, following his imperial predecessors, also built many splendid buildings in and around Ravenna, including his palace church Sant'Apollinare Nuovo, an Arian cathedral (now Santo Spirito) and Baptistery, and his own Mausoleum just outside the walls. .

Theoderic and his followers were Arian Christians, but co-existed peacefully with the Latins, who were largely Orthodox. Ravenna's Orthodox bishops carried out notable building projects, of which the sole surviving one is the Capella Arcivescovile. Theoderic allowed Roman citizens within his kingdom to be subject to Roman law and the Roman judicial system. The Goths, meanwhile, lived under their own laws and customs. In 519, when a mob had burned down the synagogues of Ravenna, Theoderic ordered the town to rebuild them at its own expense.

Theoderic died in 526 and was succeeded by his young grandson Athalaric under the authority of his daughter Amalasunta, but by 535 both were dead and Theoderic's line was represented only by Amalasuntha's daughter Matasuntha. Various Ostrogothic military leaders took the kingship of Italy, but none were as successful as Theoderic had been. Meanwhile, the orthodox Christian Byzantine Emperor Justinian I, opposed both Ostrogoth rule and the Arian variety of Christianity. In 535 his general Belisarius invaded Italy and in 540 conquered Ravenna. After the conquest of Italy was completed in 554, Ravenna became the seat of Byzantine government in Italy.

From 540 to 600, Ravenna's bishops embarked upon a notable building program of churches in Ravenna and in and around the port city of Classe. Surviving monuments include the Basilica of San Vitale and the Basilica of Sant'Apollinare in Classe, as well as the partially surviving San Michele in Africisco.

Exarchate of Ravenna

Following the conquests of Belisarius for the Emperor Justinian I in the 6th century, Ravenna became the seat of the Byzantine governor of Italy, the Exarch, and was known as the Exarchate of Ravenna. It was at this time that the Ravenna Cosmography was written.

Under Byzantine rule, the archbishop of Ravenna was temporarily granted autocephaly from the Roman Church by the emperor, in 666, but this was soon revoked. Nevertheless, the archbishop of Ravenna held the second place in Italy after the pope, and played an important role in many theological controversies during this period.

Synode:

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.