Et farvet glasvindue, der skildrer Sankt Etheldreda, grundlæggeren af Ely Cathedral, i St. Marys Kirke, South Walsham, Norfolk. Udført af William Morris & Co.

                Søndag 00:00


Abbedisse Ethelreda.


Abbedisse Ethelreda.


Statue af St. Etheldreda som abbedisse


Dronning Ædel af Danmark.


Dronning Ædels Hertugdømme, Apulien, i syd Italien.


Dronning Ædels stamtavle.
(Kan forstørres meget ved at klikke !)



Solvognen herover, der kan ses på Nationalmuseet, er et nationalklenodie i bronze og guld fra bronzealderen. Solvognen er en hulstøbt hest, der trækker en solskive. Hesten og skiven står på resterne af seks hjul. Solskiven er belagt med guld med fine mønstre.
Solvognen blev fundet den 7. september 1902 i Trundholm Mose, Nørre Asmindrup Sogn i Odsherred i forbindelse med den første pløjning af mosen. Finderen, Frederik Willumsen, hjembragte fundet, og lod sin søn lege med hesten i den tro, at figuren bare var et stykke gammelt legetøj.
Solvognen er dateret til ældre bronzealder, ca. 1350 f.Kr.

                Søndag 00:00

Søndag: Navnet kommer fra det nordiske sunnudagr eller 'soldag', og søndag er derfor forbundet med solen, solguder og med solens gyldne og gule farver.
Solens energi bringer liv, hvilket også påvirker søndag, lige som det er god tid for at fremme helse og velstand.
Solen/Solaris. latin: dies Solis Feria I, Feria primo. Var oprindeligt den første dag i ugen jvf. skabelsesberetningen i Bibelen: "På den første dag skabte han lyset ..."
Blev tidligere også kaldt Sønnens dag, fordi Jesus blev født på en søndag.
Dagens tema: Befrugtning :
'viljens fødsel'; udtrykt i søndagens Sol, der netop symboliserer vilje, jeg, individualitetens nedslag i evighedens cykliske processer.
Når man er født en søndag:
Søndagsbørn skal leve længe og hele sin tid have fuldt op af penge.


Fakta om: 10. marts
Dagens navn er: ÆDEL

Ædels eller Edels dag: Muligvis opkaldt efter helgeninden Ethelreda, der var engelsk abbedisse.
Men der kan også være tale om Knud den Helliges dronning, Adela af Flandern.

Opvækst og ungdom

Etheldreda var datter af East Angliakongen Anna og dronning Bertha. Hun blev født i Exning i Suffolk omkring år 634. Etheldreda havde fem søstre og de blev alle senere helgenkårede. Hun blev gift med Tonberht i en ung alder, både året 649 og 652 er nævnt i kilderne. Tonberht var prins eller konge over området South Gyrwas, men han døde i en ung alder to eller tre år efter ægteskabet.
Det specielle ved ægteskabskontrakten var, at Tonbert havde indvilliget i at lade Etheldreda bevarede sin jomfruelige tilstand, så hun blev en jomfruelig enke.
Der skulle gå fem år, inden hun blev gift for anden gang. Brudgommen var Prins eller Kong Ecgfrith, søn af Kong Oswy af Northumbria. Ecgfrith var kun et halvstort barn ved ægteskabets indgåelse og det var derfor ikke svært for Etheldreda at få tilføjet en aftale om, at hun også i dette ægteskab kunne bevare sin jomfruelighed. Men efter tolv år var Prins Egfrid blevet voksen og havde fået lyst til andet end at se på sin kone, så det blev svært for Etheldreda at undgå, at ægteskabet blev opløst.

Nonne

Efter medvirken fra kirkens side bøjede Egfrid sig og Etheldreda trak sig nu tilbage fra familielivet og blev nonne i klostret Coldingham i 671. Klostret i Coldingham var bestyret af Etheldredas tante Ebbe. Hun blev her ikke længe, for allerede året efter, i 672, blev hun kaldet til Ely, hvor hun byggede et dobbeltkloster, et for både munke og nonner og med sig selv som abbedisse.
Her døde hun den 23. juni 679. Hun er skytshelgen for Cambridge University, samt mod halssygdomme og øjensygdomme.

Sankt Etheldreda (Edel)

Prinsesse og Abbedisse (? - 679)

Født som kongedatter omkring år 630 i Northumbria. Sankt Etheldreda, undertiden kaldet Audrey, blev opdraget i Gudfrygtighed. Hendes mor og tre søstre regnes også blandt helgenerne. Etheldreda havde ét mål i livet, at hellige sig i Herrens tjeneste. Hendes forældre havde dog andre planer med hende, og på trods af hendes tårer og bønner, blev hun tvunget til at gifte sig med en vis prins ved navn Tonbert. Hun levede med ham, som jomfru i tre år, og ved hans død trak hun sig tilbage til øen Ely, som hun havde arvet, for at hellige sig helt til det himmelske. Denne lykke var desværre kortvarig; for den magtfulde Konge af Northumbria pressede på med en sådan insisteren, at hun blev tvunget ind i et nyt ægteskab. Hendes liv ved hans hof var mere asketisk end det var kongeligt; Hun boede hos ham, men ikke som en kone, snarere som en søster, og helligede sin tid til barmhjertighed og kærlighed, imens hun iagtog en omhyggelig og oprigtig daglig disciplin.

Efter tolv år, trak hun sig tilbage med sin mands samtykke til Coldingham Abbey og levede derefter under Sankt Ebbas klosterregler og hun modtog sløret af hænderne fra Sankt Wilfrid, som i mange år havde været hendes åndelige guide og beskytter. Så snart Etheldreda havde forladt sin ægtefælles hof, angrede han, at have indvilliget i hendes afrejse og fulgte efter hende med den hensigt, at bringe hende tilbage med magt. Hun søgte tilflugt på et forbjerg på den sydlige kyst i nærheden af Coldingham; og her fandt der et mirakel sted, for vandene oversvømmede en passage og skar sig ind i en bakke med kratbevoksning, hvilket spærrede yderligere for kongen. Den hellige Etheldreda søgte tilflugt på øen i syv dage, indtil hendes kongelige ægtefælle, anerkendte den guddommelige vilje og indvilgede i, at lade hende i fred.

Grundlægger kloster

I 672 vendte hun tilbage til øen Ely og grundlagde der et dobbelt kloster for munke og nonner. Hun styrede selv klostret og var ved sit eksempel et levende eksempel for perfektion, for sine medsøstre. Nogen tid efter hendes død i 679, fandt man ud af, at hendes krop stadig var velbevaret og Sankt Beda (26. Maj) registrerede mange mirakler, forbundet med hendes relikvier.

Det kan også være Knud den Helliges dronning, den flamskfødte Edel, der skildres som svarende til sit navn, "ædel". Efter sin mands død flygter hun til hjemlandet Flandern.
Edels og kong Knud den Hellige fik én søn, Karl den Gode. Han blev greve af Flandern, senere martyr. Karl blev født 1084 i Danmark og død 1. marts 1127 i Brügge, senere saligkåret i 1882. Han var eneste søn af kong Knud den Hellige og dronning Edel. Efter kong Knuds martyrium tog Edel ham med til Flandern, hvor hendes far Robert I var regerende greve.
Edel bliver efter kong Knuds død, gift med hertug Roger Bursa af Apulien. Apulien ligger i sydvest Italien, rigtigt langt fra Danmark, mere end 2000 km. Edel dør i 1115.

Edel, Adela af Flandern, dansk dronning

Edel, Ædel eler Adela af Flandern, ca. 1064-1115, dansk dronning. Edel var datter af Gertrud Billung (af den sachsiske hertugslægt) og Robert 1. Friseren, senere greve af Flandern.
Edel var karolinger, idet hun nedstammede fra Karl den Store via Karl den Skaldede, og capetinger via den franske konge Robert 2. den Fromme. Hun nedstammede også fra Alfred den Store. Hendes faster Matilda var gift med Vilhelm Erobreren og hendes halvsøster Bertha med Filip 1. af Frankrig. Hun var også i familie med de fleste af lederne af det første korstog: Robert 2. af Flandern var hendes bror, Robert Curthose af Normandiet hendes fætter, Steffen af Blois, gift med hendes kusine, Adela, og Bohemund var hendes svoger.
Edel blev ca. 1080 gift med den danske konge Knud 4. den Hellige. Giftermålet var led i en alliance rettet mod Vilhelm 1. Erobreren, som var gift med Robert Friserens søster Matilda; Robert skulle støtte den danske ledingsflåde med 600 skibe i et togt mod Vilhelm.

Edel og Knud den Hellige fik to døtre og sønnen Karl den Danske. Efter drabet på Knud den Hellige i 1086 flygtede Edel med sin søn til Flandern, mens Erik 1. Ejegod bragte de to døtre med i asyl i Sverige.

Edel blev i 1092 gift med hertug Roger Bursa af Apulien, søn af longobardiske Sikelgaita af Salerno og Robert Guiscard, en normannisk ridder af beskeden herkomst, som havde erobret Syditalien og var blevet indsat som hertug i 1059 af pave Nikolaus II. Roger Bursa blev hertug efter faderens død i 1085, men måtte længe kæmpe med sin halvbror Bohemond om magten.

I efteråret 1096 fik Edel besøg af sin bror, Robert 2. af Flandern, sin fætter Robert af Normandiet (Vilhelm Erobrerens ældste søn) og Steffen af Blois, der var gift med hendes kusine. Det var tre af lederne af det første korstog, som gjorde ophold hos hertugfamilien i Apulien på vej til Konstantinopel; Edels svoger Bohemond var allerede draget af sted med en syditaliensk normannerhær.

Da Knud blev helgenkåret, sendte hun smukke gaver til udsmykning af hans helgenskrin i Odense.
Edel sendte rige gaver til udsmykning af Knud den Helliges skrin i Sankt Knuds Kirke i Odense, bl.a. det berømte Ørnetæppe. Det skete formentlig via Erik Ejegod, der i 1098 deltog i et koncil i Bari, arrangeret af pave Urban II og Roger Bursa.

Regent i Apulien

Da Roger Bursa døde i 1111, blev Edel frem til 1115 regent for deres søn Vilhelm (1095-1127), der efterfulgte sin far som hertug af Apulien. Edels søn med Knud den Hellige, Karl den Danske, blev greve af Flandern; han blev som sin far myrdet i en kirke (Sankt Donatian i Brugge i 1127) og senere saligkåret. Edel og Knuds ene datter, Ingerid, blev gift med Folke den Tykke og blev stammoder til den svenske kongeslægt Folkungar; den anden datter, Cæcilie, blev - måske - mormor til Absalon og Esbern Snare.
Navnet kom ind i almanakken i 1800-tallet.


                                                           

Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024 - LU: 09:51 Pt: 43 msec.