Fredag 00:00













                Fredag 00:00

Fredag: Dagen gengiver navnet på gudinderne Frigg og Freja, svarende til romernes Venus.
Venus var den romerske gudinde for skønhed og kærlighed, og hendes farve var grøn og symboliserede frugtbarhed og vækst.
Planeten Venus er let at se på himmelen, når det er stjerneklart. Den er ofte, til trods for at det er en planet, blevet kaldt både "aftenstjernen" og "morgenstjernen". Det er fordi lyset fra den sædvanligvis er stærkere og klarere end fra mange af de rigtige stjerner på himmelen.
På latin: dies Veneris 'Venus' dag', Feria VI, Feria sexta; fransk: Vendre-di; oldnordisk: friggsdagr.
Dagens tema: Justering :
Gennemførelsen sker i en konkret verden, der altid ændrer sig. Hvor velforberedt projektet end er, behøves der altså den konstante justering i forhold til de omverdensindflydelser, der aldrig ophører; balanceakten er udtrykt i fredagens Venus-symbol der knyttes til forfinelse, ligevægt, harmonisering og sanselighed, jvf. den danske dagsnavngiver, Freja.
Når man er født en fredag:
Fredagsbørn får kærlighed og lykke.


Fakta om: 05. juli
Dagens navn er: ANSHELMUS

Anshelmus dag: Navnet stammer sikkert fra ærkebiskop Anselmus fra Canterbury, som døde i 1109.
Om Anselmus, der blev født 1033 i Aosta, Italien og døde 21. april 1109 i Canterbury i England ved man, at han var en italiensk teolog og filosof af benediktinerordenen. Han regnes endvidere for en af skolastikens grundlæggere og en ivrig forkæmper for pave Gregor VII's reformidéer. Anselm var ærkebiskop af Canterbury fra 1093 til 1109 og blev kirkelærer og helgen med festdag den 21. april.
Der kan dog også være tale om biskop Anselmus af Lucca, der døde 1086. Der er dog ingen af disse, der har mindedag den 5. juli, så hvem af dem, der i givet fald er tale om er ikke helt sikkert.

Anselm (af Canterbury) blev født "Anselmus Candiae Genavae" (italiensk: Anselmo di Candia Ginevra), på Aosta i Kongeriget Arles omkring 1033. Hans familie var relateret til Savoyenslægten og ejede store ejendomme. Hans forældre var fra en adelig slægt og indehavere af len på burgundisk område. Hans far, Gundulf de Candia, var fra fødslen Lombarder af huset Candia. Hans mor, Ermenberga af Genéve, blev betragtet som forsigtig og dydig; hun var i familie med greve Otto af Savoyen.
I en alder af 15, ønskede Anselm at indtræde i et kloster, men kunne ikke få sin fars samtykke også Abbeden nægtede at modtage ham. Skuffelsen medførte tilsyneladende en psykosomatisk sygdom. Efter rekonvalecensen, opgav han sine studier og levede et sorgløst liv. I denne periode døde hans mor. Da han var 23, flyttede Anselm hjemmefra, krydsede Alperne og vandrede gennem Bourgogne og Frankrig. Tiltrukket af sin landsmand Lanfrancs berømmelse, ankom Anselm til Normandiet i 1059. Det følgende år, efter et stykke tid på Avranches tiltrådte han klosteret som novice i en alder af 27; dermed underkastede han sig til Sankt Benedikt regler, som kom til at omforme hans tanker i det næste årti.

Anselm af Canterbury (fra 1033 i Aosta, Italien til 21. april 1109 i Canterbury i England) var en italiensk teolog og filosof af benediktinerordenen. Han regnes for en af skolastikens grundlæggere. Anselm var ærkebiskop af Canterbury fra 1093 til 1109 og blev kirkelærer og helgen med festdag den 21. april.

Anselm skrev øvelser og meditatoner helt i overensstemmelse med klosterlitteraturen, men dertil kom et nyt spekulativt element. Anselm citeres for Credo ut intelligam (latin: Jeg tror for at jeg kan forstå). Det har forbindelse til Gregor den Store (540-604) og den tidligere tradition med at troen, som hos Gregor først og fremmest er hjertets sag, kommer først, men dertil en ny lyst til også at forstå trosindholdet og forklare rationelt, hvorfor man tror, og mere konkret hvad man tror. I den forstand skete der noget nyt i Anselms periode på tærsklen til 1100-tallet.

Som ærkebiskop af Canterbury arbejdede Anselm for kirkens frihed.

Anselm ophøjedes til kirkelærer 1720. Otte hundrede år efter Anselms død, promulgerede eller kundgjorde pave Pius X encyklikaen Communium Rerum i 1909, i hvilken Anselms skrifter kommenteres og hyldes.

Anselms teologiske program

Anselm udtrykker sit teologiske program i første kapitel af skriftet Proslogion: "Ikke søger jeg, Herre, at gennemtrænge din ophøjethed, for jeg sammenstiller på ingen måde min erkendelse med den; men jeg begærer i nogen grad at erkende din sandhed, som mit hjerte tror og elsker. Jeg prøver nemlig ikke at erkende for at jeg kan tro, men jeg tror for at jeg kan erkende". Erkendelsen er derved troens erkendelse, intellectus fidei.

Fornuften skal finde de grunde, der står bag ved det, som kirken tror. Om dem bruger han ofte udtrykket "nødvendige grunde", rationes necessariae. Fornuft vil her sige logisk argumentation. Fornuftens rolle består derfor ikke i at bidrage med nyt indhold ud over troen, men i at belyse det indhold troen har, så at man indser hvorfor det er sådan.

Anselm søgte at beskrive forholdet mellem tro og viden med udtrykket fides quarens intellectum (latin for troen som søger en måde at forstå). For Anselm stod tro og viden således ikke i et modsætningsforhold, men den rationelle kundskab kan ses som et resultat af troen. Dog er troen altid det grundlæggende for ham.

Det ontologiske gudsbevis

I sit ontologiske gudsbevis, som Kant kaldte det, søgte Anselm at vise at Guds eksistens er indeholdt i selve gudsbegrebet. Forenklet forløber det således:
  • Første præmis : Gud er et fuldkomment væsen.
  • Anden præmis : At være fuldkommen indebærer at eksistere.
  • Konklusion : Gud eksisterer.
Kant benægtede imidlertid, at eksistens kan være et prædikat på linje med fx algod, almagt osv. som Gud kan tilskrives, men det interessante er Anselm begyndte at argumentere filosofisk, hvilket efterhånden førte til filosofiens løsrivelse fra teologien.

Forsoningslære

Af stor betydning for vesterlandsk teologi var hans forsoningslære som han udlagde i Cur Deus Homo (latin: hvorfor blev Gud menneske?). Det var kun Gud der var i stand til at forsone Adams eller menneskenes synd, men soningsofferet måtte bæres frem af et menneske, og det var derfor Gud blev menneske i Jesus Kristus. Synden bestod i at menneskene havde vendt sig bort fra Gud, og denne krænkelse kunne straffes eller godtgøres ved satisfaktion. Det er den såkaldte satisfaktionsteori, hvor inkarnationen er nødvendig for at redde Guds ære.


                                                           

Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024 - LU: 15:03 Pt: 26 msec.