Fredag 00:00













                Fredag 00:00

Fredag: Dagen gengiver navnet på gudinderne Frigg og Freja, svarende til romernes Venus.
Venus var den romerske gudinde for skønhed og kærlighed, og hendes farve var grøn og symboliserede frugtbarhed og vækst.
Planeten Venus er let at se på himmelen, når det er stjerneklart. Den er ofte, til trods for at det er en planet, blevet kaldt både "aftenstjernen" og "morgenstjernen". Det er fordi lyset fra den sædvanligvis er stærkere og klarere end fra mange af de rigtige stjerner på himmelen.
På latin: dies Veneris 'Venus' dag', Feria VI, Feria sexta; fransk: Vendre-di; oldnordisk: friggsdagr.
Dagens tema: Justering :
Gennemførelsen sker i en konkret verden, der altid ændrer sig. Hvor velforberedt projektet end er, behøves der altså den konstante justering i forhold til de omverdensindflydelser, der aldrig ophører; balanceakten er udtrykt i fredagens Venus-symbol der knyttes til forfinelse, ligevægt, harmonisering og sanselighed, jvf. den danske dagsnavngiver, Freja.
Når man er født en fredag:
Fredagsbørn får kærlighed og lykke.


Fakta om: 06. september
Dagens navn er: MAGNUS

Magnus dag: St. Magnus, en schweizisk benediktinermunk, skulle have overvundet en drage og udført flere mirakler, blandt andet fordrev han bjørne og slanger med St. Gallus stav. Efter at have levet som eneboer ved Sankt Gallen begyndte han at missionere i Bayern, hvor han grundlagde Benediktinerklosteret Sankt Mang i Füssen - død ca. 750.
St Magnus jordiske rester blev begravet i et lille kapel, som han selv havde bygget. Men i 850 blev hans knogler overført til en ny grav i krypten. Et stykke af en knogle, blev overført til St. Gallen i Schweiz.
250 år senere omkring 1100 forsvandt alle helgenens knogler. De fik dog en splint retur fra det hellige ben fra St. Gallen og det opbevares nu som et relikvie i et glaskors over hovedalteret i St. Mang Basilikaen.

St. Magnus var munk i klosteret St. Gallen i Schweiz. Om hans liv findes der kun få pålidelige data, fordi meget er blevet fordrejet i senere legender.
Nogle siger, at han blev født omkring år 700 og døde den 6. September, 772. Ifølge andre var året for hans død; 750. Man ved heller ikke noget om hvorfra han stammede. Den "officielle" Vita St. Magni hævder, at han var irsk, men flere historiske kilder er imod dette. Han kunne have været tysker, men han var sandsynligvis af romansk afstamning. Hvis man ser bort fra de mirakuløse afsnit i hans levned kan man genkende nogle historiske rødder.
Sammen med sine kammerater, Tozzo og Theodor forlod Magnus St. Gallen for, at forkynde guds ord for hedningerne i Allgäu-regionen (det sydlige Tyskland). Han nåede først til Bregenz, på den østlige bred af Bodensøen. Under sit korte ophold her helbredte han en blind mand, der ledsagede ham på hans videre rejser. Senere kom han til Kempten, der dengang var en næsten øde og hedensk by. Magnus der genindførte kristendommen og genopbyggede en kirke. Theodor blev efterladt der, som præst mens Magnus og Tozzo rejste videre og snart nåede omegnen af Füssen. En der blev bygget en kirke i den nærliggende landsby Waltenhofen. Senere grundlagde han benediktinerklosteret ved Füssen hvor han døde efter mange år med tilbedelse.

Under sin pilgrimsfærd udførte Magnus mange mirakler. Han måtte bekæmpe slanger og drager i Kempten såvel som på Rosshaupten nær Waltenhofen.
Kempten var forladt da Magnus kom dertil. Ingen turde bo der, end ikke for en nat, for dette sted var hjemsøgt af alle slags slanger og kryb. Magnus lyttede ikke sine fællers advarsler og tog bolig lige udenfor byen. Ikke længe efter, at de havde knælet ned i bøn kom en kæmpe slange - kaldtet Boas - styrtede hen imod dem. Tozzo og den tidligere blinde mand klatrede op i et nærliggende træ at komme væk fra denne fare. Men Magnus og Theodor afventede udyrets komme og slog korsets tegn. Magnus greb et kors og St. Gallus' hellige stav, St. Gallus var ifølge Vita hans læremester.

Stående foran slangen beordrede han sin fjende til, at lægge sig. Og han befalede Djævelen, der gemte sig i bæstet, at dræbe Boas. Med disse ord han tog den magiske stav og smadrede slangens hoved. Ved deres leders død, flygtede alle de øvrige monstre fra byen, således at den igen kunne blive beboet af kristne folk. Magnus og hans ledsagere opførte en lille kirke og genopbyggede sognet. Bønderne fra omgivelserne blev døbt af Tozzo. Han og Magnus forviste også en bande dæmoner.

Kempten er en af de ældste bebyggelse i området. Det blev grundlagt af romerne i første halvdel af det første århundrede. I begyndelsen af det fjerde århundrede havde den allerede et lille kristent sogn (Hvis kirke er blevet udgravet i 1939). Dette ændredes, da den romerske provins Rhaetia blev erobret af germanerne: Kempten blev hedensk igen.
I de efterfølgende århundreder foregik, der en kamp om overmagten mellem Germanerne og Frankerne, som eskalerede i løbet af første halvdel af det ottende århundrede. Byen Kempten led meget under disse kampe og bliver delvist ødelagt.
I 746 inviterede Frankerne deres fjender til, at afholde fredsforhandlinger i Cannstatt nær Stuttgart. Germanerne havde tillid til dem og ankom ubevæbnede.
Først for sent forstod de, at det var baghold og næsten hele deres adel blev dræbt. Sydtyskland blev hurtigt erobret af Frankerne. Med de nye magthavere blev kristendommen genoprettet. Men hedenskaben herskede stadig i de mere landlige områder.
Således så Kempten ud før Magnus' ankomst. Ingen vovede at udfordre eller dræbe en slange. De blev betragtet som velvillige ånder i forklædning eller (som i tilfælde af Boas) som guder. Kristendommen forbandede dem, som dæmoner og djævle.
Således var drabet på Boas en meget symbolsk gerning, svarende til Bonifatius' nedskæring af Donar's hellige eg! Endnu en hedensk Gud (eller Djævelen i kristen terminologi) måtte undertvinge sig St. Magnus og korsets magtfuldhed.

Theodor blev efterladt imens Magnus tog videre mod mod Füssen (nu blot et par kilometer fra den Tyrolske grænse). Han mødte sin anden drage i en smal dal kaldet Rosshaupten. Bæstet tillod ikke nogen at passere. Magnus besluttede at blive der om natten, i håbet om, at Herren ville høre hans bønner og berolige bæstet. Selvom Tozzo blev forskrækket, turde han ikke forlade sin herre. Magnus Lagde et stykke helligt brød i lommen og tog harpiks og beg i hånden og hængte en kæde med et kors om halsen. I den anden hånd holdt han St. Gallus' magiske stav.
I nærheden af dragen spiste han et lille stykke af det hellige brød og gjort korsets tegn. Så snart dragen bemærkede indtrængeren, styrtede den frem for at fortære ham. Men Magnus - bedende til Herren - kastede harpiks og beg i bæstets hals så dragen brændte ihjel indefra.

En lokal legende beretter, at Magnus og Tozzo bagefter undersøgte dragens hule. Foran hulen fandt de et træ fuld af velsmagende, modne æbler. I nærheden af dette træ (den eneste levende ting efter dragens hærgen) byggede Magnus et kloster. Ifølge den officielle historie, voksede æbletræet dog nogle kilometer fra stedet, der i dag er kendt som Waltenhofen. Magnus opførte også en kirke på stedet og Tozzo blev præst dér. Snart efter grundlagde han klosteret, der i dag er benediktinerkloster, på Füssen.

Det er værd at tænke over navnet Rosshaupten. Etymologisk er det afledt af de tyske ord Ross = hest og Haupt = hoved eller kranium. En almindelig forklaring er, at fra dette punkt og fremefter, var brugen af heste umuligt. Ryttere måtte efterlade dem bag sig og fortsætte til fods. Det er imidlertid mere sandsynligt, at navnet refererer til en hedenske helligdom hvor heste blev ofret til den gamle tyske Gud, Wodan. En lokal myte nævner en hovedløs hest, der kommer farende ned ad en bakke. På halvvejen mødte den en halshugget tyrekalv, løbende i den modsatte retning. Efter en kort kamp trampede de hinanden i jorden, men så pludselig glemte de deres kamp og løb tilbage, hvor de kom fra.
Omkring 1800 bønder gav følgende forklaring (som ikke er inkluderet i de officielle helgenberetninger):
Magnus ankom engang til en hedensk ceremoni hvor heste og tyre blev ofret. Han beordrede de halshuggede dyr til at løbe. Således overbeviste han hedningene om korsets magtfuldhed. Dette indebar, at i slutningen af 1700-tallet var ofring af heste stadig en del af folkets adfærd. I løbet af første halvdel af det efterfølgende århundrede gjorde bønderne brug af tørrede kranier fra heste og tyre. De brugte dem i staldene for, at forhindre lynnedslag og fordrive pest.

Magnus blev en meget populær helgen. Udover Rosshaupten, er der 14 andre landsbyer der hævder at være stedet for dragekampen. I de fleste tilfælde er disse legender bare plagiater af den "officielle" version.

Ronsberg er en af disse landsbyer. Dens mørke skove blev terroriseret af tre uhyggelige drager, resterne af en gudløs, hedensk tid. Hverken mand eller kvæg blev skånet. Endelig fandt man en dristig mand, der lovede at forhandle med bæsterne. Ved hjælp af nogle magiske kræfter lykkedes han at gøre en god handel. Dragerne skulle spare landsbyen og søge deres bytte andetsteds i det tilstødende område. I et stykke tid gik alt godt. Men en skønne dag var de tildelte områder udryddet for hver eneste levende skabning og dragerne vendte sig igen mod Ronsberg. Denne gang fik trolden ingen mulighed for at forhandle: han blev ædt med det samme. Den næste dag tilbød bønderne en gammel ko. Selvom det er svært at forestille sig, at kun én ko kunne mætte tre drager, tricket virkede dog: dragerne blev trætte og faldt i søvn. En modig budbringer blev sendt til St. Mang. Den hellige mand havde netop tæmmet en stamme af bjørne (et andet motiv der stammer fra hans levned) og havde lært dem at jage dæmoner. Med disse mærkelige kammerater nærmede han sig Ronsberg. Bjørnene dræbte dragerne, Magnus antændte skoven og dragernes bosteder blev brændt op.

Legender

I en anden, meget mærkelig legende, havde Magnus dræbt flere slanger men skånet en Nyudklækket på grund af dens uskyld. Denne unge drage blev optrænet på Kierwang og hjalp bønderne med at rydde skov. Han fældede ikke blot træer, men savede dem også i stykker. Han transporterede træ og sten, ryddede sne og hjalp endda med anlæggelse af nye veje. Han havde kun én fejl: han foragtede hø og halm og han blev aldrig mæt af mus og rotter alene. Så nu og da stjal han en kalv fra græsgangene. Dette var for meget for de grådige bønder. De besluttede at hugge dragen i stykker, mens han lå og sov. Men da det første slag ramte dens bryst, stod en stærk stråle af mælk ud fra såret. Det var den bedste mælk man kunne tænke sig! Bønderne indså, at denne drage var guld værd: han gav mere mælk end alle køer i hele landsbyen tilsammen. De bad om forladelse - men forgæves. Dragen følte sig fornærmet. Den forlod stedet og sås aldrig siden.

Der er en række af fantastiske historier, der involverer dyr i forbindelse med St. Magnus. I en anden historie, formodes Magnus, at have mødt en bjørn, der viste ham vej til et jern depot. Magnus gav bjørnen et stykke kage og bjørnen førte derefter ham og resten af munkene til endnu en jern aflejring i området, dette hjalp med grundlæggelsen af den vigtigste industri i området.

St. Magnus er protektor for afgrøder, samt mod larver, hagl, lyn og slanger.

Magnus af Füssen

Sankt Magnus af Füssen, eller Magnoald eller Mang, var missionær helgen i det sydlige Tyskland, også kendt som apostlen fra Allgäu. Han menes at have været en samtidig med enten Sankt Gallus (død 627), eller Bonifatius (død 754) og æres som grundlæggeren af St. Mang Abbey, Füssen.

Levnedsbeskrivelse

Der er næsten ingen pålidelige oplysninger om ham. Den eneste kilde er en gammel "Vita S. Magni", som dog indeholder så mange åbenlyse anakronismer den lille afhængighed kan placeres på det. Det fortæller, at de to irske missionærer Helgener Columban (23.November) og Gallus, brugt tid med Willimar, en præst ved Arbon. Her faldt Gall syg og blev sat i spidsen for Magnus og Theodore (Magnoald og Theodo), to præster, der lever med Willimar, mens Columban fortsatte til Italien og grundlagde Bobbio Abbey. Da Gall var blevet mirakuløst informeret død Columban sendte han Magnus til at bede ved hans grav i Bobbio. Magnus vendte tilbage med personalet i Columban og derefter fulgte hans styre. Efter døden af Gall, Magnus efterfulgte ham som overlegen af cellen.

Om denne gang en præst af Stift Augsburg, opkaldt Tozzo eller Toto, kom som en pilgrim til grav Sankt Gallus og opfordrede Magnus til at ledsage ham til den østlige del af Allgäu. Magnus fortsatte til Eptaticus (Epfach), hvor Wichbert, biskop af Augsburg modtog ham og betroede ham med kristningen af den østlige Allgäu. Han trængte ind i ørkenen, så krydsede Lech-floden på et sted stadig kendt som St. Mangstritt ("fodtrin Sankt Magnus"), og byggede en celle, hvor der blev rejst bagefter klostret Füssen, og hvor han died.He blev begravet i kirken, han havde konstrueret. I 851 blev han genbegravet i nyopførte kirke. En af hans knogler blev sendt til St. Gallen i Switzerland.Around år 1100 alle hans knogler blev fundet at mangle. Gravplads kan ses i krypten i St. Mang Basilica Füssen. En lille splint af brystbenet blev sendt fra St. Gallen til Füssen, og dette er nu placeret i et stort glas kors hængende over hovedalteret. Den indeholder også personalet, kors og kalk i helgen.

Denne "levnedsbeskrivelse" siges at have været skrevet af Theodore, den følgesvend af Magnus, under hvis hoved den blev anbragt i graven. Da biskop Lanto i 851 overførte relikvier til den nyopførte kirke i Füssen siges denne "levnedsbeskrivelse" at være blevet fundet i en næppe læselig udgave og have blevet fortolket og omskrevet af Ermenrich, en munk fra Ellwangen. Den blev genredigeret med værdiløse tilføjelser i 1070 af Otloh St. Emmeram. Et manuskript er bevaret på Sankt Gallen Abbedi.

De væsentligste uoverensstemmelser i "levnedsbeskrivelsen" er følgende: Magnus er gjort til en discipel af Sankt Gallus (død 627) og på samme tid, han behandles som en nutidig af Wichbert, den første historisk etablerede biskop i Augsburg (død omkring 749). Andre åbenbare umuligheder har fremkaldt Mabillon og andre myndigheder til at afvise den hele "levnedsbeskrivelse" som en forfalskning fra et langt senere tidspunkt. En anden tankegang er imidlertid, at den anden del af "levnedsbeskrivelsen" er skrevet i 851 i Ellwangen (selvom sandsynligvis ikke ved Ermenrich), da relikvier af helgenen blev overført der, mens den første del, hvor Magnus er gjort til en følgesvend af Sankt Gallus, er en senere tilføjelse, som kan indeholde rester af historien om en tidligere helgen også kaldet Magnus. Dette andet synspunkt synes at have tiltrukket en større støtte. Dyrkelsen af Sankt Magnus Cuneo kan være opstået som følge af udvidelsen af Magnus Füssens kult i Italien, med Magnus fra Cuneo, der fejlagtigt bliver betragtet som en særskilt helgen.

Hans fest fejres den 6. september.


                                                           

Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024 - LU: 05:20 Pt: 26 msec.