Volkmarus, abbed i klosteret ved Nieder-Alteich.

                Onsdag 00:00


Hovedalteret fra 1703, i kirken på Nieder-Alteich kloster.


Gravering af Nieder-Altaich kloster fra "Churbaierischen Atlas" af Anton Wilhelm Ertl 1687.


Ikon af den Hellige Martyr Agapius


Helgenbillede af Martyren Agapius


En skildring fra det 12. århundrede af Edmunds martyrium.


Edmund ses på den vestlige side af Salisbury Katedralen.


En statue af helgenen udenfor St. Edmunds Kirke i Southwold.


Edmund bliver kronet af engle, fra et manuskript 13. århundrede.


En middelalderlig fremstilling der skildrer Edmund Martyrs død den 20. november 869, dræbt af vikingerne.


En skildring af St Edmunds relikvieskrin. Skrinet blev ødelagt i 1539.


En penny slået til minde om kong Edmund Martyr, fra East Anglia. Dateret til før 905.


Odin gav sit ene øje i bytte for, at drikke vand fra visdommens kilde, kaldet Mimers brønd. Han blev herefter alvidende.

                Onsdag 00:00

Onsdag: Opkaldt efter den nordiske gud Odin, oldnordisk: odinsdagr. Odin herskede over sindet (visdom), kommunikation (med sine dyr, som fløj ud i verden) og kundskab. Derfor er onsdag specielt god til bl.a. spådom og magi, der har med kommunikation og viden at gøre.
Hans romerske modstykke er Merkur, budbringeren med de magiske sandaler og hjelmen, som lod ham flyve gennem luften med en enorm fart - som ellers kun tankerne kan.
Farverne, der er associeret med Merkur er stærke og klare, energigivende og bruges for at stimulere sindet i stedet for følelserne. Eksempler er gul eller orange.
På latin: dies Mercurii Feria IV, Feria quarto, fransk: Mercredi.
Dagens tema: Analytisk bearbejdelse :
'hvordan hænger det sammen, alt hvad jeg har erfaret?'; den intellektuelle syntese er udtrykt i onsdagens intellekt-symbol Odin, Merkur.
Når man er født en onsdag:
Onsdagsbørn er født til glæde og smil.


Fakta om: 20. november
Dagens navn er: VOLKMARUS

Volkmarus dag: Dagens navn Volkmarus, indkom i almanakken fra år 1730. Han var abbed i et kloster i Nieder-Alteich ved Donau.

Før 1730 fejrede man på denne dag, Sankt Agapius som var en kristen martyr, der blev dræbt i Cæsarea i år 306.

I Martyrologium Romanum hedder dagen Edmund til minde om Den Hellige Edmund af East Anglia. Han har tilknytning til den danske historie i vikingetiden.


Abbed Volkmarus

Volkmarus, var abbed i et kloster i Nieder-Alteich ved Donau, hvor han prøvede at hævde en passende klostertugt. Han lider martyrdøden i 1282. På vej over en flod bliver han skudt med pile af oprørske munke, som han har tugtet.

Volkmar (f. 1235 død 9 Maj 1282 på Niederaltaich) var en Benediktiner munk og abbed i klostret Niederaltaich.

I 1280 var Volkmar abbed på benediktinerklosteret i Niederaltaich i Nedre Bayern. Han var en puritansk mand der beslutsomt ønskede at genskabe moralen og den moralske disciplin. Men han mødte voldsom modstand og delvis åben ulydighed blandt munkene i hans kloster. Da Volkmar ønskede at krydse Donau i en båd den 9. maj 1282 blev han skudt i ryggen med pile. Utilfredse munke havde myrdet deres upopulære overordnede.

I den katolske kirke er hans festdag den 9. maj. Dette er også festdagen for navnet Volkmar.


Sankt Agapius

Sankt Agapius var en kristen martyr der blev dræbt i Cæsarea i år 306. Han er anerkendt som helgen i den katolske kirke. Hans martyrium er optegnet af Eusebius af Cæsarea i hans værk Martyrerne i Palæstina. Agapius blev arresteret i år 304. Han forblev fængslet i to år og blev tortureret flere gange. Han blev bragt ud til arenaen mange gange og præsenteret for dommerne. Der blev han truet og forbeholdt senere kampe. Eusebius noterer, at dommerne, må have været motiveret enten ud af medfølelse eller håb om, at han måtte ændre sin holdning og give afkald på kristendommen. Til slut blev han bragt til arenaen og præsenteret for kejser Maximinus. Han blev tilbudt en benådning, på den betingelse at han afsværgede sin tro. Ifølge Eusebius, afviste han ikke kun tilbuddet, men han siges at have styrtet muntert og hovedkulds ind i bjørnen. Dyret blev udsat for alvorlige skader, men Agapius overlevede. Sten blev bundet til hans ben og han blev druknet i Middelhavet den følgende dag.
Hans festdage holdes den 20. November og 19. August.


Edmund Martyr

Edmund Martyr (også kendt som St. Edmund eller Edmund of East Anglia, døde 20 November 869) var konge af East Anglia fra omkring 855 indtil sin død.
Der vides næsten intet om Edmund. Han menes at være af East Angliansk oprindelse og blev første gang nævnt i en annal i den angelsaksiske krønike, skrevet nogle år efter hans død. Det East Anglianske kongerige blev ødelagt af vikingerne, der samtidigt ødelagde enhver dokumentation om hans regeringstid. Senere producerede forfatterne fiktive beretninger om hans liv og hævdede, at han blev født i 841, som søn af Æthelweard, en skummel East Angliansk konge, som Edmund efter sigende efterfulgte i en alder af fjorten (eller alternativt at han var den yngste søn af en germansk konge ved navn 'Alcmund'). Nyere versioner af Edmunds liv drejer sig om at han blev kronet den 25. December 855 på Burna, (sandsynligvis Bures St. Maria i Suffolk) som på det tidspunkt fungerede som den kongelige hovedstad og at han blev en eksemplarisk konge.
I 869, trængte den store hedenske hær ind på East Anglia og dræbte Edmund. Han er muligvis blevet slået ihjel af danskere i kamp, men ifølge traditionen mødte han sin død på et ukendt sted kendt som Haegelisdun, efter han havde nægtet danskernes krav om at han skulle fornægte Kristus: danskerne slog ham, skød ham med pile og halshuggede ham derefter på ordre fra Ivar Den Benløse og hans bror Ubbe Ragnarsson. Ifølge én legende, blev hans hovede derefter smidt ind i skoven, men det blev bragt i sikkerhed af søgende der fulgte hylene fra en ulv, der skreg, "Hic, Hic, Hic" - "Her, her, her". Kommentatorer har bemærket, hvordan Edmunds død har lighed med de lidelser der blev påført, St. Sebastian, St. Denis og St. Maria af Ægypten.
Helgenens rester blev midlertidigt flyttet fra St. Edmunds grav til London for opbevaring i 1010. Hans relikvier blev besøgt af mange konger, herunder Knud, der var ansvarlig for genopbygningen af klosteret: stenkirken blev genopbygget i 1095. I løbet af middelalderen, hvor Edmund blev betragtet som skytshelgen for England, voksede Bury og dens storslåede kloster sig velhavende, men ved opløsningen af klostrene, blev hans relikvieskrin ødelagt. De middelalderlige håndskrifter og andre kunstværker vedrørende Edmund, der har overlevet omfatter Abbo's Passio Santi Eadmundi, John Lydgate 1300-tals livet, Wilton Diptych og en række kirkelige vægmalerier.

Død

Den angelsaksiske krønike, der generelt kun beskriver nogle få sager om Øst Anglianere og deres herskere, er den eneste kilde til en beskrivelse af begivenhederne i året 869, der førte til nederlaget for Edmunds hær til danskerne. Det drejer sig om at "her red hæren på tværs af Mercia i East Anglia og tog vinterkvarter på Thetford; og denne vinter kæmpede Kong Edmund imod dem og danskerne tog sejren og dræbte kongen og erobrede hele landet'. Ifølge traditionen var de ledere, der dræbte kongen; Hingwar og hans bror Hubba.
Sammen med andre kræfter invaderede den store hedenske hær derefter Wessex, måske i December 870 (inden for et par uger efter drabet på Edmund) eller efter at have tilbragt et år med plyndringer og konsolidering af deres position i East Anglia, før de fortsatte med at angribe Mercia og Northumbria.

Dyrkelse

I løbet af 1000-tallet byggedes en stenkirke i Bury St. Edmunds, som blev erstattet af en større kirke i 1095, hvortil Edmunds relikvier blev flyttet. Klosterets magt voksede ved at få jurisdiktion over den voksende by i 1028 og igen ved oprettelsen af Liberty Sankt Edmund området i 1044, etableret af Edward Bekenderen. Stedet forblev en separat jurisdiktion under kontrol af Abbeden af Bury St. Edmunds kloster indtil opløsningen af klostrene.
Relikvieskrinet på Bury St. Edmunds blev hurtigt en af de mest berømte og velhavende pilgrimsmål i England. I 1010, blev Edmunds rester flyttet til London for at beskytte dem mod vikingerne, her blev de holdt i tre år før den returneres til Bury. I flere århundreder blev relikvierne besøgt af de forskellige konger af England, hvoraf mange gav generøst til klosteret: Svend Estridsens søn, Canute, konverterede til kristendommen og ombyggede klosteret på Bury St. Edmunds. I 1020, foretog han en pilgrimsrejse og tilbød sin egen krone på skrinet som forsoning af sine forfædres synd. Kong John siges at have givet en stor safir og en kostbar ædelsten indfattet i guld, som han fik lov til selv at opbevare på den betingelse, at den skulle tilbage til klosteret, når han døde.
Edmunds relikvieskrin blev ødelagt i 1539, under den engelske Reformation. Ifølge et brev (som nu tilhører Cotton Collection i British Library), blev relikvieskrinet ødelagt og sølv og guld til en værdi af over 5000 Mark blev fjernet. Den 4. November 1539 blev Abbeden og hans munke fordrevet og klosteret blev opløst.

Kult på Toulouse

Efter Slaget ved Lincoln (1217), blev det traditionelt hævdet, at Edmunds krop var stjålet af Greven af Melun og efterfølgende doneret til basilikaen Sankt-Sernin i den franske by Toulouse af Dauphin (senere Louis XIII i Frankrig). Det første tegn på dette er en relikvieliste fra Sankt-Sernin fra omkring 1425, som omfattede St. Edmund blandt den basilika relikvier. Efter at byen blev reddet fra pesten i årene 1628 til 1631 - ved helgenens medvirken - byggede byen i 1644 en ny helligdom til hans relikvier i taknemmelighed over deres frelse: hans kult blomstrede i over to århundreder. Edmunds nye skrin var af sølv og prydet med massive sølvstatuer og da hans relikvier blev flyttet til det, kom befolkningen i otte dage til ære for helgenen.

Relikvierne på Arundel Slottet

I 1901 modtog ærkebiskoppen af Westminster, Herbert Vaughan, nogle relikvier fra Sankt-Sernin basilikaen. Relikvierne der dengang mentes at være St. Edmunds, skulle bruges til altertavlen i Londons Westminster Cathedral, som dengang var under opførelse.
Overtagelsen af relikvierne krævede at Pave Leo XIII, gik i forbøn, efter en indledende afvisning af kirken i Frankrig. Ved deres ankomst til England, blev de opbevaret i Fitzalan kapel på Arundel Slottet, før deres overførsel til Westminster. Selv om relikvierne var blevet verificeret og katalogiseret i 1644 til bisættelse i det nye relikvieskrin og i 1874 da to stykker blev givet til kardinal Manning, blev der rejst spørgsmål om deres ægthed, af Dr. Montague James og Dr. Charles Biggs i The Times. De forblev på Arundel under hertugen af Norfolks pleje, mens en historisk Kommission blev nedsat af kardinal Vaughan og ærkebiskop Germain af Sankt-Sernin. Der er de forblevet til denne dag. I 1966, blev tre tænder fra relikviesamlingen fra Frankrig doneret til Douai klosteret.


                                                           

Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024 - LU: 08:49 Pt: 26 msec.