Middelalderligt ikon med Sankt Sabbinas den hellige.

                Torsdag 00:00

St. Sabbinas Relikvier i Catholicon (hovedkirken), på Mar Saba klosteret, Vestbredden.


St. Sabbinas gravkapel i klostret.


Santa Sabina, en martyr og helgeninde uden tilknytning til dagens navn.


Relikvieskrin for martyren og helgeninden Sankt Sabina.

                Torsdag 00:00

Torsdag: Den nordiske gud Tors dag, på oldnordisk: thorsdagr.
Den er også associeret med den romerske gud Jupiter. Hans farve er blå, eftersom dette reflekterer himmelen, som gerne regnes for at være blå. Jupiter var gudernes konge og repræsenterer denne kongelige autoritet såvel som kærlighed til landet og menneskene.
Et andet ord for Jupiter er "Jove". Ordet "Jovial" (betyder: "Som tilhører planeten Jupiter", "livlig", "munter") kommer fra dette og betydningen af dette ord kan give et godt billede af hvilken slags tanker, som associeres med Jupiter.
Den nordiske gud Tor er svarende til romernes Jupiter. Latin: dies Jovis Feria V, Feria quinta, fransk:Jeu-di.
Dagens tema: Viljens mål :
Først nu manifesteres viljens mål, ledebilledet dukker op i det af virkelighedserfaringer smedede materiale; udtrykt i torsdagens Tor, Jupiter, symbol for vækst og retningsbestemmelse.
Når man er født en torsdag:
Torsdagsbørn skal rejse mange, lykke mil.

Fakta om: 05. december Dagens navn er: SABINAS

Sabinas dag: Sabinas eller Sabas grundlagde et kloster i Palæstina. Navnet er afledt af aramæisk (sabba') som betyder "gamle mand". Død ca. 532.
Den Hellige Saba var munk i Cappadocia, optaget af at opbygge munkevæsenet i dette område og i Anatolien.
Ifølge legenden blev han født nær Caesarea i Cappadocia i 439, hans eksemplariske levevis havde stor indflydelse på munkevæsenet i østen. Efter at have levet mange år som eremit, grundlagde han omkring 478 i Palestina en eremit-lignende munkeorden, der voksede og trivededes. I 493 var han overhoved for alle den slags munkeordener i Palestina.
Han var dybt engageret i Kirkens udvikling og blev 2 gange sendt på missioner til Konstantinopel.
San Saba døde i 532 og fejres den 5. december.
San Sabas kloster "Mar Saba" eksisterer stadig befolket af græsk-katolske munke, men i det 7.århundrede flygtede nogle herfra for de arabiske invasioner og slog sig ned i Santa Silvia's gamle bedehus på Aventin, hvor de overtog den gamle kirke og viede den til San Saba.

Sankt Sabinas den hellige (439-532), en kappadokisk-græsk munk, præst og helgen, boede fortrinsvis i Palæstina Prima. Han var grundlægger af flere klostre, især det der er kendt som Mar Saba. Hans navn er afledt af aramæisk (sabba') som betyder "gamle mand".
Sabinas blev født i Mutalaska, i nærheden af Caesarea i Cappadocia, søn af Sophia og Johannes, der var hærfører.
Under en rejse til Alexandria i militære anliggender, forlod hans forældre deres fem-årige søn i pleje hos en onkel. Da drengen blev otte år, tiltrådte han i det nærliggende kloster hos biskop Flavian af Antiokia. Det begavede barn lærte hurtigt at læse og blev ekspert i de hellige skrifter. Forgæves opfordrer hans forældre Sabinas til at vende tilbage til verden og indgå ægteskab.

Da han var sytten år gammel blev han skaldet munk. Efter at have tilbragt ti år på klosteret hos biskop Flavian, drog han til Jerusalem og derfra til klosteret for Sankt Euthymius den Store. Men Euthymius sendte Sabinas til Abba Theoctistus, der var leder af et nærliggende kloster med strenge cenobiticske regler. Sabinas boede i lydighed på klosteret indtil en alder af 30.
Efter den ældste Theoctistus' død, velsignede hans efterfølger Sabinas til at leve i en hule. Men om lørdagen, forlod han sin eneboerhule og tog til klosteret, hvor han deltog i gudstjenesterne og spiste med brødrene. Efter en vis tid fik Sabinas lov til, ikke at forlade sin hule overhovedet og han boede isoleret i hulen i fem år.
Euthymius styrede opmærksomt livet for den unge munk og da han så, hans åndelige modenhed, begyndte han at tage til Roubas vildmark med ham. De tog ud hvert år den 14. januar og forblev der indtil Palmesøndag. Euthymius kaldte Sabinas en børne-olding og opfordrede ham til at udvikle sig i de monastiske dyder.

Da Euthymius døde, trak Sabinas sig tilbage fra Lavraen (en gruppe celler eller huler til eremitter, med en kirke og nogle gange et refektorium i centrum) og flyttede til en hule i nærheden af Klosteret St. Gerasimus ved Jordan. Efter flere år begyndte disciplene at samles omkring Sabinas, i deres søgen efter det sande klosterliv. Efterhånden som antallet af munke steg, udsprang den store Lavra. Den traditionelle datering for grundlæggelsen af denne Lavra i Kidron-dalen syd for Jerusalem, er 484. Fordi nogle af hans munke var imod hans styre og krævede en præst som deres abbed, fortsatte oppositionen og han trak sig tilbage til en ny Lavra, som han havde bygget i nærheden af Thekoa. I Lavraerne levede de unge munke et cenobiticalsk liv, mens de ældste levede semi-eremiticalsk i hver i sin egen hytte inden for Lavraens enemærker og deltog kun i de højtidelige gudstjenester.
Han var en ihærdig modstander af Monophysiter og Origenister, han forsøgte at påvirke kejserne mod dem ved at henvende sig personligt til kejser Anastasios I i Konstantinopel i 511 og til Justinian I i 531.

Sabinas grundlagde mange flere klostre. Det hævdes, at mange mirakler fandt sted gennem Sabinas bønner: på Lavraen vældede en kilde med vand op, i en tid med tørke fik de rigelig regn og der var også helbredelser af syge og besatte.
Patriarken Salustius af Jerusalem ordinerede ham i 491 og udnævnte ham til ærkemandrit af alle klostre i Palæstina Prima i 494. Sabinas beskrev den første monastiske regel for gudstjenester, den såkaldte Jerusalem Typikon, vejledning for alle byzantinske klostre. Han døde i år 532. Hans festdag er 5. December.

Sabinas' relikvier blev taget af korsfarerne i 1100-tallet og forblev i Italien indtil pave Paul VI returnerede dem til klostret i 1965 som en gestus af god vilje til de ortodokse.
Hans store Lavra fortsatte længe med at være det mest indflydelsesrige kloster på disse kanter og producerede flere fremtrædende munke, blandt dem St. Johannes af Damaskus. Det er nu kendt som klosteret af Mar Saba. Kirken San Saba i Rom er dedikeret til ham.
Sabinas' liv er beskrevet af hans discipel Cyril af Scythopolis. De moderne autoriteter på området er A. Ehrhard i Wetzer og Welte's Kirchenlexikon og Römische Quartalschaft; og Pierre Helyot, Histoire des ordres religioux og Max Heimbucher, Orden u. Kongregationen.

Martyr og helgeninde Sankt Sabina

Sankt Sabina, oldfrue og martyr fra Rom. Enken af senator Valentinus og datter af Herodes Metallarius. Efter hendes kvindelige slave Sankt Serapia (som havde konverteret hende) blev fordømt som en heks og halshugget, Sabina reddede hendes slaves jordiske rester og fik dem begravet i familiens mausoleum, hvor hun også selv forventedes at blive begravet. Fordømt som en kriminel blev Sabina dømt for hendes handling af velgørenhed mod sin slave. Hun blev beskyldt for at være en kristen ved Elpidio Perfect. Hun led derefter martyrdøden i år 125 e.Kr. i byen Vindena i staten Umbrien, Italien.

Da Sabina senere blev kanoniseret som en helgen, bliver hendes festdag fejret den 29. August.
I 430 blev hendes relikvier bragt til Aventinerhøjen, til en specialbygget Santa-Sabina-basilika på stedet hvor hendes hus, oprindeligt var beliggende nærved et Juno tempel. Dette hus kan også have dannet en tidlig kristen titulær kirke. Kirken blev oprindeligt dedikeret til både Sabina og Serapia, selvom indvielsen senere blev begrænset til Sabina.