Sankt Stephan.

                Torsdag 00:00

Sankt Stefanus stening, af Paolo Uccello.


Sankt Stephan, af Carlo Crivelli.


Sankt Stefanus stening, altertavle fra San Giorgio Maggiore i Venedig, malt af Jacopo & Domenico Tintoretto.

                Torsdag 00:00

Torsdag: Den nordiske gud Tors dag, på oldnordisk: thorsdagr.
Den er også associeret med den romerske gud Jupiter. Hans farve er blå, eftersom dette reflekterer himmelen, som gerne regnes for at være blå. Jupiter var gudernes konge og repræsenterer denne kongelige autoritet såvel som kærlighed til landet og menneskene.
Et andet ord for Jupiter er "Jove". Ordet "Jovial" (betyder: "Som tilhører planeten Jupiter", "livlig", "munter") kommer fra dette og betydningen af dette ord kan give et godt billede af hvilken slags tanker, som associeres med Jupiter.
Den nordiske gud Tor er svarende til romernes Jupiter. Latin: dies Jovis Feria V, Feria quinta, fransk:Jeu-di.
Dagens tema: Viljens mål :
Først nu manifesteres viljens mål, ledebilledet dukker op i det af virkelighedserfaringer smedede materiale; udtrykt i torsdagens Tor, Jupiter, symbol for vækst og retningsbestemmelse.
Når man er født en torsdag:
Torsdagsbørn skal rejse mange, lykke mil.

Fakta om: 26. december Dagens navn er: SCT. STEPHAN

Stefans dag: Stefanus var den første kristne martyr. Historien om hvordan han blev stenet til døde i Jerusalem ca. år 35, vistnok under overværelse af Paulus, fortælles i Apostlenes gerninger. Det fortælles også her, at han virkede som diakon i den første kristne menighed og, at Jøderne lod ham stene.
Der fortælles videre i Apostlenes Gerninger, at han var en mand fuld af tro og magt, sikkert en græsktalende jøde, idet han nævnes som den første af de 7 diakoner, som apostlene valgte til at hjælpe de græsktalende kristne enker i Jerusalem.
Han var også en god prædikant og udvirkede undere og mirakler og blev derfor anmeldt til det jødiske råd for gudsbespottelse. Her holdt han en kraftig forsvarstale, hvor han anklagede rådet for at sætte sig op imod Gud. Derfor smed de ham ud af byen og stenede ham til døde.
Vidne til hans død var en ung mand ved navn Saulus, som senere blev omvendt til Kristendommen og tog navnet Paulus.
Han er siden gjort til hestenes beskytter.
Hans relikvier bliver skrinlagt i Jerusalem på denne dato i år 415.
Legenden om ham som Steffen Stalddreng hos kong Herodes opstod i 1100-tallet.

Stephan (græsk: Stephanos, undertiden stavet "Stephen"), den første martyr i kristendommen, var ifølge Apostlenes gerninger, diakon i den tidlige kirke i Jerusalem, som vakte fjendtlighed hos medlemmerne i forskellige synagoger på grund af hans lære. Anklaget for blasfemi, holdt han en lang tale ved retssagen, hvor han indædt fordømte de jødiske myndigheder, der sad til doms over ham og fik ham stenet til døde. Hans martyrium blev bevidnet af Saulus af Tarsus (senere omdøbt til Paulus), en farisæer, der senere konverterede til kristendommen og blev en af Jesu apostle.

Den eneste primære kilde til oplysninger om Stephan er det nye Testamentes bog, Apostlenes gerninger. Stephan var en af de græsktalende hellenistiske jøder, valgt for en mere retfærdig fordeling af velfærd til de græske græsktalende.

Stephan er æret som en helgen i den katolske, den anglikanske, den lutherske, den orientalsk-ortodokse og de østlige ortodokse kirker. Stephans navn er afledt af det græske navn Stephanos, der betyder "krone". Traditionelt, er Stephan vist med en martyrkrone; Han er ofte afbildet i kunst med tre sten og en martyrpalme. Østlig kristen ikonografi viser ham som en ung, skægløs mand, iført en diakonklædning og ofte holdende en miniature kirkebygning.

Martyrium

Stephan er først nævnt i Apostlenes gerninger, som en af de syv diakoner, der er udpeget af apostlene til at distribuere mad og velgørende hjælp til de fattigere medlemmer af menighederne i den tidlige kirke. En anden diakon, Nicholas af Antiokia, er specifikt anført at have konverteret til jødedommen, det kan antages, at Stephan blev født jødisk, men der viddes ikke mere om hans tidligere liv. Grunden til udnævnelsen af diakonerne angives at have været utilfredshed blandt hellenisterne, det var græsk influerede og græsktalende jøder, over at deres enker blev forbigået frem for hebræiske enker i fordelingen af almisser fra fællesskabsmidlerne.
Da navnet "Stephanos" er græsk, er det blevet antaget, at han var en af disse hellenistiske jøder. Stephan siges at have været fuld af tro og hellig ånd og at have udført mirakler blandt folket. Det synes at have været i synagoger for hellenistiske jøder at han udbredte sin lære og sine "tegn og undere", da det siges at han vakte modstand hos "Synagoger for frigivne" og "hos Cyrenæerne og hos Alexandrinerne og hos dem, der var fra Kilikien og fra Asien" medlemmerne i disse synagoger havde udfordret Stephans belæringer, men Stephan, inspireret af Helligånden, havde sejret over dem i debatten. Rasende over denne ydmygelse, fik de nogle falske vidner til, at bevidne, at Stephan havde prædiket bespottelser mod Moses og mod Gud og slæbte ham for Sanhedrinen, det øverste jødiske ældreråd, hvor de beskyldte ham for, at prædike mod templet og den mosaiske lov. Stephan siges at have været uforstyrret og med et ansigt "som en engel".

Talen til Sanhedrin rådet

I en lang tale til Sanhedrinen, præsenterede Stephan sit syn på historien om Israel. Guds herlighed, siger han, fremstod for Abraham i Mesopotamien, dermed etablerede han i begyndelsen af talen, en af sine vigtigste temaer, at Gud ikke kun bor i en bestemt bygning (hvilket betyder templet). Gud var med Joseph, også i Egypten. Stephan fortæller historier om patriarker i en vis dybde og går ind i endnu flere detaljer i forbindelse med Moses. Gud viste sig for Moses i den brændende busk og inspirererede Moses til at lede sit folk ud af Egypten. Ikke desto mindre vendte israelitterne sig til andre guder. Dette etablerer det andet hovedtema af Stephans tale, Israels ulydighed mod Gud. Stephan blev beskyldt for at erklære at Jesus ville ødelægge templet i Jerusalem og for at ændre beretningerne om Moses, men han tyede til de jødiske skrifter for, at vise hvordan Moselovene ikke blev undergravet af Jesus men i stedet var blevet opfyldt. Han fordømmer sine lyttere som "stivnakkede" mennesker, der modstod den hellige ånd, ligesom deres forfædre havde gjort. "Var der nogensinde en profet jeres forfædre ikke forfulgte? De dræbte endda dem, der forudsagde "den retfærdiges komme". Og nu har i forrådt og myrdet ham."

Stephans Stening

Således sat på plads, er historien, at publikum ikke længere kunne rumme deres vrede. Men Stephan, tilsyneladende nu uvidende om dem, kiggede op og råbte "Se! Jeg ser himlen åbnes og Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd!"
For Sanhedrinen var denne påstand, at den nyligt henrettede Jesus stod ved siden af Gud (ikke, siddende som han normalt er beskrevet i nye Testamentes tekster), så intens blasfemi, at de dækkede deres ører for ikke at høre det. De styrtede mod Stephan, førte ham udenfor byen til stedet, der var udpeget og stenede ham. På dette tidspunkt tillod jødisk lov dødsstraf ved stening for blasfemi. Vidnerne, hvis pligt det var at kaste de første sten, lagde deres kapper for at kunne gøre dette, ved fødderne af en "ung mand kaldtet Saulus", som senere skulle blive kendt som Apostlen Paulus. Stephan bad for, at Herren ville modtage hans ånd og at hans mordere måtte tilgives og sank så ned på knæ og "faldt i søvn". Saulus "godkendte at de dræbte ham".

Stephans ansete gravsted

Det siges at "gudfrygtige mænd begravede Stephan og sørgede dybt for ham", men det sted, hvor han blev begravet er ikke angivet. I år 415 havde en præst ved navn Lucian angiveligt en drøm, der afslørede placeringen af Stephans jordiske rester. De ansete relikvier af martyren siges at være bevaret og findes nu i kirken, St. Stephan i Jerusalem.