Lørdag 00:00
Lørdag 00:00
Lørdag: Fra nordisk er dagen kendt som laugardagr (engelsk laundry) eller 'vaskedag' (efter det Olddanske ord Løgh der betyder bad), eftersom dette var en normal dag at bade på.
På dansk henviser navnet "lørdag" ikke til nogle planeter, men hvis man går videre til engelsk med "Saturday" refererer dette direkte til planeten Saturn – Saturn's Day.
Saturn beskrives som en gammel mand, som har ansvar for at holde styr på tiden i universet, og nogle af hans egenskaber er forsigtighed, bevaring og påpasselighed.
Han er det modsatte af generøsitet. Hans farver er mørke og jordlige; brun og sort.
På latin er lørdag opkaldt efter romernes gud Saturn. latin: dies Saturnis Feria VII, Feria septima.
Dagens tema: Afrundingen :
Er samtidig afslutningen, den beseglede skæbne, formen har besejret det flydende, usikre. Samtidig forlader bevidstheden projektet; udtrykt i Saturntegnet, der viser stoffets indfatning om bevidstheden; følelsen fanget i stoffet, materialismens fængsel.
I traditionel astrologi har Saturn et dårligt rygte pga. at den er associeret med melankoli, men alle planeter reflekterer både positive og negative ting.
Når man er født en lørdag:
Lørdagsbørn skal ingen sorger trykke.
|
Fakta om: 13. januar
Dagens navn er: HILARIUS
|
|
Hilarius dag: Biskop i Poitiers.
Hilarius blev født ca. 315 og han blev, som voksen velhavende, veluddannet og karakterfast og konverterede til kristendommen omkring år 345. I år 350 blev han valgt til biskop i Poitiers.
Han betegnes som den vestlige kirkes første salmedigter.
Om Hilarius:
Han var en oldkirkelig teolog og biskop. Han blev døbt som voksen og valgtes til biskop af Poitiers i Gallien. Han måtte en overgang, gå i eksil i Lilleasien.
Kejseren, som selv var arianer, harmedes så voldsomt over Hilarius kraftige optræden mod de arianske kristusfornægtende vranglærere, at han, for at gøre ham uskadelig, i året 356 landsforviste ham til Frygien i Lilleasen, som var opfyldt af arianere. Keiseren mente så, at han nok ville komme på andre tanker.
Hilarius, som i 4 år måtte opholde sig i Frygien, virkede imidlertid her utrættelig med mund og pen i kampen mod Arianismen og for den apostoliske tro og med sådan virkning, at kejseren fandt det rådeligst at kalde ham tilbage til Poitiers igen.
Hans forfatterskab omfatter foruden bibelkommentarer, hymner og polemiske skrifter det dogmatiske hovedværk: Om Treenigheden; som er et stort anlagt opgør med Arianismen. Han står som en betydningsfuld formidlerskikkelse mellem græsk og latinsk kristendom.
Han har fået hædersnavnet "Vestens Athanasius".
Salmen "Aleneste Gud i Himmerig" menes, at bygge på en tekst af Hilarius.
Død år 367.
Biskop af Poitiers
Hilarius (Pictaviénsis), Biskop af Poitiers, en af den kristelige Oldtids betydeligste Kirkelærere, f. c. 300 i Poitiers (Pictavia), død samme sted 366 ell. 367. Hilarius var af en anset slægt og voksede op i et af brændpunkterne for datidens kultur. Hans rigdom og høje anseelse kunde ikke tilfredsstille hans evighedslængsler og fra filosofien førtes han gennem Gl. Testamente og Prologen til Johannes-Evangeliet til Kristendommen. Han blev døbt c. 350 og et par år efter blev han Biskop i sin fødeby. Da han var en modstander af Arianerne, forviste Kejser Konstantin ham til Frygien, hvor han levede 356-60. I sin landflygtighed skrev han sit dogmatiske hovedværk De trinitate. Han blev et mellemled mellem Østen og Vesten og den østerlandske Videnskabelighed omplantede han på gallisk grund. Han er Vesterledens første salmedigter, men næppe nogen af de Salmer, der bærer hans navn, er af ham. Det er ham om at gøre at forene den klassiske smagfuldhed med kristendommens kraft.
Pius IX udnævnte ham 1851 til Doctor ecclesiæ. Den bedste udgave af hans skrifter har Benediktinerne.
Arianismen
Født i begyndelsen af 4. årh. i Poitiers, i den romerske provins Gallien (vestlige Frankrig). Han fik tidens bedste uddannelse i litteratur og filosofi, fik gennem studier kontakt til kristendommen og blev døbt sammen med sin hustru og datter. Hilarius blev valgt til biskop i hjembyen o. 355, men forvist året efter på grund af sin modstand mod arianismen. I sin lilleasiatiske landflygtighed havde han succes med at omvende ariansk-troende til kirkens bekendelse, bl.a. gennem sit forfatterskab og da kejseren, Konstantius, var Ariansk sindet, blev Hilarius atter forvist, denne gang fra Lilleasien til sin hjemegn, hvor han 360 genoptog sit bispeembede.
Arianismen påvirkede dog Hilarius i én henseende; dens udstrakte brug af sang inspirerede Hilarius til en moddigtning. Kilder vil vide, at Hilarius skrev en samling kristne hymner og brudstykker af denne samling menes citeret i et håndskrift fundet 1884 i biblioteket i Arezzo. Det drejer sig om tre hymner, der beskæftiger sig med treenighedslæren - som netop var hovedpunktet i striden mellem kirkefolk og arianere. En række andre hymner tillægges Hilarius; bl.a. latiniseringen af Gloria, men der er delte meninger om hans forfatterskab til dem alle.
Tidlige år
Hilarius blev født ved Poitiers enten i slutningen af 3. eller begyndelsen af det 4. århundrede e.Kr. Hans forældre var hedninge af forskel. Han fik en god hedensk uddannelse, som indeholdt et højt niveau af græsk. Han studerede, senere, de gamle og nye Testamentes skrifter, med det resultat, at han opgav sin neoplatonisme for kristendommen, og med sin kone og sin datter (traditionelt hedder Sankt Abra), blev døbt og modtog i Kirken.
De kristne i Poitiers, så respekteret Hilarius, at omkring 350 eller 353, de enstemmigt valgt ham deres biskop. Dengang arianisme truede med at overskridelse den vestlige kirke; Hilarius forpligtede sig til at afvise forstyrrelser. En af hans første skridt var at sikre bandlysning, som de af Gallican hierarki, der stadig var ortodokse kristne, af Saturninus, den Arian biskop i Arles, og Ursacius og Valens, to af hans fremtrædende tilhængere.
Omtrent på samme tid, skrev Hilarius til kejser Constantius II en Indvending mod forfølgelserne, hvorved Vædderen havde søgt at knuse deres modstandere (Ad Constantium Augustum Liber primus, hvoraf den mest sandsynlige dato er 355). Andre historikere henviser til denne første bog til Konstanzios som "bog mod Valens", hvoraf kun fragmenter er bevaret. Hans indsats lykkedes ikke i første omgang, for ved synoden i Biterrae (Béziers), indkaldt af kejser i 356 med den erklærede formål at bilægge den langvarige tvist, en kejserlig reskript forvist den nye biskop, sammen med Rhodanus af Toulouse, til Frygien
Hilarius tilbragte næsten fire år i eksil, selv om årsagerne til denne forvisning fortsat uklar. Den traditionelle forklaring er, at Hilarius blev forvist for at nægte at abonnere på fordømmelse af Athanasius og Nicene tro. For nylig flere forskere har foreslået, at den politiske opposition til Konstanzios og support af tronraner Silvanus kan have ført til Hilarius eksil.
I eksil
Mens der i Frygien dog fortsatte han med at regere sit bispedømme, samt at skrive to af de vigtigste af hans bidrag til dogmatiske og polemiske teologi: Den De synodis eller De fide Orientalium, et brev op i 358 til den semi-Arian biskopper i Gallien, Tyskland og Storbritannien, analysere synspunkter i de østlige biskopper på nikænske kontrovers. Ved gennemgangen erhvervene tro de orientalske biskopper i Råd i Ankyra, Antiokia, og Sirmium, søgte han at vise, at nogle gange forskellen mellem visse doktriner og ortodokse tro var snarere i ord end i de idéer, som førte til hans rådgivning biskopperne i Vesten til at være mere tilbageholdende i deres fordømmelse.
The De Trinitate Libri XII, der består i 359 og 360, var den første vellykkede udtryk på latin af at Rådets teologiske spidsfindigheder oprindeligt udarbejdet på græsk. Selv om nogle medlemmer af Hilarius eget parti troede først havde vist for stor en overbærenhed over for Arians svarede Hilarius til deres kritik i Apologetica ad reprehensores libri de synodis responsa. Hilarius var en fast vogter af Treenigheden som undervist af den vestlige kirke, og så derfor den planlagte Antikrist i dem, som afvist guddommelighed Sønnens og troede ham til at være, men en skabt væsen. "Derfor også de, der benægter, at Kristus er Guds Søn skal have Antichrist for deres Kristus," var den måde, han sagde det.
I sin klassiske introduktion til værker af Hilarius opsummerer Watson Hilarius pointer:
- "De var forløberne for Antikrist. . . . De bærer selv ikke som biskopper Kristi men som præster Antikrist. Det er ikke tilfældigt misbrug, men sober erkendelse af,, anført af St. John, at der er mange antikrister. For disse mænd antage dække af fromhed, og foregive at forkynde evangeliet, med den ene formål at inducere andre til at fornægte Kristus. Det var den elendighed og dårskab af dagen, at mænd bestræbt sig på at fremme årsagen til Gud ved menneskelige midler og fordel af verden. Hilarius spørger biskopper, der tror på deres kontor, uanset om apostlene havde sekulære støtte, når ved deres forkyndelse, de konverterede størstedelen af menneskeheden. . . .
- "Kirken søger for sekulære støtte, og i den forbindelse fornærmer Kristus ved hvilket indebar, at hans støtte er utilstrækkelig. Hun i hendes tur rækker truslen om eksil og fængsel. Det var hendes udholdenhed af disse, der trak mændene til hende; nu pålægger hun sin tro ved vold. Hun higer efter favoriserer ved hånden af hendes communicants; når det var hendes indvielse, at hun trodsede de trusler af forfølgere. Biskopper i eksil sprede Faith; nu er det hun, at eksilerer biskopper. Hun praler med, at verden elsker hende; verdens had var bevis for, at hun var Kristi. . . . Tidspunktet for Antikrist, forklædt som en lysets engel, er kommet. Den sande Kristus er skjult fra næsten alle sind og hjerte. Antichrist er nu tilslører sandheden, at han kan hævde usandhed herefter. "
Hilarius deltog også flere synoder i løbet af sin tid i eksil, herunder Rådet på Seleucia (359), som oplevede sejr homoion partiet og forbød alle diskussion af den guddommelige substans. I 360, forsøgte Hilarius uden held at sikre en personlig publikum med Constantius, samt at tale i Rådet, som mødtes i Konstantinopel i 360. Når dette råd ratificeret afgørelser Ariminum og Seleucia, Hilarius reagerede med den bitre I Constantium, der angreb den kejser Konstanzios som Antikrist og forfølger af ortodokse kristne. Hilarius presserende og gentagne anmodninger om offentlige debatter med sine modstandere, især med Ursacius og Valens, viste sig omsider så ubelejlige, at han blev sendt tilbage til sit bispedømme, som han ser ud til at have nået omkring 361, inden for meget kort tid af tiltrædelse kejser Julian.
Senere liv
På vender tilbage til sit bispedømme i 361, Hilarius tilbragte det meste af de første to eller tre år på at forsøge at overtale de lokale præster, at homoion tilståelse var blot et dække for traditionel Arian Subordinationisme. Således er en række synoder i Gallien condemneded trosbekendelsen bekendtgjort ved Rådet for Ariminium (359).
I omkring 360 eller 361, med Hilarius opmuntring, Martin, den kommende biskop i Tours, der blev grundlagt et kloster på Ligugé i hans bispedømme.
I 364, udvidede Hilarius igen sin indsats ud over Gallien. Han anklagede Auxentius, biskop i Milano, en mand højt i den kejserlige fordel, som heterodoks. Kejser Valentinian Jeg indkaldt derfor Hilarius til Milano til der vedligeholde sine afgifter. Men den formodede kætter gav tilfredsstillende svar på alle de foreslåede spørgsmål. Hilarius fordømte Auxentius som en hykler som han selv forsmædeligt blev udvist fra Milano. Efter vender hjem, Hilarius i 365 offentliggjorde Contra Arianos vel Auxentium Mediolanensem Liber, der beskriver hans mislykkede indsats mod Auxentius. Han også (men måske på et noget tidligere tidspunkt) offentliggjorde Contra Constantium Augustum Liber, beskylder sidst afdøde kejser for at have været Antikrist, en oprører mod Gud ", en tyran, hvis eneste formål var at gøre en gave til Djævelen for at verden, som Kristus havde lidt. "
Ifølge Jerome, døde Hilarius i Poitiers i 367.
Skriftlige værker
Nyere forskning har sondret mellem Hilarius tanker før hans periode eksil i Frygien under Constantius og kvaliteten af hans senere hovedværker. Mens Hilarius nøje fulgt de to store Alexandrianere, Origenes og Athanasius, i eksegese og Kristologi henholdsvis hans arbejde viser mange spor af kraftig uafhængig tænkning.
Eksegetisk
Blandt Hilarius tidligste skrifter, afsluttet nogen tid, før hans eksil i 356, er hans Commentarius i Evangelium Matthaei, en allegorisk eksegese af det første evangelium. Dette er den første latinske kommentar til Matthew at have overlevet i sin helhed. Hilarius kommentar var stærkt påvirket af Tertullian og
Cyprian, og gjort brug af flere klassiske forfattere, herunder Cicero, Quintilian, Plinius og de romerske historikere.
Hilarius er Expositions i Salmernes, Tractatus super Psalmos, stort set følger Origen, og var sammensat nogen tid efter Hilarius tilbage fra eksil i 360. Siden Jerome fandt arbejdet ufuldstændig, ingen ved, om Hilarius oprindeligt kommenterede hele Psalter. Nu eksisterede er kommentarerne på Salmernes 1, 2, 9, 13, 14, 51-69, 91, og 118 til 150.
Det tredje overlevende eksegetiske skriftlige værk af Hilarius er Tractatus mysteriorum, konserveret i en enkelt manuskript først udgivet i 1887.
Fordi Augustine citerer en del af kommentaren til romerne som med "Sanctus Hilarius" Det har været tilskrevet af forskellige kritikere på forskellige tidspunkter til næsten alle kendte Hilarius.
Teologisk
Hilarius er større teologisk arbejde var de tolv bøger nu kendt som De Trinitate. Dette blev komponeret i vid udstrækning under sit eksil, men måske ikke afsluttet før han vendte tilbage til Gallien i 360.
Et andet vigtigt arbejde er De synodis, skrevet i begyndelsen af 359 som forberedelse til de råd Ariminium og Seleucia.
Historiske værker og salmer
Forskellige skrifter omfatter Hilarius er "historiske værker. Disse omfatter den Liber II ad Constantium imperatorem, Liber i Constantium den inperatorem, Contra Arianos vel Auxentium Mediolanensem Liber, og de forskellige dokumenter vedrørende den Arian kontrovers i Fragmenta Historica.
Nogle betragter Hilarius som den første latinske kristne salmedigter, fordi Jerome sagde Hilarius producerede en liber hymnorum. Tre salmer tilskrives ham, selvom ingen er indiskutable.
Omdømme og veneration
Hilarius er den fremtrædende latinsk forfatter af det 4. århundrede (før Ambrose). Augustin af Hippo kaldte ham "den hæderkronede læge af kirkerne", og hans værker fortsat meget indflydelsesrige i senere århundreder. Venantius Fortunatus skrev en vita af Hilarius ved 550, men få nu overveje det rigtigt. Mere troværdig er bekendtgørelserne i St. Jerome (De vir. Ill. 100), Sulpicius Severus (Krøn. II. 39-45), og i Hilarius egne skrifter. Pave
Pius IX formelt anerkendt ham som Universae Ecclesiae Doctor i 1851.
I den romerske kalender af helgener, Hilarius festdag er den 13. januar, den 14. januar i før-1970 udgaver af kalenderen. For engelske uddannelsesmæssige og juridiske institutioner, Sankt Hilarius festival ligger i starten af Hilarius Term, der begynder i januar. Navnet Hilarius udtryk findes i Oxford University til udtrykket, som omfatter hans fest, der begynder i år den 18. januar, men med 0. uge starter en uge tidligere på 11.. Nogle mener, Sankt Hilarius af Poitiers som skytshelgen for advokater.
Ikonografi
Fra hans forfatterskab St. Hilarius symbol kom til at være tre bøger og en fjerpen pen.
Dedikationer
Sulpicius Severus 'Vita Sancti Martini' førte til en kult af Sankt Hilarius samt St. Martin af Tours, der spreder tidligt at vestlige England. Landsbyerne St Hilary i Cornwall og Glamorgan og af Llanilar i Ceredigion bære hans navn.
I Frankrig er de fleste dedikationer til Sankt Hilary vest (og nord), i Massif Central, og kulten i denne region i sidste ende udvidet til Canada.
I det nordvestlige Italien blev kirken Sant'Ilario på Casale Monferrato dedikeret til St. Hilary så tidligt som 380.
Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024
- LU: 18:30 Pt: 39 msec.
|