Pauli omvendelse.

                Torsdag 00:00

Ananias helbreder St. Paulus' syn, af Pietro da Cortona (c.1631).


Pauli omvendelse.


Pauli omvendelse.


Illumination der viser Pauli omvendelse, fra Livre d'Heures d'Étienne Chevalier (c. 1450-1460), en tidebog af Jean Fouquet, nu i Chäteau de Chantilly.

                Torsdag 00:00

Torsdag : Den nordiske gud Tors dag, på oldnordisk: thorsdagr.
Den er også associeret med den romerske gud Jupiter. Hans farve er blå, eftersom dette reflekterer himmelen, som gerne regnes for at være blå. Jupiter var gudernes konge og repræsenterer denne kongelige autoritet såvel som kærlighed til landet og menneskene.
Et andet ord for Jupiter er "Jove". Ordet "Jovial" (betyder: "Som tilhører planeten Jupiter", "livlig", "munter") kommer fra dette og betydningen af dette ord kan give et godt billede af hvilken slags tanker, som associeres med Jupiter.
Den nordiske gud Tor er svarende til romernes Jupiter. Latin: dies Jovis Feria V, Feria quinta, fransk:Jeu-di.
Dagens tema: Viljens mål :
Først nu manifesteres viljens mål, ledebilledet dukker op i det af virkelighedserfaringer smedede materiale; udtrykt i torsdagens Tor, Jupiter, symbol for vækst og retningsbestemmelse.
Når man er født en torsdag:
Torsdagsbørn skal rejse mange, lykke mil.

Fakta om: 25. januar Dagens navn er: PAULI OMVENDELSE

Pauli omvendelsesdag: Den jødiske farisæer Saulus, der forfulgte de kristne, havde medvirket til drabet på St. Stephan.

Saulus

Saulus modtog en åbenbaring og tog navnet Paulus. Han bliver blind, da Jesus åbenbarer sig for ham, men får synet igen, da han bliver Jesu tilhænger. Han bliver siden én af de mest kendte af Jesu apostle.

På vej til Damaskus for at forfølge de kristne bliver den jødiske Saulus blindet, mens en stemme fra himlen spørger: Hvorfor forfølger du mine børn?
Han får synet tilbage, da han bliver kristen, hvorefter han antager navnet Paulus, der betyder 'den ringe'. Paulus, som bliver hedningenes missionær, ender med at blive henrettet i Rom.
Paulus var kirkens første store teolog. Grundlagde mange menigheder i Lilleasien og Grækenland. Henrettet ved sværd i Rom o. år 64.
I Norden kaldtes dagen for Pouls-messe og den blev anset for at være en af de bedste dage til at tage varsler om sommervejret. Det var en dag, hvor man absolut ikke skulle gå i gang med større arbejder.

Hedningeapostlen

Apostlen Paulus (født ca. 10 e.Kr, død 64 e.Kr/67 e.Kr) kaldt Hedningeapostlen (Rom 11:13; Gal 2:8). Han og Simon Peter var de mest betydningsfulde missionærer i kirkens tidlige historie og de vigtigste første kristne. I modsætning til de 12 apostle kendte Paulus ikke Jesus, men blev omvendt ved at se den opstandne Jesus (1 Kor 15:8-9). Han understregede, at hans aposteltitel var baseret på dette syn. "Jeg har heller ikke modtaget eller lært det af et menneske, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus." (Gal 1:12); i følge Apostlenes Gerninger så han synet på vejen til Damaskus.

Det Nye Testamente

Paulus er den næststørste bidragyder til Det Nye Testamentes bøger (Efter Lukas hvis to bøger omfatter næsten en tredjedel af Det Nye Testamente). Tretten breve har Paulus bidraget med. De sikre paulinske breve indeholder den tidligste systematiske gennemgang af kristne doktriner og giver viden om kirkens tidlige år. De regnes for de ældste dele af Det Nye Testamente. Paulus beskrives også udførligt i Apostlenes Gerninger, som tillægges evangelisten Lukas, så det er muligt at sammenligne hans liv i ApG med hans egne beretninger i brevene. Hans breve er hovedsageligt skrevet til menigheder, han har grundlagt eller besøgt. Han var berejst og besøgte Cypern, Lilleasien, (det moderne Tyrkiet), Makedonien, Grækenland, Kreta og Rom, hvortil han bragte evangeliet, først til jøderne og siden til hedningerne. Brevene er fyldt med vejledning til kristne om troen og livet som kristen. Men han fortæller ikke modtagerne meget om Jesu liv og undervisning, idet hans kendskab til Jesus primært stammer hans åbenbaring og først efter 3 år som kristen besøger han menigheden i Jerusalem. Hans mest direkte reference er om Den sidste nadver (1 Kor 11:17-34) og Jesu død og opstandelse (1 Kor 15). Hans henviser sparsomt til Jesu undervisning, hvilket rejser spørgsmålet om sammenhængen mellem Paulus' beretning om Jesus og evangeliernes. Synspunktet er, at Paulus' Kristus er en anden end den Jesus som er kendt fra evangelierne. Det er bl.a. fremsat af Adolf Harnack. Han giver det første skriftlige vidnesbyrd om forholdet mellem den kristne og den opstande Jesus, om hvad det vil sige at være kristen og om kristen spiritualitet.

Indflydelse på kristenheden

Paulus' indflydelse på kristen tænkning er betydeligere end nogen anden nytestamentlig forfatter.

Siden det 4. århundrede er pilgrimme valfartet til basilikaen San Paolo fuori le Mura syd for Rom for at ære apostelen, som blev halshugget langs Tiberen på Via Ostiense mellem år 64 og 67.
Det fortælles, at hans hoved hoppede hen ad jorden og hver gang det ramte jorden, sprang en kilde frem.
En kvinde ved navn Lucina skal have givet apostelen en grav på Via Ostiense. Romerne respekterede gravfreden og derfor kunne kejser Konstantin i begyndelsen af det 4. århundrede rejse en basilika over graven, ligesom han byggede en kirke over apostelen Peters grav.
I 386 var antallet af pilgrimme ved graven vokset så meget, at de efterfølgende kejsere, Valentin, Theodose og Arcadius, lod opføre en større basilika, som stod uændret, indtil den brændte ned i 1823.
Under kirkens nuværende alter ligger en marmorplade fra det 4. århundrede med skriften "Paolo apostolo mart", apostelen Paulus, martyr.
Pladen er forsynet med to huller, som menes at have været brugt til dels at hælde parfume ned til de formodede knogler efter helgenen, som det var skik på den tid og dels til at helliggøre genstande, som blev til relikvier ved kontakten med helgenen. Men pladen har aldrig tilhørt en sarkofag.
På grundlag af tegninger fra kirkens genopbygning i 1823 har en arkæolog blotlagt den ene side af en sarkofag lige under pladen i basilikaens midtergang.
Sarkofagen, en svagt rosa stenblok, står på det sted, hvor den blev placeret i den oprindelige basilika fra det 4 århundrede.
Det var dengang almindeligt at benytte sarkofager med helgenrelikvier som alter og den genopdagede sarkofag tjente sandsynligvis som alter i mange år, inden gentagne oversvømmelser gjorde det nødvendigt at hæve kirkegulvet.
Faktisk blev det skik og brug, på baggrund netop af San Paolo fuori le Mura, at kun sarkofager indeholdende helgenrelikvier måtte benyttes som alter.