Sankt Victorinus fra Solothurn, panel maleri.

                Mandag 00:00

Sankt Ursus Kathedralen i Solothurn


Solothurn i Schweitz.


"Landkort" over månen. Stednavnene er læselige ved fuld forstørrelse. Tryk på kortet med musen.

                Mandag 00:00

Mandag: Dette er månens dag. Opkaldt efter Månen/Luna. latin: dies Lunae Feria II, Feria secunda oldnordisk: manadagr.
Flere traditionelle gudinde-billeder er associeret med månen (Selene, Diana, Aradia, Hecate osv.).
Dagen er forbundet med krop og helse og vore psykiske egenskaber. Mandag er derfor en dag for healing og psykisk udvikling. Passende farver for månen er hvidt og perleagtig violet (som skinnet i perler eller enkelte hvide månesten).
Dagens tema: Orientering :
'hvor er jeg?' - viden herom er den uundgåelige forudsætning for meningsfuld indgriben i en omverden; udtrykt i mandagens Måne, symbol på følelse, indtryksmodtagelighed, lunefuldhed, fragmentarisk fluktuerende opfattelser.
Når man er født en mandag:
Mandagsbørn har fagert skind.

Fakta om: 26. februar Dagens navn er: VICTORINUS

Victorinus dag: Den oldkirkelige, romersk kristne martyr, Victorinus blev under Kejser Decius (249-251) tortureret og henrettet da han nægtede, at deltage i et offer til Jupiter. Død ca. år 250 i Korinth.

Sankt Victorinus

Victorinus legende er en del af legenden om Sankt Mauritius og den thebanske legion. Efter nedslagtningen af den thebanske legion holdt de romerske soldater en fest for at fejre sejren. Her dukker Victorinus op og undredes over, hvordan soldaterne kunne feste blandt de døde og da han erfarede, at det er kristne, der var dræbt bryder han ud i gråd. Således finder de romerske soldater ud af, at Victorinus er kristen og han dræbes på stedet.
De oldkirkelige martyrer Victorinus, Victor, Nicephorus, Claudius, Diodorus, Serapion og Papias blev under kejser Decius' kristenforfølgelser på hver sin måde tortureret og henrettet i Korinth.

Værnehelgen

Sankt Victorinus af Solothurn er martyr og helgen i den katolske kirke. Han var soldat i den Thebanske Legion og døde i Solothurn. Han og Ursus af Solothurn er værnehelgener for katedralen i St. Ursus og St. Victorinus i Solothurn i Schweiz.

Sankt Victorinus af Solothurn og Geneve

Et stort antal af medlemmerne af den Thebanske Legion, led martyrdøden i Schweiz. Victorinus blev dræbt ved Solothurn under Kejser Diocletian (284-305), på det sted, hvor Sankt Peters kapel senere opstod. Hans navn vises i Passio Agaumensium Martyrum Sankt Eucherius, biskop i Lyon (434- 450) samt i den anonyme kilde ved navn Passio Sancti Mauritii et sociorum ejus, af klostret Einsiedeln.

Ifølge Fredegars Chronic (602), blev Sankt Victorinus' relikvier flyttet fra Sankt Peters kapel til en basilika bygget til hans ære uden for Genéve, hvorefter han blev skytshelgen for byen. Henvisningerne til hans martyrium var hyppige i middelalderen.

Kilder, mindedag

Martyrologium Romanum af Ado, ærkebiskop af Vienne (800-875), der blev offentliggjort i Paris i 1645, og Vitae sanctorum af karteusermunken L. Surius (1522-1578) nævner Victorinus' historie under den 30. september.

Legenden om Victorinus' og Ursus' martyrier fortæller om deres afvisning af, at adlyde den kejserlige kommando af kejser Maximian (286-305) om at ofre til de hedenske guder og slagte uskyldige Kristne indfødte. Den romerske guvernør i Solothurn, Hirtacus, udsatte dem for barbarisk tortur, hvorunder der opstod mirakler. De helliges lænker brast og da de blev fvunget til at gå i flammende gløder, slukkedes ilden øjeblikkeligt. Til slut beordrede Hirtacus dem halshugget. Begge gik til deres bøddel uden modstand og fra deres hovedløse kroppe udsendtes blændende lys før de blev kastet i floden Aar. Bagefter, ifølge Surius og Codex Signacensis, trådte de hellige op af vandet med deres hoveder i hænderne, gik en stykke ind på bredden, så knælede de og bad på stedet for deres begravelse, hvor Sankt Peters kapel siden rejstes over deres grave. Et kloster blev grundlagt dér ved kendelse fra Dronning Bertrada, hustru til Pepin den Lelle og mor til Karl den Store, i første halvdel af det ottende århundrede.

Relikvier

I 602 blev Sankt Victorinus identificeret på hans nye hvilested nær Geneve af biskop Hiconius i tilstedeværelse af kong Theodoric II (587-613). I begyndelsen af ellevte århundrede blev helgenens relikvier placeret under alteret. Men i de calvinistiske omvæltninger i det sekstende århundrede, blev kirken revet ned (i 1534). I 1721 blev en blygrå kiste indeholdende knogler opdaget; det var prydet med romertal 8-30, der blev fortolket som 30. september, Sankt Victorinus' mindedag.

Etnisk oprindelse

Der er næppe nogen tvivl om Sankt Victorinus af Solothurns etniske oprindelse. Han bare ikke nævnt blandt thebanerne i de tidligste kilder (Sankt Eucherius og Einsiedelns anonyme kilder), men hans navn har altid været kendt blandt kopterne og er det stadig i dag. Det er skrevet Buktor men læses Victor(inus) fordi bogstavet b udtales som v når det efterfølges af en vokal.

Skudår

Når der er skudår har skuddagen intet kalendernavn og de sædvanlige dagnavne rykkes frem med én dag.
(Se skemaet herunder)

Normalt år:	Skudår:	Dagens navn:
--	24	--- ---
24	25	Matthias
25	26	Victorinus
26	27	Inger
27	28	Leander
28	29	Øllegård