Macedonius af Konstantinopel.

                Onsdag 00:00

Macedonius af Konstantinopel.


Macedonius af Konstantinopel.


Macedonius af Konstantinopel.


Odin gav sit ene øje i bytte for, at drikke vand fra visdommens kilde, kaldet Mimers brønd. Han blev herefter alvidende.

                Onsdag 00:00

Onsdag: Opkaldt efter den nordiske gud Odin, oldnordisk: odinsdagr. Odin herskede over sindet (visdom), kommunikation (med sine dyr, som fløj ud i verden) og kundskab. Derfor er onsdag specielt god til bl.a. spådom og magi, der har med kommunikation og viden at gøre.
Hans romerske modstykke er Merkur, budbringeren med de magiske sandaler og hjelmen, som lod ham flyve gennem luften med en enorm fart - som ellers kun tankerne kan.
Farverne, der er associeret med Merkur er stærke og klare, energigivende og bruges for at stimulere sindet i stedet for følelserne. Eksempler er gul eller orange.
På latin: dies Mercurii Feria IV, Feria quarto, fransk: Mercredi.
Dagens tema: Analytisk bearbejdelse :
'hvordan hænger det sammen, alt hvad jeg har erfaret?'; den intellektuelle syntese er udtrykt i onsdagens intellekt-symbol Odin, Merkur.
Når man er født en onsdag:
Onsdagsbørn er født til glæde og smil.

Fakta om: 13. marts Dagens navn er: MACEDONIUS

Macedonius dag: Macedonius var ifølge legenderne en af oldkirkens hellige. Praetorianeren Flavius Filippus deporterede på Kejserens vegne den ortodokse biskop i Konstantinopel og indsatte Macedonius som biskop i stedet for. Han var biskop i Konstantinopel omkring år 360. Macedonius går ind for det kætterske synspunkt, at Helligånden ikke er ligestillet med Faderen og Sønnen.
Han led martyrdøden efter at have væltet en afgudsstatue i et tempel. Han blev grebet af hellig iver, da landshøvdingen Amatius i Ricomedia havde genopført et hedensk tempel og der ladet opstille afgudsbilleder og trængte om natten ind i templet og omstyrtede disse. Da Amatius i sin harme herover ville udgyde uskyldigt blod, meldte Macedonius sig frivilligt, men vægrede sig ved som bod at tilbede afguderne.
Hans martyrium er en nøjagtig gengivelse af Laurentius lidelser. De skulle begge have spottet deres bødler ved, at forlange at blive vendt på stegeristen. Led martyrdøden omkring år 366.

Græsk heterodoks Biskop

Macedonius, en græsk heterodoks Biskop i Konstantinopel i 4. Aarh. e. Kr. Han var modstander af det nicænske symbol, men ville heller ikke slutte sig til de rene Arianere og blev derfor afsat af disse sidste på en Synode i Konstantinopel 360. Senere opstod der et parti, Macedonianerne ell. Pneumatomakerne og disse lærte - uden at man helt kan afgøre, om Macedonius selv har ført den vranglære ell. ej -, at Helligånden ikke er Faderens og Sønnens lige i Guddomsværdighed, men at den kun er en tjener og er englene lig. Imod denne falske opfattelse optrådte navnlig en synode i Konstantinopel 381, indtil endelig de to økumeniske symboler, det nicænsk-konstanitinopolitanske og det såkaldte athanasianske, gjorde det ganske af med Macedonianernes lære.

Dyrkelsen af de oldkirkelige martyrer Macedonius, hans hustru Patricia og hans datter Modesta er bevidnet fra gammel tid. Legenderne om Macedonius er imidlertid sene og består af motiver, der er hentet fra andre martyrers legender.
I 366 lider han martyrdøden på en rist over ild.

Macedonius (d. efter 360) var en græsk biskop i Konstantinopel fra 342 op til 346 og fra 351 indtil 360. Han inspirerede til etablering af makedonerne en sekt, der senere blev erklæret for kætterisk.

Biografi

Efter biskop Alexanders død i 336 støttede hans ortodokse tilhængere Paul I af Konstantinopel, som kontrast samledes Arianerne omkring Macedonius. Førstnævnte blev ordineret som biskop, men hans bispedømme holdt ikke længe. Semi-Arianeren kejser Konstantin II tog til Konstantinopel, hvor han indkaldte til en synode med Arianske biskopper, der forviste Paul I, og til skuffelse for Macedonius, indsatte Eusebius af Nicomedia i den ledige stol. Dette menes, at være sket i år 338.

Eusebius' død i 341 genstartede fjendtlighederne mellem parterne for Paul og Macedonius. Paul vendte tilbage, og blev indviet i Irene kirken i Konstantinopel; de Arianske biskopper ordinerede samtidigt Macedonius i St. Pauls kirke. Tumulten blev så voldsom at Konstantin sendte sin general, Hermogenes for, at afsætte Paul for anden gang. Hans soldater mødte åben modstand; generalen blev dræbt og hans krop slæbt gennem byen.

Konstantin forlod straks Antiokia, og straffede Konstantinopel ved at fratage folk halvdelen af deres daglige ration af majs. Paul blev udvist; Macedonius blev alvorligt beskyldt for sin del i disse hændelser, og for at lade sig ordinere uden kejserlig sanktion; men Arianerne sejrede overalt. Macedonius fik lov til, at virke i kirken hvor han var blevet indviet. Paul drog til Rom og han og Athanasius af Alexandria og andre ortodokse biskopper, der var bortvist fra deres sæder blev sendt tilbage af pave Julius I med irettesættende breve til dem, der havde afsat dem. Præfekten Philip udførte de nye ordrer fra kejseren og sendte i al hast Paul i eksil til Thessaloniki, og genindsatte Macedonius, men ikke uden blodsudgydelse.

Macedonius beholdt embedet i omkring seks år, mens breve og delegater, paven og kejserne, synoder og modsynoder diskuterede og bestred, behandlingen af Paul og Athanasius. I 349 tilbød Konstans, kejseren af vest, som alternativ til en krig, at Konstantin skulle genindsætte Paul; og Macedonius var derfor nødt til, at trække sig tilbage til en privat kirke. Mordet på Konstans i 350 placerede østriget under enekontrol af Konstantin, og Paul blev igen forvist. Snart fulgte en række Kejserlige edikter, som tillod Arianerne at kræve, at være den dominerende fraktion i kirken.

Grusom og selvretfærdig

Macedonius siges at have signaleret sin tilbagevenden til magten med gerninger, som, hvis de er sande, mærker ham som grusom og selvretfærdig. Novatianerne led måske endnu mere forfærdeligt end de ortodokse, og nogle af dem blev trukket ind i en desperat modstand: folk fra Konstantinopel fjernede materialer fra deres kirke til en fjern forstad til byen; folk fra Mantinium i Paflagonien vovede, at stille op over for de kejserlige soldater, der var sendt for at udvise dem fra deres hjem. "Macedonius' magtmisbrug", siger Socrates Scholasticos, "på kristendommens vegne, bestod af mord, kampe, indespærring og borgerkrige".

En sag om formodninger kostede ham til slut den kejserlige velvilje i 358. Den sarkofag, der indeholdt de jordiske rester af Konstantin I var i fare for at gå i stykker og Macedonius var fast besluttet på at fjerne dem. Spørgsmålet blev gjort til en politisk sag. De ortodokse tog det, som helligbrøde "gravskænding for den Nicenske tros støtte", makedonerne plæderede for nødvendigheden af den strukturelle reparation. Da resterne blev overbragt til Acacius Martyrs kirke, mødte den ophidsede befolkning op i kirken og på kirkegården; et blodbad så frygteligt fulgte, at stedet var fyldt med blod og nedslagtede kroppe. Konstantins vrede mod Macedonius var stor på grund af myrderiet, men endnu mere, fordi han havde fjernet Konstantin I's lig uden at få lov af ham.

Afsat af sine modstandere

Da Macedonius præsenterede sig selv på Rådet for Seleucia i 359, blev det fastslået, at det ikke var passende for ham, at forblive når han var under anklage (Socr. ii. 40). Hans modstandere, Acacius, Eudoxius og andre, fulgte ham til Konstantinopel, og benytter sig af kejserens harme til, at afsætte ham i 360 på grund af grusomheder og kanoniske uregelmæssigheder. Macedonius trak sig tilbage i en forstad til Konstantinopel, og døde der.

Han siges at have udarbejdet de synspunkter, som hans navn er forbundet med, i tiden efter sin pensionering.
"Makedonerne", hans tilhængere, troede ikke på den hellige ånds guddommelighed.

Marathonius

Hans doktrin blev vel modtaget af Eleusius og andre; og Marathonius bragte så megen iver ind i sagen, at dens forsvarerne sommetider blev kendt som Marathonianere. Deres ro, asketiske manerer og tiltalende og overbevisende veltalenhed sikrede dem mange tilhængere i Konstantinopel, og også i Thrakien, Bithynien og Hellespontine provinserne. Under kejser Julian var de stærke nok til i synoden på Zele i Pontus, at erklære deres adskillelse fra både Arianere og ortodokse. I 374 fordømte pave Damasus I og i 381 fordømte det første koncil i Konstantinopel, deres synspunkter og de ophørte efterhånden med, at eksistere som en særskilt sekt.