Lørdag 00:00

Om billedet: Susanne i badet; Se mere her.

                Lørdag 00:00

Lørdag: Fra nordisk er dagen kendt som laugardagr (engelsk laundry) eller 'vaskedag' (efter det Olddanske ord Løgh der betyder bad), eftersom dette var en normal dag at bade på.
På dansk henviser navnet "lørdag" ikke til nogle planeter, men hvis man går videre til engelsk med "Saturday" refererer dette direkte til planeten Saturn – Saturn's Day.
Saturn beskrives som en gammel mand, som har ansvar for at holde styr på tiden i universet, og nogle af hans egenskaber er forsigtighed, bevaring og påpasselighed.
Han er det modsatte af generøsitet. Hans farver er mørke og jordlige; brun og sort.
På latin er lørdag opkaldt efter romernes gud Saturn. latin: dies Saturnis Feria VII, Feria septima.
Dagens tema: Afrundingen :
Er samtidig afslutningen, den beseglede skæbne, formen har besejret det flydende, usikre. Samtidig forlader bevidstheden projektet; udtrykt i Saturntegnet, der viser stoffets indfatning om bevidstheden; følelsen fanget i stoffet, materialismens fængsel.
I traditionel astrologi har Saturn et dårligt rygte pga. at den er associeret med melankoli, men alle planeter reflekterer både positive og negative ting.
Når man er født en lørdag:
Lørdagsbørn skal ingen sorger trykke.

Fakta om: 22. juni Dagens navn er: 10.000 MARTYRER

10.000 Martyrers dag: En himmelsk stemme omvendte hærføreren Achatius og mere end 9.000 mænd fra hans hær i Alexandria på en gang. De nye kristne blev udsat for alverdens pinsler, men svigtede ikke deres tro. De blev efterfølgende korsfæstet på Ararat bjerget i omkring år 303.
Efter sigende beordrede kejser Hadrian, at alle de kristne, som nægtede, at ofre til de Romerske guder, skulle korsfæstes nøgne på Ararat bjerget i Armenien - nu Tyrkiet. Dette nægtede de dog og flygtede op på bjerget, her blev de drevet ind i et tæt tjørnekrat, hvor de fleste døde, resten blev korsfæstet på bjergskråningerne.
I dagens sjette time opstod et stort jordskælv, klipperne revnede og hændelserne blev tolket som himlens tegn på afsky over den romerske kejsers handlinger.

Legenden fortæller at Akakios blev født i Kappadokia (i dag Tyrkiet) i det 1. århundrede. Han var anfører for en romersk legion på 9000 soldater. De stod overfor en overmægtig hær i Armenien og planlagde at flygte, da en engel viste sig for Akakios og lovede ham sejr hvis han bad til Jesus. Legionen hørte på sin anfører og omvendte sig. De vandt slaget og engelen førte dem op på bjerget Ararat.

Da Keiser Hadrian hørte om at de var blevet kristne, blev han rasende og sendte en hær mod dem og forlangte at soldaterne vendte sig til de hedenske guder, først med overtalelser, senere med tortur. Men da man ville stene dem, fløj stenene tilbage mod dem som havde kastet dem og da de skulle piskes, visnede hænderne bort på dem som holdt piskene. Til slut gav Hadrian ordre om, at de skulle lide som den korsfæstede Kristus, som de tilbad. De blev nu kronet med torne kroner og stukket i siden med skarpe grene. Af de hedenske soldater som så på, trådte 1.000 ud af geledderne og sluttede sig til martyrerne. På bjerget Ararat blev de korsfæstet og i den sjette time blev jorden rystet af et jordskælv, klipper faldt ned og solen blev formørket - de samme tegn som på Langfredag.

Legenden om den hellige Akakios' ser ud til at være startet i Armenien; legenden minder meget om den hellige Mauritius og Den tebanske legion. Legenden stammer fra 1100-tallet og det hævdes at den blev lavet for at sætte mod i korsfarerne. Den blev i al fald meget populær i korstogstiden.

Mindedagen for den hellige Akakios og de 10.000 martyrer den 22. juni blev optaget i det romerske martyrologium af pave Gregor XIII (1572-1585). Da legenden ikke synes, at have nogen rod i virkeligheden, blev kulten derom i 1969 standset af Den hellige Pavestol, og i den reviderede helgenkalender, findes den ikke mere.

De ti tusinde martyrer af Mount Ararat var ifølge en middelalderlig legende, romerske soldater, der ledtes af Sankt Acacius, som konverterede til kristendommen og blev korsfæstet på Ararat bjerget i Armenien efter ordre fra den romerske kejser. Historien er tilskrevet den niende århundredes lærde Anastasius Bibliothecarius.

I den romersk katolske kirke mindes Martyrerne den 18. marts og 22. juni, ifølge poster i den Romerske Martyrology.

I den græsk-ortodokse kirke har den store Synaxaristes en henvisning til 1. juni for den "De hellige ti tusinde martyrer" i Antiokia, under den Romerske kejser Decius.

Trods dens tvivlsomme rigtighed var begivenheden meget populær i renæssancekunsten, som det for eksempel ses i malerierne "10.000 martyrer af Mount Ararat" af den venetianske kunstner Vittore Carpaccio eller i "De ti tusindes martyrium" af den tyske kunstner Albrecht Dürer.