Søndag 00:00

Solvognen herover, der kan ses på Nationalmuseet, er et nationalklenodie i bronze og guld fra bronzealderen. Solvognen er en hulstøbt hest, der trækker en solskive. Hesten og skiven står på resterne af seks hjul. Solskiven er belagt med guld med fine mønstre.
Solvognen blev fundet den 7. september 1902 i Trundholm Mose, Nørre Asmindrup Sogn i Odsherred i forbindelse med den første pløjning af mosen. Finderen, Frederik Willumsen, hjembragte fundet, og lod sin søn lege med hesten i den tro, at figuren bare var et stykke gammelt legetøj.
Solvognen er dateret til ældre bronzealder, ca. 1350 f.Kr.

                Søndag 00:00

Søndag: Navnet kommer fra det nordiske sunnudagr eller 'soldag', og søndag er derfor forbundet med solen, solguder og med solens gyldne og gule farver.
Solens energi bringer liv, hvilket også påvirker søndag, lige som det er god tid for at fremme helse og velstand.
Solen/Solaris. latin: dies Solis Feria I, Feria primo. Var oprindeligt den første dag i ugen jvf. skabelsesberetningen i Bibelen: "På den første dag skabte han lyset ..."
Blev tidligere også kaldt Sønnens dag, fordi Jesus blev født på en søndag.
Dagens tema: Befrugtning :
'viljens fødsel'; udtrykt i søndagens Sol, der netop symboliserer vilje, jeg, individualitetens nedslag i evighedens cykliske processer.
Når man er født en søndag:
Søndagsbørn skal leve længe og hele sin tid have fuldt op af penge.

Fakta om: 23. juni Dagens navn er: PAULINUS

Paulinus dag: Der er tilsyneladende to versioner af oprindelsen til dagens navn.
1. En italiensk munk som blev martyrdræbt på denne dato i den italienske by Nola.
Paulinus tilhørte en velhavende senatorfamilie. Han studerede retorik og poesi, blev embedsmand og var vidt berejst. I 379 besøgte han byen Nola, hvor han ved at se miraklerne ved præsten Felix' grav blev stærkt påvirket af kristendommen. Han lod sig døbe nogle år senere. Døde ca. år 431.

2. Paulinus fra prædikeordenen, der døde i Neapel år 1585. Han var meget berømt for sine dyder og undere.

Om aftenen fejres Sankt Hans Aften eller Midsommeraften med Sankt Hansbål over det ganske Danske land.

--------------------------------------------------------------------------

Paulinus af Nola

Paulinus Nola (også kendt som Paolino di Nola; fulde navn, Pontius Meropius Anicius Paulinus) (ca. 354 Bordeaux - 22. juni 431 Nola) var en latinsk digter og brev-forfatter og en konvertere til den kristne tro. Hans afkald af rigdom og en senats karriere for en asketisk og filantropiske kristenliv var holdt op som et eksempel af mange af hans samtidige, herunder Augustine, Jerome, Martin af Tours og Ambrose. Efter sin omvendelse skrev han til sin ven og lærer, digter Ausonius, bekræfter sit venskab men insistere på prioriteterne for sit nye liv. Han og hans kone slog sig ned på Nola nær Napoli, hvor han skrev digte til ære for St. Felix og svarede med kristne ledere i hele det romerske imperium. Efter hans kone døde han blev biskop af Nola, og blev inviteret til at løse det omstridte valg af pave Bonifatius I.

Han blev anerkendt som en helgen i den udelte kirke og mindes den 22. juni.

Liv

Pontius Meropius Paulinus blev født ca. 352 i Bordeaux, i sydvestlige Frankrig. Han var fra en bemærkelsesværdig senats familie med godser i provinsen af Frankrig Aquitaine, nordlige Spanien og Syditalien. Han blev uddannet i Bordeaux, hvor hans lærer, digter Ausonius, også blev vennen. På et tidspunkt under drengeårene lavede han et besøg til shrine af St. Felix på Nola nær Napoli.

Hans normale karriere som et ungt medlem af senats klassen varede ikke længe. I 375 efterfulgte kejser Gratian sin far Valentinian. Gratian udnævnte Paulinus til stedfortrædende konsul i Rom ca. 377, og udnævnte ham til guvernør af den sydlige italienske provins Campania ca. 380-1, men i 383 blev Gratian myrdet i Lyon, Frankrig, og ca. 384 vendte Paulinus tilbage til Bordeaux. Der giftede han sig med en kristen spansk kvinde ved navn Therasia. Paulinus blev selv kristen og blev døbt ca. 389 af biskop Delphinus af Bordeaux. Kort tid efter, flyttede han og hans kone til deres ejendomme i Spanien. Da de mistede deres første barn, en dreng, kun otte dage efter fødslen, besluttede parret at leve et afsides religiøst liv.

I 393 eller 394, efter nogen modstand fra Paulinus, blev han ordineret til presbyter, juledag af Lampius, biskop i Barcelona. (Dette var svarende til hvad der var sket med St. Augustin af Hippo, der var blevet ordineret mod hans protester i år 391 på foranledning af en crowd samarbejder med biskop Valerius i den nordafrikanske by Hippo Regius). Der er imidlertid nogen debat om, hvorvidt koordineringen var kanonisk, da Paulinus modtog ordinationen "på et spring" (pr. saltum), uden at modtage mindre ordrer først.

Paulinus nægtede at forblive i Barcelona, og i slutningen af foråret af 395 flyttede han og hans kone fra Spanien til Nola i Campania, hvor han forblev indtil sin død. Paulinus kan kreditere sin omvendelse til St. Felix, der blev begravet i Nola, og hvert år ville skrive et digt til ære for helgenen. Han og Therasia genopbyggede også en kirke, til minde om St. Felix. I løbet af disse år indledte Paulinus betydelige epistolary dialoger med St. Jerome blandt andre om monastiske emner.

Therasia døde på et tidspunkt mellem 408 og 413 og snart derefter modtog Paulinus episcopal ordination.

Paulinus døde i Nola den 22. juni 431. Det følgende år skrev presbyter Uranus hans De Obitu Paulini, en beretning om død og karakter af helgenen.

Indflydelse

Allerede på sin guvernørpost havde Paulinus udviklet en forkærlighed for 3.-århundredes martyren, St. Felix af Nola. Felix var en mindre helgen af lokal betydning og protektion hvis grav var blevet bygget på den lokale begravelsesplads på Cimitile, lige uden for byen Nola. Som guvernør, havde Paulinus udvidet vejen til Cimitile og bygget en residens for rejsende; Det var på dette sted at Paulinus og Therasia opslog deres residens. I nærheden var en række små kapeller og mindst én gammel Basilika. Paulinus genopbyggede komplekset, konstruerede et helt nyt basilica til Felix og indsamling til ham et lille kloster samfund. Paulinus skrev en årlig Salme (natalicium) til ære for St. Felix for den festdag, hvor processioner af pilgrimme var på deres højeste. I disse salmer kan vi forstå det personlige forhold Paulinus følte mellem sig selv og Felix, hans advokat i himlen. Hans poesi deler med meget af arbejdet i det tidlige femte århundrede en ornateness stil, klassikere i 1700- og 1800-tallet findes cloying og afskediget som dekadent, selvom Paulinus' digte var højt respekteret dengang og anvendes som pædagogiske modeller.

Mange af Paulinus' breve til sine samtidige, herunder Ausonius og Sulpicius Severus i det sydlige Gallien, Victricius af Rouen i nordlige Gallien, og Augustin i Afrika, er bevaret.

Paulinus kan have været indirekte ansvarlig for Augustins bekendelser: Paulinus skrev til Alypius, biskop af Thagaste og en nær ven af St. Augustine, beder om hans omvendelse og tager det asketiske liv. Alypiuss selvbiografiske svar overleve ikke; St. Augustine angiveligt svaret til denne forespørgsel er "Confessions."

Omkring 410 blev Paulinus valgt biskop af Nola. Som et stigende antal aristokrater i slutningen 4. og tidlige 5. århundrede der indtastning præster snarere end at tage op de mere sædvanlige administrative karriere i den kejserlige service, brugt Paulinus meget af hans penge på hans valgte kirke og byen.

Vi ved om hans bygninger til ære for St. Felix fra litterære og arkæologiske beviser, især fra hans lange brev til Sulpicius Severus beskriver placeringen af bygningen og dens indretning. Han indeholder en detaljeret beskrivelse af apsis mosaik over hovedalteret og giver teksten til en lang inskription, han havde skrevet på væggen under billedet. Ved at forklare, hvordan han bestemt besøgende at forstå billedet over alteret, forudsat Paulinus sjældent indblik i hensigter af en mæcen for kunst i det senere kejserrige.

Senere i livet deltog Paulinus, som en højt respekteret kirke myndighed, i flere kirke synods undersøger forskellige kirkelige kontroverser over tid, herunder pelagianisme.

Relikvier

Omkring 800 fjernede prins Grimoald III af Benevento, Paulinuss knogler som relikvier.

Fra 1000-tallet hvilede de i kirken Johannes Adalbert, nu Johannes Bartholomew, på en ø i Tiberen i Rom. I 1908 tillod Pave Pius X, at de kunne flyttes til den nye katedral på Nola, hvor de blev genbegravet den 15. maj 1909.

Knoglerne findes nu i den lille sicilianske by Sutera, hvor de er dedikerek en festdag, og der foretages en procession for helgenen hvert år i påsken.

Om aftenen fejres Sankt Hans Aften eller Midsommeraften med Sankt Hansbål over det ganske Danske land.