Søndag 00:00

Solvognen herover, der kan ses på Nationalmuseet, er et nationalklenodie i bronze og guld fra bronzealderen. Solvognen er en hulstøbt hest, der trækker en solskive. Hesten og skiven står på resterne af seks hjul. Solskiven er belagt med guld med fine mønstre.
Solvognen blev fundet den 7. september 1902 i Trundholm Mose, Nørre Asmindrup Sogn i Odsherred i forbindelse med den første pløjning af mosen. Finderen, Frederik Willumsen, hjembragte fundet, og lod sin søn lege med hesten i den tro, at figuren bare var et stykke gammelt legetøj.
Solvognen er dateret til ældre bronzealder, ca. 1350 f.Kr.

                Søndag 00:00

Søndag: Navnet kommer fra det nordiske sunnudagr eller 'soldag', og søndag er derfor forbundet med solen, solguder og med solens gyldne og gule farver.
Solens energi bringer liv, hvilket også påvirker søndag, lige som det er god tid for at fremme helse og velstand.
Solen/Solaris. latin: dies Solis Feria I, Feria primo. Var oprindeligt den første dag i ugen jvf. skabelsesberetningen i Bibelen: "På den første dag skabte han lyset ..."
Blev tidligere også kaldt Sønnens dag, fordi Jesus blev født på en søndag.
Dagens tema: Befrugtning :
'viljens fødsel'; udtrykt i søndagens Sol, der netop symboliserer vilje, jeg, individualitetens nedslag i evighedens cykliske processer.
Når man er født en søndag:
Søndagsbørn skal leve længe og hele sin tid have fuldt op af penge.

Fakta om: 30. juni Dagens navn er: LUCINA

Lucina dag: Hun var en rig romersk kvinde, der lod sig omvende efter hendes mands død. Den kristne Lucina bliver én af apostlene Peter og Paulus disciple. Hun tager sig af andre kristne, besøger dem i fængsler, bringer mad og er med til at begrave martyrer og blev selv begravet blandt dem.

Sct. Sebastian blev martyrdræbt under kejser Diokletian og hans lig blev kastet i Cloaca Maxima. Han viste sig derefter i et syn for den kristne Lucina, som således fandt liget og lod det begrave på Via Appia på det sted, der kaldtes "Ad Catacumbas", hvor den nuværende Kirke San Sebastiano fuori le Mura ligger.
Lucina dør omkring år 300.

Den romerske matrone Lucina var enke efter Marcus og moder til Præsten Johannes, som var meget knyttet til Pave Marcellinus (296-304).
I årene fra 303 til 308 foregik der nogle voldsomme forfølgelser af de kristne i Romerriget og her hjalp Lucina sin søn og Paven med at sørge for, at de mange henrettede martyrer fik en kristen begravelse på de kristnes særlige begravelsessteder rundt omkring i udkanten af byen.
Lucina gav sine ejendele til Kirken, hun ejede tilsyneladende flere ejendomme i Rom, blandt andet en ved Via Lata, nutidens Via del Corso, hvor hun husede Pave Marcellus I (308-309),som nogle gange forveksles med Pave Marcellinus, hvorfor de samme legender i visse tilfælde fortælles om begge paverne.
Paven forsøgte, efter at de voldsomme kristenforfølgelser under Kejser Diokletian var ophørt, at reorganisere Kirken og disse forsøg pådrog ham den nye Kejser Maxentius' modvilje. Han blev derfor arresteret og dømt til at tjene som stalddreng i det "Catabulum", som lå tæt ved Lucina's hus.
Et "Catabulum" var stalde og oplagringsplads for varer i forbindelse med tidens "postvæsen" og her måtte Marcellus arbejde i 9 måneder, indtil det lykkedes de øvrige præster at få ham løsladt. Han flyttede da ind i Lucina's hus, som han indrettede til "titulus", huskirke.
Efter Marcellus I's død sørgede Lucina sammen med sin søn Præsten Johannes for hans begravelse i Priscilla's Katakomber.
Da Johannes døde martyrdøden sørgede Lucina (nogle kilder siger sammen med Pave Marcellinus, men der er megen forvirring om årstal og navne i disse legender!) for, at han blev begravet ved Clivum Cucumeris, en begravelsesplads ved Via Salaria omkring nutidens Via Bertoloni ude bagved Villa Borghese.
Lucina selv siges at være blevet begravet samme sted. Hun skal også have haft en ejendom midt ude på landet ved den 7.mil på Via Ostiensis, som også blev brugt til begravelsesplads, da man senere flyttede flere af martyrgravene væk fra bymidten for at forhindre rasende hedenske romeres ødelæggelse af dem.

Dagen har tidligere været helliget Apostlen Paulus , idet man mente, han var alt for betydningsfuld til at dele navnedag med apostlen Peter.

Navnet Lucina vises gentagne gange i forbindelse med beskrivelser af fromme romerske kvinder i de tidlige kristne traditioner (Liber Pontificalis, Gesta martyrum). Hun er sandsynligvis ikke en historisk person, men topos af quaedam Oldfrue (en adelig kvinde eller en enke, der sikrer den rette Betrauerung og begravelse af jer / o martyr helgener), siden den tidsmæssige række historier spænder fra første til fjerde århundrede. To af disse stereotype Lucina tal der finder særlig omtale, er hendes festdag 11. maj.

En romersk kvinde ved navn Lucina Anicia vises i historien om Helligånden martyrer Sebastian. Efter udførelse af den i kloak var dumpet Maxima, den største kloak i byen. Den døde mand dukkede op i drømmen om Lucina og viste hende et sted; Hun gemte sig i kroppen og havde ham begravet ved via Appia, under den nuværende kirke af San Sebastiano Allé Catacombe.

Kristen der midten af tredje århundrede på den via Ostiense, hvor i dag er kirken San Paolo fuori le Mura, havde begravet knoglerne placeret i Calixtus catacombs af apostlen Paul ifølge Liber Pontificalis er blot kendt som Lucina. Også biskop af Rom Cornelius ligger i underjordiske det sin egen grund ved via Appia. Kommentar af liber pontificalis til er: "Mens natten indsamlet den velsignede Lucina erodere resterne af pave Cornelius, for at sætte dem ind i en krypt, som hun havde i sin besiddelse i kirkegården Callistus tillade ved hjælp af nogle præst på September 14." Disse såkaldte Krypter Lucina, hvor foruden mange andre tidlige kristne billeder (Daniel i løvekulen, den gode hyrde, cyklussen af Jona, Adoranten) også, den eukaristiske fisk er synlige, er blandt de ældste dele af Calixtus-katakomberne. Opdageren af catacomb, Giovanni Battista de Rossi, troede historisk undvigende Pomponia Graecina, hustru til General Aulus Plautius i navnebror ikke den legendariske Lucina, men som i det 1. århundrede. Annaler XIII, 32 af Tacitus var højt en anklaget superstitio externa (en udenlandsk overtro). De Rossi foreslog disse overtro, som kristendommen og vendte tesen, at hun havde taget navnet Dorthe Det er, hvad der følger fra begravelses indskrifter, som bar navnene på fremtidige medlemmer af deres familie som Pomponius Grekeinos og Pomponius bassus således den oprindelige ejer og delstaten Schenkerin af området til kirken.

En gammel tekst tilskriver Lucina en levetid fra cirka 210 til 305 og forsøger, at forene de fleste af de fromme gerninger på en person. Så denne Lucina til talrige andre martyrer i Rom har begravet, herunder Cyriacus og paven Marcellus I. I alderdommen led hun selv sit martyrium.

Også bærer den kvinde, der tog op båden med kroppen Restituta af Afrikas på Ischia strand, for at sikre deres højtidelige begravelse, navnet Lucina