Kejserparret Henrik II og Kunigunde.

                Fredag 00:00

Helligt portræt af Kejserparret, Moravia panel, fra det 17. århundrede.


Henrik II, den hellige romerske kejser.


Henrik II krones som kejser af pave Benedikt VIII i 1014.


Kejser Henrik II og kejserinde Kunigundes grav, udført af Tilman Riemenschneider.


Hellige Romerske kejser Henrik IIs Evangeliarium.


Kejser Henrik II's våbenskjold.


Kejserinde Kunigunde.

                Fredag 00:00

Fredag: Dagen gengiver navnet på gudinderne Frigg og Freja, svarende til romernes Venus.
Venus var den romerske gudinde for skønhed og kærlighed, og hendes farve var grøn og symboliserede frugtbarhed og vækst.
Planeten Venus er let at se på himmelen, når det er stjerneklart. Den er ofte, til trods for at det er en planet, blevet kaldt både "aftenstjernen" og "morgenstjernen". Det er fordi lyset fra den sædvanligvis er stærkere og klarere end fra mange af de rigtige stjerner på himmelen.
På latin: dies Veneris 'Venus' dag', Feria VI, Feria sexta; fransk: Vendre-di; oldnordisk: friggsdagr.
Dagens tema: Justering :
Gennemførelsen sker i en konkret verden, der altid ændrer sig. Hvor velforberedt projektet end er, behøves der altså den konstante justering i forhold til de omverdensindflydelser, der aldrig ophører; balanceakten er udtrykt i fredagens Venus-symbol der knyttes til forfinelse, ligevægt, harmonisering og sanselighed, jvf. den danske dagsnavngiver, Freja.
Når man er født en fredag:
Fredagsbørn får kærlighed og lykke.

Fakta om: 12. juli Dagens navn er: HENRIK

Henriks dag: Den tyske (Tysk-romerske rige) kejser Henrik II (den Hellige) levede fra 6. maj 973 - 13. juli 1024. Han var tysk konge fra 1002 og kejser af det Tysk-romerske rige fra 1014, sammen med sin hustru, kejserinde Kunigunde.
Henrik II var søn af Henrik af Bayern og arvede efter faderens død (995) hertugdømmet Bayern. Han blev helgengjort i 1152 af pave Eugenius III. Henrik blev født i Bayern 6. maj 973 og døde 13. juli 1024 nær Göttingen.

Kejser Henrik II :

Kanoniseret 1146. Han efterfulgte sin far som hertug af Bayern 995, blev valgt til romernes konge i Mainz 1002 og kronet som hellig romersk kejser i 1014.
Hans karriere som Otto III's efterfølger hører til den almindelige historie. Henriks hovedanliggende var konsolideringen af det tyske monarkis magt og reform og reorganisering i Kirken, som skulle være underordnet statsmagten.
Som ung havde han som lærer haft Skt. Wolfgang af Regensburg; Skt. Odilo af Cluny og Richard af Sankt-Vanne var blandt hans venner. Men at han selv ønskede at blive munk og at han levede i et cølibat-ægteskab var rygter, sat i gang af kejserens partitilhængere efter hans død; de synes klart ikke at have noget holdepunkt i kendsgerningerne.
Skt. Henrik var lægmand og hersker og hans religiøse liv var ikke noget klosterliv. Hans vigtigste kirkelige grundlæggelse var bispesædet i Bamberg, som blev et centrum for uddannelse og kultur.
Det var i Bamberg Domkirke han blev begravet, ligesom sin hustru Kunigunde, som også blev kanoniseret (død 3. marts 1040; kanoniseret 1200; festdag 3. marts).
Kunigunde tilbragte sine år som enke i det søsterkommunitet, hun havde grundlagt i Kaufungen i Hessen. Både mand og hustru var ivrige støtter af benediktinsk klosterliv.

Henrik II den Helige (6. maj 973 - 13. juli 1024) var tysk konge fra 1002 og kejser af det Tysk-romerske rige fra 1014. Henrik II var søn af Henrik II af Bayern og arvede efter faderens død (995) hertugdømmet Bayern. Efter Otto 3.s død blev Henrik II valgt til tysk konge i Mainz den 7. juni 1002. I begyndelsen anerkendes han kun af frankerne og bayerne men han tvang efterhånden de øvrige landsdele til at hylde ham som konge. Henrik II arbejdede for at genoprette den opløsning af rigerne, der have foregået under hans forgænger. Han vendte sig især mod Boleslaw I af Polen som havde erobret dele af det tyske rige i øst, samt Arduin af Ivrea, som havde gjort sig selv til konge af Italien. Det lykkedes Boleslaw I, efter lang strid, at beholde Lausitz. Mod Italien kæmpede Henrik II første gang 1004 og kronedes da med den langobardiske jernkrone (dvs. konge af Italien). Under sit andet togt (1013-14) lykkedes det ham at styrte Arduin og kronedes til kejser den 14. februar 1014. Henrik foretog endnu et togt til Italien i 1021, for at støtte det sydlige Italiens oprør mod den bysantinske kejser.

I den indre styrelse fulgte Henrik II sine forgængeres politik og forbigå de verdslige fyrster og støtte sig til biskopperne og tage dem på råde angående rigets forvaltning. I kirkelig henseende støttede Henrik II cluniacensernes reformidéer. Henrik II blev kanoniseret 1146 af Eugenius 3. og også hans dronning Kunigunde (død 1040) blev helgenkåret.

Henrik II (6. maj 972-13 juli 1024), også kendt som Sankt Henrik, Obl. S. B. ("Oblate af Sankt Benedict"), blev tysk-romersk kejser ("Romanorum Imperator") fra 1014 indtil sin død i 1024 og det sidste medlem af Ottonian dynastiet af kejsere, da han ingen børn havde. Hertug af Bayern fra 995, Henrik blev Konge i Tyskland ("Rex Romanorum") efter den pludselige død af sin halvfætter, kejser Otto III i 1002, blev kronet konge af Italien ("Rex Italiae") i 1004, og blev kronet af paven som kejser i 1014.

Søn af Henrik II, hertug af Bayern og hans hustru Gisela af Bourgogne, kejser Henrik II var en stor-barnebarn af tysk kong Henrik I og medlem af det bayerske gren af Ottonian dynastiet. Da Faderen havde gjort oprør mod to tidligere kejsere, var den yngre Henrik ofte i eksil. Dette førte ham til at henvende sig til kirken i en tidlig alder, først at finde tilflugt hos biskop af Freising og senere at blive uddannet på Hildesheim katedral skole. Han efterfulgte sin far som hertug af Bayern i 995 som "Henrik IV". Som hertugen forsøgte han at slutte sig til sin halvfætter, hellige romerske kejser Otto III, i undertrykke et oprør mod kejserlige styre i Italien i 1002. Før Henrik II kunne ankomme, men døde Otto III af feber, efterlader ingen arving. Efter at have besejret adskillige andre sagsøgere på tronen, blev Henrik II kronet som konge af Tyskland ("Rex Romanorum") på juli 9, 1002 og som konge af Italien ("Rex Italiae") på 15 maj 1004. Henrik II i 1004 hjulpet Jaromír, hertug af Bøhmen mod polakkerne, endeligt indlemme hertugdømmet Bøhmen i det hellige romerske rige.

I modsætning til sin forgænger, der havde fokus på imperial opmærksomhed i Italien, tilbragte Henrik det meste af sin regeringstid beskæftiger sig med imperial område nord for Alperne. Hans primære fokus var på en række krige mod polske hertug Boleslaw I, der allerede havde erobret en række lande omkring ham. Henrik førte dog tre ekspeditioner i Italien til at sikre imperial herredømme over halvøen: to gange for at undertrykke separatistisk oprør og én gang at udfordre det byzantinske rige for dominans over det sydlige Italien. På 14 februar 1014 kronet pave Benedict VIII Henrik som hellige romerske kejser ("Romanorum Imperator") i Rom.

Henrik II's regeringstid ses som en periode med centraliseret myndighed i hele imperiet. Han konsoliderede sin magt ved at dyrke personlige og politiske bånd med den katolske kirke. Han udvidet stærkt Ottonian-dynastiet skik at ansætte præster som counter vægte mod sekulære adelige. Gennem donationer til kirken og etablering af nye stifter styrket Henrik kejserlige styre på tværs af det rige og øget kontrol over kirkeminister. Han understregede service til kirken og fremmet monastiske reform. For sin personlige hellighed og indsats for at støtte kirken, kanoniseret pave Bl. Eugene III ham i 1146, gør Henrik II den eneste tyske monark at være en helgen.

Henrik II gift Kunigunde i Luxembourg, der senere blev hans dronning og kejserinde. Som Unionen produceret uden børn, efter Henriks død den tyske adel valgt Conrad II, en stor-oldebarn af kejser Otto I, at efterfølge ham. Conrad var først af de saliske dynasti af kejsere.

Tidligt liv og ægteskab

Henrik blev født på 5 maj 972, søn af hertug Henrik II, hertug af Bayern og Gisela af Burgund. Gennem sin far, han var den biologiske barnebarn af Henrik I, hertug af Bayern, og oldebarn af kong Henrik I af Tyskland. Hans mor, han var den biologiske barnebarn af Kong Conrad I af Burgund og oldebarn af Kong Rudolf II af Bourgogne.

Den ældste Henrik kom i konflikt med sin fætter hellige romerske kejser Otto II, i 974. Den ældste Henrik og Otto II omstridte hinandens påstande myndighed over hertugdømmet Schwaben: Henrik hævdede hertugdømmet som sin fødselsret, mens Otto II fastholdt sin ret til at navngive en hertug af hans valg. Efter en indledende mislykkedes oprør, fængslet Otto II den ældste Henrik i Ingelheim. Efter flugt, Henrik igen gjorde oprør mod Otto II. Når denne anden oprøret mislykkedes, Otto II afsatte Henrik som hertug af Bayern og sendt ham i eksil under forældremyndigheden over biskop af Utrecht i April 978. Som følge af sit oprør, kejseren strippet hertugdømmet Bayern af dets sydøstlige territorier, der grænser op til Italien og dannede Hertugdømmet Kärnten.

Under sin fars eksil boede den yngre Henrik i Hildesheim. Som barn blev han uddannet ved biskop af Freising og derefter studerede på Hildesheims domkirke. Kejseren selv sørget for den yngre Henrik fik en kirkelig uddannelse, så ved at blive en religiøs embedsmand vil han blive forhindret i at deltage i den kejserlige regering.

Otto II døde i 983 tilladt den ældste Henrik at blive frigivet fra fængslet og vende tilbage fra eksil. Den ældste Henrik hævdede regency over Otto III, den tre - årige barn af Otto II. Efter et mislykket forsøg på at hævde den tyske trone til Christoffer

Død og eftermæle
Billede t.v.: Kejser Henrik II og kejserinde Kunigundes gravsted af Tilman Riemenschneider

Vender tilbage til Magdeburg, Tyskland fra det sydlige Italien for at fejre påske, blev Henrik II syg i Bamberg i Bayern. Efter fejrer påske, Henrik trak sig tilbage til sit kejserlige palads i Göttingen. Han døde der den 13 juli 1024 i en alder af 52 år efter lider af en kronisk, smertefuld urin infektion. Henrik havde arbejdet med paven til at indkalde til en kirke råd for at bekræfte sin nye system af imperial-kirkelige forhold, før han døde, forlader denne indsats ufærdige.

Kejserinde Kunigunde arrangerede at Henrik skulle begraves i Bamberg domkirke. Selvom han efterlod imperiet uden væsentlige problemer, efterlod Henrik II også Kejserdømmet uden arvinger. Nogle mener, at både han og Kunigunde havde taget gensidige løfter om kyskhed, på grund af deres fromhed og, at de havde ingen royal spørgsmål, men dette er omdiskuteret. Deres ægteskab var barnløst, døde den saksiske dynasti af Ottonians med Henrik.

I tidlige September 1024 den tyske adel samledes i Kamba og indledte forhandlinger for at vælge en ny konge. Adelen valgte den ædle frankiske Conrad II som Henrik II's efterfølger.