Mandag 00:00

"Landkort" over månen. Stednavnene er læselige ved fuld forstørrelse. Tryk på kortet med musen.

                Mandag 00:00

Mandag: Dette er månens dag. Opkaldt efter Månen/Luna. latin: dies Lunae Feria II, Feria secunda oldnordisk: manadagr.
Flere traditionelle gudinde-billeder er associeret med månen (Selene, Diana, Aradia, Hecate osv.).
Dagen er forbundet med krop og helse og vore psykiske egenskaber. Mandag er derfor en dag for healing og psykisk udvikling. Passende farver for månen er hvidt og perleagtig violet (som skinnet i perler eller enkelte hvide månesten).
Dagens tema: Orientering :
'hvor er jeg?' - viden herom er den uundgåelige forudsætning for meningsfuld indgriben i en omverden; udtrykt i mandagens Måne, symbol på følelse, indtryksmodtagelighed, lunefuldhed, fragmentarisk fluktuerende opfattelser.
Når man er født en mandag:
Mandagsbørn har fagert skind.

Fakta om: 29. juli Dagens navn er: OLUF

Olavs dag; Olsmesse: Olav var Norges første kristne konge også kaldet "Olav den Hellige". Olav og hans mænd møder Kalv Arnesøn ved Stiklestad og en stor del af hans hær falder i slaget. Han blev også selv dræbt ved øksehug i samme slag. Død 29. juli 1030.
Han var født på Ringerike og var søn af Harald Grenske og dermed tipoldebarn af Harald Hårfager.
Med aner fra Hårfager-æten havde han både vildskab, grådighed, hævnlyst, grusomhed, men også mere positive egenskaber som evnen til at organisere, styre og samle. Senere tog han på togter til landene omkring Østersøen. Under et af togterne mødte han i Danmark jomsvikingen Torkjell Høge, som han allierede sig med. Derefter hærgede de sammen i England, hvor de bl.a. forgæves angreb London. I 1011 indtog de Canterbury.
Olav så det som et kald at samle Norge til et rige, ligesom hans forfader Harald Hårfager gjorde.
Han begyndte arbejdet med at udvide sin magt ved først, at blive småkonge i sin hjemstavn Opplandene (distrikterne nord for Oslo Fjord). Efter slaget mod Svend Jarl i Langesundfjorden blev han konge over Viken og Agder. Derefter tog han til Trøndelag, hvor han blev kronet til konge og senere også i Inntrøndelag. På rejsen mod syd blev han i det ene ting efter det andet også kronet. Dermed var han snart konge over det sydlige Norge. Han sluttede fred med svenskerkongen og som en del af aftalen giftede han sig med hans datter. Men inden brylluppet fandt sted havde svenskekongen giftet hende bort til fyrst Jaroslav i Novgorod. For at bøde på dette rejste den svenske konges anden datter til Norge og giftede sig med Olav. Efter brylluppet rejste Olav til Hålogaland (Nordnorge) og blev også der kronet og var dermed i princippet konge over hele Norge.
Olav styrede landet fra Borg, (Sarpsborg), den by han selv grundlagde i 1016. Byen Borg blev Norges hovedstad og kongen lod bygge volde rundt om hele byen. Dele af voldene findes den dag i dag.
Kristendommen var på denne tid begyndt at få fodfæste i Norge, mange var kun kristne af navn og fulgte ikke den kristne tro så nøje. Der var besluttet på lagtingene, at kristendommen skulle indføres, men nogle steder var det problematisk, at kristne folket. Olav tog 4 biskopper med fra England til hjælp. Den vigtigste af disse var biskop Grimkjell. Han var Olavs nærmeste i kirkesager.
Olav døde under slaget i Stiklestad d. 29. juli 1030.

Oluf II Haraldsson (995 - 29. juli 1030), senere kendt som St. Oluf, var konge af Norge i 1015-1028. Han blev posthumt givet titlen Rex Perpetuus Norvegiae (dansk: Norges evige konge) og kanoniseret i Nidaros (Trondheim) af biskop Grimkell, et år efter hans død i Slaget på Stiklestad den 29. juli 1030. Hans jordiske rester blev skrinlagt i Nidaros domkirke, bygget over hans gravsted. Olufs lokale kanonisering blev i 1164 bekræftet af Pave Alexander III, hvilket gør ham til en alment anerkendt helgen i den katolske kirke. Den nøjagtige placering af Sankt Olufs grav i Nidaros har været ukendt siden 1568, på grund af den lutherske ikonoklasme i 1536-37. Sankt Oluf er symboliseret ved øksen i Norges våbenskjold, og Olsok, den 29. juli, er stadig hans festdag. St. Olavs Ordenen er opkaldt efter ham. Moderne historikere støtter generelt, at Oluf var tilbøjelig til at bruge omfattende vold og brutalitet. Dette var dog ikke usædvanligt blandt Olufs samtidige. Tidligere videnskabelige præsentationer af Oluf er anklaget for underfortolke disse aspekter af Oluf. Et symbol på national uafhængighed og stolthed, ikke mindst under romanske nationalisme, Oluf skulle præsenteres på en måde, der passede de moderne myndigheder bedre.

Navn

Oluf II hedder på oldislandsk Olafr Haraldsson. I løbet af sit liv var han kendt som Oluf 'den fede' eller 'den stoute' (Olafr digri; dansk Oluf den digre). I vore dages Norge, er han almindeligvis benævnt som Olav den hellige (Bokmål; Oluf Helligånden) eller Heilag-Olav (Nynorsk; den hellige Oluf) til ære for hans helgen. Oluf Haraldsson havde fornavn Oláfr på oldnordisk. (Etymologi: Anu - "forfader", Leifr - "arving"). Olav er den moderne ækvivalent på norsk, tidligere ofte stavet Oluf. Hans navn på islandsk er Olafur, på færøsk Olavur, på danske Oluf på svensk Olof. Olav var den traditionelle stavemåde i England, bevaret i middelalderkirker dedikeret til ham. Andre navne, som Oláfr hinn helgi, Olavus rex og Oluf i flæng. Han omtales nogle gange som Rex Perpetuus Norvegiae (dansk: Norges evige konge), en betegnelse, som går tilbage til 1200-tallet. Udtrykket Ola Nordmann som tilnavn af den arketypiske norske kan stamme fra denne tradition, ligesom Olav i århundreder var det mest almindelige mandlige navn i Norge.

Baggrund

Oluf blev født i Ringerike. Hans mor var Åsta Gudbrandsdatter, og hans far var Harald Grenske, tip-oldebarn af Harald Hårfager, den første konge af Norge. Harald Grenske døde, da Åsta Gudbrandsdatter blev gravid og ventede Oluf. Hun giftede sig senere med Sigurd Syr, med hvem hun fik andre børn, herunder Harald Hardrada, der ville regere som kommende konge af Norge. I Saga kilderne til Oluf Haraldsson er der mange tekster der giver oplysninger om Oluf Haraldsson. Den ældste kilde, som vi har er Glælognskvida eller "Hav-rolig digt", komponeret af Thórarinn Loftunga, en islænder. Digtet roser Oluf og nævner nogle af de berømte mirakler der tilskrives ham. Oluf er også nævnt i de norske synoptiske historier. Disse omfatter Agrip af Noregskonungasøgum (c. 1190), Historia Norwegiae (c. 1160-1175) og en latinsk tekst, Historia de Antiquitate Regum Norwagiensium af Theodoric munk (c. 1177-1188). Islændingene skrev også udførligt om Oluf, og vi har også flere islandske sagaer om ham. Disse omfatter: Fagrskinna (c. 1220) og Morkinskinna (c. 1225-1235). Den berømte Heimskringla (c. 1225), skrevet af Snorri Sturluson, baserer i vid udstrækning sine kilder til Oluf på den tidligere Fagrskinna. Vi har også den vigtige ældste Saga om St. Oluf (c. 1200), hvilket er vigtigt for akademikere for dens konstante brug af evner vers, hvoraf mange er tilskrevet Oluf selv. Endelig, der er mange hagiographic kilder der beskriver St. Oluf, men mange af disse fokus på mirakler tilskrives ham og kan ikke bruges til præcist, at genskabe hans liv. En der er bemærkelsesværdig, er Passion og mirakler af den velsignede Olufr.

Regeringstid

En udbredt beskrivelse af Olufs liv er fundet i Heimskringla, fra c. 1225. Denne saga kan dog ikke bruges som en præcis kilde til Olufs liv, men de fleste af nedenstående beskrivelser bygger på redigerede data herfra.

I 1008 landede Oluf på den estiske ø Saaremaa (Osilia). Osilianerne, taget af havde overraskelse, ved første indvilget i at betale kravene fra Oluf, men samlede derefter en hær under forhandlingerne og angreb nordmændene. Oluf vandt alligevel slaget. Som teenager tog han til Østersøen, og derefter til Danmark og senere til England. Skjaldedigte tyder på han førte en vellykket søbårne angreb, som trak ned London Bridge, men dette ikke er bekræftet af angelsaksiske kilder. Dette kan have været i 1014, genoprette London og den engelske trone at Æthelred Unready og fjerne Knud. Oluf så det som hans opfordring til at forene Norge til et rige, som hans forfader Harald Hårfager stort set havde lykkedes at gøre. På vej hjem wintered han med hertug Richard II af Normandiet. Denne region var blevet erobret af Norseman i år 881. Grev Richard var selv en ivrig kristen og normannerne havde også tidligere konverterede til kristendommen. Inden afrejsen, var Oluf døbt i Rouen. Oluf tilbage til Norge i 1015 og erklærede sig konge, at opnå støtte fra de fem smålige konger af Uplands. 1016 på slaget Nesjar besejrede han Earl Sweyn, en af earls af Linnemann og hidtil har de virtuelle hersker over Norge. Han grundlagde byen Borg senere at være kendt som Sarpsborg, ved vandfaldet Sarpsfossen i Østfold Amt. Inden for et par år havde han vundet mere magt end havde været nydt af nogen af sine forgængere på tronen. Han havde tilintetgjort de smålige konger i syd, afdæmpet aristokratiet, hævdede sit overherredømme i Orkneyøerne, og gennemførte en vellykket raid på Danmark. Han fik fred med kongen Olof Skötkonung af Sverige gennem Thorgnýr Lawspeaker, og var i lang tid forlovet med sin datter, prinsesse Ingegerd Olofsdotter, dog uden Olofs godkendelse. I 1019 gift Oluf Astrid Olofsdotter, Olofs uægte datter og halvsøster af sin tidligere forlovede. Deres datter Wulfhild gift Ordulf, hertug af Sachsen, i 1042. Talrige royal, grand ducal og ducal linjer nedstammer fra Ordulf og Wulfrid, herunder hus af Sachsen-Coburg og Gotha. Maud af Wales, datter af kong Edward VII af Storbritannien, blev mor til Kong Olav V af Norge, så Olav og sønnen Harald V, den nuværende konge af Norge, således nedstammer fra Oluf. Men Olufs succes var kortvarig. I 1026 han tabte slaget om Helgeå, og i 1029 den norske adel, sydende med utilfredshed, støttede invasionen af Knud den store af Danmark. Oluf blev drevet i eksil i Kievan Rus. Han opholdt sig i nogen tid i Sverige i provinsen Nerike hvor, ifølge en lokal legende, han døbt mange lokale. I 1029 blev Knuds norske regent, Jarl Håkon Eiriksson, tabt på havet. Oluf beslaglagt mulighed for at genvinde riget, men han faldt 1030 på Slaget på Stiklestad, hvor nogle af hans eget fag fra centrale Norge var klædt mod ham. Knud, formået selvom distraheret af opgaven med for England, at tage stilling Norge for fem år efter Stiklestad, med sin søn Svein og Sveins mor Ælfgifu (kendt som Alfifa i oldnordiske kilder) som regents. Men deres regency var upopulær, og da Olufs uægte søn Magnus (døbt 'gode') gjorde krav på den norske trone, blev Svein og Ælfgifu tvunget til at flygte.

Problemerne med Oluf som kristnende konge

Traditionelt, er Oluf blevet opfattet som spillende en betydelig rolle i kristningen af Norge. De fleste lærde af perioden nu erkender imidlertid, at Oluf selv havde meget lidt at gøre med religionsskifte processen. Oluf bragte ham Grimkell, der er normalt krediteres med at hjælpe Oluf oprette episcopal VSØ og yderligere tilrettelæggelse af norske kirke. Grimkell, men blev kun medlem af Olufs husholdning og ingen permanent ser blev lavet indtil c. 1100. Også, Oluf og Grimkell sandsynligvis introducere ikke nye kirkelige love til Norge, men de var tilskrevet Oluf på et senere tidspunkt. Oluf gjorde sandsynligvis prøve at bringe kristendom til de indre regioner i Norge, hvor det var mindre udbredt. Også, er blevet rejst spørgsmål om karakteren af Olufs kristendommen i sig selv. Det forekommer, at Oluf, som mange nordiske konger, bruges sin kristendom til at få mere magt for monarkiet og centralisere kontrollen i Norge. De evner vers tillægges Oluf ikke tale om kristendommen på alle, men faktisk bruge hedenske referencer til at beskrive romantiske relationer og i nogle tilfælde, hans længsel efter en allerede gift kvinde. Anders Winroth, forsøger i sin bog The Conversion of Scandinavia, at få mening ud af dette problem ved at hævde, at der var en "lang proces af assimilation, hvor skandinaverne vedtaget, én efter én og over tid, enkelte kristne praksis". Winroth bestemt sige ikke, at Oluf var ikke kristne, men han hævder, at vi ikke kan tænke på nogen skandinaver som hurtigt konvertere på en fuld måde som portrætteret i den senere hagiographies eller sagaer. Oluf selv er portrætteret i senere kilder som en hellige mirakel-arbejdende figur til at støtte denne hurtigt overblik over konvertering for Norge, selv om den historiske Oluf ikke handlede på denne måde, som det ses især i de evner vers tillægges ham.

Helgen

Oluf, en temmelig barsk hersker der udsatte sine fjender for hårdhændet behandling, blev ironisk nok Norges skytshelgen. Hans kanonisering blev udført kun et år efter hans død af biskop Grimkell. Dyrkelsen af Oluf ikke kun forenede landet, det opfyldte også omdannelse af nationen, noget som kongen havde kæmpet så hårdt. På grund af Oluf's senere status som skytshelgen for Norge, og hans betydning i senere middelalderlige historiografi og i norske folklore, det er vanskeligt at vurdere karakteren af den historiske Oluf. At dømme ud fra de nøgne konturerne af kendte historiske fakta, optræder han, mere end noget andet, som en temmelig mislykkede lineal, hvis magt var baseret på en slags alliance med den meget kraftigere Knud den Store; der blev drevet i eksil, når han hævdede magten af sin egen; og hvis forsøg på en generobringen blev hurtigt knust. Dette kræver en forklaring på den status, fik han efter sin død. Tre faktorer er vigtige: senere myten omkring sin rolle i kristningen af Norge, de forskellige dynastiske relationer mellem de herskende familier, og behovet for legitimitet i en senere periode.

Kristningen af Norge

Oluf Haraldsson og Oluf Tryggvason er sammen traditionelt betragtes som de drivende kræfter bag Norges endelige konvertering til kristendommen. Men store sten krydser og andre kristne symboler tyder på, at i det mindste de kystnære områder af Norge var dybt påvirket af kristendommen længe før Olufs tid; med en enkelt undtagelse havde alle regenter af Norge tilbage til Håkon den gode (c. 920-961) været kristne; og Olufs vigtigste modstander, Knud stort var en kristen hersker. Hvad synes klart er, at Oluf gjort bestræbelser på at etablere en kirkens organisation på en bredere skala end før, blandt andet ved at importere biskopper fra Tyskland, England og Normandiet, og at han forsøgte at håndhæve kristendommen også i de indre områder, som havde den mindste kommunikation med resten af Europa, og som økonomisk var mere stærkt baseret på landbrug, så lyst til at holde på tidligere fertilitet kult ville have været stærkere end i de mere diversificeret og ekspansiv vestlige dele af landet. Mange tror, Oluf indførte en kristen lov i landet i 1024, baseret på skrivning af Kuli stenen. Denne sten er dog svær at fortolke og vi kan ikke være helt sikker på hvad stenen henviser til. Under alle omstændigheder kodificeringen af kristendommen som den juridiske religion af Norge blev tilskrevet Oluf, og hans juridiske ordninger for Norges kirke kom til at stå så højt i øjnene af det norske folk og præster, da Pave Gregory VII forsøgte at gøre gejstlig cølibat bindende på præster i Vesteuropa i 1074-75, Nordmændene ignoreret stort set det, da der ikke var nogen omtale af gejstlig cølibat i Olufs juridiske kode for deres kirke. Kun efter at Norge blev lavet en metropolitan provins med sin egen ærkebiskop i 1153 ” hvilket gjorde den norske kirke, på den ene side, mere uafhængige af sin konge, men på anden side, mere direkte ansvarlig over for paven ” gjorde kanonisk ret få en mere fremtrædende plads i livet og jurisdiktion af den norske kirke. Sigrid Undset bemærker, at Oluf blev døbt i Rouen, hovedstaden i Normandiet, og foreslog, at Oluf brugt præster af Norman nedstigning til sin missionærer. Disse præster ville være nordboerne arv, kunne tale sproget og fælles kultur for de mennesker, de var til at konvertere. Da normannerne, selv havde kun været i Normandie for omkring to generationer, disse præster, i det mindste i nogle tilfælde muligvis Fjern fætre af deres nye menighedsmedlemmer og dermed mindre tilbøjelige til at blive dræbt når Oluf og hans hær drog. De få overlevende manuskripter og den trykte messebog bruges i ærkebispedømme i Nidaros viser en tydelig afhængighed messebøger bruges i Normandy. Det bør nævnes at Kong Oluf II's forsøg på at konvertere Norge involverede tvang og vold, som beskrevet i Heimskringla og andre kilder.

Olufs dynasti

Af forskellige grunde, vigtigst død kong Knud den Store i 1035, men måske endda en vis utilfredshed blandt norske adelige med den danske regering i årene efter Olufs død i 1030, hans uægte søn med medhustru Alvhild, Magnus den Gode, overtog magten i Norge, og i sidste ende også i Danmark. Talrige kirker i Danmark var dedikeret til Oluf i hans regeringstid, og sagaerne giver glimt af lignende bestræbelser på at fremme dyrkelsen af hans afdøde far fra den unge konge. Dette ville blive typisk i de skandinaviske monarkier. Det bør erindres, at de skandinaviske konger i hedensk tid afledte deres ret til at regere fra deres fordringer af afstamning fra den nordiske Gud Odin, eller i tilfælde af kongerne af svenskerne ved gamle Uppsala, af Frej. I kristen tid ville denne legitimation af et dynasti ret til reglen og dens nationale prestige baseres på dens afstamning fra en hellige konge. Således konger i Norge forfremmet dyrkelsen af St. Oluf, konger af Sverige dyrkelsen af St. Erik og kongerne af Danmark kult St. Knud, ligesom i England normanniske og Plantagenet konger fremmede ligeledes dyrkelsen af St. Edward Bekenderen i Westminster Abbey, deres kronings kirke.

Sankt Oluf

Blandt biskopperne, som Oluf bragte med sig fra England, var Grimkell (Grimkillus). Han var nok den eneste af de missionerende biskopper, der var tilbage i landet i forbindelse med Olufs død, og han stod bag oversættelsen og Beatifikationen af Oluf den 3. August 1031. Grimkell blev senere den første biskop af Sigtuna i Sverige.
At lokale biskopper og deres folk anerkendte og proklamerede en person som helgen, og en formel kanoniserings procedure gennem den pavelige curia var den gang ikke sædvane; i Olufs tilfælde skete det ikke førend 1888. Grimkell blev senere udnævnt til biskop i Selsey stift i den sydøstlige del af England. Dette er sandsynligvis grunden til, at de tidligste spor af en liturgisk dyrkelse af St. Oluf findes i England. Et kontor, eller bøn tjeneste, for St. Oluf er fundet i den såkaldte Leofric collectar (c. 1050), som blev efterladt i hans sidste vil og testamente af biskop Leofric af Exeter til Exeter Cathedral. Denne engelske kult synes at have været kortvarig. Adam af Bremen, skriver omkring 1070, nævner pilgrimsrejse til St. Olufs helligdom i Nidaros, men dette er kun fast spor vi har af en kult af St. Oluf i Norge før midten af det tolvte århundrede. På dette tidspunkt blev han også bliver omtalt som Norges evige konge. I 1152/3, var Nidaros adskilt fra Lund som ærkebiskoppen af Nidaros. Det er sandsynligt, at uanset formelle eller uformelle-som vi ikke kender ” dyrkelse af Oluf som en helgen, der kan have været i Nidaros forud for dette, blev understreget og formaliseret ved denne lejlighed. I Thórarinn loftunga evner digt Glælognskvida eller "Hav-rolig digt", dateret til omkring 1052, hører vi for første gang af mirakler udført af St. Oluf. Ene er drab og kaster op på et bjerg af en stadig synlige på cliffside søslange. En anden fandt sted på dagen for hans død, når en blind mand genvandt sit syn efter at gnide øjnene med hænder plettet med blod af helgenen. De tekster, der blev brugt for den liturgiske fejring af St. Oluf i det meste af middelalderen var sandsynligvis kompileret eller skrevet af Eystein Erlendsson, den anden ærkebiskop i Nidaros (1161-1189). De ni mirakler rapporteret i Glælognskvida form kernen i kataloget på mirakler i denne office. St. Oluf ikke var meget populære kun i Norge, men i hele Skandinavien. Talrige kirker i Norge, Sverige og Island var dedikeret til ham. Hans tilstedeværelse var selv følte i Finland og mange rejste fra hele den nordiske verden for at besøge hans helligdom. Bortset fra de tidlige spor af en kult i England, er der kun spredte henvisninger til ham uden for det nordiske område.

Flere kirker i England var dedikeret til ham (oftest som St. Olave). St. Olave kirke i York, kaldes i den angelsaksiske krønike fra 1055 for begravelsesstedet for dens grundlægger, Earl Siward. Det er generelt accepteret, for at være den tidligste datérbare kirke grundlæggelse dedikeret til Oluf og er yderligere bevis for en dyrkelse af St. Oluf i de tidlige 1050'ere i England. St. Olave Hart Street i City of London er begravelsesplads for Samuel Pepys og hans kone. En anden St. Olavs Church syd for London Bridge gav sit navn til Tooley Street og St. Olaves fattige lov Union, senere skulle den blive Metropolitan Borough Bermondsey: dens Fattighus i Rotherhithe blev St. Olave's Hospital og derefter et alderdoms hjem et par hundrede meter fra St. Olav's Church, som er den norske kirke i London. Det førte også til navngivning af St. Olave's Grammar School, som blev etableret i 1571 og indtil 1968 var beliggende i Tooley Street. I 1968 blev skolen flyttet til Orpington, Kent.
St. Oluf blev også, sammen med Guds Moder, skytshelgen for kapellet i Varangianerne, de skandinaviske krigere, der tjente som bodyguard for den byzantinske kejser. Denne kirke menes at have været placeret i nærheden af Hagia Irene kirke i Konstantinopel. Ikonet for Madonna Nicopeia, i øjeblikket i Markuskirken i Venedig, som menes at have foretaget traditionelt i kamp af de byzantinske militære styrker, menes at have været holdt i dette kapel i fredstid. Dermed St. Oluf var også den sidste helgen at blive æret af både vestlige og østlige kirker, før den store Schism.
Der er også et kapel dedikeret til St. Oluf i kirken Sant'Ambrogio e Carlo al Corso i Rom. Dens altertavlen er et maleri af helgenen, vist som Viking kongen besejre en drage, den gave præsenteret for Pave Leo XIII i 1893 for golden jubilee af sin ordination som biskop af hans pavelig chamberlain, Baron Wilhelm Wedel-Jarlsberg.
San Carlo al Corso muligvis den eneste overlevende katolske skrin af St. Oluf uden for Norge. I Tyskland plejede der at være et skrin for St. Oluf i Koblenz. Det havde været installeret i 1463 eller 1464 af Heinrich Kalteisen, på hans pensionering hjem, den Dominikanske klostret i kvarteret Altstadt (tysk, Gamle by) i Koblenz. Han havde været ærkebiskop i Nidaros i Norge i seks år, fra 1452 til 1458. Da han døde i 1464, blev han begravet foran helligdommens alter. Men helligdommen overlevede ikke. Det Dominikanske klostret var sekulariseret i 1802 og blev nedrevet i 1955. Kun Rokokoportalen bygget i 1754, markerer fortsat stedet.
For nylig er pilgrimsruten til Nidaros domkirke, stedet for St. Olufs grav, blevet genindført. Ruten er kendt som Sankt Olavs vejen. Den vigtigste rute, som er omkring 640 km lang, starter i den gamle del af Oslo og hoveder nordpå, langs Lake Mjosa, op til Gudbrandsdalen, over Dovrefjell og ned i Orkdal dalen til ende ved Nidaros domkirke i Trondheim. Der er en Pilgrims kontor i Oslo, som giver gode råd til pilgrimme, og en Pilgrim Centre i Trondheim, under ledelse af katedralen, der uddeler certifikater til vellykket pilgrimme efter afslutningen af deres rejse. Men relikvierne af St. Oluf er ikke længere i Nidaros Cathedral.
Den 29. juli er dagen for St. Olufs død, Færøerne fejrer Olavsøka (Sankt Olufs fest), deres nationaldag, hvor de husker Sankt Oluf, kongen som kristnede Færøerne. Færøerne er det eneste land der holder denne dag hellig.