Fredag 00:00

                Fredag 00:00

Fredag: Dagen gengiver navnet på gudinderne Frigg og Freja, svarende til romernes Venus.
Venus var den romerske gudinde for skønhed og kærlighed, og hendes farve var grøn og symboliserede frugtbarhed og vækst.
Planeten Venus er let at se på himmelen, når det er stjerneklart. Den er ofte, til trods for at det er en planet, blevet kaldt både "aftenstjernen" og "morgenstjernen". Det er fordi lyset fra den sædvanligvis er stærkere og klarere end fra mange af de rigtige stjerner på himmelen.
På latin: dies Veneris 'Venus' dag', Feria VI, Feria sexta; fransk: Vendre-di; oldnordisk: friggsdagr.
Dagens tema: Justering :
Gennemførelsen sker i en konkret verden, der altid ændrer sig. Hvor velforberedt projektet end er, behøves der altså den konstante justering i forhold til de omverdensindflydelser, der aldrig ophører; balanceakten er udtrykt i fredagens Venus-symbol der knyttes til forfinelse, ligevægt, harmonisering og sanselighed, jvf. den danske dagsnavngiver, Freja.
Når man er født en fredag:
Fredagsbørn får kærlighed og lykke.

Fakta om: 16. august Dagens navn er: ROCHUS

Rochus var en Italiener der plejede de pestramte.
Dagen har navn efter Rochus, der under pilgrimsfærd ifølge legenden helbredte pestramte ved at gøre korsets tegn, hvorfor han i slutningen af 1400-tallet afløste Sankt Sebastian som den store pesthelgen.
Ifølge legenden var Rochus søn af et fromt adeligt ægtepar.
Han blev født i Montpellier ca. 1295 og på brystet havde han et rødt kors. Ved at påkalde Rochus kunne man bl.a. udrydde pest.
Da der ved et kirkemøde i Konstanz udbrød pest i byen, blev den fromme Rochus tilkaldt - og pesten forsvandt.
Efter forældrenes død begav han sig på en pilgrimsrejse til Rom.
Både på selve rejsen og i Rom plejede han pestramte og havde undertiden held til, at helbrede dem ved sin bøn. På en pilgrimsrejse fik han pest, men overlevede ved hjælp af en engel og en hund.
Rochus er i Danmark bl.a. gengivet på kalkmalerier og figurer i kirkerne i Skive, Stubbekøbing, Råbjerg og Roskilde.
Han døde den 16 august 1327.
Elvis Presley derimod, døde den 16 August i Memphis 1977. Født i Missipi d. 8. Januar 1935.

Sankt Rochus eller Rocco boede c. 1348 - 15/16 August 1376/79 (traditionelt c. 1295-16 August 1327) var en kristen helgen, en Bekenderen, hvis død er mindet på 16 August; Han er specielt gældende mod pest. Han kan også kaldet Rock på engelsk, og har udpegning af St Rollox i Glasgow, Skotland, siges at være en forvanskning af St. Rochus Loch. Han er en skytshelgen for hunde og falske anklager mennesker, blandt andre.

Etymologi

Sankt Rochus kaldes i forskellige sprog som følger: (Albansk: Shën Rroku; Tysk og Latin: Rochus; Occitansk: Ròc; Katalansk: Roc; Dalmatisk: Roko; Italiensk: Rocco; Fransk: Rochus; Maltesisk: Rokku; Polsk: Rochus; Spansk, filippinsk og portugisisk: Roque; Slovakisk: Rochus eller Rochusus; Slovensk: Rok; Kroatisk: Rok eller Roko; Ungarsk: Rókus).

Traditionel biografi

Ifølge sin Acta og sin vita i Legenda Aurea, blev han født i Montpellier, dengang "ved grænsen til Frankrig", som Legenda Aurea har det, søn af den ædle guvernør i byen. Selv hans fødsel var tegnede sig for et mirakel, for hans ædle mor havde været gold, indtil hun bad til Jomfru Maria. Mirakuløst markeret fra fødslen med et Rødt Kors på sit bryst, der voksede som han selv gjorde, begyndte han tidligt at manifestere streng askese og store hengivenhed; på dage når hans "fromme moder fastede to gange i ugen, og den velsignede barn Rocke undladt ham to gange også, når moderen fastede i uge, og ville sutte hans mor men endnu en dag".

Ved sine forældres død i hans tyvende år fordelte han alle hans verdslige varer blandt fattige som Frans af Assisi ” selvom hans far på sit dødsleje havde ordineret ham til guvernør i Montpellier ” og rejste ud som en mendicant pilgrim til Rom. Kommer ind i Italien under en epidemi af pest, han var meget flittig med pasning syge i de offentlige sygehuse i Acquapendente, Cesena, Rimini, Novara og Rom, og siges at have afholdt mange mirakuløse helbredelser ved bøn og korset og strejf af sin hånd. I Rom, ifølge Legenda Aurea reddede han "kardinal af Angleria i Lombardiet" ved at lave et korsmærke på hans pande, som mirakuløst forblev. Tjenende på Piacenza blev han endelig syg. Han blev bortvist fra byen; og trak sig tilbage ind i skoven, hvor han lavede sig en hytte af grene og blade, som på mirakuløs vis blev forsynet med vand fra en kilde, der opstod på stedet; han ville have omkommet hvis ikke en hund tilhørende en adelsmand ved navn Gothard Palastrelli havde forsynet ham med brød og slikket hans sår og helet dem. Grev Gothard, der ledte efter sin jagthund, opdagede Sankt Rochus og blev hans medhjælper.

På sin tilbagevenden incognito til Montpellier blev han arresteret som en spion (på ordre af sin egen onkel) og kastet i fængsel, hvor han sygnede hen i fem år og døde den 16 August 1327, uden at afsløre sit navn, for at undgå verdslig herlighed. (Tyder, som tidligere nævnt på, at de tidligere begivenheder fandt sted, i stedet på Voghera i 1370s.) Efter hans død, ifølge Legenda Aurea, bragte "Anon en engel fra himlen en tabel guddommeligt skrevet med bogstaver i guld ind i fængslet, som han lagde under lederen af S. Rocke. Og i denne tabel blev skrevet at Gud havde givet ham hans bøn, der er, at der der kalder ydmygt til S. Rocke skal han ikke komme til skade med noget ondt af pest". Byens borgere genkendte ham så godt på hans modermærke; Han blev snart kanoniseret i den populære sind, og en stor kirke opført i veneration.

Dato (1327) gældende af Francesco Diedo for Sankt Rochus død ville gå forud for traumatisk fremkomsten af den sorte død i Europa (1347-49) efter lange århundreder af fravær, som en rig ikonografi af pesten, sine ofre og dens beskyttende hellige blev hurtigt udviklet, hvor ikonografi af Rochuse finder sin historiske plads: tidligere topos ikke eksisterede. Derimod dog kan ikke St. Rochus af Montpellier afvises på grundlag af en specifik pest begivenhed. I middelalderen, blev udtrykket "pest" brugt til at angive en hel række sygdomme og epidemier.

Den første litterære konto er en udateret Acta, der hedder forhold til kontiene længere, uddybet, der fulgte, Acta Breviora, som bygger næsten udelukkende på standardiseret hagiographic topoi for at fejre og fremme dyrkelsen af Rochus

Historien, når Rådet Constance blev truet med pest i 1414, offentlige processioner og bønner for forbøn af Rochus blev bestilt, og udbruddet ophørt, tilbydes af Francesco Diedo, den venetianske guvernør i Brescia, i hans Vita Sancti Rochusi, 1478. Dyrkelsen af Rochus tog fart i løbet af byldepest, som passerede gennem Norditalien i 1477-79.

Historisk figur

Ifølge ph.d.-afhandling i historie studerende Pierre Bolle i 2001 er Sankt Rochus en hagiographical doublet af en mere gamle helgen, Sankt Racho af Autun, der døde omkring 660 E.kr. Racho blev aktiveret for beskyttelse mod storme og Bolle mener, hans navn var grundlaget for navnet på denne helgen og sin protektion af pesten-ramte via en proces af aphaeresis af den gamle franske ord til en storm, ("tempeste") til "-peste" (pest). Dette er også i overensstemmelse med ligevægten på temperamenter theory for middelalderlige medicin, der holdt, at sygdom kan være forårsaget af korruption i luften.

Gian Paolo Vico, Associazione San Rocco Italia, stater, som en fange af fransk oprindelse, som havde været holdt der i fem år, døde i Voghera, Italien i løbet af natten af 15-16 August, mellem 1376 og 1379. Denne fangen havde, ifølge nogle kilder, opnået en vis berømmelse for hellighed i Piacenza og Sarmato. Ifølge Vico registrerer 1391 kalenderen i Voghera en mid summer festival til ære for Sancti Rochusi (St. Rochus af Montpellier, på 16 August) og ikke Sancti Rochusonis(St. Racho of Autun, on 25 January), der angiver eksistensen af to forskellige helgener. Disse oplysninger tyder stærkt på, at en lokal kult og festmåltid af St. Rochus af Montpellier eksisteret mindst så tidligt som i 1391, startende i Voghera før Montpellier. Vi har også dokumentation, kroppen af St. Rochus af Montpellier var i Voghera i 1469 og at det har været agtet siden mindst derefter. Der er også indikationer af en fest i hans ære, fejres i 1483 i overværelse af hans jordiske rester. Disse oplysninger har ført til den nu fælles tro på, at St. Rochus sandsynligvis døde i Voghera, Italien, i stedet for Montpellier i Frankrig.

Dyrkelse

Hans popularitet, oprindeligt i centrale og nordlige Italien og ved Montpellier, spredes gennem Spanien, Frankrig, Libanon, de lave lande, Brasilien og Tyskland, hvor han var ofte interpoleret i tjenesteliste af de 14 hellige hjælpere, hvis dyrkelse spredes i kølvandet på den sorte død. Den storslåede 1500-tals Scuola Grande di San Rocco og den tilstødende kirke San Rocco var dedikeret til ham af en kollegial på Venedig, hvor hans krop var siges at have været skjulte oversat og blev triumferende indviet i 1485; Scuola Grande er berømt for sine sekvens af malerier af Tintoretto, der malede St. Rochus i herlighed i et loft lærred (1564).

Vi ved med sikkerhed, at kroppen af St. Rochus blev båret fra Voghera, i stedet for Montpellier som tidligere antaget, at Venedig i 1485. Pave Alexander VI (1492-1503) bygget en kirke og et hospital i sin ære. Pave Paul III (1534 - 1549) nedsat en kollegial af St. Rochus. Dette blev rejst til en bue-anskaffede i 1556 af pave Paul IV; Den trives stadig i dag. Sankt Rochus havde ikke blevet officielt anerkendt endnu, dog. I 1590 den venetianske ambassadør i Rom rapporterede tilbage til Serenissima at han havde været gentagne gange opfordret til at præsentere vidner og dokumentation af livet og mirakler af San Rocco, allerede er dybt forankret i den venetianske liv, da pave Sixtus V "er stærk i sin udtalelse enten at kanonisere ham ellers at fjerne ham fra rækkerne af hellige"; ambassadøren havde advaret en kardinal af den generelle skandale, der ville opstå, hvis almindeligt agtet San Rocco var påklagede som en bedrager. Sixtus forfulgte ikke sagen, men overlod det til senere paver at fortsætte med kanonisering proces. Hans efterfølger, pave Gregory XIV (1590-1591), tilføjes den romersk-katolske kirke Martyrologi, St. Rochus af Montpellier, der havde allerede været opkaldt i det hellige offer af massen i to århundreder, hvorved fastsættelse 16 August som hans universel festdag.

Talrige broderskaber er indledt i hans ære. Han er normalt repræsenteret i dragt af en pilgrim, ofte løfte sin tunika for at demonstrere pest ømme i sine lår, og ledsaget af en hund, der bærer et brød i sin mund. Tredje Bestil St. Francis af tradition, hævder ham som medlem af ordenen, og omfatter hans fest på sin egen kalender for helgener, observere det på August 17.

Sankt Rochus sluttede Sankt Gerald (San Gerardo) som skytshelgen for byen Potenza, Italien.

Sankt Rochus i kunst

Efter den sorte død, især de italienske pestepidemi i 1477-79, nye billeder af kristne martyrer og hellige syntes og Sankt Rochus fået nye berømmelse og popularitet. Den religiøse kunst af tiden understregede betydningen af helgenen til pest-redet kristne.

De nye pest-relaterede billeder af Sankt Rochus blev trukket fra en række kilder. Pest tekster stammer fra gamle og klassisk gange samt kristne, videnskabelige og folkemusik overbevisninger, alle bidraget til denne nye visuelle tradition. Nogle af de mest populære symboler i Pest var sværd, Dart, og de fleste især pile. Der var også en prævalens af memento mori temaer, mørke skyer og astrologiske tegn (signa magna) som kometer, der ofte henvises til læger og forfattere af pest skrifter som årsag til pesten. De fysiske symptomer af pest - en hævet arm, et skævt hoved eller en sammenklappet krop - begyndte at symbolisere pest i efter sort død maleri.

Pest hellige tilbød håb og helbredelse før, under og efter gange af pest. En særlig stil af maleri, pesten offerfund, blev betragtet som en talisman for afværge pest. Det portrætteret en bestemt helgen som en forbeder mellem Gud og den eller de personer, der bestilt maleri - normalt en by, regering, lå anskaffede eller religiøs orden at sone Fællesskabet "kollektiv skyld".

Disse pest votives arbejdede som en psykologisk forsvar mod sygdom, hvor man forsøgte at manipulere deres situation gennem anmoder om forbøn af en helgen mod pile af pest. I stedet for et samfund deprimeret og affundet med gentagne epidemier, repræsenterer disse votives folk at tage positive skridt til at genvinde kontrol over deres miljø. Malerier af St. Rochus repræsenterer den tillid, hvor renæssance tilbedere forsøgte at få adgang til overnaturlige støtte i at overvinde hærgen af pest.

Den meget overflod af midler som mennesker påberåbes ved hjælp af den himmelske domstol er afgørende i forståelsen af renæssancen svar til sygdommen. Snarere end depression eller fratræden, folk "besad en tillid til, at sætte endnu en apokalyptisk katastrofe af omfanget af den sorte død i perspektiv af Guds sikker og velvillige plan for menneskeheden."

Pest votives fungerede både bede om forbøn støtte fra pest helgener og give katarsis for en befolkning, der havde lige været vidne til en dyb kropslig ødelæggelse af pesten. Ved at vise pest hellige såsom St. Rochus, og St. Sebastian, påvirket votives fordelingen af Guds nåde ved at påberåbe sig mindet om de menneskelige lidelser opleves af Kristus under Passion. I St. Rochus kunst efter 1477 vises helgenens sår af hans martyrium uden tegn på smerte eller lidelse. Rochus løftede aktivt hans tøj for at få vist pest bubo i hans lår. Denne visning af hans pest bubo viste, at "han glædede sig over sin sygdom som et guddommeligt sendte mulighed for at efterligne lidelser Kristi... (hans) tålmodig udholdenhed (af de fysiske lidelser af pest var) en form for martyrium. "

Rochus's status som en pilgrim, som lidt pest er altafgørende i hans ikonografi. "Synet af Rochus arret af pest endnu i live og sunde må have været et følelsesladede billede af en lovede kur. Her var bogstavelig bevis på at man kunne overleve pest, en helgen, der havde vundet over sygdommen i sit eget kød."