Portræt af Louise af Mecklenburg-Güstrow, kong Frederik IVs dronning, malet c. 1700 af Jacob d'Agar.

                Onsdag 00:00

Louise på tronstolen, venstre hånd hviler på den dansk-norske krone, malt af JS Wahl.


Louises sarkofag i Roskilde Domkirke.


Sankt Augustinus.


Sankt Augustinus Bispevielse af Jaume Huguet.


Glasmosaik-vindue med Skt. Augustinus, Lightner Museum.


"St. Augustinus omvendelse",
maleri af Fra Angelico.


Portræt, malt af Philippe de Champaigne,
17. århundrede.


St. Augustinus, malt af Peter Paul Rubens.


Sankt Augustinus diskuterer med kætterne, maleri af Vergos Group


Sankt Augustinus Grav (1362) i presbyterkirken, San Pietro in Ciel d'Oro i Pavia, Italien.


Odin gav sit ene øje i bytte for, at drikke vand fra visdommens kilde, kaldet Mimers brønd. Han blev herefter alvidende.

                Onsdag 00:00

Onsdag: Opkaldt efter den nordiske gud Odin, oldnordisk: odinsdagr. Odin herskede over sindet (visdom), kommunikation (med sine dyr, som fløj ud i verden) og kundskab. Derfor er onsdag specielt god til bl.a. spådom og magi, der har med kommunikation og viden at gøre.
Hans romerske modstykke er Merkur, budbringeren med de magiske sandaler og hjelmen, som lod ham flyve gennem luften med en enorm fart - som ellers kun tankerne kan.
Farverne, der er associeret med Merkur er stærke og klare, energigivende og bruges for at stimulere sindet i stedet for følelserne. Eksempler er gul eller orange.
På latin: dies Mercurii Feria IV, Feria quarto, fransk: Mercredi.
Dagens tema: Analytisk bearbejdelse :
'hvordan hænger det sammen, alt hvad jeg har erfaret?'; den intellektuelle syntese er udtrykt i onsdagens intellekt-symbol Odin, Merkur.
Når man er født en onsdag:
Onsdagsbørn er født til glæde og smil.

Fakta om: 28. august Dagens navn er: LOVISE og AUGUSTINUS

Lovise og Augustinus dag:

Om Lovise:

Om Lovise, eller Louise ved man ikke meget. T.V. ses et portræt af Louise, Frederik IV's første dronning.

Louise (28. august 1667 - 15. marts 1721) var dronning af Danmark og Norge fra 1699 til 1721 som ægtefælle til kong Frederik 4. Hendes forældre var hertug Gustav Adolf af Mecklenburg-Güstrow og Magdalene Sibylle, født prinsesse af Slesvig-Holsten-Gottorp.

Biografi

Louise blev født den 28. august 1667 i Güstrow i Mecklenburg i Nordtyskland som datter af hertug Gustav Adolf af Mecklenburg-Güstrow i hans ægteskab med Magdalene Sibylle af Slesvig-Holsten-Gottorp.

Hun indgik ægteskab med den senere Frederik IV den 5. december 1695 på Københavns Slot. Både brylluppet og prinsessens indtog i byen fejredes med stor pragt. Hun fødte 5 børn, af hvilke dog kun de 2 blev voksne, nemlig Christian 6. og Prinsesse Charlotte Amalie.

Hendes hovedinteresse var læsning i religiøse bøger, og hendes bogsamling, der efter hendes død gik over til Det Kongelige Bibliotek, bestod hovedsagelig af tyske asketiske skrifter.

Børn

• Christian (28. juni 1697 - 1. oktober 1698)
• Christian 6. (10. december 1699 - 6. august 1746)
• Frederik Karl (23. oktober 1701 - 7. januar 1702)
• Georg (6. januar 1703 - 12. marts 1704)
• Prinsesse Charlotte Amalie (6. oktober 1706 - 28. oktober 1782)

Louise af Mecklenburg-Güstrow (28. August 1667 - 15. marts 1721) var dronning gemalinde af Danmark og Norge som den første ægtefælle til kong Frederik IV i Danmark.

Hun blev født i Güstrow i familien af hertug Gustav Adolph af Mecklenburg-Güstrow og Magdalene Sibylle af Holsten-Gottorp som en stor-oldebarn af Frederik II af Danmark. Hendes morforældre var Hertug Frederik III af Holsten-Gottorp og Marie Elisabeth af Sachsen. Louise voksede op i en lille domstol præget af pietistiske følelser og streng religiøsitet ledet af sin far, der skrev religiøse sange i pietistisk ånd. Da Louise blev valgt som gemalinde til den danske tronarving, modtog hun en helhjertet accept fra kongehuset, mens kronprinsen selv, på trods af løfter om et større udvalg, i virkeligheden ikke havde andet valg end hertugens døtre, Frederik valgte Louise da han forventede, at hun ville acceptere hans affærer uden protester.

Den 5. december 1695, blev Louise gift med kronprins Frederik på Københavns Slot og blev siden dronning gemalinde af Danmark i 1699. Deres eneste børn, der nåede moden alder var kong Christian VI af Danmark og prinsesse Charlotte Amalie af Danmark.

Louise levede stille ved det danske hof. I modsætning til Frederik IV vandt hun aldrig popularitet hos befolkningen. Louise deltog i sin rolle som dronning ved officielle ceremonier, men blev ellers ignoreret ved hoffet, og hendes isolerede og rolige liv har gjort hende mindre kendt i historien. Hendes passive holdning vandt ikke nogen respekt fra kongehuset. Det nævnes, at hun forårsagede pinlige scener ved hoffet under Frederiks affærer og at hun havde et dårligt temperament.

Dronning Louise led meget på grund af sin mands utroskab. Frederik indgik to ægteskaber til venstre hånd; i 1703, begik han bigami med Elisabeth Helene von Vieregg, og i 1712 med Anna Sophie Reventlow. Dagen efter Dronning Louises begravelse, giftede Frederik IV sig med Anna Sophie Reventlow igen, og mindre end to måneder senere forfremmede han hende til en status som dronning. På trods af hans bigamistiske relationer, fortsatte dronningen pligtopfyldende med, at føde ham børn. Børnene som Frederik havde med sine andre koner døde alle efter omkring et års levetid. Dronning Louise var tæt på sin søn Christian, som senere ville fremme sin mors sag overfor det danske hof. Hun var stærkt påvirket af pietismen og hun søgte trøst i religionen. Hendes hovedinteresse var at læse religiøse bøger. Efter hendes død, blev hendes interesse for religion rost af præster, der sammenlignede hende med den legendariske dronning Ester. Hendes samling på 400 bøger, som blev doneret til Det Kongelige Bibliotek efter hendes død, var hovedsagelig sammensat af asketisk religiøs litteratur på tysk. I 1708-09 blev hun regent under hendes mands rejse til Italien.

Rosenborg blev fuldstændig opgivet som kongebolig, mens Louise var dronning. Byggeriet af en ny sommerresidens, Frederiksborg Slot, begyndte i 1699, og var klar til indflytning i 1703.

Hun døde i København og blev begravet i Roskilde Domkirke.

---

Om Augustinus af Hippo:

Den nordafrikanske kirkefader Augustinus (354-430), der udformer læren om arvesynden. Augustinus var biskop af Hippo i Nordafrika. Han har givet navn til Augustinernes tiggermunkeorden, som han selv grundlagde. Han bliver Biskop i byen Regius og er en af de 4 kirkefædre; der udover ham selv er: Gregorius , Ambrosius og Hieronymus .
Filosoffen og teologen Aurelius Augustin (St. Augustinus), blev født i Thagaste i Nordafrika omkring år 354. I Karthago uddannes han i retorik og fungerer som lærer, indtil han i 383 headhuntes af den kristne kirke i Rom, hvorfra han fortsætter til Milano, hvor han får embede.
Det er, som nævnt, Augustinus, der udformer den kristne lære om arvesynden, dvs. en socialt belastende arv, som han ser som et udslag af vores frie vilje og dermed som en konsekvens af de valg vi foretager. Han påpeger dermed, at de valg vi foretager, kan (eller vil) have socialt belastende konsekvenser for efterfølgende slægtsled.
Han dør på denne dato i år 430 da vandalerkongen Geiseric belejrede Hippo.

Hvad er tid ?

Det siges om den lærde Aurelius Augustin, at hvis ingen spurgte ham, da vidste han hvad tid er, men hvis nogen spurgte ham, da vidste han det ikke. "Si non rogas intelligo", skal han have sagt.

Augustin af Hippo (Latin: Aurelius Augustinus Hipponensis; 13 November 354-28 August 430), også kendt som Saint Augustine eller Saint Austin, var en tidlig kristen teolog og filosof hvis skrifter var meget indflydelsesrig i udviklingen af Western kristendommen og vestlige filosofi. Han var biskop i Hippo Regius (nutidens Annaba, Algeriet) placeret i den romerske provins i Afrika. Skrivning under den patristiske æra, er han set som en af de vigtigste kirkefædre i Vesten. Blandt hans vigtigste værker er Guds by og tilståelser, som fortsat vil læses bredt i dag.

Ifølge hans samtidige, Jerome, Augustine "etableret ny den gamle tro." I sine tidlige år, var han stærkt påvirket af Manichaeism og bagefter nyplatonismen Plotin. Efter sin omvendelse til kristendommen og dåben i 387 udviklet Augustine sin egen tilgang til filosofi og teologi, imødekommende en række metoder og perspektiver. At tro, at Kristi nåde var uundværlig for menneskets frihed, han hjalp med at formulere doktrinen om arvesynden og skelsættende bidraget til udviklingen af bare krigen teori.

Da det vestromerske rige begyndte at smuldre, udviklede Augustine konceptet om den katolske kirke som en åndelig City of God (i en bog af samme navn), adskiller sig fra materialet jordiske by. Hans tanker påvirket dybt det middelalderlige verdensbillede. Augustine's City of God blev tæt identificeret med segment af kirken, der levet op til tanken om treenigheden som defineret af Rådet i Nikæa og Rådet i Konstantinopel.

I den katolske kirke og den anglikanske kommunion er han en helgen, en fremtrædende læge af kirken og protektor for Augustinerordenen. Hans memorial fejres på 28 August, dagen for hans død. Han er skytshelgen for bryggerier, printere, teologer, lindring af ømme øjne og en række byer og stifter. Mange protestanter, især Calvinisterne, overveje ham en af de teologiske fædre af den protestantiske Reformation på grund af sin lære om frelse og guddommelig nåde.

I øst, er mange af hans lærdomme ikke accepteret. De vigtigste doktrinære polemikken omkring hans navn er filioque. Andre doktriner, der er undertiden uacceptable er hans opfattelse af arvesynden, læren om nåde og prædestination. Ikke desto mindre, selvom anses for at være forkert på nogle punkter, er han stadig betragtes som en helgen, og hans festdag fejres på 15 juni. Han bærer den yderligere titel af velsignede i modsætning til Saint blandt den ortodokse kirke, på grund af læren set som kontroversielle med doktrinen.

Liv :
Barndom og uddannelse

Augustin blev født i 354 i municipium af Thagaste (nu Souk Ahras, Algeriet) i romersk Afrika. Hans mor, Monica, var en troende kristen; hans far Patricius var en hedensk, der konverterede til kristendommen på sit dødsleje. Forskere mener, at Augustines forfædre omfattede berbere, Latins og fønikerne. Han betragtede sig selv som puniske. Augustines familie navn, Aurelius, tyder på, at hans far forfædre blev frigivne slaver af gens Aurelia givet fuld romersk borgerskab edikt Caracalla i 212. Augustines familie havde været Roman, ud fra et juridisk synspunkt, for mindst et århundrede, da han blev født. Det antages, at hans mor, Monica, var af Berber oprindelse, på grundlag af sit navn, men da hans familie var honestiores, en overklasse borgeres kendt som hæderlige mænd, Augustines første sprog er tilbøjelige til at have været Latin. 11-årig blev han sendt til skolen i Madaurus (nu M'Daourouch), en lille Numidian by omkring 19 km syd for Thagaste. Der blev han bekendt med latinsk litteratur, som godt som hedenske tro og praksis. Hans første indsigt i karakteren af synd opstod når han og en række venner stjal frugt de ikke ville selv fra et kvarter haven. Mens hjemme i 369 og 370, læste han Ciceros dialog Hortensius (nu tabte), som han betegnede som efterlader et varigt indtryk på ham og gnister sin interesse i filosofi.

I en alder af 17, gennem generøsitet af sin landsmand Romanianus, gik Augustine til Carthage at fortsætte sin uddannelse i retorik. Selvom rejst som en kristen, forlod Augustine kirken for at følge den manikæiske religion, meget til fortvivlelse af sin mor. Som en ungdom boede Augustine en hedonistisk livsstil i tid, forbinder med unge mænd, der pralede med deres seksuelle bedrifter med kvinder og mænd. De opfordrede de uerfarne drenge, som Augustin, søger erfaring eller fyldes op historier om deres oplevelser for at opnå accept. Det var i denne periode at han ytrede sin berømte bøn, "Giv mig kyskhed og kontinens, men ikke endnu."

På omkring en alder af 19, indledte Augustine en affære med en ung kvinde i Carthage. Måske fordi hans mor ville have ham til at gifte sig med en person i sin klasse, kvinden forblev hans kæreste i over 13 år og fødte sønnen Adeodatus, som blev set som yderst intelligent af hans samtidige. I 385 opgivet Augustine sin kæreste for at forberede sig til at gifte sig med en arving.

Undervisning retorik

I løbet af årene 373 og 374 undervist Augustine grammatik på Thagaste. Året efter han flyttede til Carthage for at gennemføre en skole for retorik, og ville forblive der i de næste ni år. Forstyrret af den uregerlige opførsel af studerende i Karthago i 383 flyttede han til at etablere en skole i Rom, hvor han troede de bedste og klogeste retorikere praktiseres. Augustin var imidlertid skuffet over de romerske skoler, hvor han blev mødt med ligegyldighed. Når tiden kom for sine elever til at betale deres gebyrer, flygtede de simpelthen. Manikæiske venner introducerede ham til præfekten i byen Rom, Symmachus, der var blevet bedt om at give en professor i retorik for det kejserlige Hof i Milano.

Augustine vandt jobbet og ledes nord for at påtage sig sin stilling i slutningen 384. I en alder af tredive, havde han vundet den mest synlige videnskabelig stilling i den latinske verden, på et tidspunkt, hvor sådanne indlæg gav klar adgang til politiske karriere. I denne periode, selv om Augustin viste nogle iver for Manichaeism, han var aldrig en indviet eller "udvalgte", men forblev en "revisor", det laveste niveau i den sekt hierarki.

Mens stadig i Carthage, havde han begyndt at bevæge sig væk fra Manichaeism, delvis på grund af et skuffende møde med manikæiske biskop, Faustus af Mileve, en central eksponent for manikæiske teologi. I Rom, er han rapporterede at have helt vendte sig bort fra Manichaeanism, og i stedet omfavnede skepsis bevægelighed New Academy. På Milan pressede hans mor ham til at blive en kristen. Augustins egne undersøgelser i Neoplatonism også fører ham i denne retning, og hans ven Simplicianus opfordrede ham måde. Men det var biskop i Milano, Ambrose, der havde mest indflydelse over Augustine. Ligesom Augustine var Ambrose en mester i retorik, men ældre og mere erfarne.

Augustines mor havde fulgt ham til Milano og han tillod hende at arrangere et ægteskab, som han opgav sin medhustru. Det menes, at Augustine virkelig elskede den kvinde, han havde levet med i så lang tid og var dybt ondt ved at afslutte dette forhold. Faktisk er der beviser at Augustine kan have anså sit forhold med konkubine til ligestilles med ægteskab, men ikke juridisk anerkendt som sådan. I sin bekendelser indrømmede han, at oplevelsen i sidste ende producerede en nedsat følsomhed over for smerte over tid. Han måtte vente to år indtil hans forlovede kom af alder, og han fandt snart en anden konkubine. Augustine afbrød tiden sin forlovelse til sin 11-årige forlovede, men aldrig fornyet sit forhold med enten af sin konkubiner.

Alypius af Thagaste styrede Augustine fra ægteskab, siger, at de ikke kunne leve et liv sammen i kærlighed til visdom, hvis han gift. Augustine kiggede tilbage år senere i livet på Cassiciacum, en villa uden for Milano, hvor han indsamlede med sine tilhængere, og beskrev det som Christianae vitae otium - det kristne liv i fritid. Augustin var blevet tildelt et job af professor i retorik i Milano på den tid, han boede på Cassiciacum omkring 383.

Kristen omvendelse og præsteskab

Om sommeren af 386, efter at have hørt og været inspireret og bevæget af historien om Placianuss og hans venners førstebehandling af livet i Saint Anthony af ørkenen, Augustine konverteret til kristendommen. Da Augustin senere fortalte det, hans omvendelse var foranlediget af en barnlig stemme hørte han fortæller ham at "tage og læse" (Latin: tolle, lege), som han tog som en guddommelig kommando til at åbne Bibelen og læste det første han så. Augustine læse fra Pauls brev til romerne - den såkaldte "Transformation af troende" afsnit, bestående af kapitel 12 gennem 15 - hvori Paul skitserer, hvordan evangeliet forvandler troende og den troendes resulterende adfærd. Den specifikke del som Augustine åbnet sin bibel var romerne kapitel 13, vers 13 og 14, nemlig:

Ikke i optøjer og drukkenskab, ikke i chambering og kådhed, ikke i strid og misunde, men sat på Herren Jesus Kristus, og ingen hjemmel i kødet til at opfylde lysterne heraf.

Han skrev senere en beretning om hans omvendelse - hans meget transformation, som Paul beskrevet - i sin bekendelser (Latin: Confessiones), som siden er blevet et must-læse klassisk kristen teologi.

Ambrose døbt Augustine, sammen med sønnen Adeodatus, på påske Vigil i 387 i Milano. Et år senere, i 388 afsluttet Augustine sin undskyldning om hellighed af den katolske kirke. Samme år også tilbage Adeodatus og Augustine til Afrika, Augustines hjem kontinent. Augustines mor Monica døde i Ostia, Italien, som de parate til at gå i gang i Afrika. Ved deres ankomst begyndte de et liv i aristokratiske fritid på Augustines familie ejendom. Snart efter, Adeodatus, også gik bort. Augustine derefter solgt sin arv og gav pengene til fattige. Det eneste, han holdt var familiens hus, som han omdannet til et monastiske fundament for sig selv og en gruppe af venner.

I 391 blev Augustine ordineret præst i Hippo Regius (nu Annaba), i Algeriet. Han blev en berømt prædikant (mere end 350 bevarede prædikener menes at være ægte), og blev bemærket for bekæmpelse af manikæiske religion, som han tidligere havde overholdt.

I 395 han var gjort coadjutor biskoppen i Hippo, og blev fuld biskop kort tid derefter, deraf navnet "Augustin af Hippo"; og han gav sin ejendom til kirken Thagaste. Han forblev i denne stilling indtil sin død i 430. Han skrev sin selvbiografiske tilståelser i 397-398. Hans arbejde Guds by var skrevet til konsol hans andre kristne kort efter vestgoterne havde fyret Rom i 410.

Augustine arbejdede utrætteligt på at overbevise befolkningen i Hippo at konvertere til kristendommen. Selvom han havde forladt sit kloster, fortsatte han med at føre en klosterliv i den episkopale residence. Han forlod en forord til sit kloster, der førte til hans angivelse som "skytshelgen for regelmæssig gejstlige."

Meget af Augustine's senere liv blev indspillet af hans ven Possidius, biskop i Calama (nutidens Guelma, Algeriet), i hans Sancti Augustini Vita. Possidius beundrede Augustin som en mand stærk Intellekt og en omrøring orator, der benyttede enhver lejlighed til at forsvare kristendommen mod sine modstandere. Possidius beskrev også Augustines personlige træk i detaljer, tegne et portræt af en mand, der spiste sparsomt, arbejdede utrætteligt, foragtet sladder, skyede fristelser af kødet og udøves forsigtighed i den finansielle forvaltning af hans see.

Død og veneration

Biskop, filosof, teolog

Kort før Augustines død vandalerne, en germansk stamme, der havde konverteret til arianisme, invaderede romerske Afrika. Vandalerne belejret Hippo i foråret af 430, når Augustine indtastet sin endelige sygdom. Ifølge Possidius fandt en af de få mirakler tilskrives Augustine, heling af en syg mand, sted under belejringen. Ifølge Possidius tilbragte Augustine sine sidste dage i bøn og omvendelse, anmoder om, at David penitential salmer hænges på sine vægge, så at han kunne læse dem. Han instrueret, at biblioteket i kirken i Hippo og alle bøgerne deri bør være omhyggeligt bevaret. Han døde den 28 August 430. Kort efter hans død, vandalerne løftet belejringen af Hippo, men de returnerede ikke længe derefter og brændte byen. De ødelagde det hele men Augustins domkirke og bibliotek, som de forlod uberørt.

Augustin blev kanoniseret af populære anerkendelse og senere anerkendt som læge i kirken i 1298 af pave Boniface VIII. Hans festdag er 28 August, den dag, hvor han døde. Han betragtes som skytshelgen for bryggerier, printere, teologer, ømme øjne og en række byer og stifter.

Relikvier

Ifølge Lillians sande Martyrologi, blev Augustines krop senere oversat eller flyttet til Cagliari, Sardinien, af de katolske biskopper bortvist fra Nordafrika ved Huneric. Omkring 720, blev hans jordiske rester oversat igen af Peter, biskoppen af Pavia og onkel til Lombard Kong Liutprand, at kirken San Pietro in Ciel d'Oro i Pavia, for at redde dem fra hyppige kystnære razziaer af muslimer. I januar 1327 udstedt pave John XXII den pavelige bull Veneranda Santorum Patrum, hvori han udnævnt Augustinerordenen vogtere af graven af Augustine (kaldet Arca), som blev genskabt i 1362 og kunstfærdigt udskårne med basrelieffer af scener fra Augustines liv.

I oktober 1695 opdagede nogle håndværkere i kirken San Pietro in Ciel d'Oro i Pavia en marmor æske indeholdende nogle menneskelige knogler (herunder en del af et kranium). En strid opstod mellem de Augustinian eneboere (rækkefølgen af Saint Augustine) og regelmæssig kanonerne (Canons regelmæssig af Saint Augustine) om, hvorvidt disse var knogler af St. Augustine. Eremitter troede ikke så; kanonerne bekræftede, at de var. Til sidst instrueret pave Benedict XIII (1724-1730) af biskoppen af Pavia, Monsignor Pertusati, til at træffe en afgørelse. Biskoppen erklærede, at, efter hans mening, knoglerne var de af Saint Augustin.

Augustinerordenen blev fordrevet fra Pavia i 1700, tilflugt i Milano med relikvier af Augustine, og den afmonterede Arca, som blev fjernet til domkirken der. San Pietro blev forfaldt, men endelig genopbygget i 1870 ' erne, under pres fra Agostino Gaetano Riboldi, og reconsecrated i 1896 når relikvier af Augustin og helligdommen blev igen geninstalleret.

Tanker

• Arve synden
• Guddommelig nåde
• Usynlige kirke
• Prædestination
• incurvatus i Sædet
• Augustininsk hypotese
• Bare krig
• Augustinian theodicy

Arbejder

• Guds by
• Confessions
• Kristen doktrin
• Monologer
• Enchiridion

Påvirkninger og tilhængere

• Plotinus
• St. Monica
• Ambrose
• Possidius
• Thomas Aquinas
• Bonaventure
• Luther
• Calvin
• Jansen

Kristen antropologi

Augustin var en af de første kristne gamle latinske forfattere med en meget klar vision af teologiske antropologi. Han så mennesket som en perfekt enhed af to stoffer: krop og sjæl. I sin sene afhandling på pleje at være haft for døde, afsnit 5 (420 annonce) formanede han for at respektere kroppen, at det hørte til selve karakteren af den menneskelige person. Augustines foretrukne tallet til at beskrive krop-sjæl enhed er ægteskab: caro tua, coniunx tua ” din krop er din kone. I første omgang, var de to elementer i perfekt harmoni. Efter faldet af menneskeheden oplever de nu dramatiske kamp mellem hinanden. De er to kategorisk forskellige ting. Kroppen er et tre-dimensionelt objekt, der består af de fire elementer, der henviser til, at sjælen har ingen rumlige dimensioner. Sjælen er en slags stof, deltager i grunden, egnet til dom kroppen. Augustin var ikke optaget, som Platon og Descartes var, med at gå for meget i detaljer i bestræbelserne på at forklare metafysik af sjæl-legeme-union. Det tilstrækkeligt for ham til at indrømme, at de er metafysisk særskilte: at være et menneske er at være sammensat af krop og sjæl, og sjælen er overlegen i forhold til kroppen. Den sidstnævnte sætning er funderet i hans hierarkisk klassificering af ting i dem, der blot findes, dem, der findes og lever, og dem, der findes, live, og har intelligens eller årsag.

Ligesom andre kirkefædre som Athenagoras, St. Augustine "fordømt kraftigt praksis af provokeret abort" som en forbrydelse i enhver fase af graviditeten, selv om han accepterede sondringen mellem "dannede" og "uformede" fostre nævnt i Septuaginta-oversættelse af anden Mosebog 21:22-23, en tekst, som han observerede, ikke klassificere som mord abort af en "uformede" Foster, da det ikke kunne siges med sikkerhed, at det allerede havde modtaget en sjæl.

Astrologi

Augustines samtidige ofte troede astrologi til at være en nøjagtig og ægte videnskab. Dens udøvere blev betragtet som sande mænd af læring og kaldes mathemathici. Astrologi spillede en fremtrædende rolle i manikæiske doktrin, og Augustine, selv var tiltrukket af deres bøger i sin ungdom, der især fascineret af dem, der hævdede at forudsige fremtiden. Senere, som en biskop, plejede han at advare, at man bør undgå astrologer, der kombinerer videnskab og horoskoper. (Augustins begreb "mathematici", hvilket betyder "astrologer", bliver undertiden fejltolket som "matematikere".) Ifølge Augustin var de ikke ægte studerende af Hipparchos og Eratosthenes "fælles svindlere".

Oprettelse

Augustin afviste i Guds by, både udødelighed af den menneskelige race foreslået af hedninge, og moderne ideer i aldre (som dem i visse grækerne og egypterne), der adskilte sig fra Kirkens hellige skrifter. I The bogstavelig fortolkning af tilblivelsen opfattelse Augustine at alt i universet blev skabt samtidigt af Gud, og ikke i syv kalender dage som en bogstavelig konto i Genesis ville kræve. Han argumenterede for, at seks-dages struktur af skabelse præsenteret i bogen af Genesis repræsenterer en logisk ramme, snarere end i tidens løb i en fysisk måde - det ville bære en åndelig, snarere end fysisk, betydningen, som er ikke mindre literal. En af grundene til denne fortolkning er passage i Sirak 18:1, creavit omni samtidig med ("han skabte alle ting på én gang"), som Augustin tog som bevis for, at dagene af Genesis 1 måtte tages ikke bogstaveligt. Augustin også forestiller ikke arvesynden som forårsager strukturelle ændringer i universet, og foreslår endda, at Adam og Eva allerede var skabt som dødelige inden syndefaldet. Ud over sine særlige synspunkter genkender Augustine, fortolkning af historien, skabelse er vanskelig, og bemærkninger, at vi skal være villige til at ændre mening om det, som nye oplysninger kommer op.

Ekklesiologi

Augustine udviklede sin doktrin af kirken hovedsagelig som reaktion på den donatistiske sekt. Han lærte at der er en kirke, men at der inden for denne kirke findes to realiteter, nemlig den synlige aspekt (den institutionelle hierarki, sakramenterne og lægfolk) og usynlige (sjælene af dem i kirken, der ligger døde, syndige medlemmer eller udvalgte prædestinerede for himlen). Førstnævnte er det institutionelle organ, der nedsættes af Kristus på jorden, som forkynder frelse og administrerer sakramenterne, mens sidstnævnte er usynlige kroppen af udvalgte, der består af ægte troende fra alle aldre, og der kendes kun til Gud. Kirken, som er synlig og samfundsmæssige, vil bestå af "hvede" og "klinten", der er gode og onde mennesker (som Matt 13:30), indtil udgangen af tid. Dette begreb imødegås donatistiske påstand om, at kun de i en tilstand af grace var "sandt" eller "ren" kirke på jorden, og at præster og biskopper, som ikke var i en tilstand af nåde havde ingen myndighed eller evne til at confect sakramenter.: 28 Augustine Ekklesiologi blev mere færdigudviklet i Guds by. Der opfatter han i kirken som en himmelske by eller et Kongerige, regeret af kærlighed, som vil i sidste ende sejre over alle jordiske imperier, som er selvoptagede og regeret af stolthed. Augustine fulgt Cyprian i undervisningen, at biskopper og præster i kirken er efterfølgerne af apostlene, og at deres myndighed i kirken er Gud-given.

Eskatologi

Augustine oprindeligt troede i premillennialism, nemlig at Kristus ville etablere en bogstavelig 1000-årige Kongerige før den almindelige opstandelse, men senere afvist troen, ser det som kødelige. Han var den første teolog at udlægge en systematisk læren om amillennialism, selv om nogle teologer og kristne historikere mener, at hans position var tættere på moderne postmillennialists. Den middelalderlige katolske kirke bygget sit system af eskatologi på Augustinian amillennialism, hvor Kristus regler jorden åndeligt gennem sin triumferende kirke. Ved reformationen blev accepteret teologer som John Calvin amillennialism. Augustine lærte at sjælen evige skæbne bestemmes ved død, og at purgatorial brande den formidlende stats rense kun dem, der døde i fællesskab med kirken. Hans undervisning leveret brændsel til senere teologi.

Erkendelsesteoretisk visninger

Erkendelsesteoretisk bekymringer formet Augustines intellektuelle udvikling. Hans tidlige dialoger, Contra Academicos, (386) og De Magistro (389), begge skrevet kort efter hans omvendelse til kristendommen, afspejler hans engagement med skeptiske argumenter og vise udviklingen af hans doktrin om indre belysning. Doktrinen om belysning hævder, at Gud spiller en rolle i menneskets perception og forståelse af lysende sindet, således at mennesker kan genkende forståelig realiteter, som Gud præsenterer. Ifølge Augustin, belysning kan fås til alle rationelle sind, og er forskellige fra andre former for mening perception. Det er meningen at være en forklaring af de nødvendige betingelser for sindet til at have en forbindelse med forståelig enheder. Augustin også stillet problemet med andre sind i hele forskellige værker, mest kendt er nok i på the Trinity (VIII.6.9), og udviklet, hvad er kommet til at være en standard løsning: argumentet fra analogi til andre sind. I modsætning til Platon og andre tidligere filosoffer, Augustine anerkendt centralitet af vidnesbyrd om menneskelig viden og fremførte, at hvad andre fortæller os kan give viden, selvom vi ikke har uafhængige grunde til at tro deres vidnesbyrd rapporter.

Retfærdig krig

Augustine hævdet, at kristne skal være pacifister som en personlig, filosofiske holdning. Ikke desto mindre, han hævdede, roen over for en alvorlig forkert, der kunne kun stoppes af vold ville være en synd. Forsvar af en er selv eller andre kan være en nødvendighed, især når en legitim myndighed tilladelse hertil. Mens ikke bryde betingelserne for nødvendigt for krig at være lige, opstod Augustine alligevel den meget sætning, selv, i sit arbejde Guds by. I det væsentlige, skal stræben efter fred omfatte mulighed for kæmper for at bevare det på lang sigt. Sådan krig kunne ikke være forebyggende, men defensive, at genoprette freden. Thomas Aquinas, anvendes århundreder senere, myndigheden af Augustines argumenter i et forsøg på at definere de betingelser, hvorunder en krig kunne være lige.

Mariology

Selv om Augustin ikke udvikle en uafhængig Mariology, overgå hans udtalelser om Mary i antallet og dybde dem andre tidlige forfattere. Selv før Rådet af Efesos forsvarede han nogensinde Jomfru Maria som Guds Moder, der på grund af sin mødom, er fuld af nåde. Ligeledes, han bekræftede, at Jomfru Maria "udtænkt som jomfru, fødte som jomfru og opholdt sig jomfru forever".

Naturlig viden og bibelsk fortolkning

Augustin var af den opfattelse, at den bibelske tekst ikke bør fortolkes korrekt bogstavelig, men snarere som metaforisk, hvis det er i modstrid med hvad vi kender fra videnskaben og vores Gud-given grund. Mens hver passage af Skriften har en bogstavelig forstand, betyder denne "bogstavelig forstand" ikke altid, at Skrifterne er blot historie; til tider er de snarere en udvidet metafor.

Arvesynden

Augustine lært at arvesynden af Adam og Eva var enten en handling af dumhed (insipientia) efterfulgt af stolthed og ulydighed mod Gud eller stolthed kom først. De første par adlød Gud, der havde fortalt dem ikke at spise af træet til kundskab om godt og ondt (Gen 2:17). Træet var et symbol af skabelsen. Selvcentrering skabt Adam og Eva spiser af det, dermed ikke at anerkende og respektere verden, som det blev skabt af Gud, med dens hierarki af mennesker og værdier. De ville ikke er faldet i stolthed og mangel på visdom, hvis Satan havde sået i deres sanser "roden af ondskab" (radix Mali). Deres karakter blev såret af begær eller libido, som berørt menneskelige intelligens og vilje, samt kærlighed og begær, herunder seksuel lyst. I metafysik er begær ikke et væsen, men dårlig kvalitet, afsavn af gode eller et sår.

Augustines forståelse af konsekvenserne af arvesynden og nødvendigheden af forsonende nåde blev udviklet i kampen mod Pelagius og hans Egadiske disciple, Celestius og Julian Eclanum, der havde været inspireret af Rufinus i Syrien, en discipel af Theodore af Mopsuestia. De nægtede at acceptere at libido såret menneskelige vilje og sind, insistere på, at den menneskelige natur blev givet magt til at handle, tale og tænke da Gud skabte det. Menneskelige natur kan ikke miste sin moralske kapacitet for at gøre godt, men en person er fri til at handle eller ikke at handle på en retfærdig måde. Pelagius gav et eksempel på øjne: de har kapacitet til at se, men en person kan man benytte det enten gode eller dårlige. Ligesom Jovinian, pelagianerne insisterede på, at menneskers kærlighed og begær ikke var berørt af faldet enten. Umoral, fx utugt, er udelukkende et spørgsmål om vilje, dvs. en person, der ikke bruger naturlige ønsker på en ordentlig måde. Opposition, Augustine påpegede at den tilsyneladende ulydighed af kødet til ånden, og forklarede det som et af resultaterne af arvesynden, straf af Adam og Evas ulydighed mod Gud.

Augustine havde fungeret som en "tilhøreren" for manikæerne for omkring ni år, der lærte at arvesynden var kødelige viden. Men hans kamp for at forstå årsagen til ondskab i verden begyndte før det, i en alder af nitten. Af malum (onde) han forstod de fleste af alle begær, som han fortolket som en skruestik dominerende person og forårsager i mænd og kvinder, moralsk uorden. A. Trapé understreger, at Augustines personlig erfaring ikke kan blive krediteret til sin doktrin om begær. Hans ægteskab erfaring, var selvom kristne ægteskab fest manglede, eksemplarisk, meget normal og på ingen måde specielt trist. Som J. Brachtendorf viste, brugt Augustine Ciceronian stoiske koncept af lidenskaber, for at fortolke Pauls doktrin om universelle synd og frelse.

Visningen, ikke blot menneskers sjæl, men også sanser var påvirket af efteråret Adam og Eva blev udbredt i Augustins tid blandt fædrene til kirken. Det er klart, at årsagen til Augustines afstandtagen fra anliggender af kødet var forskellig fra Plotin, en neo-Platonist, der lærte at kun gennem foragt for kødelig lyst kunne man nå den ultimative tilstand af menneskeheden. Augustine undervist forløsning, dvs transformation og rensning af kroppen i opstandelsen.

Nogle forfattere opfatter Augustines doktrin som rettet mod menneskelige seksualitet og tilskrive hans insisteren på kontinens og hengivenhed til Gud som kommer fra Augustins skal afvise sin egen meget sensuel karakter, som beskrevet i tilståelser. Men i betragtning af hans forfatterskab er det åbenbart en misforståelse. Augustine lært at menneskets seksualitet er blevet såret, sammen med hele menneskelige natur, og kræver Kristi forløsning. At healing er en proces, der er realiseret i ægteskabelige handlinger. I kraft af kontinens er opnået takket være nåde af nadveren af kristne ægteskab, som bliver derfor et remedium concupiscentiae-afhjælpning af begær. Indløsning af den menneskelige seksualitet vil, dog fuldt ud opnås kun i opstandelsen af kroppen.

Adams synder arves af alle mennesker. Allerede i hans pre-Egadiske skrifter, lærte Augustine at arvesynden blev fremsendt af begær, som han anså for passion, både sjæl og krop, gør menneskeheden en massa damnata (masse fortabelsens, dømt crowd) og meget svækker, men ikke ødelægge, fri vilje.

Augustines formulering af doktrinen om arvesynden blev bekræftet på mange råd, dvs Carthage (418), Efesos (431), Orange (529), Trent (1546) og af paver, dvs pave Innocent I (401-417) og paven Zosimus (417-418). Anselm af Canterbury etableret i hans Cur Deus Homo den definition, der blev efterfulgt af de store alle, nemlig at arvesynden er "afsavn af retfærdighed, som hver mand skulle besidde", dermed tolkning begær som noget mere end blot seksuelle begær, som nogle af Augustines disciple havde defineret det som senere gjorde Luther og Calvin, en doktrin dømt i 1567 af Pave Pius V.

Augustine lært at nogle mennesker er forudbestemt af Gud til frelse af en evig, suveræne dekret, som ikke er baseret på menneskets fortjeneste eller vil. Den frelsende nåde, som Gud skænker er uimodståelig og uvægerligt fører til konvertering. Gud også giver dem, som han gemmer med gaven af udholdenhed, så ingen af dem, som Gud har udvalgt kan tænkes falde væk.: 44

Fri vilje

Inkluderet i Augustins theodicy er påstanden om, at Gud skabte mennesker og engle som rationelle væsener, besiddelse af fri vilje. Fri vilje er ikke beregnet til synd, som betyder, at det ikke er lige så disponeret for godt og ondt. En vilje, der har været besmittet af synd er ikke anses for at være "gratis" som det var engang fordi det er bundet af materielle ting, ting, der kan være tabt og svært at skille sig af med, hvilket resulterer i ulykke. Synd forringer fri vilje, men det er restaureret af nåde. Kun en vilje, der engang var gratis kan blive udsat for korruption af synden.

Den katolske kirke betragter Augustines undervisning skal være i overensstemmelse med fri vilje. Han sagde ofte, at nogen kan blive frelst, hvis de ønsker. Mens Gud kender der vil blive gemt og hvem der ikke, med ingen mulighed for at en bestemt til at blive tabt vil blive gemt, repræsenterer denne viden Guds perfekte viden om hvordan mennesker bliver frit kan vælge deres skæbne.

Sakramentale teologi

Også i reaktion mod donatisterne udviklet Augustine en sondring mellem "formelle" og "gyldigheden" af sakramenterne. Regelmæssig sakramenter udføres af præster i den katolske kirke, mens sakramenter udført af Skismatikerne betragtes som uregelmæssige. Ikke desto mindre gyldigheden af sakramenterne ikke afhænge hellighed af præster, der udfører dem (ex opere operato); uregelmæssig sakramenter accepteres derfor stadig som gyldig, forudsat de er gjort i Kristi navn og i den måde, som foreskrives af kirken. På dette afviger punkt Augustine fra den tidligere undervisning af Cyprian, der lærte at konverterer fra schismatic bevægelser skal re eller. Augustine lært, at sakramenterne forvaltes uden for den katolske kirke, selv sande sakramenter, benytte intet sig. Men han erklærede også, at dåben, mens det ikke giver nogen nåde, når du er færdig udenfor kirken, tillægger nåde, så snart man er modtaget i den katolske kirke.

Augustine stadfæstede den tidlige kristne forståelse af Real tilstedeværelse af Kristus i Eukaristien, at sige at Kristus erklæring, "Dette er min krop" omtales brød han bar i sine hænder, og at kristne skal tro at de brød og vin er faktisk legeme og blod af Kristus, på trods af hvad de ser med deres øjne.

Mod pelagianerne understregede Augustine kraftigt betydningen af barnedåb. Om spørgsmålet om dåb er en absolut nødvendighed for frelsen, synes Augustine imidlertid har raffineret sin tro i løbet af sin levetid, forårsager forvirring blandt senere teologer om sin stilling. Han sagde i en af sine prædikener, at kun de døbt gemmes. Denne opfattelse deltes af mange tidlige kristne. Dog kan en passage fra hans by Gud, om Apokalypsen, indikere, at Augustin tror på en undtagelse for børn født af kristne forældre.

Udtalelser om jøder

Mod visse kristne bevægelser, hvoraf nogle afvist brug af hebraisk Skriften, Augustine imødegås, Gud havde valgt jøderne som et særligt folk og han betragtes som spredning af jødiske folk af det romerske imperium til at blive en opfyldelse af profetien. Han afviste morderiske holdninger, citerer en del af den samme profeti, nemlig "dræbe dem ikke, så de bør omsider glemmer din lov" (Salme: 59:11). Augustine, der troede jødiske folk ville blive konverteret til kristendommen på "årets gang", hævdede, at Gud havde tilladt dem at overleve deres spredning som en advarsel til kristne; som sådan, han hævdede, de bør være tilladt at dvæle i kristne lande.

Syn på seksualitet

For Augustin lå ondet i den seksuelle umoral ikke i selve den seksuelle akt, men snarere i de følelser, der normalt ledsager den. I kristne doktrin Augustine kontraster kærlighed, som er nydelse på grund af Gud, og begær, er der ikke på grund af Gud. For Augustin øvelser korrekt kærlighed en benægtelse af egoistisk nydelse og Undertvingelsen af legemlige ønske om at Gud. Han skrev, at de fromme jomfruer voldtaget under sæk Rom, var uskyldige, fordi de ikke havde til hensigt at synde.

Augustines opfattelse af seksuelle følelser som syndige påvirket hans syn på kvinder. For eksempel han betragtes som en mands erektion at være syndige, selvom ufrivillig, fordi det ikke finde sted under hans bevidste kontrol. Hans løsning var at placere kontrolelementer på kvinder til at begrænse deres evne til at påvirke mænd.

Han mente, at slangen fristede Eva, fordi hun var mindre rationel og manglede selvkontrol, mens Adams valg at spise blev betragtet som en handling af venlighed, så at Eva ikke ville stå alene. Augustine troede synden kom ind i verden, fordi manden (ånden) ikke udøvede kontrol over kvinden (kødet). Augustines syn på kvinder var dog ikke alle negative. I sin Tractates på Johannesevangeliet bruger Augustine, kommentere den samaritanske kvinde fra John 4:1-42, kvinden som en figur i kirken.

Ifølge Raming, myndigheden i Decretum Gratiani, en samling af romersk-katolske canon lov, der forbyder kvinder fra førende, undervisning, eller at være et vidne, hviler i høj grad på visninger af de tidlige kirkefædre ” en af de mest indflydelsesrige er St. Augustine, biskop Hippo. Love og traditioner baseret på St. Augustins visninger af seksualitet og kvinder fortsat at udøve betydelig indflydelse på kirkens doktrinære holdninger vedrørende kvindernes rolle i kirken.