Mandag 00:00

St. Birgitta av Vadstena


St. Birgitta statue i Vadstena Klosterkirke


Den svenskfødte Birgitta af Vadstena


St. Birgitta av Vadstena


Den hellige Birgitta nedskriver reglerne for sin klosterorden, som de dikteres hende af en engel sendt fra Gud.


"Landkort" over månen. Stednavnene er læselige ved fuld forstørrelse. Tryk på kortet med musen.

                Mandag 00:00

Mandag: Dette er månens dag. Opkaldt efter Månen/Luna. latin: dies Lunae Feria II, Feria secunda oldnordisk: manadagr.
Flere traditionelle gudinde-billeder er associeret med månen (Selene, Diana, Aradia, Hecate osv.).
Dagen er forbundet med krop og helse og vore psykiske egenskaber. Mandag er derfor en dag for healing og psykisk udvikling. Passende farver for månen er hvidt og perleagtig violet (som skinnet i perler eller enkelte hvide månesten).
Dagens tema: Orientering :
'hvor er jeg?' - viden herom er den uundgåelige forudsætning for meningsfuld indgriben i en omverden; udtrykt i mandagens Måne, symbol på følelse, indtryksmodtagelighed, lunefuldhed, fragmentarisk fluktuerende opfattelser.
Når man er født en mandag:
Mandagsbørn har fagert skind.

Fakta om: 07. oktober Dagens navn er: AMALIE

Amalies dag: Amalie, mor til den hellige Emebert, som var biskop i Flandern. Hun dør omkring år 690.
Sct. Amalie af Maubeuge (også Amalberga, Amalburga, Amalia, eller Amelia af Lobbes eller Binche) var en helgen fra Lotharingen, der levede i det syvende århundrede. Hun siges at have været søster eller niece til Pippin af Landen. Hun blev gift med Grev Witger, hertug af Lotharingen og greve af Brabant. Hun var mor til Sct. Emebert, Sct. Reineldis, Sct. Pharaildis og Sct. Gudula. Amalie indtrådte i det monastiske samfund i Maubeuge klosteret i slutningen af hendes liv.
Dagens navn blev optaget i almanakken i 1686, hvor det afløste navnet Birgitta. Læs mere om Birgitta

St. Amalie af Maubeuge

Sankt Amalberga af Maubeuge (også Amalburga, Amalia, eller Amelia af Lobbes eller Binche) var en Lotharingian helgen, der levede i det 7. århundrede. Hun siges at have været den søster eller niece af Pippin af Landen og ville have gift Grev Witger, hertug af Lothringen. I sin biografi, hun præsenteres som mor til fem helgener: Emebert, Reineldis, Pharaildis, Ermelindis og Gudula. Amalberga tiltrådte monastiske samfund i Maubeuge Abbey efter fødslen af hendes yngste datter Gudula.

Hendes fest fejres den 10. juli Oversættelsen af hendes relikvier fra Lobbes til Binche (tilfælde af det 15. århundrede) fejres den 10. juni.

Amalberga af Maubeuge er ikke at forveksle med den jomfruelige Amalberga af Temse (æres i Gent, Temse og Munsterbilzen) der døde i 722, og hvis festdag er 10. juli eller 27. oktober.

Hagiografi

Biografi Amalberga af Maubeuge (S. Amalbergae viduae) er sandsynligvis skrevet af Abbott Hugo af Lobbes (LA) (1033 til 1063) mellem 1033-1048. Bortset fra nogle få Merovingian detaljer, var hendes slægtsforskning kopieret fra en anden 11. århundrede hagiografi, nemlig martyr historien om Katarina af Alexandria. Den biografiske profil hendes legendariske mand, hertug Witger af Lothringen, er inspireret af en historisk figur fra det 10. århundrede, Wigeric af Lothringen.

Sankt Amalburga af Maubeuge var en Lotharingian (kortvarig vesteuropæisk kongerige, hvor den moderne Holland står nu) helgen, der levede i det syvende århundrede. Hun blev født af royalty, og i modsætning til den jomfruelige Amalburga af Temse, giftede hertugen af Lothringen. Sammen vil de to hellige forældre produceret fire børn, som hver især, under hendes instruktion, blev senere kanoniseret helgener for deres fromhed, hellige gerninger og tro.

Da hun aldredes, følte Amalburga kaldet til et religiøst liv som nonne mere og mere, og hendes mand som for en munk. De til sidst skiltes måder, både sammenføjning separate religiøse ordener. Amalburga trådte den monastiske samfund i Maubeuge Abbey-et benediktinerkloster kloster. Der levede, hun sit liv i bøn, kontemplation og stilhed, forpligte sig til Herren. Hendes relikvier er opstaldet i den belgiske by Binche.

---

St. Amelia af Temse

St. Amelia blev født i 741, i Ardennerne, der grænser nutidens Belgien og Luxembourg. Opvokset i et dybt religiøs hjem, Amelia og hendes bror Roden var kendt for deres fine og gode karakter og hengivenhed til Kristus.

Amelia var klar til at blive en religiøs søster i benediktinerklostret på Munsterbilsen, da hendes skønhed og dyd fangede Pepin, frankernes konge, og hans søn Charles, senere kendt som Karl den Store. Charles forfulgte hende i flere år, og på et tidspunkt brækkede han Amelias arm i en kamp. Armen blev mirakuløst helbredt og Charles overgav sig til Amelias religiøse kald. Amelia rejste til Temsche, ved floden Schelde, omkring 23 km. sydvest for Antwerpen, hvor hun byggede en kirke viet til Maria.

Mange mirakler er tilskrevet hende, før og efter hendes død 772. Hun er ofte afbildet holder Bibelen eller ærer krucifikset, undertiden med en fisk på hendes fødder på grund af legenden om, at hun kom i Temsche ved at krydse Schelde på bagsiden af en fisk. Hun er officielt en protektor for landmænd og fiskere og er ofte påberåbes af unge mennesker kæmper for at forblive tro mod Jesus og til heling af skader i arme og skuldre. Hendes festdag er 10 Juli

Dagens navn blev optaget i almanakken i 1686, hvor det afløste navnet Birgitta.

---

Lidt om Birgitta av Vadstena:

Birgitta der var af gammel svensk kongeslægt blev født i 1303. Flere gange åbenbarede Jomfru Maria sig for Birgitta og i 1344 oprettede Birgitta et kloster i Vadstena, som i flere århundrede blev Sveriges åndelige centrum. Dronning Margrethe I af Danmark nærede stor agtelse for Birgitta og oprettede to birgittinerklostre i Danmark et i Mariager og et i Maribo.
Birgitta besluttede at rejse til Rom og herfra arbejde på at få Paven til at vende tilbage til Rom fra Avignon, hvortil han havde forlagt residensen i 1309.
I marts 1373 vendte Birgitta igen tilbage til Rom efter en besværlig, farefuld og udmattende pilgrimsfærd til Det Hellige Land. Her døde hun den 23. juli samme år. Hendes lig blev efter hendes eget ønske anbragt i en antik sarkofag fra det 3.århundrede, som stadig kan ses i Cappella di Santa Brigida i Kirken San Lorenzo in Panisperna. Her hvilede det i nogle måneder, indtil det kunne bringes hjem til Sverige af hendes børn Katarina og Birger og andre nære venner.
Den 7. oktober 1391 blev Birgitta helgenkåret af Pave Bonifacius IX. Op til 1969 blev hun fejret den 8. oktober, men idag er festdagen den 23. juli.

Seer og Ordensstifter

Birgitta blev født i Uppland ca. 1303. Død i Rom 23. juli 1373. Kanoniseret 1391. Festdag 23. juli. Hendes far var Upplands lagmand (lovkyndige og talsmand hos kongen) og rig godsejer. Hendes mor var også af lagmandsslægt og beslægtet med det regerende kongehus. På begge sider var det stormandsslægter med politisk indflydelse, høj kultur og dertil kirkeligt sindede, som deres mange donationer til kirker og kirkelige institutioner viser. Som 14-årig blev Birgitta bortgiftet til den 4 år ældre lagmandssøn Ulf Gudmarsson. De bosatte sig på Ulvåsa-gård i Östergötland og levede de første år i afholdenhed, religiøst engageret og fysisk umodne som de var. Senere fik de 8 børn i et lykkeligt samliv. Ulf synes at have bestemt børnenes uddannelse og giftermål. Birgitta varetog sine huslige og repræsentative pligter i det store hjem, kulturelle interesser med studier i latin og bibelkundskab, en udstrakt velgørenhed og familiens religiøse liv: fællesbøn og valfarter, bl.a. til Hellig Olavs grav i Nidaros. En anden valfart i 1341-42 fik afgørende betydning, nemlig til apostlen Jakob den Ældres grav, som man dengang mente befandt sig i Santiago de Compostela i Spanien. Rejsen gennem Tyskland og Frankrig blev et møde med situationen ude i Europa: 100-årskrigen mellem Frankrig og England, som truede Europas enhed og pavernes babylonske fangenskab i Avignon, som truede Kirkens enhed. Efter denne valfart omgikkes de to ægtefæller med tanker om at gå i kloster. De levede i afholdenhed og bøn. Ulf gæstede Alvastra klostret og her døde han i 1344.

Det blev vendepunktet i Birgittas liv. Hun tog ringen af sin finger; fordelte, hvad hun ejede, på sine børn, de fattige og nogle kirker, beholdt kun det nødvendigste til sig selv og hengav sig til et liv i bod og bøn. Nu kom så de mange åbenbaringer, som skulle gøre hende kendt og hvis nedskrift betegnes som svensk middelalders litterære hovedværk. Hun blev indført i Guds rådslutninger med besked om at offentliggøre dem. Hun skulle være en profetisk røst i tiden, ikke mindst over for sine egne standsfæller, som havde så stor indflydelse og over for kongehuset. En tid var hun hovmesterinde hos dronning Blanka og kong Magnus fik løbende underretning om Guds mening om hans regering. Som sekretær for Birgitta meldte subprioren sig, den senere prior for Alvastra cistercienserkloster, Petrus Olovsson. Hun berettede sine åbenbaringer for ham og han oversatte og nedskrev dem på et enkelt og smukt latin, som hun kontrollerede, når hun ikke selv dikterede på latin. De gjorde stærkt indtryk på munkene der og på de teologer i Birgittas vennekreds, hvis kontrol hun udbad sig: kanniken Mattias, biskop Hemming af Åbo o.a. biskopper. Der opstod en kreds omkring hende, såkaldte "birgittinske helgener", som levede på et højt åndeligt niveau og gjorde Birgitta kendt. Hendes tiltrækningskraft skyldtes ikke nogen lyst til at dominere. Hun skildres af alle som et taktfuldt og sagtmodigt menneske.

Hendes åbenbaringer var ikke teologiske i systematisk forstand og ikke spækket med bibel- og kirkefædrecitater. De er ikke "forbedret" af teologisk skolede sekretærer, som nogle har hævdet. De er praktiske og konkrete, ofte med udgangspunkt i aktuelle misforhold i samfund og Kirke, præget af hverdagen i kvindens, husfruens og adelsdamens liv og oplevet umiddelbart i sammenhæng med en åndelig virkelighed. Som regel er det enten Kristus, Maria eller en helgen, hun hører tale til sig og ofte ser hun også hændelser i den overnaturlige verden i tilknytning hertil. Det skete især, når hun var alene i bøn, i ekstatisk tilstand, med sanserne koblet fra; men sommetider også ved bordet, enkelte gange endog på en ride- eller vandretur. Mange domsscener over afdøde venner og bekendte indgik i dem, men også bestemte faser i Kristi og Marias liv. Et helt Maria-officium blev til i samarbejde med Petrus fra Skänninge, beregnet for nonnerne i det dobbeltkloster hun ønskede at stifte. Hertil gav hun o. 1345 en klosterregel, der havde Skt. Augustins regel som udgangspunkt og fik prioren i Alvastra som den endelige redaktør. Som byggegrund valgte Birgitta Vadstena og bad kong Magnus skænke denne grund og støtte foretagendet med penge og arbejdskraft. Det gjorde kongen, indtil han blev træt af Birgittas åbenbaringer, der var blevet stadig mere kritiske over for ham og hans styre ( Birgitta lagde, i tidens stil, ikke fingrene imellem). Det kom til et brud mellem dem og byggeriet gik i stå.

Birgitta havde fået sine venner biskop Hemming af Åbo og magister Mattias til at foretage en rejse til Frankrig for at mægle mellem den franske og den engelske konge i den lange krig og overtale paven i Avignon til at vende tilbage til Rom. Missionen mislykkedes og det fik Birgitta til at tage den store beslutning selv at drage til Rom og virke for disse vigtige anliggender og frem for alt for pavens stadfæstelse af hendes klosterregel og -grundlæggelse, som hun, ifølge et guddommeligt tilsagn, skulle modtage i Rom. I efteråret 1349 brød hun op, fulgt af nogle venner; Petrus af Skänninge blev den åndelige leder af den lille svenske koloni i Rom. Året efter stødte hendes datter Katarina til (s.d.) og også Petrus fra Alvastra. De boede på Piazza Farnese i (det nuværende) Casa di Sta Brigida, som en romersk veninde havde stillet til hendes rådighed. Her levede hun et klosterlignende liv med sine husfolk, besøgte Roms kirker og dyrkede Roms helgener, som havde "gjort byens gader røde med deres blod". Den aktuelle situation: kirkebygningernes og præsteskabets forfald og lægfolkets religiøse ligegyldighed derimod harmede hende. Hun ivrede for en reform. Hun studerede latin, sov kun lidt og på en hård briks, fik fortsat åbenbaringer og dikterede dem til en ny sekretær, en spansk biskop Alfons af Jaén, som havde trukket sig tilbage til et liv som eremit, men nu sluttede sig til hende. Hun deltog i jubelåret 1350, men måtte stadig vente på pavens tilbagevenden. 1367 kom omsider pave Urban V til Rom og Birgitta fik hans godkendelse af sin klosterregel i 1370, kort før han igen vendte tilbage til Avignon, hvor han døde samme år. Birgittas indtrængende brev til hans efterfølger Gregor XI om at komme til Rom for at blive førte ikke til noget. (Det lykkedes imidlertid for Katarina af Siena i 1377). 1371 valfartede Birgitta med sine venner til det hellige land. I Neapel fik dronning Johanna og hendes ærkebiskop et budskab fra hende om at højne det moralske niveau i byen. På Cypern bad dronning Eleonora af Aragon om hendes råd. Efter 4 måneder i det hellige land vendte hun tilbage til Rom, udmattet af rejsen og hjemsøgt af tørhed i bønnen. Endnu engang åbenbarede Kristus sig for hende og trøstede hende og nogle dage efter døde hun. Det var den 23. juli 1373 i "Casa di Sta Brigida", som i dag er kloster for Birgittinerinder (Elisabet Hesselblads gren). Hendes lig blev bragt hjem til Sverige af hendes datter Katarina, hendes søn Birger og de nærmeste venner og modtagelsen i Östergötland blev et sandt triumftog. I Vadstena, hvor Birgitta havde ønsket at blive gravsat, var, efter pave Urbans stadfæstelse, allerede begyndelsen gjort til et kloster, som hendes datter Katarina straks overtog ledelsen af. Som nonnekloster eksisterer det endnu. Birgittinermunke findes ikke mere.

Efter Birgittas død sørgede hendes venner og medarbejdere for hendes litterære efterladenskaber: Åbenbaringerne med magister Mattias' prolog, ordensreglen, Maria-officiet samt nogle afsluttende åbenbaringer, redigeret af Alfons. Den latinske original blev trykt i Lübeck 1492 og hurtig oversat til svensk. Få måneder efter hendes død havde Petrus fra Alvastra og Petrus fra Skänninge hendes biografi færdig til en kanonisationsproces. Den blev suppleret af biskop Nikolaus af Linköpings protokol over mirakler ved hendes grav.

Ægtheden og ortodoksien i hendes åbenbaringer blev genstand for teologernes uenighed under processen og senere også på koncilerne i Konstanz og Basel (1114, 1431). Hun er, som andre helgener (Bernadette f. eks.) kanoniseret, ikke for sine åbenbaringers, men for sine dyders skyld. Ikke desto mindre fremhæves hendes litterære efterladenskaber som en religiøs og kirkehistorisk bedrift i svensk middelalder.