Sankt Dionysius med sit hoved.

                Onsdag 00:00

Sengotisk statue af Sankt Dionysius, kalksten, tidligere polychromeret (Musée de Cluny)






Den Sidste Nadver og Sankt Dionysius martyrium, malt af Henri Bellechose, 1416. Viser martyrier for både Dionysius og hans ledsagere.


Detalje fra billedet over dette. Bemærk Pseudo-Kufic indskrifter på klæderne af de hedenske galliske præster, der er vist i eksotiske Mellemøstlige kostumer.




Sankt Dionysius holder sit hoved. Statue ved venstre portal til Notre Dame de Paris


Areopagiten Sankt Dionysius, der ofte forveksles med Sankt Dionysius af Paris.


Odin gav sit ene øje i bytte for, at drikke vand fra visdommens kilde, kaldet Mimers brønd. Han blev herefter alvidende.

                Onsdag 00:00

Onsdag: Opkaldt efter den nordiske gud Odin, oldnordisk: odinsdagr. Odin herskede over sindet (visdom), kommunikation (med sine dyr, som fløj ud i verden) og kundskab. Derfor er onsdag specielt god til bl.a. spådom og magi, der har med kommunikation og viden at gøre.
Hans romerske modstykke er Merkur, budbringeren med de magiske sandaler og hjelmen, som lod ham flyve gennem luften med en enorm fart - som ellers kun tankerne kan.
Farverne, der er associeret med Merkur er stærke og klare, energigivende og bruges for at stimulere sindet i stedet for følelserne. Eksempler er gul eller orange.
På latin: dies Mercurii Feria IV, Feria quarto, fransk: Mercredi.
Dagens tema: Analytisk bearbejdelse :
'hvordan hænger det sammen, alt hvad jeg har erfaret?'; den intellektuelle syntese er udtrykt i onsdagens intellekt-symbol Odin, Merkur.
Når man er født en onsdag:
Onsdagsbørn er født til glæde og smil.

Fakta om: 09. oktober Dagens navn er: DIONYSIUS

Dionysius dag: Dionysius bliver omvendt af Paulus i Athen og rejser til Frankrig, hvor han omvender mange mennesker. I Paris bygger han kirken Sankt Denis. Han blev viet til biskop af pave Fabian og tog til Gallien som missionær. Legenden siger, at han efter sin henrettelse, selv bar sit hoved flere kilometer.
Han besøgte Jerusalem og drog senere til Efesos, hvor han mødtes med evangelisten Johannes og kom til Rom, hvor Peters efterfølger i pavesædet, Sct. Clement sendte ham til Paris for at kristne pariserne.
De tog ikke venligt imod ham, men smed ham for de vilde dyr, der dog blot slikkede hans fødder. Det formildede ikke pariserne, der smed ham på bålet, som ikke skadede ham. Derefter forsøgte de at korsfæste ham, men da han blev ved med at prædike fra korset, huggede de til sidst hovedet af ham. Det sidste foregik på en bakke, der derefter blev kaldt martyrernes bjerg (Montmartre).
Efter at have mistet hovedet gik Dionysius hen og samlede det op. Han gik videre med hovedet under armen indtil han kom til et vandløb hvor han vaskede det. Derfor afbildes han oftest som en biskop bærende på sit hoved med den ene hånd.
Sankt Dionysius er i dag Frankrigs skytshelgen.
Han regnes som en af nødhjælperne med hovedsmerter som sit område.
Han lider martyrdøden ved halshugning omkring år 258.

Dionysius

Ifølge kristen tradition er Sct. Dionysius (også kaldet Denis, Dennis eller Denys) en kristen martyr og helgen. I det tredje århundrede blev han biskop i Paris. Han blev martyr i forbindelse med Decius forfølgelser af de kristne, kort efter år 250. Efter hans hoved blev hugget af, siges Dionysius at have samlet det op og gået 10 km, mens han prædikede en prædiken hele vejen, hvilket gør ham til en af mange cephalophorer i hagiologien. Han er agtet i den romersk katolske kirke, som protektor for Paris, Frankrig og som en af de 14 nødhjælpere. Det middelalderlige og moderne franske navn "Denis" stammer fra det gamle navn Dionysius.

Levned

Gregor af Tours skriver, at Dionysius var biskop af Paris og blev martyr ved at blive halshugget med et sværd. De tidligste dokumenter giver en beretning om hans liv og martyrium, "Passio SS. Dionysii Rustici et Eleutherii" stammer fra ca. 600 og tilskrives fejlagtigt digteren Venantius Fortunatus og er legendarisk. Det ses dog ud fra Passioen, at Dionysius blev sendt fra Italien for at konvertere Gallien i det tredje århundrede, ved at lave et link til "gallernes apostle" havde han ry for at have været udsendt under ledelse af pave Fabian. Dette var efter at kejser Decius forfølgelser havde opløst alle de små kristne samfund på Lutetia. Dionysius og hans uadskillelige kammerater Rusticus og Eleutherius, der blev martyrer sammen med ham, slog sig ned på Thle de la Cité i Seinen. Det romerske Paris lå på de højere jorder på den venstre bred, lidt fra floden.

Martyrium

Dionysius, som har foruroliget, de hedenske præster med hans mange konverteringer blev henrettet ved halshugning på den højeste bakke i Paris (nu Montmartre), stedet har formentlig været et hellige druidie sted. Dionysius og hans kammeraters martyrium er populært og menes at have givet stedet sit nuværende navn, afledt af Latin mons martyrium "Martyrernes bjerg", selv om navnet muligvis er afledt fra mons mercurei et mons martis, Merkur og Mars' bjerg. Det siges at Dionysius, efter hovedet var hugget af, tog det op og gik 10 km om toppen af bakken, prædiker en prædiken hele vejen, hvilket gør ham til en af mange cephalophores i hagiology. I mange optegnelser for dette martyrium, er dette noteret i detaljer, både i den gyldne legende og i Butlers helgenernes liv. Stedet hvor han standsede prædiken og faktisk døde blev markeret med et lille skrin, der udviklede sig til Sct. Denis Basilica, der blev begravelsessted for kongerne af Frankrig. I en anden beretning bliver hans lig kastet i Seinen, men genfundet og begravet senere på natten af hans følgere.

Dyrkelse

Dyrkelse af Sct. Dionysius begyndte hurtigt efter hans død. Ligene af den hellige Dionysius, Eleutherius og Rusticus blev begravet på stedet for deres martyrium, hvor opførelsen af helgenernes eponyme basilika blev påbegyndt af Sct. Geneviéve, bistået af befolkningen i Paris. Hendes Vita Sanctae Genovefae bekræfter tilstedeværelsen af en helligdom nær den nuværende basilica ved afslutningen af det femte århundrede, selvom navnene på Rusticus og Eleutherius er ikke-historiske. Den næste kirke på stedet blev rejst af Fulrad, der blev abbed i 749/50 og var tæt forbundet med Karolingernes tiltrædelse af den Merovingianke trone.
I datiden blev "Sct. Dionysius" ofte forbundet med "Montjoie! Sct. Denis!" kampråbet brugt af de franske hære. Oriflamme, som blev standard i Frankrig var det banner, der blev indviet ved hans grav. Hans dyrkelse spredtes ud over Frankrig da, pave Stefan II, som var fransk, i året 754 bragte dyrkelsen af Sct. Dionysius til Rom. Snart var hans kult udbredt over hele Europa. Abbed Suger flyttede Dionysius relikvier og også dem, der er tilknyttet Rustique og Eleuthére, fra krypten for at anbringe dem under højalteret i Sct. Dionysius, som han genopbyggede, 1140-44.
Sct. Dionysius festdag blev føjet til den romerske kalender i år 1568 af Pave Pius V, selvom det havde været fejret i mindst år 800. St. Dionysius' festdag fejres den 9. Oktober.
I traditionel katolsk praksis er Sct. Dionysius hædret som en af de 14 nødhjælpere. Specifikt bliver Dionysius påkaldt mod djævelsk besættelse og hovedpine og er sammen med Sct. Geneviéve en af Paris skytshelgener.

Festdag

9. oktober bliver fejret som festdag for Sankt Dionysius og kammerater, en præst ved navn Rusticus og diakon, Eleutherius, der led martyrdøden ved siden af ham og blev begravet sammen med ham. Navnene Rusticus og Eleutherius er ikke-historisk. Festen for Sankt Dionysius blev føjet til den romerske kalender i år 1568 af Pave Pius V, selv om den var blevet fejret siden, i hvert fald år 800.

Forveksling med Areopagiten Dionysius

Siden, mindst, det niende århundrede, er legenderne om Areopagiten Dionysius og Dionysius i Paris ofte blevet forvekslet. Omkring 814, bragte Ludvig den Fromme visse skrifter, der tilskrives Areopagiten Dionysius til Frankrig, og siden da det blev almindeligt blandt de legendariske franske forfattere, at argumentere for, at Dionysius i Paris var den samme Dionysos, som var en berømt konvertit og discipel af Sankt Paulus. Forvirringen mellem personerne Sankt Dionysius, Areopagiten Dionysius og pseudo-Areopagiten Dionysius, tilskrives forfatteren af skrifter om Dionysius bragt til Frankrig af Ludvig, blev indledt gennem en Areopagitica skrevet i 836 af Hilduin, abbed for Sankt-Dionysius, på anmodning af Ludvig den Fromme. "Hilduin var ivrig efter at fremme værdigheden for hans kirke, og det skyldes ham, at det helt ubegrundet identifikation af skytshelgen med Areopagiten Dionysius og hans deraf følgende forbindelse med den apostolske alder." Hilduins tilskrivning var blevet støttet i århundreder af det monastiske samfund på Abbey of Sankt-Dionysius og er oprindelsen af deres stolthed. I Historia calamitatum giver Pierre Abélard en kort redegørelse for styrken af denne tro og klostrets barske modstand mod udfordringer til deres krav. Abélards spøg påpegede en mulighed for, at grundlæggeren af klosteret kunne have været en anden Dionysius, der er nævnt som Dionysius af Corinth.

Skildring i kunsten

Dionysius' hovedløse gang har ført til hans afbildninger i kunsten, som halshugget og klædt som en biskop, holdende sit eget hoved i sine hænder (ofte med Mitraen på). Håndteringen af glorien i denne omstændighed udgør en unik udfordring for kunstneren. Nogle sætter glorien hvor hovedet skulle have været; andre lader Sct. Dionysius bære glorien sammen med hovedet. Endnu mere problematisk end glorien var spørgsmålet om, hvor meget af hovedet, som Dionysius bærer, der bør vises. I det meste af middelalderen var klosteret St. Dionysius og kanonerne af Notre-Dame-katedralen i strid over ejerskabet af hans hovede. Abbey hævdede, at de havde hele kroppen, mens domkirken påstod at besidde toppen af hans hoved, som de hævdede, var blevet afhugget af skarpretterens første slag. Således mens de fleste skildringer af St. Dionysius viser ham holdende hele hovedet, har andre kunstnere vist deres støtte til katedralens påstand og skildrer ham bærende, på toppen af hans kranium, som det for eksempel ses på vindue fra 1200-tallet i Le Mans Katedralen, der viser historien.