Tirsdag 00:00

Bemærk, at Tyr mangler sin ene arm, som han mistede til Fenrisulven, da den skulle bindes.

                Tirsdag 00:00

Tirsdag: Denne dag er forbundet med vor nordiske krigsgud Tyr - det er Tyrs dag, eller på oldnordisk: tyrsdagr.
I romersk mytologi svarer denne til krigsguden Mars. Ofte refereres Mars til som den røde planet, og derfor er dette også passende farver i magisk henseende. Rød er en farve som associeres med sindet, ild, energi og fysisk styrke.
Arbejde med Mars kan være ypperligt, hvis man har behov for at styrke sit liv eller sig selv, men det er vigtigt at passe på og huske, at denne energi også har et sinde-aspekt i sig.
På latin: dies Martis Feria III, Feria tertia.
Dagens tema: Udfarende aktivitet :
'mængder af små-indgreb i dén omverden, der skal være skueplads for den modne skabelse, kortsigtede, men erfaringsgivende; krigersymbolet Mars udtrykkes i tirsdagens Tyr og er direkte genfundet i det franske Mar-di.
Når man er født en tirsdag:
Tirsdagsbørn har kærligt sind.

Fakta om: 03. december Dagens navn er: SVEND

Svends dag: Dagens navn (ikke et helgennavn) indkom i almanakken fra 1725. Det afløste navnet Athalus.
Svend var muligvis en biskop af Roskilde, som døde under pilgrimsrejse til Det Hellige Land.
Svend Nordmand, som navnet siger, var han norsk. Han havde inden udnævnelsen til biskop været kongens kapellan. Han bygger andre steder end i Roskilde: Den første Skt. Bents Kirke i Ringsted (af frådsten) og Skt. Mikkels Kirke i Slagelse. Han udvider også antallet af kannikker fra 8 til 15, så der bliver tale om et Domkapitel, der er så stort, at stiftet er værdigt til at blive sæde for en ærkebiskop. Svend rejste til det hellige Land, men undervejs døde den fromme Biskop på Rhodos (1088).

Den 19. april 1080 skrev pave Gregor VII et brev til kong Harald Hen. Det var kristendommens tilstand i Danmark, der lå paven på sinde. Præsternes forvaltning af deres kald havde han intet at udsætte på, men for folket var der mere grund til bekymring. Paven bad derfor kongen ændre de tilstande i landet, som bevirkede, at man gav præsterne og kvinderne skylden for dårligt vejr og sygdomme.
Det var nu hundrede år siden, at Harald Blåtand efter eget udsagn havde "gjort danerne kristne", men paven havde øjensynligt grund til at tro, at der endnu var danskere, der betragtede kirkens mænd som troldkarle. Hvorledes det egentlig forholdt sig med troen hos menigmand på dette tidspunkt, ved man næsten intet om. Der var langt til Rom og paven kan meget vel have haft grund til sin bekymring. Vores viden om de kirkelige forhold bliver bedre, når vi ser på de højeste lag i befolkningen.

Biskop Svend Nordmand

I Roskilde var Svend Nordmand blevet bisp i 1073 og netop her havde kirken vundet sikkert fodfæste. Svend Nordmands bispesæde var et af de førende i landet. Bisp Svend var vistnok født i Norge, heraf tilnavnet. Han var ifølge Saxo blevet optaget i kongens hird, hvor han havde titel af høvedsmand. Med andre ord var han officer. Det faldt imidlertid i Svend Nordmands lod at skifte fra ringbrynje til bispekåbe. Springet var ikke så voldsomt, som man skulle tro. I middelalderen kunne man udmærket kombinere de to karrierer. For at råde bod på Svend Nordmands manglende boglige uddannelse sendte Svend Estridsen ham på skole i udlandet (formentlig i Tyskland), som det var skik.
Rygterne ville senere vide, at han ikke fik så meget ud af studierne, men det skal man ikke fæste lid til. Der er tale om en anekdote, som Saxo har nedskrevet omkring 1200. Han fortæller om bispen: "Da han skulle læse messe, gav de ham nemlig for at holde ham for nar en bog i hænde, hvori der var slettet nogle bogstaver ud. Nu skulle han altså efter bogen læse den højtidelige bøn for kongens held og lykke og her bruge ordet tjener (famulus) om kongen, men hans avindsmænd havde handlet ilde med det skrevne ord, så han i stedet derfor skældte ham ud for æsel (mulus): han kunne ikke latin nok til at rette fejlen og råde bod på de udslettede bogstaver".
Svend havde sikkert den fornødne boglige uddannelse fra universiteterne sydpå og kunne læse, skrive og tale middelalderens internationale sprog: latinsk. Svend var i hvert fald en meget dygtig kirkeleder. Efter hjemkomsten til Danmark blev han kongens kapellan, en ærefuld og indflydelsesrig post, som hyppigt blev et sikkert springbræt til landets bispestole. Også Svend Nordmands to nærmeste efterfølgere havde en fortid som kongelige kapellaner.

For den nye bisp har det været vigtigt at styrke Roskildekirkens position over for de øvrige bispestole i landet. En dansk eller nordisk kirkeprovins med egen ærkebisp havde længe været under opsejling. Pave Gregor VII havde et par gange i 1070'erne skrevet til Svend Estridsen og opfordret ham til at søge om løsrivelse fra ærkesædet i Hamburg-Bremen. Tilsyneladende var sagen gået i stå i årene omkring Svend Estridsens død 1076. Men det stod klart, at det kun var et spørgsmål om tid, før der atter skete noget. Så gjaldt det om at være i den rette position. Roskilde måtte naturligt komme på tale. Det var et af de gamle stifter. Det var velhavende og det lå geografisk set gunstigt for forbindelserne til det øvrige Norden. Skulle ærkesædet kun ende med at omfatte Danmark, lå byen også centralt i riget, som jo strakte sig fra Vesterhavet til Blekinges Østersøkyst.
Der var imidlertid en vigtig ting, som manglede, da Svend Nordmand indtog sit bispesæde og det var en passende katedral. Der var behov for en fornem bygning, som kunne være hovedkirke i en ny nordisk kirkeprovins. Det blev frådstenskirken. Han opførte også den første Vor Frue Kirke i Roskilde.
Helt enestående var det, at bisp Svend også havde indtægter som møntherre.

Mere om Svend Nordmand fra Dansk Biografisk Leksikon:

Svend Nordmand (Norbagge) (1887 - 1905), Biskop i Roskilde, var oprindelig en ulærd Mand i Svend Estridsens Tjeneste, men da han havde udmærkede Evner og nød Kongens Yndest, blev han gjort til Klerk i Roskilde.
Saxo fortæller, at de andre Klerke vare misundelige på ham og havde ham til bedste ved at radere nogle Bogstaver ud i den latinske Messebog, uden at Svend, da han messede, opdagede den ondskabsfulde Spøg; men dette er kun et Skjæmtesagn, der i Tyskland allerede var henført til en Biskop i Paderborn.
Historisk er det derimod uden Tvivl, at Kong Svend sendte Svend til Udlandets Skoler, hvorfra han kom tilbage som velstuderet Præst. Da Biskop Vilhelm af Roskilde døde (1074), gjorde Kongen sin Yndling til hans Efterfølger og Svend blev en af den Tids betydeligste Bisper. Støttet af Svend Estridsen og senere af Knud den Hellige fuldførte han den af Vilhelm påbegyndte Domkirke, af hugne Stenkvadre og med slebne Granitsøjler. End videre byggede han vor Frue Kirke i Roskilde, vor Frue Kirke og Kloster i Ringsted og Hellig Michaels Kirke i Slagelse.
På Menigheden gjorde han dybt Indtryk ved sin kraftige Prædiken og sin rene Vandel. Han var Vidne til Knud den Helliges store Gave til Lundekirken (1085) og efter Kongens Drab (1086) skal han have varslet svare Straffedomme over Danmark. Under den almindelige Nød i Oluf Hungers Tid drog han på Pilegrimsfærd, gjæstede, først Rom og dernæst Konstantinopel, hvorfra han hjemsendte talrige Relikvier, muligvis deriblandt Pave Lucius Hoved, som ved denne Tid må være kommet til Roskilde Domkirke.
Svend rejste videre for at nå til det hellige Land, men undervejs døde den fromme Biskop på Rhodos (1088).