|
|
Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024
|
|
Innocens III - 1198-1216 :
Innocens III (Innocenzo III) Pave Innocens III
Pave Innocenzo/Innocens III, 1198-1216, efterfulgte Pave Cølestin III (1191-1198) og efterfulgtes selv af Pave Honorius III (1216-1227).
Der var desuden en Modpave 1179-1180, der bar samme navn.
Pave Innocens' fødenavn var Lotario dei Conti di Segni af den magtfulde adelige romerske Annibaldi-familie. Han var født i 1160 i Gavignano nær Rom og studerede som ganske ung teologi i Paris og jura i Bologna. Efter at han var vendt tilbage til Rom, blev han viet til subdiakon og senere af sin onkel Pave Clemens III (1187-1191) til kardinaldiakon ved Kirken Santi Sergio e Bacco på Forum, som han lod restaurere.
Under Pave Cølestin III (1191-1198) holdtes han derimod væk fra paveadministrationen på grund af det gamle nag mellem Orsini-familien, som Cølestin tilhørte, og Conti-familien.
Efter Cølestin's død afholdtes pavevalget i Rom i den gamle bygning Septizonio, som var ombygget til fæstning og fængsel ejet af Frangipane-familien. Her valgtes den kun 38-årige Lothario til pave og den 22.Februar 1198 blev han paveviet i San Pietro. Trods sin relativt unge alder var han en moden, energisk og samvittighedsfuld mand og yderst bevidst om Kirkens magt, såvel den religiøse som den verdslige, skønt denne reelt set var ikke-eksisterende i Rom på dette tidspunkt og skønt Kirkestatens besiddelser var svundet betragteligt ind.
Straks efter sin indsættelse begyndte Innocens III derfor at arbejde på at genvinde Kirkens magt i og omkring Rom. I Rom lykkedes det ham ved et "kup" at få den enlige senator, der stod som repræsentant for det romerske folk og beskytter af dets rettigheder, udskiftet med en, som straks aflagde troskabsed til Paven. Folket rejste sig mod forventning ikke ved dette kup, men holdtes i ro ved rigelige pengeuddelinger, og også præfekten, som repræsenterede kejserens interesser i Rom, aflagde troskabsed til Paven uden at kny. Således lykkedes det Innocens III at koncentrere magten i sine og Annibaldi-slægten's hænder, indtil folket pludselig gjorde oprør i maj 1203, hvor Paven måtte flygte til Palestrina.
Ophavsmænd til oprøret var Orsini-familien, som havde haft magten under Pave Cølestin III og nu var tilsidesat. Folket samledes under Giovanni Capocci og krævede påny en republik, men faldt kort efter til føje igen og efter en række sammenstød kunne Innocens III vende tilbage til Rom i 1204. I 1205 lykkedes det ham at få de forskellige partier til at slutte fred mod at magten skulle ligge hos kun én senator, som var udnævnt direkte af paven.
Da den tyske Kejser Henrik VI døde i 1197 faldt det tyske Kejserdømme tildels sammen og Innocens III fik således mulighed for at tilbagevinde de områder, som var taget fra Kirkestaten ved at puste til de antityske og nationalitiske tanker i tiden. Således blev Spoleto og Ancona vundet, mens det ikke lykkedes i Romagna, hvor ærkebispen af Ravenna ønskede selvstændighed, og heller ikke Mathilde af Canossa's områder kunne underlægges.
Ved Henrik VI's død var hans arving Frederik II kun 3 år gammel, alligevel lykkedes det enkekejserinde Constantia at få ham kronet som Konge af Sicilien i 1198 i Palermo, men da hun døde kort efter, havde hun indsat Pave Innocens III som formynder for Frederik og som forvalter af Kongeriget Sicilien, indtil Frederik blev myndig. Paven påtog sig gerne dette hverv og arbejdede videre på, at den unge konge også skulle blive konge i Tyskland, hvor der imidlertid opstod borgerkrig mellem tilhængerne af Henrik VI's broder Filip af Schwaben og welferen ("guelferen") Otto af Braunschweig.
Paven lod noget tid gå, inden han gik ind i striden og valgte da at støtte den sidstnævnte, som kronedes til Kong Otto IV og fik lovning på kejserkronen sidenhen. Pavens valg mødte megen kritik også fra de tyske bisper og en borgerkrig fulgte, hvorunder Filip blev myrdet i Bamberg i 1208. Sejrherren Otto IV mødtes derpå i 1209 med Paven i Viterbo, frasagde sig Matilde di Canossa' s områder og lovede at ville holde Tysklands og Italiens Kroner adskilte, hvorefter han den 4. Oktober 1209 blev kejserkronet i San Pietro.
Det viste dig dog snart, at Otto IV havde sine egne planer og i 1210 han invaderede nogle områder i Italien og sendte tropper mod Sicilien, Innocens III var da tvunget til at bringe den kun 16-årige Konge af Sicilien Frederik II på banen og i 1211 blev han af de tyske prinser udråbt til Konge, i 1212 kronet til "Re dei Romani", "Romernes Konge", i Mainz og i 1214 blev Otto slået ved Bouvines.
Den 11. November 1215 afholdt Pave Innocens III det 12.økumeniske Koncil, det fjerde Lateran-Koncil, med et enormt antal deltagere, blandt hvilke også Frederik II. Herunder planlagdes et nyt Korstog mod tyrkerne, som skulle starte den 1. Juni 1217. For at få byerne Pisa og Genova til at deltage drog Innocens III i foråret til Norditalien for at mægle i en strid med dem og på vejen hjem døde han i Perugia den 16. Juli 1216. Han blev begravet i Domkirken i Perugia, men i 1890 lod Pave Leo XIII hans aske overføre til Lateranet, hvor der rejstes et monument for ham. Han blev efterfulgt af Pave Honorius III (1216-1227).
Af mange anses Innocens III for at være "historiens politisk mest indlydelsesrige pave overhovedet", han skrev religiøse værker og arbejdede voldsomt for bekæmpelse af kætteriet, hvorved det tragiske AlbigenserKorstog i Sydfrankrig i 1208-1209 opstod. Ligeledes arbejdede han for et Korstog til Det Hellige Land, hvor det 4.Korstog, som Innocens opfordrede til i 1201, løb af sporet og i stedet endte med Konstantinopels erobring og ødelæggelse i 1204.
Under Innocens III blev der arbejdet på at få Franciscanerordenen i faste rammer, hvilket skete i 1223 under hans efterfølger Pave Honorius III. Ligeledes arbejdede San Domenico di Guzman på at få sin orden godkendt, hvilket også skete under Pave Honorius i 1216.
I 1208 startede Innocens III en ny skik med en procession mellem Peterskirken og Kirken Santa Maria in Sassia på søndagen efter perioden, der kaldes "Ottava dell'Epifania": Ottendedagen efter Helligtrekonger. Her viste man Veronica's Svededug frem for de troende i en slags parallel til fremvisningen af det hellige Kristus-billede fra Laterankirken, som blev båret i procession til Santa Maria Maggiore natten før festen for Maria's Himmelfart, den 15. August.
Innocenzo III - Conti di Segni, var pave fra 8/1 1198 til 16/7 1216.
Lotario da Segni bliver i 1160 født ind i en af Roms ældste familier, der har båret mange navne conti di Ceri, di Segni, di Poli og fået valgt mindst fire paver: Uover Innocenzo III drejer det sig om Gregorio IX (1227-1241), Alessandro IV (1254-1261) og Innocenzo XIII (1721-1724).
Efter studier i teologi og Kanonisk ret i Paris og Bologna blev han i 1190 udnævnt til kardinaldiakon. I 1198 vælges han til pave og tager samme navn som antipave fra 1179-1180. Pave Innocenzo III regnes, hvad politisk begavelse angår, blandt de ypperste, og han betragtes om den dygtigste realpolitiker blandt middelalderens herskerskikkelser. Innocenzo III gik energisk ind for Gregor VII's ideér, og for ham var det rette kun det, der gavnede den Hellige Kirke og dens overhoved.
Han blev i 1197 udnævnt til rigsforstander på Sicilien for Frederik II, og blev dermed Siciliens virkelige regent helt frem til 1208. I 1212 gennemtrumfede han, at Frederik II blev sat på Tysklands trone.
Pave Innocenzo III får på grund af Venezia handelspolitiske interesser startet det 4. Korstog (1202-1204), der ender med Konstantinobels plyndring (det hele blev slæbt til Venezia) og ødelæggelse i 1204.
Traditionen fortæller, at Innocenzo III grundlagde Ospedale S. Spirito efter, at en engel i en drøm viste ham ligene af Roms uønskede nyfødte børn samlet op fra Tiberen.
Efter en langvarig strid med Johan uden Land, hvori Innocenzo III tvang ham til at tage England i len af paven, erklærede han Magna Charta for ugyldigt. Ligeledes modtog kongerne af Polen, Portugal og Aragonien deres riger fra Innocenzo III som pavelige len. Frankrig blev i 1200 lyst i interdikt på grund af Filip 2. Augusts krav om skilsmisse fra sin danskfødte dronning, Ingeborg.
I kirkelige spørgsmål var Innocenzo III overmåde aktiv. Han tog initiativ til det 4. og 5. Korstog og til det blodige Korstog mod albigenserne i 1209. Innocens 3.s kirkelige lovgivning var omfattende og blev kronet med afholdelsen af det skelsættende 4. LateranKoncil, som bl.a. indførte det årlige skriftemål og særlige klædedragter for muslimer og jøder.
Paven var den første der systematisk anvendte titlen "Kristus vikar".
- albigenserne (efter byen Albi) var en middelalderlig dualistisk kætterbevægelse, som især gjorde sig gældende i Sydfrankrig i 1100-tallet og første halvdel af 1200-tallet.
- Det var en hovedgruppe af katharerne (de rene). Bevægelsen stammede fra Det Byzantinske Rige og nåede i løbet af 1000-tallet til Vesteuropa, hvor den fik stor udbredelse efter det første Korstog.
- Læremæssigt havde albigenserne forbindelse til senantikkens manikæere. De mente, at den materielle verden var frembragt af en ond gud, som kæmpede imod den åndelige verdens gode gud. Frelsen bestod for albigenserne i, at menneskeånden løsrev sig fra den materielle verden.
Katolske begreber:
|
Ordforklaring :
Kanon
Koncil
Korstog
Lateran
Modpave
Ravenna
Kanon:[ - ]
Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.
Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.
Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.
En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten.
Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.
I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.
Kanonisk messe
I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.
[ - ]
Koncil:[ - ]
Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.
Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.
Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.
Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger
[ - ]
Korstog:[ - ]
Korstog er en serie felttog fra 11. til 13. århundrede. De fleste var godkendt af paven. De kan ses som modtræk til flere århundreders islamisk ekspansion, og de fleste havde som mål at sikre kristen kontrol over Det hellige land, som var under muslimsk kontrol.
1. korstog 1096-1099
Pave Gregor 7. havde kort efter sin tiltrædelse i 1073 opfordret til et korstog til Jerusalem. Imidlertid lå pave Gregor i strid med den tyske konge og kejser (investiturstriden), så det blev først hans efterfølger, pave Urban 2., der kom til at virkeliggøre ideen.
Indtagelsen af Jerusalem under det første korstog 1099 i et middelalderligt manuskript.
2. korstog 1147-1149
Korstoget blev sat i gang på initiativ af Bernhard af Clairvaux, der inspirerede Ludvig 7. til at gå i spidsen, da der blev kaldt om hjælp fra Antiokia og Edessa i Syrien, der var blevet erobret under det første korstog.
3. korstog 1189-1193
Fra 1169 havde Saladin indtaget Egypten og havde sat et mål om at drive kristne væk fra den østlige del af Middelhavet. Efter at have erobret Syrien kunne han omringe korsfarerstaten, og den 4. juli 1187 overvandt han den i slaget ved Hattin. Den 2. oktober overgav Jerusalem sig, og derefter var det kun Antiokia, Tripoli, Tyrus og Margat, som var under kristen kontrol.
Frederik 1. Barbarossa (1122-1190), kejser af Tyskland og korsridder. Han var én af lederne af det 3. korstog i 1189
4. korstog 1202-1204
Under det 4. korstog ødelagde korsfarerne Konstantinopel – verdens største by – i 1204, selv om det var en kristen (græsk ortodoks) by, og plyndrede den. Dette betragtes som en af katolicismens skampletter og fik pave Johannes Paul 2. til den 4. maj 2001 officielt at undskylde overfor den Græske Kirke ved et personligt møde med den Økumeniske Patriark.
Nordiske korstog mod baltiske egne
I begyndelsen af 1200-tallet var turen kommet til de baltiske lande, blandt andet med danske korstog mod Estland. Korsfarerne drog først og fremmest af sted af religiøs overbevisning, men også med ønsket om at markere sig personligt som riddere, opnå anerkendelse eller finde store rigdomme i det mystiske østen.
Allerede ved midten af 1100-tallet opfordrede paven de danske konger til at føre korstog mod hedningene ved Østersøens sydkyst og de baltiske egne. Fra 1158 førte den danske ledingsflåde under ledelse af kong Valdemar den Store og den indflydelsesrige biskop Absalon krig mod de hedenske vendere for i 1169 at undertvinge disse og lægge øen Rügen under dansk indflydelsessfære. Den stærke danske kongemagt gennemførte i de følgende 50 år større og større erobringer for i 1219 at fuldbyrde korstogsmissionen ved at tvangskristne esterne. Esterne havde ellers forsvaret deres land med næb og kløer, men måtte bøje sig for den danske overmagt i slaget ved Lyndanisse.
[ - ]
Lateran:[ - ]
Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.
Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.
Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.
Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.
Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.
[ - ]
Modpave:[ - ]
En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.
Herunder ses:
Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:
- Hypolitus (217-235)
- Novatian (251-258)
- Felix II (355-365)
- Ursinus (366-367)
- Eulalius (418-419)
- Laurentius (498-499 og 501-506)
- Dioskur (september-oktober 530)
- Teodor (september-december 687)
- Paschalis (oktober-december 687)
- Konstantin II (767–768)
- Filippus (juli 768)
- Johannes (januar 844)
- Anastasius III (august-september 855)
- Kristoforus (903-04)
- Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
- Johannes XVI (997-98)
- Gregor VI (juni-juli 1012)
- Benedikt X (1058-59)
- Honorius II (1061-72)
- Klemens III (1080-84)
- Theoderik (1100-01)
- Albert (februar-marts 1102)
- Sylvester IV (1105-11)
- Gregor VIII (1118-21)
- Celestin II (december 1124)
- Kletus [Anakletus] II (1130-38)
- Viktor IV (marts-maj 1138)
- Viktor IV (1159-64)
- Paschalis III (1164-68)
- Callistus III (1168-78)
- Innocent III (1179-80)
- Nikolas V (1328-30)
- Klemens VII (1378-94)
- Benedikt XIII (1394-1423)
- Alexander V (1409-10)
- Johannes XXIII (1410-15)
- Klemens VIII (1423-29)
- Benedikt XIV (1423-29)
- Benedikt XIV (1430-37)
- Felix V (1439-49)
Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.
[ - ]
Ravenna:[ - ]
Ravenna er en by i den italienske region Emilia-Romagna. Ravenna har 134.631 (2001) indbyggere.
Ravenna var hovedstad i det Vestromerske Rige efter Romerrigets deling i 396 e.Kr. Senere var Ravenna de byzantinske kejseres administrative hovedstad for de italienske provinser. Ved byzantinernes fordrivelse fra den italienske halvø, blev Ravenna en del af Kirkestaten.
Den gamle æra
Oprindelsen af Ravenna er usikker. Den første bosætning er skiftevis tilskrives (og så har set co tilstedeværelse af) Thessalians, etruskerne og Umbrien, bagefter dens område blev afgjort også af Senones, især det sydlige landskab i byen, (der var ikke en del af lagunen), Ager-Decimanus. Ravenna bestod af huse bygget på pæle på en serie af små øer i en sumpet lagune-en situation svarende til Venedig adskillige århundreder senere. Romerne ignoreret det under deres erobring af Po floddelta, men senere accepterede det ind i den romerske republik som et organisationsnetværk by i 89 F.kr. I 49 f.kr var det det sted, hvor Julius Cæsar samlet sine styrker før krydset Rubicon. Senere, efter sin kamp mod Mark Antonius i 31 f.kr. grundlagde kejser Augustus den militære harbor Classe. Denne havn, beskyttet på første var af sine egne mure, en vigtig station i den romerske kejserlige flåde. I dag byen er indlandsstater, men Ravenna forblev en vigtig havn ved Adriaterhavet indtil den tidlige middelalder. Under de tyske kampagner, var Thusnelda, enke efter Arminius, og Marbod, konge af markomannierne, begrænset til Ravenna.
Ravenna fremgang stor under romersk herredømme. Kejser Trajan bygget en 70 km (43,50 mi) lang akvædukt i begyndelsen af det andet århundrede. Under de Marcomannic krige, germanske bosættere i Ravenna gjorde oprør og formået at gribe byen i besiddelse. Derfor forvist Marcus Aurelius besluttede ikke kun mod at bringe flere Barbarerne i Italien, men selv dem, der tidligere var blevet bragt der. I AD 402 overført kejser Honorius hovedstaden i det vestromerske rige fra Milano til Ravenna. Overførslen blev foretaget dels i defensivt øjemed: Ravenna var omgivet af sumpe og moser, og blev opfattet som nemt forsvares (selvom faktisk byen faldt til Modstående styrker mange gange i sin historie); Det er også sandsynligt, at overgangen til Ravenna skyldtes byens port og god søs forbindelser til det Østromerske rige. Men i 409, King Alaric af vestgoterne simpelthen omgået Ravenna, og gik, at fyre Rom i 410 og tage Galla Placidia, datter af kejser Theodosius, gidsel. Efter mange omskiftelser tilbage Galla Placidia til Ravenna med hendes søn, kejser Valentinian III og støtte af hendes nevø Theodosius II. Ravenna nød en periode med fred, i hvilket tidsrum den kristne religion var begunstiget af det kejserlige Hof, og byen opnået nogle af sine mest berømte monumenter, herunder den ortodokse døbefont, såkaldte Mausoleum Galla Placidia (hun ikke var virkelig begravet der) og San Giovanni Evangelista.
Den sene 400s så opløsningen af romerske myndighed i vest, og den sidste person til at holde titlen som kejser i Vesten blev afsat i 476 af den generelle Odoaker. Odoaker regerede som konge af Italien i 13 år, men i 489 den østlige kejser Zeno sendt den ostrogotiske King Theoderic dejligt at re-tage den italienske halvø. Efter at have tabt slaget Verona Odoaker trak sig tilbage til Ravenna, hvor han modstået en belejring af tre år af Theoderic, indtil udtagning af Rimini berøvet Ravenna af forsyninger. Theoderic tog Ravenna i 493, angiveligt dræbte Odoaker med hans egne hænder, og Ravenna blev hovedstaden i den ostrogotiske i Italien. Theoderic, efter hans kejserlige forgængere, også bygget mange pragtfulde bygninger i og omkring Ravenna, herunder hans palace kirke Sant'Apollinare Nuovo, en Arian domkirke (nu Santo Spirito) og dåbskapellet og hans eget Mausoleum lige uden for murene.
.
Theoderic og hans tilhængere var arianske kristne, men co-eksisterede fredeligt med latinere, der var hovedsageligt ortodoks. Ravennas ortodokse biskopper gennemført markante byggeprojekter, som er den eneste overlevende en Capella Arcivescovile. Theoderic tilladt romerske borgere inden for hans rige til romerretten og den romerske retssystem. Goterne, i mellemtiden, levede under deres egne love og skikke. I 519, når en pøbel var brændt ned synagoger af Ravenna, beordrede Theoderic byen til at genopbygge dem for egen regning.
Theoderic døde i 526 og blev efterfulgt af hans unge barnebarn Athalaric under ledelse af hans datter Amalasunta, men af 535 begge var døde og Theoderics linje var repræsenteret kun af Amalasunthas datter Matasuntha. Forskellige ostrogotiske militære ledere tog kongedømme i Italien, men var ingen så vellykket, som Theoderic havde været. I mellemtiden, den ortodokse Christian Byzantine Emperor Justinian, imod både ostrogotiske regel og den arianske vifte af kristendommen. I 535 sin general Belisarius invaderede Italien og i 540 erobrede Ravenna. Efter erobringen af Italien blev afsluttet i 554, blev Ravenna sæde for byzantinsk regering i Italien.
Fra 540 til 600, Ravennas biskopper indledt en bemærkelsesværdig bygning program af kirker i Ravenna og i og omkring port byen Classe. Overlevende monumenter omfatter San Vitale Basilica samt til Sant'Apollinare-basilikaen i Classe og delvist overlevende San Michele i Africisco.
Eksarkatet Ravenna
Efter Belisarius for kejser Justinian erobringer I det sjette århundrede, Ravenna blev sæde for den byzantinske guvernør i Italien, Exarch, og blev kendt som Eksarkatet Ravenna. Det var på dette tidspunkt at Ravenna kosmografi blev skrevet.
Under byzantinsk herredømme, ærkebiskop af Ravenna blev midlertidigt ydet autocephaly fra Roman Church i kejseren, i 666, men dette snart blev tilbagekaldt. Ikke desto mindre, ærkebiskop af Ravenna holdt andenpladsen i Italien efter paven, og spillede en vigtig rolle i mange teologiske kontroverser i denne periode.
Ancient era
The origins of Ravenna are uncertain. The first settlement is variously attributed to (and then has seen the co presence of) the Thessalians, the Etruscans and the Umbrians, afterwards its territory was settled also by the Senones, especially the southern countryside of the city (that wasn't part of the lagoon), the Ager Decimanus. Ravenna consisted of houses built on piles on a series of small islands in a marshy lagoon – a situation similar to Venice several centuries later. The Romans ignored it during their conquest of the Po River Delta, but later accepted it into the Roman Republic as a federated town in 89 BC. In 49 BC, it was the location where Julius Caesar gathered his forces before crossing the Rubicon. Later, after his battle against Mark Antony in 31 BC, Emperor Augustus founded the military harbor of Classe. This harbor, protected at first by its own walls, was an important station of the Roman Imperial Fleet. Nowadays the city is landlocked, but Ravenna remained an important seaport on the Adriatic until the early Middle Ages. During the German campaigns, Thusnelda, widow of Arminius, and Marbod, King of the Marcomanni, were confined at Ravenna.
Ravenna greatly prospered under Roman rule. Emperor Trajan built a 70 km (43.50 mi) long aqueduct at the beginning of the 2nd century. During the Marcomannic Wars, Germanic settlers in Ravenna revolted and managed to seize possession of the city. For this reason, Marcus Aurelius decided not only against bringing more barbarians into Italy, but even banished those who had previously been brought there. In AD 402, Emperor Honorius transferred the capital of the Western Roman Empire from Milan to Ravenna. The transfer was made partly for defensive purposes: Ravenna was surrounded by swamps and marshes, and was perceived to be easily defensible (although in fact the city fell to opposing forces numerous times in its history); it is also likely that the move to Ravenna was due to the city's port and good sea-borne connections to the Eastern Roman Empire. However, in 409, King Alaric I of the Visigoths simply bypassed Ravenna, and went on to sack Rome in 410 and to take Galla Placidia, daughter of Emperor Theodosius I, hostage. After many vicissitudes, Galla Placidia returned to Ravenna with her son, Emperor Valentinian III and the support of her nephew Theodosius II. Ravenna enjoyed a period of peace, during which time the Christian religion was favoured by the imperial court, and the city gained some of its most famous monuments, including the Orthodox Baptistery, the so-called Mausoleum of Galla Placidia (she was not really buried there), and San Giovanni Evangelista.
The late 400s saw the dissolution of Roman authority in the west, and the last person to hold the title of emperor in the West was deposed in 476 by the general Odoacer. Odoacer ruled as King of Italy for 13 years, but in 489 the Eastern Emperor Zeno sent the Ostrogoth King Theoderic the Great to re-take the Italian peninsula. After losing the Battle of Verona, Odoacer retreated to Ravenna, where he withstood a siege of three years by Theoderic, until the taking of Rimini deprived Ravenna of supplies. Theoderic took Ravenna in 493, supposedly slew Odoacer with his own hands, and Ravenna became the capital of the Ostrogothic Kingdom of Italy. Theoderic, following his imperial predecessors, also built many splendid buildings in and around Ravenna, including his palace church Sant'Apollinare Nuovo, an Arian cathedral (now Santo Spirito) and Baptistery, and his own Mausoleum just outside the walls.
.
Theoderic and his followers were Arian Christians, but co-existed peacefully with the Latins, who were largely Orthodox. Ravenna's Orthodox bishops carried out notable building projects, of which the sole surviving one is the Capella Arcivescovile. Theoderic allowed Roman citizens within his kingdom to be subject to Roman law and the Roman judicial system. The Goths, meanwhile, lived under their own laws and customs. In 519, when a mob had burned down the synagogues of Ravenna, Theoderic ordered the town to rebuild them at its own expense.
Theoderic died in 526 and was succeeded by his young grandson Athalaric under the authority of his daughter Amalasunta, but by 535 both were dead and Theoderic's line was represented only by Amalasuntha's daughter Matasuntha. Various Ostrogothic military leaders took the kingship of Italy, but none were as successful as Theoderic had been. Meanwhile, the orthodox Christian Byzantine Emperor Justinian I, opposed both Ostrogoth rule and the Arian variety of Christianity. In 535 his general Belisarius invaded Italy and in 540 conquered Ravenna. After the conquest of Italy was completed in 554, Ravenna became the seat of Byzantine government in Italy.
From 540 to 600, Ravenna's bishops embarked upon a notable building program of churches in Ravenna and in and around the port city of Classe. Surviving monuments include the Basilica of San Vitale and the Basilica of Sant'Apollinare in Classe, as well as the partially surviving San Michele in Africisco.
Exarchate of Ravenna
Following the conquests of Belisarius for the Emperor Justinian I in the 6th century, Ravenna became the seat of the Byzantine governor of Italy, the Exarch, and was known as the Exarchate of Ravenna. It was at this time that the Ravenna Cosmography was written.
Under Byzantine rule, the archbishop of Ravenna was temporarily granted autocephaly from the Roman Church by the emperor, in 666, but this was soon revoked. Nevertheless, the archbishop of Ravenna held the second place in Italy after the pope, and played an important role in many theological controversies during this period.
[ - ]
1011
|
