Beskrivelse af Dionysius, der var Pave i år 259-268

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Dionysius - 259-268 :

Dionysius (San Dionisio) St. Dionysius. Han var pave fra 22/07 259 til 26/12 268.
Han opnåede under kejser Gallienus (260-268) at få standset forfølgelser af de kristne.

Pave Dionysius var pave fra 22. juli 259 til sin død 26. december 268. Han var muligvis født i Grækenland, men dette er ikke verificeret. Dionysius blev valgt til pave i 259 ved slutningen af den periode, hvor kejser Valerian gennemførte sine kristenforfølgelser. Disse stoppede, da Valerian blev fanget og dræbt af kong Shapur I af Persien i 260.
En af den nyvalgte paves første opgaver var at reorganisere den romerske kirke, som var ved at smuldre. På foranledning af nogle troende i Alexandria udbad han sig forklaringer fra biskop Dionysios af Alexandria angående dennes doktrin om forholdet mellem Gud og Ordet, hvilket han fik tilfredstillende svar på.
Pave Dionysius sendte store pengesummer til kirkerne i Kappadokien, som var blevet hærget af de plyndrende goter, med henblik på genopbygning og løskøb af dem, der blev holdt til fange. Han fik styr på kirken og skaffede fred, efter at kejser Gallienus udstedte en befaling om tolerance, der holdt til 303. Dionysius er den første pave, der ikke er benævnt som martyr.
Kunstnerisk er han portrætteret iført paveligt ornat holdende på en bog.

Den hellige Dionysius var sandsynligvis af græsk ophav. Han havde tidligere været eneboer, men senest under pave Sixtus II var han en anset og ledende presbyter i Roma.
På grund af kejser Valerians (253-60) hårde forfølgelse, som medførte summariske henrettelser af gejstlige, valgte den romerske kirke først ikke nogen efterfølger efter Sixtus IIs martyrium den 6. august 258. I næsten to (et?) år blev Kirken styret af presbyterne alene; alle syv diakoner blev henrettet sammen med Sixtus. I juli 259 var Valerian for bekymret for perserne til at bryde sig om de kristne, så en tradition siger at menigheden da gikk til valg af ny pave. I 260 blev Valerian slått af perseren Sapor, tatt til fange og deretter flådd. Den sædvanligste version er at romerne ventede med nyt pavevalg til nyheden om kejserens død i fangenskap nåede Rom. I dette tilfælde var det 22. juli 260 Dionysius blev valgt til ny pave.
Kejser Gallienus (260-68), var Valerians søn og efterfølger. Selv om han ikke var nogen dygtig hersker, var han velvillig overfor de kristne og udstedte et tolerancedekret. Salonina, hans kone, kan godt have været kristen selv.
Under Sixtus II havde Dionysius korresponderet med biskop Dionysios af Alexandria, som fortsat forsøgte at mægle i striden om gendåb af kættere. Oprindelig havde den nye pave delt Stefan I's rigide standpunkt; han havde afbrudt kommunionen med kirker som insisterede på gendåb af heretikere og Skismatikere, men synes at have haft en blødere holdning i Sixtus II's tid. Biskop Dionysios anså ham i alle fald som «lærd og betydningsfuld».
Da han blev pave selv, fik han enda et brev fra biskop Dionysios om det samme tema, og inden kort tid blev de involveret i en anden brevveksling, denne gang om forholdet mellem Fader og Søn i guddommen. Nogle kristne i Alexandria havde indrapporteret biskoppen til paven med anklager om at han skildte Sønnen fra Faderen; til og med snakket om ham som en skabning, og nægtet at beskrive ham som et i sit inderste væsen med Faderen.
Paven indkaldte straks en Synode som fordømte de udsagn som var påklaget og sendte menigheden i Alexandria en imponerende redegørelse for den romerske teologi om Treenigheden. Taktfuldt skrev paven privat til sin biskopbror og bad om en forklaring på hans syn. Biskop Dionysios svarede med et forsvarsskrift hvor han, selv om han insisterede på forskellen på de guddommelige personer, gjorde det klart at han ikke var nogen triteist, og dette ser ud til at ha afsluttet sagen. Den hellige gamle mand døde i fred med Kirken, men striden mellem de to var en optakt til Nikea og arianer-striden.
Dionysius engagerede sig ikke mindre aktivt i praktiske sager. Da han besteg Peters stol, blev han først konfronteret med den uorden Valerians forfølgelse havde forårsaget i den romerske kirke. Derefter fulgte de praktiske problemer da kejser Gallienus reverserede sin fars politik og Kirkens konfiskerede eiendomme og kirkegårde skulle leveres tilbage. Mens der var fred i Rom, stormede fjenderne mod det romerske imperiums grænser, og resultatet var at forholdene var gunstige for de kristne i Rom. Dette benyttede Dionysius til at gennemføre (eller i det minste påbegynde) en fuldstændig reorganisering af Kirken. Et glimt af dette findes i Liber Pontificalis oplysninger om at han tildelte menigheder og kirkegårde til de respektive præster og trak nye grænser op for bispedømmerne i sin metropolitprovinsen.
I tillæg fortsatte han energisk den romerske kirkes langvarige tradition for at hjælpe nødstedte kristne hvor de end måtte være, og utvidede kontakten med menighedene i øst. Perserne havde hærget og plyndret Kappadokia (sentral-Tyrkia), og de kristne der var hærdt ramt. Dionysius sendte opmuntringsbreve til den hjemsøgte kirke såvel som penge for at frikøbe kristne i fangenskab hos barbarerne. Mere end et århundrede senere mindede Basilios den Store (død 379) hans generøsitet med beundring.
Dionysius ser ud til at have gjort noget organisering af unge menigheder udenfor Rom.
Det sidste vi hører om pave Dionysius, er brevet som en Synode i Antiochia adresserede til ham og Maximus, den nye biskop af Antiochia, i 268/69. Synoden afsatte Paulos af Samosata for hans adoptianske tilbøjeligheder, og brevet kundgjorde dens afgørelse. Paulos var en ægte kætter. Urimeligt nok kombinerede han stillingene som biskop af Antiochia og skattemester for de civile myndigheder, men han lærte at Jesus ikke var sand Gud. For at møde disse trusler holdt de asiatiske biskopper en Synode i Antiochia i 264 og fordømte Paulos' lære
Om paven modtog brevet fra Synoden er ikke klart, for han døde i slutningen af 268. Dionysius var ikke martyr som LP hævder, for Det liberianske katalog af 354 pladserer ham i sin liste over gravlagte biskoper, ikke i martyrlisten. Han blev gravlagt i pavekrypten i Callistus-katakomben.
Dionysius, som har mindedag den 26. december, var en af de mest betydelige romerske biskopper i 200-tallet.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Antiochia:

Antiochia, tredjestørste by i Nærorienten i hellenistisk tid (efter Alexandria og Seleukeia ved Tigris), nuværende Antakya i Tyrkiet. Grundlagt år 300 f.Kr. af Seleukos 1. og opkaldt efter hans far Antiochos. Byen lå 20 km inde i landet ved Orontesflodens bred og Silpiosbjergets fod. Seleukeia Pieria, grundlagt 310 ved Orontesflodens udløb i Middelhavet, reduceredes snart til Antiochias havneby, og ca. 280 blev Seleukiderigets hovedstad flyttet fra Seleukeia til Antiochia. Da Pompejus i 64 f.Kr. erobrede byen, gjorde han den til hovedstad i den nydannede romerske provins Syria.



Blandt de oprindelige kolonister dominerede et kontingent af makedonere og athenere, som Seleukos havde overført fra nabobyen Antigoneia, men tilflyttere fra alle de omliggende provinser gjorde snart Antiochia til et kosmopolitisk bysamfund med bl.a. en stor jødisk befolkningsgruppe. Byen var knudepunktet for karavanevejen fra Det Røde Hav i syd og fra Mesopotamien og Persien i øst, og den store velstand skyldtes fortrinsvis handel.

Skæbnegudinden Tyche er Antiochias beskytter. Hun står på Orontesfloden, personificeret som en gud, og har bykronen på sit hoved. Statuen er tilskrevet billedhuggeren Eutychides kort efter Antiochias grundlæggelse i 300 f.Kr.



Antiochia spillede allerede i urkristen tid en afgørende rolle for både kristendommens og kirkens historie. I Antiochia opstod — måske allerede i begyndelsen af 30'erne — den første kristne menighed uden for Palæstina, og her blev betegnelsen "de kristne" første gang anvendt for at adskille fra jøder og andre (Ap.G. 11,26). Menigheden i Antiochia indledte en missionsvirksomhed blandt hedninge, hvilket gav anledning til voldsomme diskussioner med de jøder, der var blevet kristne. Paulus besøgte flere gange den kristne menighed, og byen var udgangspunkt for hans tredje missionsrejse. Antiochia blev et hovedsæde for hellenistisk jødekristendom, og i begyndelsen af 200-t. var Antiochia sammen med Alexandria det førende center i den østlige kirke. Fra 300-t. var byen sæde for en af Østkirkens fire patriarker.

Antiochia blev erobret adskillige gange af perserne, og i 637 blev byen en del af det arabiske kalifat. Den blev i 969 tilbageerobret af kejser Nikeforos 2. Fokas og stod herefter under Det Byzantinske Rige indtil korsfarertiden.

Liber Pontificalis:

Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

Skisma:

Det rigtigt store skisma var skismaet mellem Konstantinopel og Rom 1054. Men traditionelt betegnes også den vestlige kirkes skisma som »det store skisma« - man er tilbøjelige til at ignorere Østrom i europæisk historie.

Det Store Skisma, splittelsen mellem den romerske og den byzantinske kirke fra 1054.
Der havde siden 800-t. bestået spændinger om bl.a. pavens forrang, filioque, kirkelige skikke, nadverbrødet og fordelingen af kirkelig jurisdiktion.
I 1054 nedlagde en romersk delegation en bandbulle på alteret i Sofiakirken i Konstantinopel mod patriark Michael Kerullarios og den byzantinske kirkeledelse.
Derpå bandlyste Kerullarios romerne; de gensidige fordømmelser blev først ophævet i 1965.
Året 1054 er traditionelt blevet regnet for tidspunktet for bruddet mellem den østlige og den vestlige kristendom.

Det Vestlige Skisma :


Den romersk-katolske kirke var i senmiddelalderen og renæssancen præget af en række kriser. Kirkens første alvorlige krise kom i 1309, da paven flyttede hoffet fra Rom til Avignon, og i denne periode var paven under den franske konges indflydelse. Pave Gregor 11. flyttede hoffet tilbage til Rom i 1378, men døde kort efter, hvorefter det kom til endnu en krise. Denne krise omtales som Det store Skisma, som varede fra 1378 til 1417, hvor der på et tidspunkt fandtes tre paver (Rom, Pisa og Avignon). Dette blev begyndelsen på koncilbevægelsen, der begyndte med koncilet i Konstanz og afsluttedes med koncilet i Basel. Koncilbevægelsen forsøgte at gøre sig til kirkens øverste myndighed, men tabte magtkampen til paven.
Urban VI´s (1378-1389) valg skete under pres fra den romerske befolkning, der ønskede en romer eller i det mindste en italiener valgt som pave. Han er den sidste pave uden kardinaltitel og hans valg førte til et næsten 50-årigt skisma (spaltning) af den romersk-katolske kirke, hvor der frem til et møde i Pisa i 1409 var to paver og efter mødet var der tre paver - en situation, der varer til de stridende parter mødes på et konsil i Konstanz (1414-1418), hvor man enes om at vælge Oddo di Colonna som pave Martino V og afsætte de øvrige.

Navnene på paver og modpaver i denne periode er:

• Modpave Clemens VII (1378-1394)
• Pave Bonifacius IX (1389-1404)
• Modpave Benedikt XIII (1394-1423)
• Pave Innocent VII (1404-1406)
• Pave Gregor XII (1406-1415)
• Pave Alexander V (1409-1410)
• Modpave Johannes XXIII (1410-1415)

På konklavet i 1378 valgte Det italienske parti Prignano til pave Urbano VI, men de franske kardinaler ville ikke godkende valget og de blev politisk støttet af den franske kong Karl V og Napolis dronning Johanna 1 af Anjou. Det franske parti valgte så kardinal Robert af Genf som modpave under navnet Clemente VII, og han bosatte sig i Avignon og så var spaltningen af den romersk-katolske kirke en kendsgerning og de indbyrdes krige kunne begynde, hvor Pave Urbano VI tabte en række slag, men han afslog alle forsøg på et kompromis.
I 1415 besluttede den retmæssigt valgte Gregor XII under koncilet i Konstanz (1415-1418) at træde tilbage. Det gjorde han for at afslutte det vestlige skisma, hvor hele tre paver gjorde krav på Petersembedet.

Synode: