Beskrivelse af Felix I, der var Pave i år 269-274

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Felix I - 269-274 :

Felix I (San Felice I) St. Felix I, fra Rom. Han var pave fra 05/01 269 til 30/12 274.
Paven overlevede forfølgelserne under kejser Aurelian (270-275) og han indledte traditionen med at begrave martyrer under kirkernes altre.

Den hellige Felix I var ifølge Liber Pontificalis født i Rom ca år 210 og søn af Constantinus.
Han er av de mest ukjente av pavene; til og med hans datoer er usikre.
Felix mottok sannsynligvis brevet som Synoden i Antiochia i 268/69 sendte til pave Dionysius, biskop Maximus av Alexandria og andre biskoper. Det kunngjorde avsettelsen av den lokale biskopen, Paulos av Samosata for trinitariske feiltakelser, og valget av Domnus I i hans sted. Som et resultat av dette ser Felix ut til formelt at ha opptatt kommunion med Patriark Domnus og korrespondert med Maximus. Et bekjennelseslignende fragment som bærer hans navn og som sirkulerte i Alexandria og ble sitert av Kyrillos av Alexandria (død 444) i kristologidebatten på 400-tallet, kan kanskje være et redigert utdrag av hans brev til Maximus, selv om moderne vitenskapsmenn mener at det er falskt.
Selv om Paulos av Samosata var avsatt, nektet han at forlate kirkebygningen i Antiochia. Men da den nye keiseren, den dyktige organisatoren og generalen Aurelian (270-75), passerte gjennom Antiochia, appellerte de ortodokse til ham. Keiseren beordret at kirken skulle overleveres til «dem som var i forbund med biskopene i Roma og Italia». Det må derfor ha vært Felix tok avgjørelsen i favør av Timaeus, som etterfulgte Domnus ved dennes død i 270/71, og sikret fordrivelsen av Paulos.
Bortsett fra disse antakelsene er ingenting kjent om Felix' virksomhet. LP skriver at han begynte med skikken at begrave martyrer under altrene i kirker og at feire messe på deres graver.
Men LPs opplysninger om at han døde som martyr i keiser Aurelius' forfølgelser og ble gravlagt i en Basilika han bygde ved Via Aurelia, er uriktig. Det skyldtes en sammenblanding av ham og flere romerske martyrer ved samme navn; en av dem gravlagt ved Via Aurelia. Den liberianske katalog av 354 har ham med i listen over gravlagte biskoper, ikke i martyrlisten, og opplyser at han ble gravlagt i pavekrypten i Callistus-katakomben ved Via Appia. Hans mindedag 30. maj stod i den romerske kalender frem til 1969.

Liv og værker
En romersk ved fødslen, Felix blev valgt som pave på 5 januar 269, i rækkefølge til pave Dionysius, der døde på 26 December 268.
Felix var forfatter til et vigtigt dogmatiske brev på enhed i Kristi Person. Han modtog den kejser Aurelian støtte bilægge en teologisk strid mellem anti-Trinitarian Paul af Samosata, der var blevet frataget bispedømme Antiochia af et råd af biskopper for kætteri og den ortodokse Domnus, Pauls efterfølger. Paulus nægtede at vige, og i 272 kejser Aurelian blev bedt om at vælge mellem rivalerne. Han beordrede kirkebygning skal gives til biskoppen, der var "anerkendt af biskopperne i Italien og i byen Rom" (Felix). Se Eusebius, Hist. Ecc. VII. 30.
Teksten i brevet blev senere interpoleret af tilhænger af Apollinaris i interesser af hans sekt.
Meddelelse om Felix i Liber Pontificalis tillægger ham et dekret, at masserne skulle fejres på Martyrernes grave ("Hic constituit supra memorias martyrum missas celebrare"). Forfatteren af denne post var åbenbart hentyder til Skikken at fejre masse privat på altre i nærheden af eller over gravene af martyrer i catacombs (missa ad corpus), mens den højtidelige fest altid Krypter fandt sted i Basilikaer bygget over Katakomberne. Denne praksis, stadig er i kraft i slutningen af det fjerde århundrede, går tilsyneladende fra den periode, hvor de store cemeterial Basilikaer blev bygget i Rom, og skylder sin oprindelse til de højtidelige mindehøjtidelighed tjenester martyrer, afholdt på deres grave på årsdagen for deres begravelse, så tidligt som i det tredje århundrede. Felix udstedt formentlig nogen sådan dekret, men kompileren af Liber Pontificalis tilskrevet det til ham, fordi han fik ingen afvigelse fra brugerdefineret i kraft i sin tid.

Død og veneration
Retsakter i Rådet af Efesos give pave Felix som martyr; men denne detalje, som opstår igen i en biografi om paven i Liber Pontificalis, er ikke understøttet af noget autentisk tidligere bevis og åbenbart skyldes en sammenblanding af navnene. Ifølge bekendtgørelsen i Liber Pontificalis rejst Felix en Basilika på Via Aurelia; samme kilde tilføjer også, at han blev begravet der. Den sidstnævnte detalje er åbenbart en fejl, for den fjerde århundrede romerske kalender af fester siger at pave Felix blev begravet i Catacomb Callistus på Via Appia. Erklæring af Liber Pontificalis om pavens martyrium naturligvis skyldes en forveksling med romerske martyr af samme navn begravet på Via Aurelia, og over hvis grav en kirke blev bygget. I romerske "Feriale" eller kalender af fester, nævnt ovenfor, navnet på Felix opstår i listen over romerske biskopper (Depositio episcoporum), og ikke at Martyrernes.
Ifølge de ovennævnte detaljeringsgrad Depositio episcoporum, blev Felix begravet i catacomb af Callistus på 30 December, "III Kal. Jan." (tredje dag til demokratiske af januar) i den romerske dating system. Sankt Felix I er nævnt som paven og Martyr, med en enkelt fest, den 30. Denne dato givet i Liber Pontificalis som for hans død (III Kal. Jun.), er sandsynligvis en fejl, der kan nemt opstå gennem en transcriber skriver "Jun." for "Jan." Denne fejl varet i den generelle romerske kalender indtil 1969 (Se generelle romerske kalender af 1962), ved hvilke gang omtale af Sankt Felix I blev reduceret til en mindehøjtidelighed i Jonas massen ved afgørelse af Pave Pius XII (Se generelle romerske kalender af Pave Pius XII). Derefter fejres feast of Sankt Felix I, ikke længere nævnt i de generelle romerske kalender, på hans sande dag død, 30 December, og uden forbehold af "martyr".
Ifølge nyere undersøgelser viser de ældste liturgiske bøger, at helgenen der hædres d. 30. maj var lidet kendte martyr begravet på Via Aurelia, der var fejlagtigt identificeret med pave Felix I, en fejl lig men mindre nysgerrige end identifikation i de liturgiske bøger, indtil midten af 1950 ' erne, af martyr Sankt fejret på 30 juli med Modpave Felix II.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Antiochia
Basilika
Katakomber
Liber Pontificalis
Modpave
Patriark
Synode

Antiochia:

Antiochia, tredjestørste by i Nærorienten i hellenistisk tid (efter Alexandria og Seleukeia ved Tigris), nuværende Antakya i Tyrkiet. Grundlagt år 300 f.Kr. af Seleukos 1. og opkaldt efter hans far Antiochos. Byen lå 20 km inde i landet ved Orontesflodens bred og Silpiosbjergets fod. Seleukeia Pieria, grundlagt 310 ved Orontesflodens udløb i Middelhavet, reduceredes snart til Antiochias havneby, og ca. 280 blev Seleukiderigets hovedstad flyttet fra Seleukeia til Antiochia. Da Pompejus i 64 f.Kr. erobrede byen, gjorde han den til hovedstad i den nydannede romerske provins Syria.



Blandt de oprindelige kolonister dominerede et kontingent af makedonere og athenere, som Seleukos havde overført fra nabobyen Antigoneia, men tilflyttere fra alle de omliggende provinser gjorde snart Antiochia til et kosmopolitisk bysamfund med bl.a. en stor jødisk befolkningsgruppe. Byen var knudepunktet for karavanevejen fra Det Røde Hav i syd og fra Mesopotamien og Persien i øst, og den store velstand skyldtes fortrinsvis handel.

Skæbnegudinden Tyche er Antiochias beskytter. Hun står på Orontesfloden, personificeret som en gud, og har bykronen på sit hoved. Statuen er tilskrevet billedhuggeren Eutychides kort efter Antiochias grundlæggelse i 300 f.Kr.



Antiochia spillede allerede i urkristen tid en afgørende rolle for både kristendommens og kirkens historie. I Antiochia opstod — måske allerede i begyndelsen af 30'erne — den første kristne menighed uden for Palæstina, og her blev betegnelsen "de kristne" første gang anvendt for at adskille fra jøder og andre (Ap.G. 11,26). Menigheden i Antiochia indledte en missionsvirksomhed blandt hedninge, hvilket gav anledning til voldsomme diskussioner med de jøder, der var blevet kristne. Paulus besøgte flere gange den kristne menighed, og byen var udgangspunkt for hans tredje missionsrejse. Antiochia blev et hovedsæde for hellenistisk jødekristendom, og i begyndelsen af 200-t. var Antiochia sammen med Alexandria det førende center i den østlige kirke. Fra 300-t. var byen sæde for en af Østkirkens fire patriarker.

Antiochia blev erobret adskillige gange af perserne, og i 637 blev byen en del af det arabiske kalifat. Den blev i 969 tilbageerobret af kejser Nikeforos 2. Fokas og stod herefter under Det Byzantinske Rige indtil korsfarertiden.

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Katakomber:

Domitilla-katakomberne, der blev opkaldt efter et medlem af den romerske familie, der havde bestilt gravpladserne, er de største i Rom. De strækker sig over 12 kilometer og går ned på fire niveauer med 26.250 grave fra anden til femte århundrede.



Over Domitilla katakomberne står basilikaen, som ses herover, Santi Nereo e Achilleo, der er ombygget og istandsat, så kun meget lidt er tilbage fra det 4. årh., hvor den blev bygget.
I katakomberne kan man se smukke fresker, bl.a. en der forestiller Kristus som den gode hyrde.
Når de kristne begravede de døde i underjordiske kirkegårde udenfor Rom, var det ikke på grund af forfølgelse, men blot fordi de fulgte tidens love.
Da der i katakomberne er begravet mange helgener, blev disse til helligdomme og genstand for besøg af pilgrimme.
De døde blev anbragt i nicher (loculi), hvor der kunne ligge 2 - 3 lig og de vigtigste rum blev udsmykket med stuk og fresker, se billedet herunder.
Det er en stor og spændende oplevelse at besøge disse underjordiske gravpladser.



Mange af krypterne har fresker, der synes udslettet. Faktisk blev de strippet af gravrøvere, idet katakomberne blev hærget og fresker skåret ud og fjernet som trofæer i middelalderen. Denne antikke form for tyveri kan findes i et museum i Catania, der viser eksempler, der oprindeligt blev bragt til Sicilien af en adelsmand for at dekorere hans hjem.



Domitilla katakomberne er de største af katakomberne og mange af gravene kan føres helt tilbage til 1. og 2. årh. e. Kr. dermed har disse kun ringe forbindelse med de kristne.

Liber Pontificalis:

Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Patriark:

En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.

• Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  
• Patriarken af Alexandria
  
• Patriarken af Antiokia
  
• Patriarken af Jerusalem
  
• Patriarken af Moskva og hele Rusland
  
• Patriarken af hele Bulgarien
  
• Katholikos-patriarken af hele Georgien
  
• Patriarken af hele Rumænien
  
• Den serbiske patriark
  
  

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater

• Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  
• Det koptiske patriarkat i Alexandria
  
• Det græske patriarkat i Antiokia
  
• Det syriske patrirkat i Antiokia
  
• Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  
• Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  
• Patriarkat i Cilicia
  
• Patriarkat i Venezia
  
• Patriarkat i Lisabon
  
  

Historiske katolske patriarkater

• Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  
• Patriarkatet i Vest-Indien
  
• Patriarkatet i Øst-Indien
  
  

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater

• Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  
• Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  
• Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
  
  

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.

• Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  
• Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
  
  

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

Synode: