Beskrivelse af Anicetus, der var Pave i år 155-166

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.





    B: 188.331

Pave Anicetus i tal :
Nummer 11 i paverækken

Begivenhed: Dato:Varighed:
Pavevalgt :   ? 155 -
Papiat slutter : 20. Apr. 166 Ca. 11 år





Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2019















Anicetus - 155-166 :

Anicetus (Sant'Aniceto) St. Anicetus, fra Syrien.
Anicetus, biskop i Rom ca. 154-166 e.Kr. Mellem Anicetus og Polykarp, der var biskop i Smyrna, førtes fredelige, men resultatløse forhandlinger i Rom om det rigtige tidspunkt for påskedagens fejring; se efter påskestriden.
Anicetus var syrer fra Emesa. Anicetus var den første pave, der fordømte kætteri ved at forbyde montanisme. Han var også aktiv i modstanden af gnosticisme og markionisme. Ifølge Liber Pontificalis lavede Anicetus en forordning om, at præster ikke måtte have langt hår, måske fordi gnostikerne netop havde langt hår. Anicetus skulle have lidt martyrdøden. Den 16., 17. og 20. april er alle angivet som hans dødsdato. Men den 17. april bliver fejret som hans mindedag. Detaljerne omkring hans martyrdød er ukendte.

Anicetus (Aníketos), Biskop i Rom, var den ene af parterne i den første påskestrid. Den ærværdige Biskop Polykarpos fra Smyrna var nemlig kommet til Rom, og her viste der sig uenighed mellem ham og Anicetus om den rette dag for påskefesten; Polykarpos, der påberåbte sig samlivet med apostelen Johannes, højtideligholdt påsken samtidig med jødernes påske, mens Anicetus lagde vægt på, at festen holdtes en Søndag, hvorved den kunne falde på en anden månedsdag end den jødiske påskefest. Striden var dog uden bitterhed. Anicetus lod Polykarpos holde nadver i romermenigheden, og de skiltes i fred.
Paven besluttede at præsteskabet ikke måtte have langt hår. Vigtigere var at han fastsatte reglerne for at afholde påske i forhold til traditionen fra S. Pietro.
Anicetus var den første pave, der fordømte kætteri ved at forbyde montanisme. Han var også aktiv i modstanden af gnosticisme og markionisme. Ifølge Liber Pontificalis lavede Anicetus en forordning om, at præster ikke måtte have langt hår, måske fordi gnostikerne netop havde langt hår. Anicetus skulle have lidt martyrdøden. Den 16., 17. og 20. april er alle angivet som hans dødsdato. Men den 17. april bliver fejret som hans mindedag. Detaljerne omkring hans martyrdød er ukendte.

Pave Anicetus (døde c. 20 April 168) var biskop af Rom fra c. 157 til sin død i 168. Ifølge Annuario Pontificio, kan starten af hans pavedømmet have været 153. Hans navn er græsk for besiddelserne. Ifølge Liber Pontificalis var Anicetus en syrisk fra byen Emesa (moderne Homs).
Ifølge Irenæus var det under hans pontifikat, Smyrna alderen Polykarp, en discipel af Johannes Evangelist, besøgte Rom for at diskutere fejringen af påsken med Anicetus. Polykarp og hans kirke af Smyrna fejrede korsfæstelsen på den fjortende dag af Nisan, som falder sammen med Pesach (eller påsken) uanset hvilken dag i ugen efter denne dato faldt, mens Roman Church fejret Pasch søndag - ugedagen for Jesu opstandelse. To var ikke enige om en fælles dato, men Anicetus indrømmede at St Polycarp og kirken Smyrna evnen til at bevare den dato, som de var vant. Kontrovers var at dyrke opvarmet i de følgende århundreder.
Den kristne historiker Hegesippus også besøgte Rom under Anicetus' pontifikat. Dette besøg er ofte nævnt som et tegn på tidlig betydningen af Roman See.
Anicetus var den første Roman Bishop at fordømme kætteri ved at forbyde montanisme. Han var også aktivt imod gnostikerne og markionisme. Liber Pontificalis poster, at Anicetus dekretere, at præster ikke måtte have langt hår (måske fordi gnostikerne bar lange hår).
Ifølge legenden, St Anicetus lidt martyrium under regeringstid af Roman Co Emperor Lucius Verus, men der er ingen historisk grund til denne konto. 16, 17 og 20 April nævnes alle som datoen for hans død, men 20 April fejres i øjeblikket som hans festdag. Før 1970 blev den valgt dato 17 April. Liber Pontificalis hedder det, at han blev begravet på Callistus kirkegård.

Pope Anicetus (died c. 20 April 168) was the Bishop of Rome from c. 157 to his death in 168. According to the Annuario Pontificio, the start of his papacy may have been 153. His name is Greek for unconquered. According to the Liber Pontificalis, Anicetus was a Syrian from the city of Emesa (modern-day Homs).
According to Irenaeus, it was during his pontificate that the aged Polycarp of Smyrna, a disciple of John the Evangelist, visited Rome to discuss the celebration of Passover with Anicetus. Polycarp and his Church of Smyrna celebrated the crucifixion on the fourteenth day of Nisan, which coincides with Pesach (or Passover) regardless of which day of the week upon this date fell, while the Roman Church celebrated the Pasch on Sunday-the weekday of Jesus' resurrection. The two did not agree on a common date, but Anicetus conceded to St Polycarp and the Church of Smyrna the ability to retain the date to which they were accustomed. The controversy was to grow heated in the following centuries.
The Christian historian Hegesippus also visited Rome during Anicetus' pontificate. This visit is often cited as a sign of the early importance of the Roman See.
Anicetus was the first Roman Bishop to condemn heresy by forbidding Montanism. He also actively opposed the Gnostics and Marcionism. Liber Pontificalis records that Anicetus decreed that priests are not allowed to have long hair (perhaps because the Gnostics wore long hair).
According to legend, St Anicetus suffered martyrdom during the reign of the Roman Co-Emperor Lucius Verus, but there are no historical grounds for this account. 16, 17 and 20 April are all cited as the date of his death, but 20 April is currently celebrated as his feast day. Before 1970, the date chosen was 17 April. The Liber Pontificalis states he was buried in the cemetery of Callistus.



                  Katolske begreber:

Afladshandel

Antiochia

Apokryf

Ariani

Arianisme

Avignon

Basilika

Breviar

Bulle

Cistercienser

Davids Slægt

Decius

Diokletian

Dominikaner

Donatisme

Døbefont

Dødssynder

Ecclesiast

Exarch

Franciskaner

Galilei

Glas

Gnostiker

Goddag mand økseskaft

Gudsbevis

Helvede

Herrens år

Ikonoklasme

Inkvisition

Interregnum

Investitur

Irenæus

Janseni

Kanon

Kirkebøger

Kloster

Koncil

Konklave

Korstog

Lateran

Liber Pontificalis

Longobard

Luther

Lydkonge

Malakias

Malakiasrækken

Markion

Modpave

Monarkianisme

Monofysitisme

Monoteletisme

Monstrans

Montanisme

Muhammed

Novatian

Nuntius

Oligark

Pallium

Paternoster

Patriark

Pavenumre

Paverækken

Pavinde

Pelagianisme

Pontifikat

Påskestriden

Ramaskrig

Ravenna

Sakramente

Sanktus

Saracen

Sede Vacante

Simoni

Skisma

Synode

Tiara

Vatikan

Økumenisk


Ordforklaring :

Gnostiker
Irenæus
Liber Pontificalis
Markion
Montanisme
Pontifikat
Påskestriden

Gnostiker:

[ - ]
Gnosticisme er en fællesbetegnelse for en række forskellige religiøse filosofier, mysteriereligioner og sekter, der havde en betydelig udbredelse i hellenistisk-romersk tid, først i Middelhavsområdet, hvorfra de siden bredte sig ind i Centralasien.

Betegnelsen kommer af gnosis, det græske ord for "erkendelse", der i denne sammenhæng referer til gnosticismens fokus på erhvervelsen af en mystisk erkendelse eller indsigt som det centrale mål i tilværelsen. Gnosticismen indebærer også typisk en dualistisk filosofi og forestillinger om en mytologisk kamp mellem lys og mørke, sjæl og legeme, idet legemet sættes i forbindelse med den ringeagtede materielle verden, der oftest anses for underlagt en malevolent guddom - en såkaldt demiurg – medens sjælen tænkes at have sit ophav i en højere åndelig verden, hvor Gud regerer sammen med de såkaldte æoner – oplyste guddommelige væsener.

Gnosticismen har sit ophav i førkristen tid, men fandt stor udbredelse i de første århundreder efter vor tidsregning, og mange har påpeget betydelige ligheder mellem gnosticismen og den allertidligste kristendom; særligt de johannæiske skrifter udviser mange såkaldt gnosticerende træk i ordvalg og tematik. Dertil kommer, at vi senest i det 2. århundrede e.Kr. har positive vidnesbyrd om gnostiske kristendomsformer, der stod i opposition til de strømninger, der med tiden skulle blive til den traditionelle kristendom. Man kan argumentere for, at f.eks. Thomasevangeliet og Markion er tidlige udtryk for en sådan kristen-gnostisk strømning, og i det såkaldte Nag Hammadi-bibliotek fra ca. år 400 finder vi et tydeligt udtryk for en gnostisk kristendom - eller kristen gnosticisme, om man vil. Dette upåagtet gives der endnu i det 2. århundredes gnosticisme adskillige præ-kristne træk.

Thomasevangeliet:

I den tidlige kristendom blev Apostlen Thomas betragtet som en stor autoritet, især blandt de såkaldte gnostikere. Det var en gruppe, som var blevet skilt ud fra den almindelige kristne kirke, fordi de var uenige med de andre kristne om centrale punkter i læren. Gnostikerne afviste, at der skulle være nogen værdi i den fysiske verden. Derfor lagde de heller ikke meget vægt på, hvad Jesus havde gjort, men næsten kun på, hvad de mente, han havde sagt.


Apostlen Thomas inspicerer den genopstandne Jesus' sår.

Denne synsvinkel er afspejlet i Thomasevangeliet, det mest berømte af den række af gnostiske skrifter, som tilskrives apostlen Thomas. Dette skrift består af en lang række løsrevne udtalelser fra Jesus uden nogen sammenknyttende handling. Thomasevangeliet er dog ikke skrevet af Thomas selv, for det blev sandsynligvis først skrevet nogle år efter hans død.

I lang tid var Thomasevangeliet kun kendt fra den meget negative omtale af det i kirkefædrenes skrifter. Man vidste ikke, hvad der i virkeligheden stod i Thomasevangeliet. Men i 1945 blev der gjort et revolutionerende fund i Nag Hammadi i Ægypten. En krukke med en række hidtil ukendte gnostiske skrifter blev opdaget, og blandt dem var Thomasevangeliet.
Det er imidlertid tvivlsomt, om Thomasevangeliet overhovedet giver os nogen ny viden om, hvad Jesus rent faktisk sagde. Ligesådan er det næppe sandsynligt, at apostlen Thomas i virkeligheden havde noget med gnostikerne at gøre.

[ - ]

Irenæus:

[ - ]
Irenæus (ca. 130 - ca. 200) var biskop af Lugdunum i Gallien (det nuværende Lyon i Frankrig) og en af de tidlige kirkefædre og den vigtigste teolog i det andet århundrede.


Irenæus' skrifter spillede en afgørende rolle i udviklingen af den tidlige kristne teologi, og han anerkendes som helgen af både den romersk-katolske kirke og de ortodokse kirker. Hans helgendag er 28. juni for den romersk-katolske kirke og den 23. august i den ortodokse kirke.
Han er særligt kendt for sit virke som kristen apologet, dvs. trosforsvarer. Det er forholdsvis sikkert, at Irenæus, mens han stadig var meget ung, har set og hørt Polykarp, der var biskop i Smyrna indtil sin død i år 155, der selv havde været discipel af evangelisten Johannes.
Irenæus er kendt for sit opgør med gnosticismen og har skrevet flere værker mod gnostikerne, hvor man kan iagttage en meget tidlig kristen teologi i støbeskeen. Irenæus havde ikke tidligere teologer at trække på, men var en vigtig faktor i kanondannelsen af de bibelske skrifter. Han var blandt de første til at definere de fire kanoniske evangelier. På hans tid cirkulerede dusinvis af evangelier i de kristne menigheder, indbefattet hans egen græsktalende indvandrer-menighed i Gallien, men Irenæus insisterede på, at kun de fire var autentiske. Hans begrundelse var, at ligesom der kun eksisterer fire verdenshjørner, fire vindretninger, og fire søjler til at holde himlen oppe, kan der kun være fire evangelier. Disse, påstod han, var skrevet af Jesu egne apostle (Matthæus og Johannes), eller deres følgesvende (Markus, Peters discipel, og Lukas, Paulus' discipel).

Biografi
Irenæus blev født i det andet århundrede (det eksakte årstal er diskuteret, ifølge nogle mellem 115 og 125, ifølge andre 130 og 142.) Irenæus formodes at være græker fra Polykarps hjemby, Smyrna i Lilleasien, det nuværende Izmir i Tyrkiet. Han voksede op i en kristen familie og fik formodentlig teologien ind med modermælken, hvilket forklarer hans brændende entusiasme for ortodoksi.
Irenæus var en vigtig person i forsvaret af de fire evangelier, Matthæus, Markus, Lukas og Johannes, og deres plads i Det Nye Testamente.
Hvorfor Irenæus forlod Lilleasien vides ikke, og vi kender heller ikke omstændighederne ved hans rejse, eller hvorfor han tog til Gallien.
Under kristenforfølgelserne på Marcus Aurelius' tid var Irenæus præst i Lyon i det nuværende Frankrig. De gejstlige i byen var under hårdt pres, og mange blev sat i fængsel. Irenæus blev derfor sendt til Rom (i 177 eller 178) med et brev til pave Eleuterus angående montanismen. Det var måske på grund af denne rejse, han selv slap for martyriet. Da han vendte tilbage til Gallien, efterfulgte Irenæus biskop Pothinus som havde lidt martyrdøden, og blev dermed den anden biskop i Lyon.
Efter Marcus Aurelius fulgte der religiøs fred, og den nye biskop delte sine opgaver i to grupper. For det første havde han pligter som præst, og for det andet som missionær (som vi dog kun har meget sparsomme informationer om). Næsten alle hans skrifter var rettet mod gnosticismen, en udspringer af kristendommen, men med et helt andet filosofisk grundlag for fortolkningen af bibelteksten. Gnosticismen spredtes på bekostning af ortodoks kristendom. Det mest berømte værk er Adversus Haereses (dansk: Mod kætterne). I 190 eller 191 drog Irenæus igen til Rom, og opfordrede den daværende pave Victor I til at opgive ekskommunikationen af de lilleasiatiske menigheder pga. uenighed omkring påskens korrekte dato.
Hans dødsdag er ikke nærmere kendt, men må formodes at være sidst i de andet århundrede eller i begyndelsen af det tredje. Det er ikke sandsynligt, at han endte sine dage som martyr, selvom flere senere kilder beretter om det. Han blev begravet i Johanneskirken i Lyon, som senere er blevet navngivet St. Irenæus. Graven og hans fysiske rester blev destrueret i 1562 af de calvinistiske hugenotter. Hans helgendag er 28. juni for den romersk-katolske kirke og den 23. august i den ortodokse kirke.

Skrifter
To fuldstændige værker er bevaret fra Irenæus’ hånd. Alle hans skrifter er hovedsageligt et opgør med den gnostiske tankegang, og han behandler flere teologiske emner. Han forsvarer de dødes legemlige opstandelse, han forsvarer at Gud i Det Gamle Testamente er den samme som Gud i Det Nye Testamente og er den første til at henvise til store dele af Det Nye Testamente som autoritativt skrift.

[ - ]

Liber Pontificalis:

[ - ]
Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

[ - ]

Markion:

[ - ]
Markion eller Marcion, omkring 85 – 160, teolog og filosof fra Sinope ved Sortehavet, søn af biskoppen dér.
Markion dannede en modkirke til storkirken eller urkirken og fik betydning ved at forkaste de gamle jødiske skrifter som gyldige for kristne og sammenstille sit eget udvalg af skrifter til en første kanon for et nyt testamente, der skulle være en vejledning til sandheden for hans tilhængere.


Markion

Dette fremprovokerede eller fremskyndede dannelsen af det vi siden kender som Det Gamle og Det Nye Testamente, mens det 100-tallet fortsat er sådan, at der med Skriften menes den jødiske helligskrift (i Septuagintas skikkelse), hvorimod man ikke havde nogen afgrænsning af den samlede nytestamentlige overlevering.

Liv
Man kender ikke meget til Markions liv. De fleste steder angives han at have levet fra omkring 85 til omkring 160. Han skulle stamme fra Pontus i Lilleasien, sandsynligvis fra Sinope, en havneby på Sortehavskysten, og have været en velhavende skibsreder der.
Markion var en kristen skibsreder fra Sinope ved Lilleasiens Sortehavskyst; ca. 140 kom han til Rom, gav den kristne romerske menighed 200 000 sestertier og ville ændre dens kristendomsforståelse efter den, han selv havde dannet sig. Menigheden afviste i 144 at have med Markion at gøre, gav ham pengene tilbage og udstødte ham af kirken. Markion grundlagde derefter sin egen kirke, som med talrige menigheder bestod endnu i 300-t., men tillige delvis overgik til manikæerne.
I en moden alder tilsluttede han sig den kristne menighed i Rom, omkring år 140, men blev få år efter udstødt, og fik den store pengegave tilbage som han tidligere havde givet.


Markion

Irenæus oplyser at Markion havde kontakt med en syrisk gnostiker ved navn Kerdon. Efter sin udstødelse af den romerske menighed dannede han en modkirke, som fik betydelig udbredelse.

Teologi
Som baggrund: elementer i en gnostisk grundmyte
Bilde forsøger at indkredse elementer der må indgå i en gnostisk grundmyte:
  • Den højeste og sande gud og menneskenes verden har ikke intet med hinanden at gøre.
  • Demiurgen ("håndværkeren", "verdensbyggeren") har skabt den materielle verden.
  • Den faldne menneskelige "ånd" er fanget i legemets "fængsel".
  • Den højeste og sande gud sætter et frelsesprojekt i gang, der skal befri menneskets åndelige element og føre det tilbage til den himmelske verden, hvorfra det var faldet ved skabelsen.
  • Dette frelsesprojekt sættes ofte i værk af et sendebud, en budbringer, der overbringer den nødvendige viden, gnosis, til det eksilerede menneske.
  • Denne frelsende gnosis kan bringe det befriede menneske tilbage til den himmelske lysverden, til hvile hos Faderen.
Egentlig og ægte gnosticisme bestemmer Bilde således som et verdenssyn, der separerer den højeste gud og menneskets verden. Verden anskues som en ond verden, der er skabt af en gudsfjendtlig magt. Mennesket forstås som et ulykkeligt væsen i "eksil" i verden og i "fængsel" i legemet. Frelsen bliver så menneskets redning ud af legemets "fængsel" og ud af den materielle verdens "eksil" tilbage til den himmelske lysverden og "fylde" eller "hvile" hos Faderen.

[ - ]

Montanisme:

[ - ]
Montanisme, oldkirkelig retning, grundlagt i 150'erne i Lilleasien af Montanos fra Frygien, der som Helligåndens talsmand skulle give de kristne en sidste belæring om sandheden. Retningens udbredelse byggede på forventningen om et kristent tusindårsrige og en åndelig og moralsk vækkelse.
Kun enkelte orakeludsagn af montanismens to profetinder, Maximilla og Prisca, og af Montanos selv er kendt. Heri påberåber de sig Helligåndens autoritet og afviser kirkens og endda det Nye Testamentes forrang. De profeterede verdens nært forestående undergang og det ny Jerusalems nedstigen på en slette i Frygien ved Pepusa; de krævede i denne apokalyptiske forventning en streng askese, forbød vielse af fraskilte og opfordrede medlemmerne til at påtage sig martyriet.
En anden fase af montanismen, der især vandt udbredelse i Nordafrika, findes omtalt af kirkefaderen Tertullian, der ca. 207 gik over til montanismen; hans skrifter vidner om strenge etiske regler, der skulle fastholde den kristnes hellighed i en syndig verden.

Montanismen var en kristen sekt opstået i Lilleasien var på vej til Rom og Gallien i anden halvdel af det 2. århundrede, mere præcist under Eleuterius' regeringstid. Bevægelsens kendetegn gjorde det vanskeligt for de romerske kristne grundlæggende at imødegå den. Under voldelige forfølgelser i Lyon i 177 skrev en række skriftefædre fra deres fængsel om den nye bevægelse til de asiatiske og frygiske kristne samfund samt til Pave Eleuterius. Overbringeren af brevet til paven var kirkeforstanderen Irenæus, der senere blev biskop af Lyon. Kirkehistorikeren Eusebius bemærkede omkring 150 år senere om brevene, at de udtalte på vegne af de kristne i Lyon, der egentlig var modstandere af montanismen, at man burde være tålmodige og forsvarede bevarelsen af en samlet kirke.

Præcist hvornår den romersk-katolske kirke tog afgørende afstand fra montanismen vides ikke med bestemthed. Af Tertullians redegørelse fremgår det, at en romersk biskop sendte forsoningsbreve til montanisterne, men - ligeledes ifølge Tertullian - disse breve blev efterfølgende trukket tilbage. Det er sandsynligvis Pave Eleuterius, han hentyder til. Denne tøvede i længere tid, men efter en samvittighedsfuld og grundig undersøgelse af situationen skal han have udtalt sig imod montanisterne. I Rom fortsatte gnostikerne og markionisterne med at prædike mod den katolske kirke.
Ifølge Liber Pontificalis skal pave Eleuterius have udstedt et dekret om, at ingen fødevarer skulle foragtes af kristne (Et hoc iterum firmavit ut nulla esca a Christianis repudiaretur, maxime fidelibus, quod Deus creavit, quæ tamen rationalis et humana est). Det er sandsynligt, at et dekret som dette var rettet mod gnostikerne og montanisterne. Men det er dog også muligt, at det er forfatteren til Liber Pontificalis, der tilskrev denne pave et dekret, der var gældende omkring år 500.
Som andre oldkirkelige retninger marginaliseredes montanismen i takt med enhedskirkens konsolidering; de sidste vidnesbyrd om dens eksistens stammer fra 500-t.

[ - ]

Pontifikat:

[ - ]
Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.



[ - ]

Påskestriden:

[ - ]
I slutningen af det 2. århundrede opstod en strid om Påsken; men alle enedes om, at Jesu død skete fredag, og opstandelsen skete søndag. Ved kirkemødet i Nikæa i år 325 blev tidspunktet for påsken fastlagt.
Før dette mindedes menighederne i Lilleasien dagen for Jesu korsfæstelse som den 14. i den jødiske måned nisan, som er dagen før den jødiske helligdag Pesach. I modsætning hertil fejrede menighederne mod vest, herunder i Rom, søndagen efter den 14. i nisan, som var dagen for Jesu opstandelse.
Den kristne fest fejrer Kristi opstandelse. Det er ikke sikkert de hedningekristne menigheder fejrede påske, da hver søndag i forvejen var tilegnet mindet om Kristi opstandelse.
Påskedag er den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Det betyder, at det altid er fuldmåne mellem palmesøndag og påskedag. Og at det altid er fuldmåne i skolernes påskeferie. Datoen er tidligst 22. marts og senest 25. april. Datoen for Påskedag i 2008 var den 23. marts.
Palmesøndag er søndagen før påskedag, og skærtorsdag og langfredag falder i samme uge, mens anden påskedag er mandagen i ugen efter. Påsken bestemmer placeringen af Store Bededag, som er 4. fredag efter påskedag, og Kristi himmelfartsdag (sjette torsdag efter skærtorsdag) og pinsedag, som er den 7. søndag efter påskedag.
Det var tradition at faste 40 dage før påske som en indlevelse i Jesus lidelser og død. Dagene lige før fasten var festdage: fastelavn.

[ - ]


1446
Pt:114