Beskrivelse af Soter, der var Pave i år 166-175

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Soter - 166-175 :

Soter (San Sotero) St. Soter, fra Campania, Italien.
Soter, også kendt som pave af velgørenhed, var pave fra 166 til 175. Alternativt nævner Vatikanets "Annuario Pontificio" enten 162 til 170 eller 168 til 177 som hans regeringstid. Soter indførte kravet om ægteskabet som et Sakramente, der skulle velsignes af en præst for at være gyldigt. Tilsyneladende indførte han endvidere traditionen med at fejre påsken i Rom.
Han var født i Fondi i Italien. Det eneste man ved om hans familie er, at hans fars navn var Concordius. Traditionelt er han regnet som martyr, men der er ingen sikre kilder for dette. Han blev begravet i Calixtus-katakomben i Rom.
Hans navnedag er den 22. april. Hans mindedag blev fjernet fra den romerske kalender i 1969.

Han er kendt som "næstekærlighedens pave", dels fordi han sendte en monetær gave til de fattige i menigheden i Korinth, for at de skulle bruge dem på fattige og kristne fanger. Han siges at have været den første pave, der gjorde noget sådant. Biskoppen i Korinth, Dionysius, sendte en takkenote, der er nævnt i Eusebius' kirkehistorie, hvor han fortalte, at kirken vil gemme brevet og læse det op under gudstjenesterne. Soter havde muligvis i det brev, der ledsagede gaven, givet Dionysios en reprimande, fordi han var for afslappet over for syndere, især i forbindelse med seksuel afholdenhed.
Det siges, at have været Soter, der introducerede påskefesten som en fast liturgisk fest. Han er også siges at have indført doktrinen om at et ægteskab kun er gyldigt, hvis det er velsignet af en præst. Dette er en doktrin, der stadig består i den ortodokse kirke, men i den katolske kirke kan også en diakon velsigne et ægteskab.

Navnet er afledt af det græske ord soter, der betyder udfrielse eller frelser.
Soter, Frelseren, Befrieren, lykkens gode giver, et alm. brugt tilnavn til forskellige græske guddomme. For Zeus - Soter drikkes ved symposierne det første Glas, når måltidet er endt. I havsnød anråbtes Poseidon eller Dioskurerne som Soter, og ligeledes findes navnet anvendt i påkaldelser af Asklepios (som lægegud), Apollon, Herakles og andre.

Pave Soter (Latin: Soterius; døde ca 174) og var biskop af Rom fra ca 167 til hans død ca 174. Ifølge Annuario Pontificio, kan datoerne har varierede fra 162–168 til 170–177. Selv om hans navn er afledt af det græske ord for soter, hvilket betyder en "frelser" eller "befrier", han blev født i Fondi, Campania, i dag Lazio-regionen, Italien. Soter er kendt for at erklære, at ægteskabet var gyldig kun som et Sakramente, velsignet af en præst, og han også formelt indviet påsken som en årlig festival i Rom.
Sankt Soter festdag fejres på 22 April, som er der af Sankt Caius. Roman Martyrology, den officielle liste over anerkendte helgener, referencer Soter: "På Rom, Sankt Soter, paven, som Dionysius af Korinth roser for sin fremragende velgørenhed mod trængende landsforviste kristne, som kom til ham og mod dem, der havde været dømt til minerne."
Det har ofte været meningen, at alle de tidligste paver lidt martyrium; men Roman Martyrology giver ikke paven Soter titlen som Martyr. Bogen beskriver 1969 revision af de generelle romerske kalender stater: "Der er ingen grund til herunder Sankt Soter og Sankt Caius blandt martyrerne."

Katolske reaktioner på Montanist bevægelsen
Den Montanist bevægelse, der stammer fra Lilleasien, gjort sin vej til Rom og Gallien i anden halvdel af det andet århundrede, under regeringstid af Eleuterius. Dens karakter ikke afvige så meget fra ortodoksi af til at i første omgang være mærket kætteri. Under voldelige forfølgelser i Lyon i 177 skrev lokale skriftefædre fra deres fængsel om den nye bevægelse til de asiatiske og frygiske samfund samt til pave Eleuterus. Bærer af brevet til paven var kirkeforstanderen Irenæus, snart at blive biskop af Lyon. Det fremgår af udtalelser fra Eusebius vedrørende disse bogstaver at kristne i Lyon, men i modsætning til Montanist bevægelsen, fortaler for tålmodighed og tryglede for bevarelsen af den kirkelige enhed.
Da den katolske kirke tog sin klare standpunkt mod Montanisme er ikke præcist kendt. Tertullian poster en romerske biskop sendt nogle forsonende breve til montanisterne, at baseret på klager over Praxeas "hvad angår profeterne, sig selv og deres kirker, og af insisteren på afgørelser fra biskoppens forgængere" tvang paven til at minde om disse breve. En anden gammel kilde hedder det, at "hellige Soter, paven af byen, skrev mod dem en bog, som gjorde master, Apollonius Efesos. Mod disse skrev præsten Tertullian af Karthago. Der på alle måder skrev godt, skrev først og skrev uforligneligt, i dette alene gjorde forkastelig, at han forsvarede Montanus ". I Rom fortsatte Gnostikerne og Markionisterne at prædike mod den katolske kirke.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Glas:

Gnostiker:

Gnosticisme er en fællesbetegnelse for en række forskellige religiøse filosofier, mysteriereligioner og sekter, der havde en betydelig udbredelse i hellenistisk-romersk tid, først i Middelhavsområdet, hvorfra de siden bredte sig ind i Centralasien.

Betegnelsen kommer af gnosis, det græske ord for "erkendelse", der i denne sammenhæng referer til gnosticismens fokus på erhvervelsen af en mystisk erkendelse eller indsigt som det centrale mål i tilværelsen. Gnosticismen indebærer også typisk en dualistisk filosofi og forestillinger om en mytologisk kamp mellem lys og mørke, sjæl og legeme, idet legemet sættes i forbindelse med den ringeagtede materielle verden, der oftest anses for underlagt en malevolent guddom - en såkaldt demiurg – medens sjælen tænkes at have sit ophav i en højere åndelig verden, hvor Gud regerer sammen med de såkaldte æoner – oplyste guddommelige væsener.

Gnosticismen har sit ophav i førkristen tid, men fandt stor udbredelse i de første århundreder efter vor tidsregning, og mange har påpeget betydelige ligheder mellem gnosticismen og den allertidligste kristendom; særligt de johannæiske skrifter udviser mange såkaldt gnosticerende træk i ordvalg og tematik. Dertil kommer, at vi senest i det 2. århundrede e.Kr. har positive vidnesbyrd om gnostiske kristendomsformer, der stod i opposition til de strømninger, der med tiden skulle blive til den traditionelle kristendom. Man kan argumentere for, at f.eks. Thomasevangeliet og Markion er tidlige udtryk for en sådan kristen-gnostisk strømning, og i det såkaldte Nag Hammadi-bibliotek fra ca. år 400 finder vi et tydeligt udtryk for en gnostisk kristendom - eller kristen gnosticisme, om man vil. Dette upåagtet gives der endnu i det 2. århundredes gnosticisme adskillige præ-kristne træk.

Thomasevangeliet:

I den tidlige kristendom blev Apostlen Thomas betragtet som en stor autoritet, især blandt de såkaldte gnostikere. Det var en gruppe, som var blevet skilt ud fra den almindelige kristne kirke, fordi de var uenige med de andre kristne om centrale punkter i læren. Gnostikerne afviste, at der skulle være nogen værdi i den fysiske verden. Derfor lagde de heller ikke meget vægt på, hvad Jesus havde gjort, men næsten kun på, hvad de mente, han havde sagt.


Apostlen Thomas inspicerer den genopstandne Jesus' sår.

Denne synsvinkel er afspejlet i Thomasevangeliet, det mest berømte af den række af gnostiske skrifter, som tilskrives apostlen Thomas. Dette skrift består af en lang række løsrevne udtalelser fra Jesus uden nogen sammenknyttende handling. Thomasevangeliet er dog ikke skrevet af Thomas selv, for det blev sandsynligvis først skrevet nogle år efter hans død.

I lang tid var Thomasevangeliet kun kendt fra den meget negative omtale af det i kirkefædrenes skrifter. Man vidste ikke, hvad der i virkeligheden stod i Thomasevangeliet. Men i 1945 blev der gjort et revolutionerende fund i Nag Hammadi i Ægypten. En krukke med en række hidtil ukendte gnostiske skrifter blev opdaget, og blandt dem var Thomasevangeliet.
Det er imidlertid tvivlsomt, om Thomasevangeliet overhovedet giver os nogen ny viden om, hvad Jesus rent faktisk sagde. Ligesådan er det næppe sandsynligt, at apostlen Thomas i virkeligheden havde noget med gnostikerne at gøre.

Irenæus:

Irenæus (ca. 130 - ca. 200) var biskop af Lugdunum i Gallien (det nuværende Lyon i Frankrig) og en af de tidlige kirkefædre og den vigtigste teolog i det andet århundrede.


Irenæus' skrifter spillede en afgørende rolle i udviklingen af den tidlige kristne teologi, og han anerkendes som helgen af både den romersk-katolske kirke og de ortodokse kirker. Hans helgendag er 28. juni for den romersk-katolske kirke og den 23. august i den ortodokse kirke.
Han er særligt kendt for sit virke som kristen apologet, dvs. trosforsvarer. Det er forholdsvis sikkert, at Irenæus, mens han stadig var meget ung, har set og hørt Polykarp, der var biskop i Smyrna indtil sin død i år 155, der selv havde været discipel af evangelisten Johannes.
Irenæus er kendt for sit opgør med gnosticismen og har skrevet flere værker mod gnostikerne, hvor man kan iagttage en meget tidlig kristen teologi i støbeskeen. Irenæus havde ikke tidligere teologer at trække på, men var en vigtig faktor i kanondannelsen af de bibelske skrifter. Han var blandt de første til at definere de fire kanoniske evangelier. På hans tid cirkulerede dusinvis af evangelier i de kristne menigheder, indbefattet hans egen græsktalende indvandrer-menighed i Gallien, men Irenæus insisterede på, at kun de fire var autentiske. Hans begrundelse var, at ligesom der kun eksisterer fire verdenshjørner, fire vindretninger, og fire søjler til at holde himlen oppe, kan der kun være fire evangelier. Disse, påstod han, var skrevet af Jesu egne apostle (Matthæus og Johannes), eller deres følgesvende (Markus, Peters discipel, og Lukas, Paulus' discipel).

Biografi
Irenæus blev født i det andet århundrede (det eksakte årstal er diskuteret, ifølge nogle mellem 115 og 125, ifølge andre 130 og 142.) Irenæus formodes at være græker fra Polykarps hjemby, Smyrna i Lilleasien, det nuværende Izmir i Tyrkiet. Han voksede op i en kristen familie og fik formodentlig teologien ind med modermælken, hvilket forklarer hans brændende entusiasme for ortodoksi.
Irenæus var en vigtig person i forsvaret af de fire evangelier, Matthæus, Markus, Lukas og Johannes, og deres plads i Det Nye Testamente.
Hvorfor Irenæus forlod Lilleasien vides ikke, og vi kender heller ikke omstændighederne ved hans rejse, eller hvorfor han tog til Gallien.
Under kristenforfølgelserne på Marcus Aurelius' tid var Irenæus præst i Lyon i det nuværende Frankrig. De gejstlige i byen var under hårdt pres, og mange blev sat i fængsel. Irenæus blev derfor sendt til Rom (i 177 eller 178) med et brev til pave Eleuterus angående montanismen. Det var måske på grund af denne rejse, han selv slap for martyriet. Da han vendte tilbage til Gallien, efterfulgte Irenæus biskop Pothinus som havde lidt martyrdøden, og blev dermed den anden biskop i Lyon.
Efter Marcus Aurelius fulgte der religiøs fred, og den nye biskop delte sine opgaver i to grupper. For det første havde han pligter som præst, og for det andet som missionær (som vi dog kun har meget sparsomme informationer om). Næsten alle hans skrifter var rettet mod gnosticismen, en udspringer af kristendommen, men med et helt andet filosofisk grundlag for fortolkningen af bibelteksten. Gnosticismen spredtes på bekostning af ortodoks kristendom. Det mest berømte værk er Adversus Haereses (dansk: Mod kætterne). I 190 eller 191 drog Irenæus igen til Rom, og opfordrede den daværende pave Victor I til at opgive ekskommunikationen af de lilleasiatiske menigheder pga. uenighed omkring påskens korrekte dato.
Hans dødsdag er ikke nærmere kendt, men må formodes at være sidst i de andet århundrede eller i begyndelsen af det tredje. Det er ikke sandsynligt, at han endte sine dage som martyr, selvom flere senere kilder beretter om det. Han blev begravet i Johanneskirken i Lyon, som senere er blevet navngivet St. Irenæus. Graven og hans fysiske rester blev destrueret i 1562 af de calvinistiske hugenotter. Hans helgendag er 28. juni for den romersk-katolske kirke og den 23. august i den ortodokse kirke.

Skrifter
To fuldstændige værker er bevaret fra Irenæus’ hånd. Alle hans skrifter er hovedsageligt et opgør med den gnostiske tankegang, og han behandler flere teologiske emner. Han forsvarer de dødes legemlige opstandelse, han forsvarer at Gud i Det Gamle Testamente er den samme som Gud i Det Nye Testamente og er den første til at henvise til store dele af Det Nye Testamente som autoritativt skrift.

Markion:

Markion eller Marcion, omkring 85 – 160, teolog og filosof fra Sinope ved Sortehavet, søn af biskoppen dér.
Markion dannede en modkirke til storkirken eller urkirken og fik betydning ved at forkaste de gamle jødiske skrifter som gyldige for kristne og sammenstille sit eget udvalg af skrifter til en første kanon for et nyt testamente, der skulle være en vejledning til sandheden for hans tilhængere.


Markion

Dette fremprovokerede eller fremskyndede dannelsen af det vi siden kender som Det Gamle og Det Nye Testamente, mens det 100-tallet fortsat er sådan, at der med Skriften menes den jødiske helligskrift (i Septuagintas skikkelse), hvorimod man ikke havde nogen afgrænsning af den samlede nytestamentlige overlevering.

Liv
Man kender ikke meget til Markions liv. De fleste steder angives han at have levet fra omkring 85 til omkring 160. Han skulle stamme fra Pontus i Lilleasien, sandsynligvis fra Sinope, en havneby på Sortehavskysten, og have været en velhavende skibsreder der.
Markion var en kristen skibsreder fra Sinope ved Lilleasiens Sortehavskyst; ca. 140 kom han til Rom, gav den kristne romerske menighed 200 000 sestertier og ville ændre dens kristendomsforståelse efter den, han selv havde dannet sig. Menigheden afviste i 144 at have med Markion at gøre, gav ham pengene tilbage og udstødte ham af kirken. Markion grundlagde derefter sin egen kirke, som med talrige menigheder bestod endnu i 300-t., men tillige delvis overgik til manikæerne.
I en moden alder tilsluttede han sig den kristne menighed i Rom, omkring år 140, men blev få år efter udstødt, og fik den store pengegave tilbage som han tidligere havde givet.


Markion

Irenæus oplyser at Markion havde kontakt med en syrisk gnostiker ved navn Kerdon. Efter sin udstødelse af den romerske menighed dannede han en modkirke, som fik betydelig udbredelse.

Teologi
Som baggrund: elementer i en gnostisk grundmyte
Bilde forsøger at indkredse elementer der må indgå i en gnostisk grundmyte:

• Den højeste og sande gud og menneskenes verden har ikke intet med hinanden at gøre.
• Demiurgen ("håndværkeren", "verdensbyggeren") har skabt den materielle verden.
• Den faldne menneskelige "ånd" er fanget i legemets "fængsel".
• Den højeste og sande gud sætter et frelsesprojekt i gang, der skal befri menneskets åndelige element og føre det tilbage til den himmelske verden, hvorfra det var faldet ved skabelsen.
• Dette frelsesprojekt sættes ofte i værk af et sendebud, en budbringer, der overbringer den nødvendige viden, gnosis, til det eksilerede menneske.
• Denne frelsende gnosis kan bringe det befriede menneske tilbage til den himmelske lysverden, til hvile hos Faderen.

Egentlig og ægte gnosticisme bestemmer Bilde således som et verdenssyn, der separerer den højeste gud og menneskets verden. Verden anskues som en ond verden, der er skabt af en gudsfjendtlig magt. Mennesket forstås som et ulykkeligt væsen i "eksil" i verden og i "fængsel" i legemet. Frelsen bliver så menneskets redning ud af legemets "fængsel" og ud af den materielle verdens "eksil" tilbage til den himmelske lysverden og "fylde" eller "hvile" hos Faderen.

Montanisme:

Sakramente:

Sakramenter er handlinger, hvorved den troende får del i noget guddommeligt.
Der findes sakramenter og sakramentale handlinger overalt i religionernes verden.
I den danske folkekirke taler vi om to sakramenter: dåb og nadver. Men hvad ligger der egentlig i betegnelsen sakramente?
"Sakramente" er et latinsk ord, som er en oversættelse af det græske ord mysterion, der betyder hemmelighed. Vi vil se nærmere på, hvad man i kirken forstår ved et sakramente og hvilke sakramenter, vi har i de forskellige kirker.

Augustins lære om sakramenterne

Det var den store teolog og filosof Aurelius Augustin (354-430), der for alvor udformede en lære om sakramenterne. Sakramenterne, sagde han, er tegn, der peger hen på en usynlig og guddommelig virkelighed.
Vi kan sammenligne et sakramente med en gave, som man får af en nær ven eller et kært familiemedlem. Der er noget af giveren i selve gaven. Gaven forbinder giver og modtager. Og i Augustins forståelse er sakramentet et tegn på det hellige, på Gud selv. Augustin var stærkt inspireret af den græske filosof Platon (427-347 f. Kr) og hans lære om idéernes verden, som afspejlede sig i menneskets sjæl. På samme måde har tegnet også del i den virkelighed, det formidler.

         
         Det ældste kendte billede af Augustin
         fra 500-tallet i Laterankirken i Rom.

Dåben er således ikke blot en neddykning i vand, en renselse. Men idet den troende neddykkes i vand i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, så kommer den døbte til at tilhøre Gud. På samme måde forholder det sig med kirkens nadver. Her modtager den troende brød og vin forbundet med ordene om, at dette er Jesu legeme og blod, som gives til syndernes forladelse.
Ifølge Augustin er elementerne brød og vin sammen med ordene det, der gør handlingen til et sakramente. Den troende får nu del i det, som Jesus Kristus har gjort for mennesker, nemlig frelst fra deres synder ved sin egen død på korset.

        
          Augustin af Hippo

Jesus Kristus er det egentlige sakramente, siger Augustin. Det guddommelige, Gud selv, er kommet ind i menneskers verden som Jesus Kristus for at frelse mennesket fra den synd, som det har siddet fast i siden Adams og Evas syndefald. Kirken formidler nu denne frelse videre gennem sakramenterne, som for Augustin først og fremmest er dåben og nadveren.

Aurelius Augustin om begrebet 'tid'

Hvad er tid?
Det siges om den lærde kirkefader Aurelius Augustin, at hvis ingen spurgte ham, da vidste han hvad tid er, men hvis nogen spurgte ham, da vidste han det ikke. 'Si non rogas intelligo', skal han have sagt.

Den katolske kirkes opfattelse

Augustins opfattelse blev bestemmende for den katolske kirkes opfattelse. Dog understregede man i løbet af middelalderen en mere realistisk opfattelse. Det gjaldt især læren om nadveren. Brødet og vinen blev reelt til Jesu legeme og blod, når præsten sagde indstiftelsesordene.

Den katolske kirke

Den katolske kirke regnede efterhånden med syv sakramenter:

• Dåben er det første sakramente, der gives til den nyfødte. Her tager Gud mennesket til sig, og det bliver Guds barn som ved en ny fødsel. Det modtager Helligånden, Guds kærligheds Ånd. Det er ved dåben, at den enkelte bliver medlem af kirken.
• I bodens sakramente tilstår den enkelte sine synder, fortryder dem og får dem slettet ved syndernes forladelse, som gives gennem præstens ord.
• Nadveren: Katolikker tror, at når præsten siger ordene: "Dette er mit legeme" og "Dette er mit blod", bliver brødet og vinen virkelig forvandlet til Jesu Kristi legeme og blod.
  
  
  Alterkalken
  
  
• Firmelsen eller konfirmationen hænger sammen med dåben. Selve konfirmationshandlingen foretages af kirkens biskop, der lægger sin hånd på den unges hoved og med indviet olie tegner et kors på hendes pande med ordene: Vær beseglet med Helligånden, Guds gave. Nu er den unge kaldet og styrket til at leve med Den salvede, det vil sige Messias, som sit forbillede.
• Ægteskabet regnes også af den katolske kirke som et sakramente. Foreningen af kvinde og mand i ægteskabet et tegn på, at den materielle og fysiske del af verden er god og skabt af Gud. Børnefødsel og familieliv har ægteskabet som forudsætning.
• Sygesalvelse skal styrke den syges mod og håb.
• Og endelig regnes ordinationen til præst med som et sakramente.

Luther og sakramenterne

Martin Luther (1483-1546) mente kun, at der kunne være to sakramenter: dåb og nadver. Han krævede, at der var baggrund i Bibelen for det, som kirken gjorde, og om sakramenterne krævede han, at de skulle være indstiftet af Jesus selv. Det gjaldt ifølge Luther kun dåben og nadveren.
Troen er det afgørende for opfattelsen af sakramentes betydning, mente Luther. Troen og dåben hører sammen på den måde, at den døbte altid har sin dåb at falde tilbage på. Den handling, der blev foretaget ved dåben og de ord, der blev sagt har en blivende betydning. Nu hører den døbte Gud til og det er, hvad den døbte fremover kan holde sig til. Troen er ikke en betingelse eller forudsætning for dåben. Tværtimod så kommer troen af det, som er sket i dåben. Derfor er dåben ifølge Luther altid en barnedåb også selv om det er en voksen, der døbes.


Martin Luther (1483-1546)

Vedrørende nadveren afviste Luther den katolske kirkes opfattelse af, at der sker en forvandling af brød og vin til Jesu legeme og blod ved præstens indstiftelsesord. For Luther er nadveren et fællesskab med Jesus Kristus, som kun kan erfares i troen. Når præsten ved uddelingen siger, at brødet og vinen er Jesu legeme og blod, så sker der ingen forvandling. Brødet forbliver brød, og vinen forbliver vin. men det er Kristus selv, der giver dette måltid mening. Sådan har Jesus Kristus valgt at give sig til kende for mennesker. Kristus er til stede i, med og under brøds og vins skikkelse, sagde Luther.

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.