Beskrivelse af Eleutherus, der var Pave i år 175-189

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Eleutherus - 175-189 :

Eleutherus (Sant'Eleuterio) St. Eleutherius, fra Nicopolis i provinsen Epirus i Grækenland, vestkysten. Han forbindes med to markante standpunkter: bekæmpelse af biskop Polykrates af Efesos (vedr. Påskestriden) og af den gryende Montanisme.
Pave Eleuterius var pave fra cirka 174 til 189 (Vatikanet angiver alternativt regeringstiden til 171 til 185 eller 177 til 193). Han blev født i Nicopolis i Epirus og skal være død 24. maj og begravet på Vatikanhøjen tæt på St. Peters grav. Hans navnedag er 26. maj.
Hegesippus, en krønikeskriver fra hans samtid, skrev, at han var diakon i den romerske kirke under Pave Anicetus og Pave Soter, hans umiddelbare forgængere.
Selv om behandlingen af kristne under Marcus Aurelius var forfærdelig i flere områder i Romerriget, var forfølgelserne i selve Rom tilsyneladende ikke så voldsomme, selv om historikeren De Rossi tidsfæster St. Cæcilias martyrium til slutningen af Aurelius' regeringstid. Under Commodus' kejserdømme (180 - 192) var de kristne praktisk taget fredede, om end St. Apollonius' martyrium i Rom fandt sted i den periode (ca. 186).
Katolske reaktioner på Montanismen:
Montanismen, som var en kristen sekt opstået i Lilleasien, var på vej til Rom og Gallien i anden halvdel af det 2. århundrede, mere præcist under Eleuterius' regeringstid.
Der findes en pudsig og interessant påstand vedrørende den tidlige missionering fra den romerske kirke. Pave Eleuterius skal ifølge "Liber Pontificalis" have modtaget et brev fra Lucius, en konge fra Britannien, hvori denne erklærede, at han på pavens bud ønskede at blive kristen (Hic accepit epistula a Lucio Brittanio rege, ut Christianus efficerentur per ejus mandatum). Hvorfra denne oplysning skulle stamme, er nu om dage umuligt at sige.

Pave Eleuterius var pave fra cirka 174 til 189 (Vatikanet angiver alternativt regeringstiden til 171 til 185 eller 177 til 193). Han blev født i Nicopolis i Epirus og skal være død 24. maj og begravet på Vatikanhøjen tæt på St. Peters grav. Hans navnedag er 26. maj.
Hegesippus, en krønikeskriver fra hans samtid, skrev, at han var diakon i den romerske kirke under Pave Anicetus og Pave Soter, hans umiddelbare forgængere.
Selv om behandlingen af kristne under Marcus Aurelius var forfærdelig i flere områder i Romerriget, var forfølgelserne i selve Rom tilsyneladende ikke så voldsomme, selv om historikeren De Rossi tidsfæster St. Cæcilias martyrium til slutningen af Aurelius' regeringstid. Under Commodus' kejserdømme (180 – 192) var de kristne praktisk taget fredede, om end St. Apollonius' martyrium i Rom fandt sted i den periode (ca. 186).

Katolske reaktioner på Montanismen
Montanismen var en kristen sekt opstået i Lilleasien var på vej til Rom og Gallien i anden halvdel af det 2. århundrede, mere præcist under Eleuterius' regeringstid. Bevægelsens kendetegn gjorde det vanskeligt for de romerske kristne grundlæggende at imødegå den. Under voldelige forfølgelser i Lyon i 177 skrev en række skriftefædre fra deres fængsel om den nye bevægelse til de asiatiske og frygiske kristne samfund samt til Pave Eleuterius. Overbringeren af brevet til paven var kirkeforstanderen Irenæus, der senere blev biskop af Lyon. Kirkehistorikeren Eusebius bemærkede omkring 150 år senere om brevene, at de udtalte på vegne af de kristne i Lyon, der egentlig var modstandere af Montanismen, at man burde være tålmodige og forsvarede bevarelsen af en samlet kirke.
Præcist hvornår den romersk-katolske kirke tog afgørende afstand fra Montanismen vides ikke med bestemthed. Af Tertullians redegørelse fremgår det, at en romersk biskop sendte forsoningsbreve til montanisterne, men – ligeledes ifølge Tertullian – disse breve blev efterfølgende trukket tilbage. Det er sandsynligvis Pave Eleuterius, han hentyder til. Denne tøvede i længere tid, men efter en samvittighedsfuld og grundig undersøgelse af situationen skal han have udtalt sig imod montanisterne. I Rom fortsatte Gnostikerne og Markionisterne med at prædike mod den katolske kirke. Ifølge Liber Pontificalis skal pave Eleuterius have udstedt et dekret om, at ingen fødevarer skulle foragtes af kristne (Et hoc iterum firmavit ut nulla esca a Christianis repudiaretur, maxime fidelibus, quod Deus creavit, quæ tamen rationalis et humana est). Det er sandsynligt, at et dekret som dette var rettet mod Gnostikerne og montanisterne. Men det er dog også muligt, at det er forfatteren til Liber Pontificalis, der tilskrev denne pave et dekret, der var gældende omkring år 500.

Omvendelsen af en britisk konge?
Den samme forfatter er ansvarlig for en pudsig og interessant påstand vedrørende den tidlige missionering fra den romerske kirke. Pave Eleuterius skal ifølge "Liber Pontificalis" have modtaget et brev fra Lucius, en konge fra Britannien, hvori denne erklærede, at han på pavens bud ønskede at blive kristen (Hic accepit epistula a Lucio Brittanio rege, ut Christianus efficerentur per ejus mandatum). Hvorfra denne oplysning skulle stamme, er nu om dage umulig at sige. Fra et historisk synspunkt er udsagnet temmelig usandsynligt og afvises af alle fagfolk.
Mod slutningen af det 2. århundrede var den romerske forvaltning så fast etableret i Britannien, at der ikke på øen længere kan have været nogen indfødte konger. At en stammehøvding kunne omtale sig som konge og have anmodet den romerske biskop om vejledning i den kristne tro forekommer usandsynlig nok på den tid. "Liber Pontificalis" stammer fra det 6. århundrede og er på ingen måde gyldig som egentlig historisk kilde for begivenheder, der foregik henved 400 år tidligere. Imidlertid blev historien om den britiske kong Lucius brugt op gennem anden halvdel af det 1. årtusinde som politisk redskab til at fastholde den britiske kirkes tætte bånd til den romerske kirke.
En mere sandsynlig teori stammer fra begyndelsen af det 20. århundrede, og ifølge den var der ikke er tale om Britannien (Britanio), men om Britio, som var navnet på Edessas fæstning. Herfra kender man en Lucius Ælius Septimus Megas Abgar IX, som var en kristen konge. Der kan derfor have været tale om en simpel skrivefejl.
Legenden var imidlertid sejlivet, og et ekko af den kan genfindes i Schweiz. I et manuskript til prædiken fundet i Chur skulle St. Timoteus være apostel i Gallien, hvorfra han rejste til Britannien og døbte en konge ved navn Lucius. Denne blev efterfølgende missionær, drog til Gallien og til sidst slog sig ned i Chur, hvor han prædikede evangeliet med stort held. På denne måde er Lucius, en tidlig missionær i den schweiziske region Chur, blevet koblet til den såkaldte britiske konge fra "Liber Pontificalis".

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Gnostiker
Hegesippus
Irenæus
Liber Pontificalis
Markion
Montanisme
Påskestriden
Vatikan

Gnostiker:

Gnosticisme er en fællesbetegnelse for en række forskellige religiøse filosofier, mysteriereligioner og sekter, der havde en betydelig udbredelse i hellenistisk-romersk tid, først i Middelhavsområdet, hvorfra de siden bredte sig ind i Centralasien.

Betegnelsen kommer af gnosis, det græske ord for "erkendelse", der i denne sammenhæng referer til gnosticismens fokus på erhvervelsen af en mystisk erkendelse eller indsigt som det centrale mål i tilværelsen. Gnosticismen indebærer også typisk en dualistisk filosofi og forestillinger om en mytologisk kamp mellem lys og mørke, sjæl og legeme, idet legemet sættes i forbindelse med den ringeagtede materielle verden, der oftest anses for underlagt en malevolent guddom - en såkaldt demiurg – medens sjælen tænkes at have sit ophav i en højere åndelig verden, hvor Gud regerer sammen med de såkaldte æoner – oplyste guddommelige væsener.

Gnosticismen har sit ophav i førkristen tid, men fandt stor udbredelse i de første århundreder efter vor tidsregning, og mange har påpeget betydelige ligheder mellem gnosticismen og den allertidligste kristendom; særligt de johannæiske skrifter udviser mange såkaldt gnosticerende træk i ordvalg og tematik. Dertil kommer, at vi senest i det 2. århundrede e.Kr. har positive vidnesbyrd om gnostiske kristendomsformer, der stod i opposition til de strømninger, der med tiden skulle blive til den traditionelle kristendom. Man kan argumentere for, at f.eks. Thomasevangeliet og Markion er tidlige udtryk for en sådan kristen-gnostisk strømning, og i det såkaldte Nag Hammadi-bibliotek fra ca. år 400 finder vi et tydeligt udtryk for en gnostisk kristendom - eller kristen gnosticisme, om man vil. Dette upåagtet gives der endnu i det 2. århundredes gnosticisme adskillige præ-kristne træk.

Thomasevangeliet:

I den tidlige kristendom blev Apostlen Thomas betragtet som en stor autoritet, især blandt de såkaldte gnostikere. Det var en gruppe, som var blevet skilt ud fra den almindelige kristne kirke, fordi de var uenige med de andre kristne om centrale punkter i læren. Gnostikerne afviste, at der skulle være nogen værdi i den fysiske verden. Derfor lagde de heller ikke meget vægt på, hvad Jesus havde gjort, men næsten kun på, hvad de mente, han havde sagt.


Apostlen Thomas inspicerer den genopstandne Jesus' sår.

Denne synsvinkel er afspejlet i Thomasevangeliet, det mest berømte af den række af gnostiske skrifter, som tilskrives apostlen Thomas. Dette skrift består af en lang række løsrevne udtalelser fra Jesus uden nogen sammenknyttende handling. Thomasevangeliet er dog ikke skrevet af Thomas selv, for det blev sandsynligvis først skrevet nogle år efter hans død.

I lang tid var Thomasevangeliet kun kendt fra den meget negative omtale af det i kirkefædrenes skrifter. Man vidste ikke, hvad der i virkeligheden stod i Thomasevangeliet. Men i 1945 blev der gjort et revolutionerende fund i Nag Hammadi i Ægypten. En krukke med en række hidtil ukendte gnostiske skrifter blev opdaget, og blandt dem var Thomasevangeliet.
Det er imidlertid tvivlsomt, om Thomasevangeliet overhovedet giver os nogen ny viden om, hvad Jesus rent faktisk sagde. Ligesådan er det næppe sandsynligt, at apostlen Thomas i virkeligheden havde noget med gnostikerne at gøre.

Hegesippus:

Hegesippus eller Egesippus En jødisk historiker fra Rom. Født ca. 110 og død 7. april i år 180. Han betragtes som kirkehistoriens fader. Kirkehistorikeren Egesippus (el. Hegesippus) var jøde og kom fra Jerusalem. Senere konverterede han til kristendommen og blev rådgiver for Pave Anicetus. Egesippus betragtes som en af de store kirkefædre og han opholder sig i Rom gennem en årrække og her dør han også omkring år 180.



Hegesippus var en jødisk-kristen historiker, som ifølge Eusebius levede i sidste halvdel af det andet århundrede og "tilhørte den første generation efter apostlene". Han var sandsynligvis opvokset i Israel og skrev et fem-binds erindingsværk mod gnosticismen. Selvom dette værk kun er bevaret i fragmenter, særligt gennem Eusebius' brug og referencer til værket, menes det at have været bevaret i biblioteker helt op til det 16. århundrede.
Eusebius skrev omkring år 300, den første samlede historie om den kristne kirke fra Jesus til egen tid. Eusebius lider martyrdøden omkring år 337. Hegesippus var en af Eusebius' primære kilder til den tidlige kirkehistorie i Jerusalem og brugte ham bl.a. som kilde til beretninger om Jesu familie, særligt omtaler Hegesippus - Jakobs (Jesu brors) martyrium og nogle beretninger om Judas (ligeledes Jesu brors) slægtninge. Generelt må Hegesippus' skrifter anses som meget lidt pålidelige til, at danne et billede af den tidlige kirkes første historie.

Et eksempel fra Egesippus 3. bog: "Om jødernes ulykker" : "Simon mager gik, i sin djævelske forvovenhed, med til en væddekamp med Skt. Peter i Rom, om hvem der kunne opvække en død ung mand. Og selv om denne mager forsøgte sig med sin kunst, som den første og ved djævelens blændværk fik udvirket, at den døde bevægede hovedet en smule, så formåede han dog ikke at udvirke, at han stod op eller virkelig blev levende, som Skt. Peter derefter gjorde det i Jesu navn".



Sankt Egesippus (c. 110 - c. April 7, 180 E.v.t.), var en kristen krønikeskriver af den tidlige kirke, der kan have været en jødisk konvertere og helt sikkert skrev imod heresies af gnostikerne og Marcion. Datoen for Egesippus fastsættes Systemadministrators af oversigten over Eusebius, død og apoteose af Antinous (130) fandt sted i Egesippus' levetid, og at han kom til Rom under pave St. Anicetus og skrev på tidspunktet, pave St. Eleutherus (biskop af Rom, ca 174-189).

Egesippus' værker er nu fuldstændig tabt, gemme otte passager om Kirkehistorie citeret af Eusebius, der fortæller os, at han skrev Hypomnemata ("Erindringer" eller "Aftalememoranda") i fem bøger, i den enkleste stil om traditionen med den apostolske prædiker. Gennem Eusebius Egesippus var også kendt til Jerome, der er ansvarlig for den idé, at Egesippus "skrev en historie om alle kirkelige begivenheder fra passion for vor Herre ned til sin egen periode... i fem bind", som har etableret en Hypomnemata som en Kirkehistorie. St. Egesippus appellerede hovedsagelig til tradition som nedfældet i den undervisning, som var blevet overleveret gennem succession af biskopper, hvorved Eusebius oplysninger om de tidligste biskopper, der ellers ville have været tabt.

Eusebius siger at St. Egesippus var konverteret fra jødedommen, lærd i de Semitiske sprog og fortrolig med jødernes mundtlige traditioner og skikke, for han citerede fra hebraisk, var bekendt med evangeliet om Hebræerne og med en syrisk Gospel, og han citerede også uskrevne traditioner fra jøderne. Eusebius' egen rystende kommando af hebraisk og aramæisk, og hans manglende personlige kendskab til jødernes skikke, var utilstrækkeligt grundlagt for at bedømme Egesippus som en pålidelig kilde. Han synes at have levet i en del af øst for, i pave Anicetus tid (e.kr. 155-166) rejste han gennem Corinth at nå Rom, indsamling på stedet lære af de forskellige menigheder, som han besøgte, og vurdere deres ensartethed med Rom, ifølge dette uddrag:

Og kirken af korintherne forblev i det sande ord indtil Primus var biskop i Korinth; Jeg gjort deres bekendtskab i min rejse til Rom, og forblev med Corinthians mange dage, hvor vi var forfrisket med det sande ord. Og da jeg var i Rom, jeg lavede en række op til Anicetus, hvis diakon var Eleutherus. Og i hver række og i hver by alle er ifølge ordinancer af loven og profeterne og Herren

Det er sandsynligt, at Eusebius lånte sin liste over de tidlige biskopper i Jerusalem fra Egesippus. Med stor opfindsomhed J.B. Lightfoot, Clement i Rom (London, 1890), findes spor af en liste over paver i Epiphanius af Cypern, (Haer., xxvii, 6), kan også stamme fra Egesippus, hvor den fjerde-tals forfatter skødesløst siger: "Marcellina kom til os sidst og ødelagt mange i dagene af Anicetus, biskop af Rom", og så henviser til "den ovennævnte katalog", selvom han har ingen givet. Han tydeligvis citere en forfatter, der var i Rom i tid af Anicetus og lavede en liste over paver en liste, som har nogle mærkelige aftaler med Epiphanius, idet den strækker sig kun til Anicetus, er fundet i digtet af Pseudo-Tertullian imod Marcion; tilsyneladende har Epiphanius forvekslet Marcion med "Marcellina". Den samme liste er i bunden af den tidligere del af den liberiske katalog, utvivlsomt taget fra Hippolytus. Korrespondancer mellem lister over St. Irenæus, Africanus og Eusebius antages ikke at være kommet fra listen tabt af Egesippus, som kun Eusebius nævner hans navn.

Eusebius citater fra Egesippus femte og sidste bog en lang beretning om Jakob den retfærdige, "Herrens bror", givet det obskure græske tilnavn Oblias, skulle være et semitisk navn i græske oversættelse død. Dr. Robert Eisenman forbinder "Oblias" med "Beskytter af folket", som blev andre 'Zaddikim'. Han også transcribes fra Egesippus historien om valget af sin efterfølger Simeon, og tilkalde af efterkommerne af St. Jude til Rom af kejser Domitian. En liste over kætterier mod som Egesippus skrev er også nævnt. Dr. Lawlor har hævdet (Hermathena, XI, 26, 1900, s. 10), alle disse passager, citeret af Eusebius var forbundet i oprindelige, og var i den femte bog af Egesippus. Han har også fremført (tidsskrift for teologiske studier, April 1907, VIII, 436) sandsynligheden for at Eusebius fik fra Egesippus sætningen at St. John blev forvist til Patmos af Domitian. Egesippus nævnte brev af pave St. Clement I til Korintherne, tilsyneladende i forbindelse med forfølgelse af Domitian. Det er meget sandsynligt, at dating kættere ifølge pavelige regerer i Irenæus og Epiphanius-e.g., at Marcion discipel, Cerdon, og Valentinus kom til Rom under Anicetus - var afledt af Egesippus, og det samme kan være tilfældet med den påstand, at Hermas, forfatter af Hermas hyrden var bror til Pave Pius I (som det liberiske katalogdigt imod Marcion og Muratorian fragment alle stat).

En historie af Egesippus (historia Hegesippi) vises i en oversigt over bøger i Abbey Corbie; lageret er af usikker dato, ofte betragtes som tolvte århundrede. Men det er sandsynligt, at dette henviser til en anonym fjerde århundrede latinske tilpasning af Josephus' historiske værker, der var også skrevet i fem bøger, og som var misattributed på et tidligt tidspunkt at Egesippus. Egesippus' eget arbejde, efter at alle, blev aldrig oversat til Latin, og Abbey af Corbie katalog refererer til en Latin snarere end græsk historie. (I dag dens forfatter er mere almindeligt kaldet Pseudo-Egesippus, for at skelne ham fra Egesippus). Zahn (Zeitschrift für Kirchengeschichte, II 877-, 288, og i Theologisches Litteraturblatt 89, 495) har vist at arbejde af Egesippus kan stadig have været bevaret i det sekstende og syttende århundrede i tre østlige biblioteker, siger: "vi skal beklage tabet af andre dele af erindringer, som var kendt for at eksistere i det syttende århundrede.

Irenæus:

Irenæus (ca. 130 - ca. 200) var biskop af Lugdunum i Gallien (det nuværende Lyon i Frankrig) og en af de tidlige kirkefædre og den vigtigste teolog i det andet århundrede.


Irenæus' skrifter spillede en afgørende rolle i udviklingen af den tidlige kristne teologi, og han anerkendes som helgen af både den romersk-katolske kirke og de ortodokse kirker. Hans helgendag er 28. juni for den romersk-katolske kirke og den 23. august i den ortodokse kirke.
Han er særligt kendt for sit virke som kristen apologet, dvs. trosforsvarer. Det er forholdsvis sikkert, at Irenæus, mens han stadig var meget ung, har set og hørt Polykarp, der var biskop i Smyrna indtil sin død i år 155, der selv havde været discipel af evangelisten Johannes.
Irenæus er kendt for sit opgør med gnosticismen og har skrevet flere værker mod gnostikerne, hvor man kan iagttage en meget tidlig kristen teologi i støbeskeen. Irenæus havde ikke tidligere teologer at trække på, men var en vigtig faktor i kanondannelsen af de bibelske skrifter. Han var blandt de første til at definere de fire kanoniske evangelier. På hans tid cirkulerede dusinvis af evangelier i de kristne menigheder, indbefattet hans egen græsktalende indvandrer-menighed i Gallien, men Irenæus insisterede på, at kun de fire var autentiske. Hans begrundelse var, at ligesom der kun eksisterer fire verdenshjørner, fire vindretninger, og fire søjler til at holde himlen oppe, kan der kun være fire evangelier. Disse, påstod han, var skrevet af Jesu egne apostle (Matthæus og Johannes), eller deres følgesvende (Markus, Peters discipel, og Lukas, Paulus' discipel).

Biografi
Irenæus blev født i det andet århundrede (det eksakte årstal er diskuteret, ifølge nogle mellem 115 og 125, ifølge andre 130 og 142.) Irenæus formodes at være græker fra Polykarps hjemby, Smyrna i Lilleasien, det nuværende Izmir i Tyrkiet. Han voksede op i en kristen familie og fik formodentlig teologien ind med modermælken, hvilket forklarer hans brændende entusiasme for ortodoksi.
Irenæus var en vigtig person i forsvaret af de fire evangelier, Matthæus, Markus, Lukas og Johannes, og deres plads i Det Nye Testamente.
Hvorfor Irenæus forlod Lilleasien vides ikke, og vi kender heller ikke omstændighederne ved hans rejse, eller hvorfor han tog til Gallien.
Under kristenforfølgelserne på Marcus Aurelius' tid var Irenæus præst i Lyon i det nuværende Frankrig. De gejstlige i byen var under hårdt pres, og mange blev sat i fængsel. Irenæus blev derfor sendt til Rom (i 177 eller 178) med et brev til pave Eleuterus angående montanismen. Det var måske på grund af denne rejse, han selv slap for martyriet. Da han vendte tilbage til Gallien, efterfulgte Irenæus biskop Pothinus som havde lidt martyrdøden, og blev dermed den anden biskop i Lyon.
Efter Marcus Aurelius fulgte der religiøs fred, og den nye biskop delte sine opgaver i to grupper. For det første havde han pligter som præst, og for det andet som missionær (som vi dog kun har meget sparsomme informationer om). Næsten alle hans skrifter var rettet mod gnosticismen, en udspringer af kristendommen, men med et helt andet filosofisk grundlag for fortolkningen af bibelteksten. Gnosticismen spredtes på bekostning af ortodoks kristendom. Det mest berømte værk er Adversus Haereses (dansk: Mod kætterne). I 190 eller 191 drog Irenæus igen til Rom, og opfordrede den daværende pave Victor I til at opgive ekskommunikationen af de lilleasiatiske menigheder pga. uenighed omkring påskens korrekte dato.
Hans dødsdag er ikke nærmere kendt, men må formodes at være sidst i de andet århundrede eller i begyndelsen af det tredje. Det er ikke sandsynligt, at han endte sine dage som martyr, selvom flere senere kilder beretter om det. Han blev begravet i Johanneskirken i Lyon, som senere er blevet navngivet St. Irenæus. Graven og hans fysiske rester blev destrueret i 1562 af de calvinistiske hugenotter. Hans helgendag er 28. juni for den romersk-katolske kirke og den 23. august i den ortodokse kirke.

Skrifter
To fuldstændige værker er bevaret fra Irenæus’ hånd. Alle hans skrifter er hovedsageligt et opgør med den gnostiske tankegang, og han behandler flere teologiske emner. Han forsvarer de dødes legemlige opstandelse, han forsvarer at Gud i Det Gamle Testamente er den samme som Gud i Det Nye Testamente og er den første til at henvise til store dele af Det Nye Testamente som autoritativt skrift.

Liber Pontificalis:

Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

Markion:

Markion eller Marcion, omkring 85 – 160, teolog og filosof fra Sinope ved Sortehavet, søn af biskoppen dér.
Markion dannede en modkirke til storkirken eller urkirken og fik betydning ved at forkaste de gamle jødiske skrifter som gyldige for kristne og sammenstille sit eget udvalg af skrifter til en første kanon for et nyt testamente, der skulle være en vejledning til sandheden for hans tilhængere.


Markion

Dette fremprovokerede eller fremskyndede dannelsen af det vi siden kender som Det Gamle og Det Nye Testamente, mens det 100-tallet fortsat er sådan, at der med Skriften menes den jødiske helligskrift (i Septuagintas skikkelse), hvorimod man ikke havde nogen afgrænsning af den samlede nytestamentlige overlevering.

Liv
Man kender ikke meget til Markions liv. De fleste steder angives han at have levet fra omkring 85 til omkring 160. Han skulle stamme fra Pontus i Lilleasien, sandsynligvis fra Sinope, en havneby på Sortehavskysten, og have været en velhavende skibsreder der.
Markion var en kristen skibsreder fra Sinope ved Lilleasiens Sortehavskyst; ca. 140 kom han til Rom, gav den kristne romerske menighed 200 000 sestertier og ville ændre dens kristendomsforståelse efter den, han selv havde dannet sig. Menigheden afviste i 144 at have med Markion at gøre, gav ham pengene tilbage og udstødte ham af kirken. Markion grundlagde derefter sin egen kirke, som med talrige menigheder bestod endnu i 300-t., men tillige delvis overgik til manikæerne.
I en moden alder tilsluttede han sig den kristne menighed i Rom, omkring år 140, men blev få år efter udstødt, og fik den store pengegave tilbage som han tidligere havde givet.


Markion

Irenæus oplyser at Markion havde kontakt med en syrisk gnostiker ved navn Kerdon. Efter sin udstødelse af den romerske menighed dannede han en modkirke, som fik betydelig udbredelse.

Teologi
Som baggrund: elementer i en gnostisk grundmyte
Bilde forsøger at indkredse elementer der må indgå i en gnostisk grundmyte:

• Den højeste og sande gud og menneskenes verden har ikke intet med hinanden at gøre.
• Demiurgen ("håndværkeren", "verdensbyggeren") har skabt den materielle verden.
• Den faldne menneskelige "ånd" er fanget i legemets "fængsel".
• Den højeste og sande gud sætter et frelsesprojekt i gang, der skal befri menneskets åndelige element og føre det tilbage til den himmelske verden, hvorfra det var faldet ved skabelsen.
• Dette frelsesprojekt sættes ofte i værk af et sendebud, en budbringer, der overbringer den nødvendige viden, gnosis, til det eksilerede menneske.
• Denne frelsende gnosis kan bringe det befriede menneske tilbage til den himmelske lysverden, til hvile hos Faderen.

Egentlig og ægte gnosticisme bestemmer Bilde således som et verdenssyn, der separerer den højeste gud og menneskets verden. Verden anskues som en ond verden, der er skabt af en gudsfjendtlig magt. Mennesket forstås som et ulykkeligt væsen i "eksil" i verden og i "fængsel" i legemet. Frelsen bliver så menneskets redning ud af legemets "fængsel" og ud af den materielle verdens "eksil" tilbage til den himmelske lysverden og "fylde" eller "hvile" hos Faderen.

Montanisme:

Påskestriden:

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.