Beskrivelse af Victor I, der var Pave i år 189-199

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.





    B: 394.909
     LU: 12:11

Pave Victor I i tal :
Nummer 14 i paverækken

Begivenhed: Dato:Varighed:
Pavevalgt :   ? 189 -
Papiat slutter :  ? 199 Ca. 10 år





Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2021

















Victor I - 189-199 :

Victor I (San Vittore I) St. Victor I, fra Afrika.
Victor I, Roms biskop ca. 189-ca. 198, der forbindes med to markante standpunkter: bekæmpelse af biskop Polykrates af Efesos (se Påskestriden) og af den gryende monarkianisme.

Pave Viktor 1. var pave fra 189 til 199 (Vatikanet nævner alternativt perioden 186 til 197 eller 189 til 201). Han var den første afrikanske pave, idet han var født i den romerske Afrika-provins, hvorfra han kom til Rom. Efter sin død blev han Kanoniseret som Sankt Viktor.
Indtil pave Viktors regeringstid var det blevet tolereret, at der var en forskel mellem opfattelsen i Rom og hos biskopperne i Lilleasien i, hvornår fejringen af påske skulle finde sted. Menighederne i Lilleasien mindedes dagen for Jesu korsfæstelse som den 14. i den jødiske måned nisan, som er dagen før den jødiske helligdag Pesach. I modsætning hertil fejrede menighederne mod vest, herunder i Rom, søndagen efter den 14. i nisan, som var dagen for Jesu opstandelse. Viktor blev kendt for sin uforsonlighed over for denne uenighed, og han viste det blandt andet ved at ekskommunikere de lilleasiatiske biskopper som Polykrates fra Efesos, som gik imod hans eget syn på påsken. Han ekskommunikerede ligeledes Theodotes af Byzans for hans syn på Kristus.
Før Viktors regeringsperiode blev messen i Rom gennemført på græsk. Pave Viktor ændrede det liturgiske sprog til latin, som blev anvendt på hans hjemstavn i Nordafrika. Ifølge Hieronymus var han den første kristne forfatter, der anvendte latin, når han skrev om teologi.

Victor I var en myndig Biskop, som navnlig er kendt for sin strid med Polykrates af Efesus om tiden for Påskefestens afholdelse. Han trådte også kraftigt op mod Monarkianismen, som på hans tid opstod i Rom. Som Roms biskop er han en af de første, der i kirkespørgsmål tager stilling til noget, som de øvrige menigheder må rette sig efter. Det er Rom der taler, som velorganiseret og velstående hovedstadsmenighed. Romerbiskoppen har under henvisning til Sct. Peter en overhøjhed over de øvrige menigheder.

Pave Victor I var biskop af Rom eller paven; datoerne for hans embedstid er usikker, men en kilde anfører han blev pave i 189 og giver år for sin død som 199. Han var den første biskop af Rom født i den romerske provins i Afrika - sandsynligvis i Leptis Magna (eller Tripolitanien). Han blev senere Kanoniseret. Hans festdag fejres på 28 juli som "St. Victor I, paven og Martyr".
De primære kilder varierer over de datoer, der er tildelt til Victors Bispestolen, men angive det medtaget det sidste årti af det andet århundrede. Eusebius udtrykker sin tiltrædelse i det tiende år af Commodius (dvs. AD 189), som er accepteret af Lipsius som den korrekte dato. Hieronimus's version af Chronicle sætter sin tiltrædelse i regeringstid af Pertinax, eller det første år af Septimius Severus (dvs. 193), mens armenske version lægger det i det syvende år af Commodus (186). Liber Pontificalis daterer hans tiltrædelse til konsulatet af Commodius og Glabrio (dvs. 186), mens det liberiske katalog, en overlevende kopi af kilde Liber Pontificalis trak sine oplysninger til sin kronologi er beskadiget på dette punkt om varigheden af hans Bispestolen, Eusebius, i hans historie, oplyse ikke direkte varigheden af hans Bispestolen, men den armenske version af Eusebius' krønike giver det som tolv år. Det liberiske katalog giver hans Bispestolen en længde på ni år to måneder og ti dage, mens Liber Pontificalis, det var ti år, og det samme antal måneder og dage; Milles katalog noget over ti. Endelig Eusebius i hans historie (5,28) stater Zephyrinus lykkedes ham "om Severus niende år" (201), mens Liber Pontificalis daterer det til konsulat af Laternus og Rufinus (197). Lipsius, overvejer Victor i forbindelse med hans efterfølgere, konkluderer, at han holdt office mellem ni og ti år, og derfor giver som sin datoer 189–198 eller 199.
Ifølge en anonym forfatter, citeret af Eusebius, ekskommunikeret Victor Theodotes af Byzans for undervisning at Kristus var en simpel mand. Men han er bedst kendt for sin rolle i Quartodeciman kontrovers. Før hans højde, var en forskel i dating fejring af Christian påsken/påske mellem Rom og bishops af Lilleasien blevet tolereret af både Roman og østlige kirker. Kirker i Lilleasien fejrede det 14 af de jødiske måned af Nisan, dagen før jødisk påskehøjtiden, uanset hvilken dag i ugen det faldt på, som korsfæstelsen var sket fredagen før påsken, begrunder dette som skik de havde lært fra apostlene; Dette kaldes Latins dem Quartodecimans. Synods blev afholdt om emnet i forskellige dele-i Palæstina under Theophilus af Cæsarea og Narcissus i Jerusalem, i Pontus under Palmas i Gallien under Irenæus, i Korinth under sin biskop, Bachillus, på Osrhoene i Mesopotamien, og andre steder - alle afvist af denne praksis og derfor udstedt af synodical breve at erklære at "på Herrens dag kun mysteriet om opstandelsen til herre fra døde blev gennemførtog at den pågældende dag kun vi holde afslutningen af paschal hurtigt "(Eusebius H. E. v. 23). Trods denne misbilligelse var den generelle følelse at denne divergerende tradition asiater ikke var tilstrækkeligt grundlag for bandlysning. Victor alene var intolerante over for denne forskel, og brudt bånd med disse gamle kirker, hvis biskopper medtaget sådanne skønånder som Polycrates Efesos; som svar blev han irettesat af Irenæus og andre, ifølge Eusebius.
Der er nogle, der påstår, at han var den første eller den tredje sorte afrikanske pave i kraft af sin afstamning fra Nordafrika (Tripoli).




                  Katolske begreber:

Afladshandel

Antiochia

Apokryf

Ariani

Arianisme

Avignon

Basilika

Breviar

Bulle

Cistercienser

Davids Slægt

Decius

Diokletian

Dominikaner

Donatisme

Døbefont

Dødssynder

Ecclesiast

Exarch

Franciskaner

Galilei

Glas

Gnostiker

Goddag mand økseskaft

Gudsbevis

Gudsbevis-

Hegesippus

Helvede

Herrens år

Ikonoklasme

Inkvisition

Interregnum

Investitur

Irenæus

Janseni

Kanon

Kirkebøger

Kloster

Koncil

Konklave

Korstog

Lateran

Liber Pontificalis

Longobard

Luther

Lydkonge

Malakias

Malakiasrækken

Markion

Matematik

Modpave

Monarkianisme

Monofysitisme

Monoteletisme

Monstrans

Montanisme

Muhammed

Novatian

Nuntius

Oligark

Pallium

Paternoster

Patriark

Pavenumre

Paverækken

Pavinde

Pelagianisme

Pontifikat

Påskestriden

Ramaskrig

Ravenna

Sakramente

Sanktus

Saracen

Schweizergarden

Sede Vacante

Simoni

Skisma

Synode

Tiara

Vatikan

Økumenisk


Ordforklaring :

Irenæus
Kanon
Liber Pontificalis
Monarkianisme
Påskestriden
Vatikan

Irenæus:

[ - ]
Irenæus (ca. 130 - ca. 200) var biskop af Lugdunum i Gallien (det nuværende Lyon i Frankrig) og en af de tidlige kirkefædre og den vigtigste teolog i det andet århundrede.


Irenæus' skrifter spillede en afgørende rolle i udviklingen af den tidlige kristne teologi, og han anerkendes som helgen af både den romersk-katolske kirke og de ortodokse kirker. Hans helgendag er 28. juni for den romersk-katolske kirke og den 23. august i den ortodokse kirke.
Han er særligt kendt for sit virke som kristen apologet, dvs. trosforsvarer. Det er forholdsvis sikkert, at Irenæus, mens han stadig var meget ung, har set og hørt Polykarp, der var biskop i Smyrna indtil sin død i år 155, der selv havde været discipel af evangelisten Johannes.
Irenæus er kendt for sit opgør med gnosticismen og har skrevet flere værker mod gnostikerne, hvor man kan iagttage en meget tidlig kristen teologi i støbeskeen. Irenæus havde ikke tidligere teologer at trække på, men var en vigtig faktor i kanondannelsen af de bibelske skrifter. Han var blandt de første til at definere de fire kanoniske evangelier. På hans tid cirkulerede dusinvis af evangelier i de kristne menigheder, indbefattet hans egen græsktalende indvandrer-menighed i Gallien, men Irenæus insisterede på, at kun de fire var autentiske. Hans begrundelse var, at ligesom der kun eksisterer fire verdenshjørner, fire vindretninger, og fire søjler til at holde himlen oppe, kan der kun være fire evangelier. Disse, påstod han, var skrevet af Jesu egne apostle (Matthæus og Johannes), eller deres følgesvende (Markus, Peters discipel, og Lukas, Paulus' discipel).

Biografi
Irenæus blev født i det andet århundrede (det eksakte årstal er diskuteret, ifølge nogle mellem 115 og 125, ifølge andre 130 og 142.) Irenæus formodes at være græker fra Polykarps hjemby, Smyrna i Lilleasien, det nuværende Izmir i Tyrkiet. Han voksede op i en kristen familie og fik formodentlig teologien ind med modermælken, hvilket forklarer hans brændende entusiasme for ortodoksi.
Irenæus var en vigtig person i forsvaret af de fire evangelier, Matthæus, Markus, Lukas og Johannes, og deres plads i Det Nye Testamente.
Hvorfor Irenæus forlod Lilleasien vides ikke, og vi kender heller ikke omstændighederne ved hans rejse, eller hvorfor han tog til Gallien.
Under kristenforfølgelserne på Marcus Aurelius' tid var Irenæus præst i Lyon i det nuværende Frankrig. De gejstlige i byen var under hårdt pres, og mange blev sat i fængsel. Irenæus blev derfor sendt til Rom (i 177 eller 178) med et brev til pave Eleuterus angående montanismen. Det var måske på grund af denne rejse, han selv slap for martyriet. Da han vendte tilbage til Gallien, efterfulgte Irenæus biskop Pothinus som havde lidt martyrdøden, og blev dermed den anden biskop i Lyon.
Efter Marcus Aurelius fulgte der religiøs fred, og den nye biskop delte sine opgaver i to grupper. For det første havde han pligter som præst, og for det andet som missionær (som vi dog kun har meget sparsomme informationer om). Næsten alle hans skrifter var rettet mod gnosticismen, en udspringer af kristendommen, men med et helt andet filosofisk grundlag for fortolkningen af bibelteksten. Gnosticismen spredtes på bekostning af ortodoks kristendom. Det mest berømte værk er Adversus Haereses (dansk: Mod kætterne). I 190 eller 191 drog Irenæus igen til Rom, og opfordrede den daværende pave Victor I til at opgive ekskommunikationen af de lilleasiatiske menigheder pga. uenighed omkring påskens korrekte dato.
Hans dødsdag er ikke nærmere kendt, men må formodes at være sidst i de andet århundrede eller i begyndelsen af det tredje. Det er ikke sandsynligt, at han endte sine dage som martyr, selvom flere senere kilder beretter om det. Han blev begravet i Johanneskirken i Lyon, som senere er blevet navngivet St. Irenæus. Graven og hans fysiske rester blev destrueret i 1562 af de calvinistiske hugenotter. Hans helgendag er 28. juni for den romersk-katolske kirke og den 23. august i den ortodokse kirke.

Skrifter
To fuldstændige værker er bevaret fra Irenæus’ hånd. Alle hans skrifter er hovedsageligt et opgør med den gnostiske tankegang, og han behandler flere teologiske emner. Han forsvarer de dødes legemlige opstandelse, han forsvarer at Gud i Det Gamle Testamente er den samme som Gud i Det Nye Testamente og er den første til at henvise til store dele af Det Nye Testamente som autoritativt skrift.

[ - ]

Kanon:

[ - ]
Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.



[ - ]

Liber Pontificalis:

[ - ]
Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

[ - ]

Monarkianisme:

[ - ]
Monarkianisme (af græsk mónos: "alene", "eneste" og árchein: "herske") er betegnelse for en teologisk lære i oldtiden, der betonede Guds enhed på en sådan måde, at Kristi guddommelighed blev stærkt begrænset. Det er et samlebegreb for en uensartet gruppe af teologiske ansatser inden for kristendommen i tiden efter 2. århundrede. Det drejer sig ikke om en selvbetegnelse for en bestemt skole eller et begreb for et ensartet teologisk system.

Monarkianismen var delt sig i to retninger, af hvilke den ene, den dynamiske monarkianisme, adoptianisme eller sabellianisme efter Sabellius opfattede Kristus som en selvstændig kraft (gr. dynamis), der var udgået fra Gud til mennesket Jesus, medens den anden, den modalistiske monarkianisme (modalisme eller modal monarkianisme), tænkte sig ham som en blot fremtrædelsesform (modus) for Gud.

Om baggrunden skriver Grane:
Apologeternes logoskristologi, som videreførtes af senere teologer, var blevet til i et forsøg på at redegøre for hvorledes den evige, uforanderlige Gud kunne være skaber af den timelige verden. Men netop nødvendigheden af at skelne mellem Gud og Kristos-logos (Joh 1) syntes at true monoteismens renhed. Det er derfor ikke underligt at en kritik snart blev højlydt i et forsøg på at komme tilbage, bag om logoslæren (Justinus), til en streng fastholdelse af Guds enhed.Denne bevægelse har man betegnet som monarkianisme, dvs en bestræbelse på at beskytte og opretholde Guds monarki, hans eneherredømme. Men afviste man logoslæren, stod i grunden kun to muligheder åbne: enten måtte man tage forløseren helt ud af den guddommelige sfære og sige, at han væsentligt set kun var menneske, eller man måtte direkte identificere ham men Gud. Begge disse muligheder, der i en vis forstand kan siges at være hinandens modsatte, idet uviljen mod logos-kristologien er det eneste der forener dem, blev forsøgt.

[ - ]

Påskestriden:

[ - ]
I slutningen af det 2. århundrede opstod en strid om Påsken; men alle enedes om, at Jesu død skete fredag, og opstandelsen skete søndag. Ved kirkemødet i Nikæa i år 325 blev tidspunktet for påsken fastlagt.
Før dette mindedes menighederne i Lilleasien dagen for Jesu korsfæstelse som den 14. i den jødiske måned nisan, som er dagen før den jødiske helligdag Pesach. I modsætning hertil fejrede menighederne mod vest, herunder i Rom, søndagen efter den 14. i nisan, som var dagen for Jesu opstandelse.
Den kristne fest fejrer Kristi opstandelse. Det er ikke sikkert de hedningekristne menigheder fejrede påske, da hver søndag i forvejen var tilegnet mindet om Kristi opstandelse.
Påskedag er den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Det betyder, at det altid er fuldmåne mellem palmesøndag og påskedag. Og at det altid er fuldmåne i skolernes påskeferie. Datoen er tidligst 22. marts og senest 25. april. Datoen for Påskedag i 2008 var den 23. marts.
Palmesøndag er søndagen før påskedag, og skærtorsdag og langfredag falder i samme uge, mens anden påskedag er mandagen i ugen efter. Påsken bestemmer placeringen af Store Bededag, som er 4. fredag efter påskedag, og Kristi himmelfartsdag (sjette torsdag efter skærtorsdag) og pinsedag, som er den 7. søndag efter påskedag.
Det var tradition at faste 40 dage før påske som en indlevelse i Jesus lidelser og død. Dagene lige før fasten var festdage: fastelavn.

[ - ]

Vatikan:

[ - ]
Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.

[ - ]


1211
Pt:152