Beskrivelse af Zephyrinus, der var Pave i år 199-217
Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
| ![]() LU: 14:27 |
|
![]() ![]() ![]() ![]() ![]() |
Zephyrinus - 199-217 :
Zephyrinus (San Zefirino) St. Zephyrinus, fra Rom. |
Ordforklaring :GnostikerModpave Monarkianisme Pontifikat Vatikan Gnostiker:[ - ]Gnosticisme er en fællesbetegnelse for en række forskellige religiøse filosofier, mysteriereligioner og sekter, der havde en betydelig udbredelse i hellenistisk-romersk tid, først i Middelhavsområdet, hvorfra de siden bredte sig ind i Centralasien. Betegnelsen kommer af gnosis, det græske ord for "erkendelse", der i denne sammenhæng referer til gnosticismens fokus på erhvervelsen af en mystisk erkendelse eller indsigt som det centrale mål i tilværelsen. Gnosticismen indebærer også typisk en dualistisk filosofi og forestillinger om en mytologisk kamp mellem lys og mørke, sjæl og legeme, idet legemet sættes i forbindelse med den ringeagtede materielle verden, der oftest anses for underlagt en malevolent guddom - en såkaldt demiurg – medens sjælen tænkes at have sit ophav i en højere åndelig verden, hvor Gud regerer sammen med de såkaldte æoner – oplyste guddommelige væsener. Gnosticismen har sit ophav i førkristen tid, men fandt stor udbredelse i de første århundreder efter vor tidsregning, og mange har påpeget betydelige ligheder mellem gnosticismen og den allertidligste kristendom; særligt de johannæiske skrifter udviser mange såkaldt gnosticerende træk i ordvalg og tematik. Dertil kommer, at vi senest i det 2. århundrede e.Kr. har positive vidnesbyrd om gnostiske kristendomsformer, der stod i opposition til de strømninger, der med tiden skulle blive til den traditionelle kristendom. Man kan argumentere for, at f.eks. Thomasevangeliet og Markion er tidlige udtryk for en sådan kristen-gnostisk strømning, og i det såkaldte Nag Hammadi-bibliotek fra ca. år 400 finder vi et tydeligt udtryk for en gnostisk kristendom - eller kristen gnosticisme, om man vil. Dette upåagtet gives der endnu i det 2. århundredes gnosticisme adskillige præ-kristne træk. Thomasevangeliet: I den tidlige kristendom blev Apostlen Thomas betragtet som en stor autoritet, især blandt de såkaldte gnostikere. Det var en gruppe, som var blevet skilt ud fra den almindelige kristne kirke, fordi de var uenige med de andre kristne om centrale punkter i læren. Gnostikerne afviste, at der skulle være nogen værdi i den fysiske verden. Derfor lagde de heller ikke meget vægt på, hvad Jesus havde gjort, men næsten kun på, hvad de mente, han havde sagt. Apostlen Thomas inspicerer den genopstandne Jesus' sår. Denne synsvinkel er afspejlet i Thomasevangeliet, det mest berømte af den række af gnostiske skrifter, som tilskrives apostlen Thomas. Dette skrift består af en lang række løsrevne udtalelser fra Jesus uden nogen sammenknyttende handling. Thomasevangeliet er dog ikke skrevet af Thomas selv, for det blev sandsynligvis først skrevet nogle år efter hans død. I lang tid var Thomasevangeliet kun kendt fra den meget negative omtale af det i kirkefædrenes skrifter. Man vidste ikke, hvad der i virkeligheden stod i Thomasevangeliet. Men i 1945 blev der gjort et revolutionerende fund i Nag Hammadi i Ægypten. En krukke med en række hidtil ukendte gnostiske skrifter blev opdaget, og blandt dem var Thomasevangeliet. Det er imidlertid tvivlsomt, om Thomasevangeliet overhovedet giver os nogen ny viden om, hvad Jesus rent faktisk sagde. Ligesådan er det næppe sandsynligt, at apostlen Thomas i virkeligheden havde noget med gnostikerne at gøre. [ - ] Modpave:[ - ]En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste. Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene. Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave. Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen. Herunder ses: Modpave Johannes XXIII (1410 - 1415) Liste over modpaver gennem historien:
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation. [ - ] Monarkianisme:[ - ]Monarkianisme (af græsk mónos: "alene", "eneste" og árchein: "herske") er betegnelse for en teologisk lære i oldtiden, der betonede Guds enhed på en sådan måde, at Kristi guddommelighed blev stærkt begrænset. Det er et samlebegreb for en uensartet gruppe af teologiske ansatser inden for kristendommen i tiden efter 2. århundrede. Det drejer sig ikke om en selvbetegnelse for en bestemt skole eller et begreb for et ensartet teologisk system. Monarkianismen var delt sig i to retninger, af hvilke den ene, den dynamiske monarkianisme, adoptianisme eller sabellianisme efter Sabellius opfattede Kristus som en selvstændig kraft (gr. dynamis), der var udgået fra Gud til mennesket Jesus, medens den anden, den modalistiske monarkianisme (modalisme eller modal monarkianisme), tænkte sig ham som en blot fremtrædelsesform (modus) for Gud. Om baggrunden skriver Grane: Apologeternes logoskristologi, som videreførtes af senere teologer, var blevet til i et forsøg på at redegøre for hvorledes den evige, uforanderlige Gud kunne være skaber af den timelige verden. Men netop nødvendigheden af at skelne mellem Gud og Kristos-logos (Joh 1) syntes at true monoteismens renhed. Det er derfor ikke underligt at en kritik snart blev højlydt i et forsøg på at komme tilbage, bag om logoslæren (Justinus), til en streng fastholdelse af Guds enhed.Denne bevægelse har man betegnet som monarkianisme, dvs en bestræbelse på at beskytte og opretholde Guds monarki, hans eneherredømme. Men afviste man logoslæren, stod i grunden kun to muligheder åbne: enten måtte man tage forløseren helt ud af den guddommelige sfære og sige, at han væsentligt set kun var menneske, eller man måtte direkte identificere ham men Gud. Begge disse muligheder, der i en vis forstand kan siges at være hinandens modsatte, idet uviljen mod logos-kristologien er det eneste der forener dem, blev forsøgt. [ - ] Pontifikat:[ - ]Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid. Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler. Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'. ![]() [ - ] Vatikan:[ - ]Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept. Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa. Historie: Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates. Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området. Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt. ![]() Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden. [ - ] 1427 |