Beskrivelse af Zephyrinus, der var Pave i år 199-217

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Zephyrinus - 199-217 :

Zephyrinus (San Zefirino) St. Zephyrinus, fra Rom.
Pave Zephyrinus 1. var pave fra 199 til 217. Han blev født i Rom, efterfulgte Pave Victor I og blev ved sin død selv efterfulgt af sin højre hånd, Calixtus. Hans Pontifikat var præget af store teologiske stridigheder, han ekskommunikerede Tertullian. Han døde som martyr. Hans navnedag er 26. august.
I Zephyrinus' regeringstid udspandt der sig nogle episoder, der for det meste endte uheldigt, set med de kristnes øjne i samtiden. Første episode indtraf i 203, da den romerske kejser Septimius Severus festligholdt tiårsdagen for sin indsættelse i embedet. De kristne valgte ikke at deltage i festligholdelsen, hvilket gjorde Severus vred. Hans reaktion var en energisk, men kortvarig forfølgelse af de kristne.
Den næste større episode var langt mere alvorlig og førte til den første store splittelse af kirken. En stor kættersk bevægelse kaldet Patripassion Monarkianisme var i stærk vækst, men Zephyrinus gjorde kun lidt ved dette problem. Det eneste han gjorde var ud fra udsagn fra sin højre hånd, Calixtus, at undsige dem. Denne mangel på handling fra paven gav anledning til heftig kritik fra den berømte teolog Hippolyt, der udtalte, at Zephyrinus var uvidende, og at han var for meget præget af sin rådgiver. Hippolyt fortsatte med at give udtryk for sin store utilfredshed med paven, indtil denne døde i 217, hvor kirkens første splittelse var en realitet.
Natalius, der var rival til Zephyrinus som biskop i Rom (dette embede var på den tid identisk med paveembedet), støttede denne modstand, og han regnes derfor undertiden som den første Modpave. Ifølge Hippolyt' Lille labyrint, kendt fra citat af Eusebius, skal han have opgivet rivaliseringen efter at være blevet "pisket en hel nat af de hellige engle", hvorefter han dækket af aske og klædt i vadmel "efter svære overvejelser" underkastede sig Pave Zephyrinus.

Baggrund
Marcus Fulvius Victor er født og opvokset på Leptis Magna (moderne Libyen, sydøst for Carthage, moderne Tunesien, Nordafrika). Marcus kom fra en velhavende, fornemme og gamle familie, der var relateret til den oprindelige konger i Rom og godser på Tusculum, syd for Rom. Hans bedstefar Fulvius Pius var tvunget til at flygte fra Rom efter Antonius Pius - en dedikeret gnostiske - forsøgte at udføre enhver romerske adelige tilhører Magna Mater (Kybele) sekt og stadig involveret i menneskeofringer.
Efter sin Septimus Severus udnævnelsen kejser, rejste Marcus til Rom med sin far Victor hvor faderen var straks gjort den nye biskop af Rom af Paulinity (forløberen til katolicismen).
Da Faderen pave Victor døde i 199, Marcus blev næste hgh præsten Pontifex Maximus og er kendt som Zephyrinus et ord, som kommer fra det græske Zephyros betyder "intelligent".
I en bevidst ordspil, den stærkt redigerede værker af Hippolytus, den sidste leder af Gnostikerne i Rom, er han angiveligt har beskrev ham som en simpel mand uden uddannelse, en svag mand "ufaglærte i kirkens reglen". Da navnet er "intelligent", kan vi bedst antage forfalskninger af værker af Hippolytus vise tegn på svaghed og manglende evner.
I sandhed, havde hans far længe havde søn af Valentinus myrdet i 193 afslaget kun 2. ikke-kejseren i historien til at påtage sig titlen som Pontifex Maximus. I stedet, Pontifex Maximus Zephyrinus vedligeholdes svig stammer under hans far, den "store Hippolytus" var stadig i live. Pontifex Maximus Zephyrinus fortsatte det arbejde, startet af sin far til den massive virksomhed til at gendanne til ære Phrygianum Magna Mater, (den store tempel af Kybele) på Vatikanhøjen.
Ingen direkte eksterne dokumentation forbliver i sin regeringstid, men det er klart, forholdet mellem sin familie og det Severiske dynasti under kejser Caracalla (198-217) dramatisk forværret.
Hans bror Gaius Fulvius Plautianus, leder af Prætorianergarden blev beskyldt for at konspirere mod kejseren og henrettet i 205. Tertullian opgav selv sin post i støtte revisioner til dyrkelsen af Kybele nedsat ved sin far i afsky, vender tilbage til Carthage at skabe sin egen kult. Derefter i 211 bestilte Carcalla mordet på hans egen kone og familie, der var datter og grandaughter af Gaius Fulvius Plautianus. Pontifex Maximus Zephyrinus døde senest 217, samme år som Caracalla døde. Det er næsten sikkert, han blev myrdet og kan have udført tidligere, har været impliceret i handlingen. Givet sin søn (Callistus) skulle have været sendt i eksil i minerne på Sardinien, det er sandsynligt, han blev henrettet omkring 205.
Pontifex Maximus Zephyrinus blev efterfulgt af sin søn Pontifex Maximus Callistus I.

Pave Zephyrinus (døde 20 December 217) var biskop af Rom eller pave fra 199 til sin død i 217. Han blev født i Rom. Hans forgænger var pave Victor I. Ved sin død på 20 December 217, han blev efterfulgt af hans vigtigste rådgiver, pave Callixtus I.

Pavedømmet
Under den 17-årige Pontifikat af Zephyrinus, den unge kirke udholdt alvorlig forfølgelse under kejser Severus indtil sin død i år 211. For at citere Alban Butler, var"denne hellige præst støtte og komfort af nødlidende flokken". Efter St. Optatus bekæmpes Zephyrinus også nye kætterier og apostases, chef for som var Marcion, Praxeas, Valentine og montanisterne. Eusebius insisterer på at Zephyrinus kæmpet kraftigt imod bespottelser af de to Theodotuses, der i reaktion behandlede ham med foragt, men senere kaldte ham den største forsvarer af Kristi guddommelighed. Selv om han ikke var fysisk martyr for tro, hans lidelser – både mental og åndelig – har under hans Pontifikat tjent ham titlen som martyr.

Konflikter
Under regeringstid af kejser Severus (193–211), forbindelserne med den unge Christian Church forværret, og i 202 eller 203 edikt af forfølgelse optrådte som forbød konvertering til kristendommen under de strengeste straf.
Zephyrinus forgænger pave Victor I havde ekskommunikeret Theodotes selvbruneren for genopliver en kætteri at Kristus mens en profet, var kun en simpel mand. Theodotes tilhængere dannet et separat kættersk fællesskab på Rom regeret af en anden Theodotes, penge Changer og Asclepiodotus. Natalis, der blev tortureret for sin tro under forfølgelserne, blev overtalt af Asclepiodotus at blive en biskop i deres sekt i bytte for et månedligt stipendium på 150 denarer. Natalis derefter oplevet angiveligt flere visioner advarer ham til at opgive disse kættere. Ifølge en anonym arbejde med titlen The lille labyrint og citeret af Eusebius, Natalis blev pisket en hel nat af en engel; den næste dag han iførte sæk og aske, og græd bitterligt kastede sig ved foden af Zephyrinus.

Festdag
St Zephyrinus, pave og Martyr, fejres den 26 August i den ekstraordinære Form af Roman Rite, det fejres i den almindelige Form på 20 December, datoen for hans død.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Gnostiker
Modpave
Monarkianisme
Pontifikat
Vatikan

Gnostiker:

Gnosticisme er en fællesbetegnelse for en række forskellige religiøse filosofier, mysteriereligioner og sekter, der havde en betydelig udbredelse i hellenistisk-romersk tid, først i Middelhavsområdet, hvorfra de siden bredte sig ind i Centralasien.

Betegnelsen kommer af gnosis, det græske ord for "erkendelse", der i denne sammenhæng referer til gnosticismens fokus på erhvervelsen af en mystisk erkendelse eller indsigt som det centrale mål i tilværelsen. Gnosticismen indebærer også typisk en dualistisk filosofi og forestillinger om en mytologisk kamp mellem lys og mørke, sjæl og legeme, idet legemet sættes i forbindelse med den ringeagtede materielle verden, der oftest anses for underlagt en malevolent guddom - en såkaldt demiurg – medens sjælen tænkes at have sit ophav i en højere åndelig verden, hvor Gud regerer sammen med de såkaldte æoner – oplyste guddommelige væsener.

Gnosticismen har sit ophav i førkristen tid, men fandt stor udbredelse i de første århundreder efter vor tidsregning, og mange har påpeget betydelige ligheder mellem gnosticismen og den allertidligste kristendom; særligt de johannæiske skrifter udviser mange såkaldt gnosticerende træk i ordvalg og tematik. Dertil kommer, at vi senest i det 2. århundrede e.Kr. har positive vidnesbyrd om gnostiske kristendomsformer, der stod i opposition til de strømninger, der med tiden skulle blive til den traditionelle kristendom. Man kan argumentere for, at f.eks. Thomasevangeliet og Markion er tidlige udtryk for en sådan kristen-gnostisk strømning, og i det såkaldte Nag Hammadi-bibliotek fra ca. år 400 finder vi et tydeligt udtryk for en gnostisk kristendom - eller kristen gnosticisme, om man vil. Dette upåagtet gives der endnu i det 2. århundredes gnosticisme adskillige præ-kristne træk.

Thomasevangeliet:

I den tidlige kristendom blev Apostlen Thomas betragtet som en stor autoritet, især blandt de såkaldte gnostikere. Det var en gruppe, som var blevet skilt ud fra den almindelige kristne kirke, fordi de var uenige med de andre kristne om centrale punkter i læren. Gnostikerne afviste, at der skulle være nogen værdi i den fysiske verden. Derfor lagde de heller ikke meget vægt på, hvad Jesus havde gjort, men næsten kun på, hvad de mente, han havde sagt.


Apostlen Thomas inspicerer den genopstandne Jesus' sår.

Denne synsvinkel er afspejlet i Thomasevangeliet, det mest berømte af den række af gnostiske skrifter, som tilskrives apostlen Thomas. Dette skrift består af en lang række løsrevne udtalelser fra Jesus uden nogen sammenknyttende handling. Thomasevangeliet er dog ikke skrevet af Thomas selv, for det blev sandsynligvis først skrevet nogle år efter hans død.

I lang tid var Thomasevangeliet kun kendt fra den meget negative omtale af det i kirkefædrenes skrifter. Man vidste ikke, hvad der i virkeligheden stod i Thomasevangeliet. Men i 1945 blev der gjort et revolutionerende fund i Nag Hammadi i Ægypten. En krukke med en række hidtil ukendte gnostiske skrifter blev opdaget, og blandt dem var Thomasevangeliet.
Det er imidlertid tvivlsomt, om Thomasevangeliet overhovedet giver os nogen ny viden om, hvad Jesus rent faktisk sagde. Ligesådan er det næppe sandsynligt, at apostlen Thomas i virkeligheden havde noget med gnostikerne at gøre.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Monarkianisme:

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.