Beskrivelse af Eugenius III, der var Pave i år 1145-1153

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.





     B: 289.301




Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2019









Eugenius III - 1145-1153 :

Eugenius III (Beato Eugenio III) Pave Eugen III (1145-1153)
Efterfulgte Pave Lucius II og blev selv efterfulgt af Pave Anastasius IV
Den 15. Februar 1145 valgtes Abbeden ved Cistercienser-Klosteret Convento dei Santi Vincenzo ed Anastasio alle Tre Fontane til Pave efter et ultrakort valgforløb på kun få timer.
Abbeden var en munk fra Pisa ved navn Bernardo Paganelli di Montemagno. Han var i 1115 indtrådt i Kamaldulenser-Klosteret San Zeno i Pisa, hvor han i 1128 og 1137 avancerede i graderne. Herefter indtrådte han i 1138 i Cistercienserklosteret i Clairvaux og fra 1141 blev han Abbed i Klosteret udenfor Rom.
Det hurtige valg kunne Abbeden takke den spændte politiske situation i Rom for. Den tidligere Pave Lucius II lå nemlig i åben krig mod Roms Kommune, som med Giordano Pierleoni i spidsen kæmpede for borgernes indflydelse og byens handlefrihed og uafhængighed af Pavestolen. Årsagen til Pavens død var en sten, kastet fra Campidoglio, som han nogle dage før havde belejret med en lille hær. I den vanskelige situation skyndte Kardinalerne sig at mødes straks efter Lucius II's død den 15. Februar. De forsøgte at hemmeligholde mødestedet, som var i Klosteret ved den lille Kirke San Cesario på Palatin, og valget foregik som ovenfor nævnt i største hast.
Den nye Pave tog navnet Eugen III (Eugenius III), men medens han ikke havde nogen problemer med at komme til Laterankomplekset, kunne han ikke komme til Peterskirken for at blive kronet. Her spærrede senatorerne vejen, fordi han nægtede at anerkende Roms nye status som Republik. Paven måtte i stedet rejse væk fra Rom til Abbazia di Farfa, hvor han blev indsat den 18. Februar 1145.
På grund af den spændte situation i Rom, hvor befolkningen gjorde oprør mod Kirken og plyndrede de gejstliges ejendomme, forlagde Eugen III sin residens til byen Viterbo.
I Rom lukkede folkevældet Pavens Prefettura-kontor og valgte i stedet en "Patricius", som skulle repræsentere Senatet og folket. Den valgte blev Giordano (eller Giovanni ) Pierleoni, som straks blev lyst i band af Paven i Viterbo, der forsøgte at samle allierede blandt fyrsterne i oplandet.
Denne taktik udvirkede, at Rom blev isoleret, og romerne søgte nu i December 1145 at nå til en forståelse med Eugen III. Aftalen blev, at Pierleoni blev afsat, det gamle Prefettura blev genoprettet og Paven anerkendt - mod at denne til gengæld anerkendte Roms Kommune som institution. Dog fik Paven nu ret til at udpege den kommunale leder!
Eugen III kunne herefter vende tilbage til Rom, men forblev her kun til Marts 1146. De evindelige uoverensstemmelser mellem den af befolkningen ønskede kommunale politik og Pavens politiske ønsker gjorde, at han atter forlagde residensen til Viterbo.
I 1147 rejste Eugen III til Frankrig, hvor Kong Louis VII var ved at gøre klar til at drage på det korstog, som Paven havde opfordret til to år tidligere, Korstoget, der sluttede i 1148, blev dog ingen succes.
Mens Paven var væk fra Rom, herskede Giordano Pierleoni her som leder og Arnaldo da Brescia vendte tilbage fra sit eksil. Han opildnede nu atter folket til oprør for at opnå en Republik og hans ord om at Paven "kun var et menneske" opildnede romernes mistillid til Eugen III, således at han ved sin hjemkomst fra Frankrig i slutningen af 1148 måtte alliere sig med oplandets fyrster og den normanniske Kong Ruggero for med dennes hær at forsøge at komme ind i Rom. Dog uden held.
Paven måtte nu flytte rundt med sin administration, prælater og Kardinaler, som udøvede stor magt på hans beslutninger, til forskellige byer nord for Rom. Herfra kontaktede han i Januar 1152 den tyske Kong Konrad III og lovede ham en Kejserkrone mod at få militær støtte mod Rom. Uheldigvis døde Kongen kort tid efter, men Eugen III skyndte sig at knytte bånd til efterfølgeren Frederik Barbarossa, der modtog tilbudet om at blive Kejserkronet og i Marts 1153 underskrev en aftale med Paven.
I et forsøg på at redde Roms Kommune inviterede Arnaldo da Brescia nu Paven til Rom. Han nåede dog kun til Tivoli, da han døde den 8. Juli 1153. Men som død Pave fik han omsider lov til at vende tilbage til byen, hvor han blev begravet i Peterskirken, ved siden af det sted, hvor Pave Gregor III var begravet. Den nye grav -i granit - var anbragt så tæt på den ældre, at denne blev svært ødelagt derved. Et gravmæle blev fremstillet af dele af mange forskellige antikke monumenter og forsynet med en lang indskrift. Graven blev ødelagt, da den gamle Peterskirke blev nedrevet i det 17.århundrede.
På grund af de mange mirakler, som fandt sted ved hans grav, blev Pave Eugen III senere saligkåret og hans festdag blev i 1872 fastlagt til den 8. Juli.
Eugen III efterfulgtes af Pave Anastasius IV, som blev valgt den selvsamme dag. Eugenius III; Eugenius III var pave fra 15/2 1145 til 8/7 1153. Hans fødenavn var Bernardo Pignatelli. Ved sin tiltrædelse var bykommunen stadig aktiv i Rom, og han måtte lade sig pavekrone i Farfa nord for Rom og holde sit pavehof i Viterbo. Fra juletid 1145 var han installeret i Rom, men freden holdt kun til januar 1146. Under sit Rom ophold nåede han at udsende den bulle, der kaldte til Det Andet Korstog. Den var først og fremmest adresseret til den franske konge, Louis VII. Bullen blev i marts 1146 fulgt op af endnu en opfordring, der denne gang blev sendt til Bernard af Clairvaux og påbød ham at missionere for korstoget. Korstoget blev en fiasko. Han afslog at støtte Roger IIs og Louis VIIs planer om et korstog mod Byzantium i 1150. Efter flere udenlandsophold forsøgte han at vende tilbage til Rom i 1149, men måtte have Roger IIs støtte fra Sicilien til at gennemføre det. Opholdet kunne dog ikke opretholdes, efter Rogers styrker havde trukket sig tilbage - dertil var romerkommunen stadig for stærk. Paven forsøgte nu at få kejser Conrad IIIs støtte, men kejseren døde 15/2 1152, og det blev hans efterfølger, Frederik I Barbarossa, der fik en aftale på plads med paven. Aftalen fra Constance 23/5 1153 lød på gensidig respekt, paven skulle krone kejseren, kejseren lovede ikke at slutte fred med romerne eller normannerne i syd uden pavens medvirken og accept, samt at kejserriget ikke ville forsøge at vriste landområder fra Byzantium. Paven døde inden kejseren kunne nå Rom for kroningen.



                  Katolske begreber:

Afladshandel

Antiochia

Apokryf

Ariani

Arianisme

Avignon

Basilika

Breviar

Bulle

Cistercienser

Davids Slægt

Decius

Diokletian

Dominikaner

Donatisme

Døbefont

Dødssynder

Ecclesiast

Exarch

Franciskaner

Galilei

Glas

Gnostiker

Goddag mand økseskaft

Gudsbevis

Helvede

Herrens år

Ikonoklasme

Inkvisition

Interregnum

Investitur

Irenæus

Janseni

Kanon

Kirkebøger

Kloster

Koncil

Konklave

Korstog

Lateran

Liber Pontificalis

Longobard

Luther

Lydkonge

Malakias

Malakiasrækken

Markion

Modpave

Monarkianisme

Monofysitisme

Monoteletisme

Monstrans

Montanisme

Muhammed

Novatian

Nuntius

Oligark

Pallium

Paternoster

Patriark

Pavenumre

Paverækken

Pavinde

Pelagianisme

Pontifikat

Påskestriden

Ramaskrig

Ravenna

Sakramente

Sanktus

Saracen

Sede Vacante

Simoni

Skisma

Synode

Tiara

Vatikan

Økumenisk


Ordforklaring :

Bulle
Cistercienser
Kloster
Korstog
Lateran

Bulle:

[ - ]
Bulle, et metalsegl, oftest på et pavebrev. Det pavelige blysegl fik ca. 1100 et fast udseende: på den ene side hovederne af apostlene Peter og Paulus og på den anden side pavens navn.
Ordet bulle kommer af latin bulla 'kapsel'. Vi genfinder ordet i det engelske bullit = patron [ammunition]
Det er også betegnelsen for et brev, beseglet med nævnte metalsegl. Selvom ordet bulle i denne betydning oprindelig kun anvendtes om en bestemt brevtype, blev det fra 1400-t. ofte brugt om alle breve, der var beseglet med blysegl. Den oprindelige bulle har en fast udformning med bestemte formler og særlig skrift, og blyseglet er fastgjort med silketråde. Fra pave Innocens 4.s tid (1243-54) anvendtes denne type til aktstykker af mere almen betydning såsom dekretaler og politisk vigtige bandlysninger. En bulle betegnes normalt ved de første ord i teksten.
En særlig type bulle var den såkaldte In coena Domini, der var en generel opregning af forbrydelser mod kirkeretten, som medførte bandlysning, og som hver skærtorsdag oplæstes i Rom i pavens nærvær.
Bullerne kunne også udfærdiges som rundskrivelser, cirkumskriptionsbuller, med en større eller mindre kreds af modtagere.
Indholdet af de pavelige buller udgør en del af retsgrundlaget for den internationale katolske kirkeret, og mange af dem er derfor blevet udgivet i særlige samlinger, bullarier. Andre samlinger er udgivet som historiske kilder, fx pavebullerne vedr. Danmark udgivet af Alfred Krarup i Bullarium Danicum 1198-1316 (1931-32).

[ - ]

Cistercienser:

[ - ]
Historie
Cistercienserordenen opstod nærmest som en protest imod benediktinerordenen. Grunden til at cistercienserne protesterede imod Benediktinerne var, at de mente at benediktinerne ikke levede efter klosterreglen. De havde fået hang til pragtudfoldelse og luksus.
Cisterciensernes livsstil var præget af enkelthed, beskedenhed, ydmyghed og jævnhed. Selve bruddet med benediktinerne fandt sted i 1098 med oprettelsen af et kloster i Cíteaux. Den hellige Bernhard er den mest betydningsfulde figur for Cistercienserne. Som 22 årig blev han optaget i Cíteaux og senere grundlagde han klosteret Clairvaux i år 1115.
Utilfredsheden imod benediktinerne var udbredt i Europa, og da Bernhard arbejde ihærdigt for at udbrede cistercienserordenen fik den hurtigt stor tilslutning og udbredelse over hele Europa.
Allerede inden Bernhards død i 1115, var der blevet grundlagt omkring 68 cistercienserklostre rundt omkring i hele Europa. Og i 1151 blev Esrum klosteret grundlagt ved Esrum sø i Nordsjælland.
Esrum kloster blev moderkloster for en række klostre i Skandinavien, Polen og Nordtyskland. I 1164 overtog cistercienserne Sorø kloster. Omkring reformationen i 1536 var der ca. 730 Cistercienser

Levereglen
Cistercienserne lever efter klosterreglen, men fortolker den mere strengt end Benediktinerne gør. Deres livsstil var enkel, beskeden, ydmyg og jævn. Cistercienserne var ikke tiggermunke, men levede efter mantraet ” ORA ET LABORA”, der betyder ”BED OG ARBEJD”.
De havde tit store landområder som de dyrkede og forskellige værksteder hvor der f.eks. blev smedet, lavet lys, brygget øl og en masse andre ting. Cistercienserklostrene ligger som regel uden for byerne som landklostre. Men på grund af de mange funktioner som et Cistercienser kloster havde, voksede der ofte mindre bysamfund op omkring klostrene. Her levede de folk der arbejde for munkene eller leverede varer til klostrene. Et sådan samfund voksede også op omkring Sorø kloster.

Klædedragt
Cisterciensermunkene var klædt i en hvid munkekutte, med et sort scapular, som er et slags forklæde. Over hovedet havde de en særlig sort hætte.
Munkene havde en barberet plet på hovedet, som de fik da de aflagde deres munkeløfte. Lægbrødre var klædt i brune kutter, og havde ikke barberede hoveder.

I dag
I dag findes der igen Cistercienser munke og nonner i Danmark. På Bornholm ligger et lille munkekloster der hedder ”Myrendal kloster”, og på Djursland ligger et nonnekloster der hedder ”Marie Hjerte kloster”.

[ - ]

Kloster:

[ - ]
Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.
  • 1 Kristne klostre
  • 2 Buddhistiske klostre
  • 3 Islamiske klostre
  • 4 Hinduistiske klostre
Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.


[ - ]

Korstog:

[ - ]
Korstog er en serie felttog fra 11. til 13. århundrede. De fleste var godkendt af paven. De kan ses som modtræk til flere århundreders islamisk ekspansion, og de fleste havde som mål at sikre kristen kontrol over Det hellige land, som var under muslimsk kontrol.

1. korstog 1096-1099

Pave Gregor 7. havde kort efter sin tiltrædelse i 1073 opfordret til et korstog til Jerusalem. Imidlertid lå pave Gregor i strid med den tyske konge og kejser (investiturstriden), så det blev først hans efterfølger, pave Urban 2., der kom til at virkeliggøre ideen.
Indtagelsen af Jerusalem under det første korstog 1099 i et middelalderligt manuskript.

2. korstog 1147-1149

Korstoget blev sat i gang på initiativ af Bernhard af Clairvaux, der inspirerede Ludvig 7. til at gå i spidsen, da der blev kaldt om hjælp fra Antiokia og Edessa i Syrien, der var blevet erobret under det første korstog.

3. korstog 1189-1193

Fra 1169 havde Saladin indtaget Egypten og havde sat et mål om at drive kristne væk fra den østlige del af Middelhavet. Efter at have erobret Syrien kunne han omringe korsfarerstaten, og den 4. juli 1187 overvandt han den i slaget ved Hattin. Den 2. oktober overgav Jerusalem sig, og derefter var det kun Antiokia, Tripoli, Tyrus og Margat, som var under kristen kontrol.
Frederik 1. Barbarossa (1122-1190), kejser af Tyskland og korsridder. Han var én af lederne af det 3. korstog i 1189

4. korstog 1202-1204

Under det 4. korstog ødelagde korsfarerne Konstantinopel – verdens største by – i 1204, selv om det var en kristen (græsk ortodoks) by, og plyndrede den. Dette betragtes som en af katolicismens skampletter og fik pave Johannes Paul 2. til den 4. maj 2001 officielt at undskylde overfor den Græske Kirke ved et personligt møde med den Økumeniske Patriark.

Nordiske korstog mod baltiske egne

I begyndelsen af 1200-tallet var turen kommet til de baltiske lande, blandt andet med danske korstog mod Estland. Korsfarerne drog først og fremmest af sted af religiøs overbevisning, men også med ønsket om at markere sig personligt som riddere, opnå anerkendelse eller finde store rigdomme i det mystiske østen.
Allerede ved midten af 1100-tallet opfordrede paven de danske konger til at føre korstog mod hedningene ved Østersøens sydkyst og de baltiske egne. Fra 1158 førte den danske ledingsflåde under ledelse af kong Valdemar den Store og den indflydelsesrige biskop Absalon krig mod de hedenske vendere for i 1169 at undertvinge disse og lægge øen Rügen under dansk indflydelsessfære. Den stærke danske kongemagt gennemførte i de følgende 50 år større og større erobringer for i 1219 at fuldbyrde korstogsmissionen ved at tvangskristne esterne. Esterne havde ellers forsvaret deres land med næb og kløer, men måtte bøje sig for den danske overmagt i slaget ved Lyndanisse.

[ - ]

Lateran:

[ - ]


Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.



[ - ]


0903
Pt:343