Beskrivelse af Lucius II, der var Pave i år 1144-1145

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Lucius II - 1144-1145 :

Lucius II (Lucio II) Lucius II
Lucius II var pave fra 12/3 1144 til 15/2 1145. Hans fødenavn var Gherardo Caccianemici fra Bologna. Han blev kardinalpræst ved Sta Crocekirken. Før han blev valgt til pave, havde han som Honorius IIs udsending i Tyskland arbejdet for at få valgt Lothar III som konge og senere kejser. Han var også foregangsmand for Norbert af Xantens udnævnelse til den vigtigte post som ærkebiskop i Magdeburg.
Dette Pontifikat skete i den periode, hvor Arnold af Brescia styrede Rom som et republikansk demokrati.
Som pave måtte han indgå våbenhvile med Roger II i syd for at undgå hans sønners idelige småangreb på de pavelige territorier syd for Rom. Der blev indgået en syvårig våbenhvile.
Hans liv sluttede, da han med våbenmagt forsøgte at knække borgerlig modstand i Rom. Byen havde dannet en slags kommune med selvstyre uden om paven, og da en anmodning til den tyske kejser Conrad III ikke førte til noget, havde paven besluttet selv at gribe til våben, men under angrebet på Kapitolinerhøjen, hvor senatet var forsamlet, ledte han selv tropperne og blev blev ramt af sten brugt som kasteskyts. Han døde kort tid efter at være blevet såret.

Pave Lucius II (Latin: Lucius PP. II, italiensk: Lucio II døde 15 februar 1145), født Gherardo Caccianemici dal Orso, var leder af den katolske kirke fra 9 marts 1144 til sin død i 1145. Hans Pontifikat var præget af uro i Rom tilknyttet kommunen Rom og dets forsøg på at fravriste kontrollen over byen fra pavedømmet.

Tidligt liv
Gherardo Caccianemici dal Orso, søn af Orso Caccianemici blev født i Bologna. Han var i mange år en canon Basilica di San Frediano før sin udvidelse af pave Honorius II til kardinal præst af Santa Croce i Gerusalemme i 1124. I løbet af denne tid der han renoveret Basilikaen, knyttet et organ af regelmæssige Kanoner og forbedret sin indtjening. Efter han blev forhøjet som pave, præsenterede han til kirken en kopi af evangelierne bundet med plader af guld og pyntet med juveler, samt en alter-cover og to jagtede sølv-forgyldte ampullae til brug på Massachusetts Honorius også udpeget ham bibliotekar stift Rom før udpege ham pavelige legat i Tyskland i 1125. Mens der hjalp han støtter kandidatur af Holy Roman Emperor Lothair III samt ansætte Sankt Norbert i Xanten som ærkebiskop af Magdeburg. I 1128, blev Gherardo sendt til Benevento at styrer byen, som havde væltet den tidligere rektor.
I 1130 blev han igen udnævnt legat til Tyskland af pave Innocent II, hvor han var medvirkende til at overbevise Lothar III at gøre to ekspeditioner til Italien for at beskytte pave Innocent II mod Modpave Anacletus II. Han havde endnu en periode som legat til Tyskland i 1135-36. Han var en af de vigtigste forhandlere med Lothar III i forsøget på at tvinge munke på Monte Cassino til at underkaste sig myndigheden af pavedømmet. Derudover blev han sendt til Salerno at forhandle i slutningen af det Skisma, der involverer Anacletus II med kong Roger II af Sicilien. Som en hovedstol tilhænger af pave Innocent II, paven belønnet ham for hans indsats ved at udnævne ham pavelige kansler. Efter det pavelige valget af 1144, blev Gherardo valgt som Lucius II og indviet på 12 marts 1144. Han sikkert tog sit navn til ære for pave Lucius I, der var fejrede et par dage før Gherardos indvielse.

Pontifikat

Forbindelserne med England og Portugal
Lucius var involveret i den sædvanlige drift af kirkens virksomhed i hele middelalderen kristenheden. I England tildeles han en række privilegier biskopper, klostre og kirker, herunder fritage klostret St. Edmund fra alle underkastelse til de verdslige myndigheder. Han har også sendt en pavelig legat, Igmarus (eller Hincmar), til England, til opgave at undersøge anmodningen af Bernard, biskop af St David's, at ophøje sin see til rang af Metropolitan biskop, og til at tage Pallium til William, ærkebiskop af York. Med hensyn til den politiske situation i England overtog han siden af kejserinde Matilda rettighederne til den engelske krone.
Tidligt i hans regeringstid modtaget Lucius en anmodning fra fremtrædende medlemmer af byen Lucca bliver lensherre over slottet inde i byen for at beskytte det fra krigen mellem Lucca og Pisa. Lucius modtaget på 18 marts 1144 og ydelse på ti pounds af guld, enige om at forsvare det på hans vegne. Lucius tilbage slottet til dem som len.
I mellemtiden i Portugal, konge Afonso I ivrig efter at bevare den nyoprettede uafhængighed af Portugal fra Kongeriget León, tilbudt at gøre hyldest til Lucius, som han havde gjort til pave Innocent II, og for at gøre paven den feudale lensherre af sine jorder. Han tilbød Lucius sit territorium og en årlige hyldest af fire ounce guld i bytte for at forsvare og støtte af den apostolske Se. Selvom Lucius accepteret Afonso feudale hyldest på 1 maj 1144 og undskyldte ham vises i person, han ikke anerkender Afonso som konge af Portugal, men i stedet som Dux Portugallensis. Den kongelige titel ville til sidst overdrages af Pave Alexander III.
Endelig, byen Corneto, formelt tilhører pavestaten, blev restaureret til pavestaten under Lucius' Pontifikat af en formel gerning på 20 November 1144.

Konflikt med Roger II af Sicilien
Selv om Lucius havde været ven af Kong Roger II af Sicilien og fadder til et af sine børn, situationen mellem to vil snart blive forværret. De to parter mødtes i Ceprano i juni 1144 at afklare hvervet som Roger som en vasal af Pavestolen. Lucius krævet tilbagelevering af fyrstedømmet Capua, mens Roger i stedet ønskede yderligere område, der udgjorde en del af Kirkestaten i syd. Lucius II, efter råd fra hans kardinaler, var uvillig til at acceptere Rogers krav og afviste dem. Rasende, Roger vendte tilbage til Sicilien og spurgte sin søn Roger III, hertug af Apulien, at invadere Campania. Roger gjorde som han var stillede, og sendte sin general Robert af Selby mod Lucius, hærger landet så langt nord som Ferentino. Dette tvang romerne til at kapitulere, og i September 1144, Lucius accepteret Rogers vilkår, forhandle en syv-årig våbenhvile. Normannerne til gengæld trak sig tilbage til deres erobrede områder og lovede ikke at angribe Benevento eller nogen andre pavelige område.

Fremkomsten af den romerske kommune
Denne overgivelse fra Lucius II gav mulighed for medlemmer af Roman Senatet til at genvinde deres gamle uafhængighed og myndighed og at opføre et revolutionerende Republik i Rom, som søgte at fratage paven hans timelige magt. De vigtigste grupper involveret i denne bevægelse var købmænd og håndværkere, mens urban adelen holdt deres neutralitet.
Senatet, som praktisk talt tog alle timelige magt fra paven under Pontifikat af Innocens II, havde været forvaltet med stor dygtighed og fasthed af Lucius i begyndelsen af hans Pontifikat, overbevise mange senatorer til enten forlade af Capitoline Hill eller at fastsætte deres magisterium. Nu, opmuntret af Lucius II nederlag, Senatet, ledet af Giordano Pierleoni, bror til den tidligere Modpave Anacletus II, oprør mod Lucius II, fordriver de pavelige præfekterne og oprettelse af Rom-kommune. De krævede paven opgive alle statslige opgaver, og at han ville bevare kun kirkelige skatter og frivillige hyldest. Ved første, Lucius bedt om Roger II støtte, men Roger, stadig irriteret, at Lucius ikke havde fuldt ud anerkendt hans kongedømme, tilbageholdt sin bistand. Lucius derefter vendte sig om hjælp til Conrad, konge af romerne, og December 1144 skrev til ham pleading for militær bistand mod Senatet og patricier Giordano Pierleoni. Lucius blev støttet af Bernhard af Clairvaux, der også skrev til Conrad, beder for ham at gribe ind.
Mens vi venter Conrads svar, besluttede Lucius at tage sagen i egen hånd. Med hensyn til den romerske aristokrati, især familien Frangipani, gav han dem fæstningen af Cirkus Maximus på 31 januar 1145, giver dem mulighed for fuld kontrol over den sydlige del af Palatinerhøjen. Forum Romanum var blevet en slagmark, og forvirringen forhindret Lucius fra rejser til Aventinhøjen at ordinere Abbeden af San Saba på 20 januar 1145.
Endelig, Lucius marcherede mod senats holdninger på Capitol med en lille hær. Han blev drevet tilbage af Giordano, og ifølge Godfred af Viterbo, blev han alvorligt såret under dette slag (af en kastet sten). Han gjorde ikke gendanne fra sine kvæstelser og døde den 15 februar 1145 på San Gregorio Magno al Celio, hvor han var under beskyttelse af de tilstødende Frangipani fæstning.
Lucius II blev begravet på St. John Lateran i cirkulære portico bag apsis. Hans heraldiske badge var et skjold af argent, med en bjørn grasserende af ordentlig sable.

Pope Lucius II (Latin: Lucius PP. II, Italian: Lucio II; died 15 February 1145), born Gherardo Caccianemici dal Orso, was the head of the Catholic Church from 9 March 1144 to his death in 1145. His Pontifikate was notable for the unrest in Rome associated with the Commune of Rome and its attempts to wrest control of the city from the papacy.

Early life
Gherardo Caccianemici dal Orso, the son of Orso Caccianemici was born in Bologna. He was for many years a canon of the Basilica di San Frediano before his elevation by Pope Honorius II to cardinal priest of Santa Croce in Gerusalemme in 1124. During this time there he renovated the basilica, attached a body of regular canons and improved its revenue stream. After he was elevated as pope, he presented to the church a copy of the Gospels bound with plates of gold and adorned with jewels, as well as an altar-cover and two chased silver-gilt ampullae for use at Mass. Honorius also appointed him the librarian of the Diocese of Rome before appointing him papal legate in Germany in 1125. While there, he helped support the candidacy of Holy Roman Emperor Lothair III as well as appointing Sankt Norbert of Xanten as the Archbishop of Magdeburg. In 1128, Gherardo was sent to Benevento to govern the city, which had overthrown the previous rector.
In 1130 he was again appointed legate to Germany by Pope Innocent II, where he was instrumental in convincing Lothair III to make two expeditions to Italy for the purpose of protecting Pope Innocent II against the Antipope Anacletus II. He had a further period as legate to Germany in 1135-36. He was one of the principal negotiators with Lothair III in attempting to force the monks of Monte Cassino to submit themselves to the authority of the papacy. In addition, he was sent to Salerno to negotiate the end of the schism involving Anacletus II with King Roger II of Sicily. As a principal supporter of Pope Innocent II, the pope rewarded him for his efforts by appointing him papal chancellor. After the papal election of 1144, Gherardo was elected as Lucius II and consecrated on 12 March 1144. He probably took his name in honor of Pope Lucius I, who was commemorated a few days prior to Gherardo's consecration.

Pontifikate
Relations with England and Portugal
Lucius was involved in the usual running of church business throughout medieval Christendom. In England, he granted a number of privileges to bishops, monasteries and churches, including exempting the monastery of St. Edmund from all subjection to the secular authorities. He also dispatched a papal legate, Igmarus (or Hincmar), to England, charged to investigate the request of Bernard, Bishop of St David's, to elevate his see to the rank of Metropolitan bishop, and to take the Pallium to William, Archbishop of York. Regarding the political situation in England, he took the side of the Empress Matilda over the rights to the English crown.
Early in his reign, Lucius received a request from prominent members of the town of Lucca to become the suzerain of the castle within the town in order to protect it from the war between Lucca and Pisa. Lucius received it on 18 March 1144 and for a payment of ten pounds of gold, agreed to defend it on his behalf. Lucius then returned the castle to them as a fief.
Meanwhile in Portugal, King Afonso I, eager to maintain the newly-established independence of Portugal from the Kingdom of León, offered to do homage to Lucius, as he had done to Pope Innocent II, and to make the pope the feudal suzerain of his lands. He offered Lucius his territory and a yearly tribute of four ounces of gold in exchange for the defence and support of the Apostolic See. Although Lucius accepted Afonso’s feudal homage on 1 May 1144, and excused him from appearing in person, he did not acknowledge Afonso as King of Portugal, but instead as Dux Portugallensis. The royal title would eventually be conferred by Pope Alexander III.
Finally, the city of Corneto, formally belonging to the Papal States, was restored to the papacy during Lucius’ Pontifikate by a formal deed on 20 November 1144.

Conflict with Roger II of Sicily
Although Lucius had been the friend of King Roger II of Sicily and godparent to one of his children, the situation between the two would soon deteriorate. The two parties met at Ceprano in June 1144 to clarify the duties of Roger as a vassal of the Holy See. Lucius demanded the return of the principality of Capua, while Roger instead wanted additional territory that formed part of the Papal States in the south. Lucius II, on the advice of his cardinals, was unwilling to accept Roger’s demands and rejected them. Infuriated, Roger returned to Sicily and asked his son Roger III, Duke of Apulia, to invade Campania. Roger did as he was asked, and sent his general Robert of Selby against Lucius, ravaging the country as far north as Ferentino. This forced the Romans to capitulate, and in September 1144, Lucius agreed to Roger’s terms, negotiating a seven-year truce. The Normans in return withdrew back to their conquered territories and promised not to attack Benevento or any other papal territory.

Emergence of the Roman Commune
This surrender on the part of Lucius II gave an opportunity for members of the Roman Senate to reassert their ancient independence and authority and to erect a revolutionary republic at Rome which sought to deprive the Pope of his temporal power. The principal groups involved in this movement were the merchants and artisans, while the urban nobility kept their neutrality.
The Senate, which practically took all temporal power from the Pope during the Pontifikate of Innocent II, had been managed with considerable skill and firmness by Lucius at the beginning of his Pontifikate, convincing many senators to either leave the Capitoline Hill or to lay down their magisterium. Now, encouraged by Lucius II's defeat, the Senate, led by Giordano Pierleoni, brother of the former Antipope Anacletus II, rebelled against Lucius II, driving out the papal prefects and establishing the Commune of Rome. They demanded the pope abandon all governmental duties, and that he would retain only Ecclesiastical taxes and voluntary tributes. At first, Lucius asked for Roger II's aid, but Roger, still annoyed that Lucius had not fully recognised his kingship, withheld his assistance. Lucius then turned for help to Conrad, King of the Romans, and on December 1144 wrote to him pleading for military assistance against the Senate and the Patrician Giordano Pierleoni. Lucius was supported by Bernard of Clairvaux, who also wrote to Conrad, asking for him to intervene.
While waiting for Conrad’s reply, Lucius decided to take matters into his own hands. Turning to the Roman aristocracy, in particular the Frangipani family, he gave them the fortress of the Circus Maximus on 31 January 1145, allowing them complete control of the southern portion of the Palatine Hill. The Roman Forum had become a battleground, and the confusion prevented Lucius from travelling to the Aventine Hill to ordain the abbot of San Saba on 20 January 1145.
Finally, Lucius marched against the Senatorial positions on the Capitol with a small army. He was driven back by Giordano, and according to Godfrey of Viterbo, he was seriously injured during this battle (by a thrown stone). He did not recover from his injuries and died on 15 February 1145 at San Gregorio Magno al Celio, where he was under the protection of the neighbouring Frangipani fortress.
Lucius II was buried at St John Lateran in the circular portico behind the apse. His heraldic badge was a shield of argent, with a bear rampant of proper sable.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Basilika
Ecclesiast
Kanon
Lateran
Modpave
Pallium
Pontifikat
Skisma

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Ecclesiast:

Kanon:

Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Pallium:

Pallium, (lat. 'kappe'), romersk-katolske ærkebiskoppers særlige kendetegn; et hvidt bånd, vævet af uld og besat med seks sorte, broderede kors.


Herover: Palliets udvikling gennem tiderne.

Det bæres over begge skuldre i form af et Y og symboliserer lammet, der bæres på hyrdens skuldre. Paven har siden 800-t. tildelt palliet til ærkebiskopper. Det er videreudviklet af antikkens lange, rektangulære kappe, oftest båret af ikke-romere, især grækere.
Pallium svarer til den græske himation.
Palliet kan med lidt god vilje minde lidt om et moderne slips.

Pallium tildeles af paven. Ud over ham er det (siden Paul VI i 1978) reserveret metropolitterne og den latinske patriark i Jerusalem.

Herunder: Johannes Paul II med sit Pallium.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Skisma:

Det rigtigt store skisma var skismaet mellem Konstantinopel og Rom 1054. Men traditionelt betegnes også den vestlige kirkes skisma som »det store skisma« - man er tilbøjelige til at ignorere Østrom i europæisk historie.

Det Store Skisma, splittelsen mellem den romerske og den byzantinske kirke fra 1054.
Der havde siden 800-t. bestået spændinger om bl.a. pavens forrang, filioque, kirkelige skikke, nadverbrødet og fordelingen af kirkelig jurisdiktion.
I 1054 nedlagde en romersk delegation en bandbulle på alteret i Sofiakirken i Konstantinopel mod patriark Michael Kerullarios og den byzantinske kirkeledelse.
Derpå bandlyste Kerullarios romerne; de gensidige fordømmelser blev først ophævet i 1965.
Året 1054 er traditionelt blevet regnet for tidspunktet for bruddet mellem den østlige og den vestlige kristendom.

Det Vestlige Skisma :


Den romersk-katolske kirke var i senmiddelalderen og renæssancen præget af en række kriser. Kirkens første alvorlige krise kom i 1309, da paven flyttede hoffet fra Rom til Avignon, og i denne periode var paven under den franske konges indflydelse. Pave Gregor 11. flyttede hoffet tilbage til Rom i 1378, men døde kort efter, hvorefter det kom til endnu en krise. Denne krise omtales som Det store Skisma, som varede fra 1378 til 1417, hvor der på et tidspunkt fandtes tre paver (Rom, Pisa og Avignon). Dette blev begyndelsen på koncilbevægelsen, der begyndte med koncilet i Konstanz og afsluttedes med koncilet i Basel. Koncilbevægelsen forsøgte at gøre sig til kirkens øverste myndighed, men tabte magtkampen til paven.
Urban VI´s (1378-1389) valg skete under pres fra den romerske befolkning, der ønskede en romer eller i det mindste en italiener valgt som pave. Han er den sidste pave uden kardinaltitel og hans valg førte til et næsten 50-årigt skisma (spaltning) af den romersk-katolske kirke, hvor der frem til et møde i Pisa i 1409 var to paver og efter mødet var der tre paver - en situation, der varer til de stridende parter mødes på et konsil i Konstanz (1414-1418), hvor man enes om at vælge Oddo di Colonna som pave Martino V og afsætte de øvrige.

Navnene på paver og modpaver i denne periode er:

• Modpave Clemens VII (1378-1394)
• Pave Bonifacius IX (1389-1404)
• Modpave Benedikt XIII (1394-1423)
• Pave Innocent VII (1404-1406)
• Pave Gregor XII (1406-1415)
• Pave Alexander V (1409-1410)
• Modpave Johannes XXIII (1410-1415)

På konklavet i 1378 valgte Det italienske parti Prignano til pave Urbano VI, men de franske kardinaler ville ikke godkende valget og de blev politisk støttet af den franske kong Karl V og Napolis dronning Johanna 1 af Anjou. Det franske parti valgte så kardinal Robert af Genf som modpave under navnet Clemente VII, og han bosatte sig i Avignon og så var spaltningen af den romersk-katolske kirke en kendsgerning og de indbyrdes krige kunne begynde, hvor Pave Urbano VI tabte en række slag, men han afslog alle forsøg på et kompromis.
I 1415 besluttede den retmæssigt valgte Gregor XII under koncilet i Konstanz (1415-1418) at træde tilbage. Det gjorde han for at afslutte det vestlige skisma, hvor hele tre paver gjorde krav på Petersembedet.