Beskrivelse af Anastasius IV, der var Pave i år 1153-1154

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Anastasius IV - 1153-1154 :

Anastasius IV (Anastasio IV) Anastasius IV
Anastasius IV var født som Corrado della Subarra og var pave fra 8/7 1153 til 3/12 1154.
Anastasius udmærkede sig ved mildhed og forsonlig politik over for Tyskland. Med hjælp fra den engelske kardinal Breakspeare (der efterfulgte ham som pave Hadrian IV) lykkedes det også at holde nogenlunde fredelige tilstande i Rom.

Forhistorien:
Den 8. Juli 1153 døde Eugenius III, som havde været pave siden 1145.
Eugenius III havde tilbragt det meste af sit Pontifikat i andre byer end Rom. Han vendte dog tilbage hertil ved flere lejligheder, men de spændte forhold i byen forårsagede atter og atter, at han valgte at rejse væk igen. Der var - som tilfældet havde været hos hans forgænger Lucius II - uoverensstemmelser mellem Paven og Roms borgere, der kæmpede for borgernes indflydelse og byens handlefrihed og uafhængighed af Pavestolen.
Paven var - efter opfordring fra en af byens ledere Arnaldo da Brescia - på vej tilbage til Rom, da døden indhentede ham i Tivoli.

Pavevalget:
Der var på dette tidspunkt 39 Kardinaler, der deltog i det hastigt sammenkaldte valgmøde i Tivoli.
Valget gik meget hurtigt og allerede samme dag eller blot 4 dage efter (der er forskellige oplysninger om dette) blev det annonceret at Kardinal-Kollegiet havde valgt den gamle romerske Kardinal-Biskop Corrado di Suburra, der tidligere havde været Prior i Sant'Anastasio, til Pave.

Hvad der derpå skete:
Den nye Pave, der tog navnet Anastasius IV, blev kronet 4 dage efter sin forgængers død, den 12. Juli 1153.
I Rom var befolkningen mætte af kampe og stridigheder og der var derfor ingen optøjer eller hændelser i forbindelse med Pavevalget. Anastasius IV var heller ikke interesseret i stridigheder og politiske spørgsmål, så han lod Roms Kommune passe sine egne sager og tog sig selv af de religiøse spørgsmål.
Dog passede han ikke helt de aftaler, som Eugen III havde indgået med Frederik Barbarossa, og forholdet til Tyskland begyndte at blive lidt køligt.
Men på dette tidspunkt døde Anastasius IV den 3. December 1154 efter blot halvandet års Pontifikat. Allerede dagen efter mødtes Kardinalerne til det næste Pavevalg og valgte samme dag Hadrian IV til ny Pave (1154-1159).

Tidligt liv
Han var en romersk, søn af Benedictus de Suburra, sandsynligvis af familien af Demetri, og blev en sekulær degnen. Han blev lavet kardinal-præst i S. Pudenziana af pave Paschal II senest i 1114. I 1127 eller 1128 pave Honorius II forfremmede ham til suburbicarian Se af Sabina. Han havde deltaget i dobbelt pavelige valget af 1130, havde været en af de mest beslutsomme modstandere af Modpave Anacletus II og når pave Innocent II flygtede til Frankrig, var blevet efterladt som sin sognepræst i Italien. På tidspunktet for sit valg til pavestaten i juli 1153 var han dekan for om kardinaler og formentlig den ældste medlem af dette organ.

Pontifikat
I sin korte Pontifikat spillede han en del af en fredsskaber; han kom til udtryk med kejser Frederick I i de irriterende spørgsmål om udnævnelse til at se af Magdeburg og lukket den lange skænderi, som havde raset gennem fire Pontifikates om udnævnelse af William Fitzherbert (almindeligvis kendt som Sankt Vilhelm af York) Se af York ved at sende ham Pallium trods den fortsatte modstand af de kraftfulde Cistercienserordenen. Paven Anastasius IV døde den 3 December 1154 og blev efterfulgt af kardinal Nicholas af Albano som pave Adrian IV.

Early life
He was a Roman, son of Benedictus de Suburra, probably of the family of Demetri, and became a secular clerk. He was created cardinal-priest of S. Pudenziana by Pope Paschal II no later than in 1114. In 1127 or 1128 Pope Honorius II promoted him to the suburbicarian See of Sabina. He had taken part in the double papal election of 1130, had been one of the most determined opponents of Antipope Anacletus II and, when Pope Innocent II fled to France, had been left behind as his vicar in Italy. At the time of his election to the papacy in July 1153 he was Dean of the College of Cardinals and probably the oldest member of that body.

Pontifikate
During his short Pontifikate he played the part of a peacemaker; he came to terms with the Emperor Frederick I in the vexing question of the appointment to the See of Magdeburg and closed the long quarrel, which had raged through four Pontifikates, about the appointment of William Fitzherbert (commonly known as Sankt William of York) to the see of York by sending him the Pallium in spite of the continued opposition of the powerful Cistercian order. Pope Anastasius IV died on 3 December 1154 and was succeeded by Cardinal Nicholas of Albano as Pope Adrian IV.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Cistercienser
Modpave
Pallium
Pontifikat

Cistercienser:

Historie
Cistercienserordenen opstod nærmest som en protest imod benediktinerordenen. Grunden til at cistercienserne protesterede imod Benediktinerne var, at de mente at benediktinerne ikke levede efter klosterreglen. De havde fået hang til pragtudfoldelse og luksus.
Cisterciensernes livsstil var præget af enkelthed, beskedenhed, ydmyghed og jævnhed. Selve bruddet med benediktinerne fandt sted i 1098 med oprettelsen af et kloster i Cíteaux. Den hellige Bernhard er den mest betydningsfulde figur for Cistercienserne. Som 22 årig blev han optaget i Cíteaux og senere grundlagde han klosteret Clairvaux i år 1115.
Utilfredsheden imod benediktinerne var udbredt i Europa, og da Bernhard arbejde ihærdigt for at udbrede cistercienserordenen fik den hurtigt stor tilslutning og udbredelse over hele Europa.
Allerede inden Bernhards død i 1115, var der blevet grundlagt omkring 68 cistercienserklostre rundt omkring i hele Europa. Og i 1151 blev Esrum klosteret grundlagt ved Esrum sø i Nordsjælland.
Esrum kloster blev moderkloster for en række klostre i Skandinavien, Polen og Nordtyskland. I 1164 overtog cistercienserne Sorø kloster. Omkring reformationen i 1536 var der ca. 730 Cistercienser

Levereglen
Cistercienserne lever efter klosterreglen, men fortolker den mere strengt end Benediktinerne gør. Deres livsstil var enkel, beskeden, ydmyg og jævn. Cistercienserne var ikke tiggermunke, men levede efter mantraet ” ORA ET LABORA”, der betyder ”BED OG ARBEJD”.
De havde tit store landområder som de dyrkede og forskellige værksteder hvor der f.eks. blev smedet, lavet lys, brygget øl og en masse andre ting. Cistercienserklostrene ligger som regel uden for byerne som landklostre. Men på grund af de mange funktioner som et Cistercienser kloster havde, voksede der ofte mindre bysamfund op omkring klostrene. Her levede de folk der arbejde for munkene eller leverede varer til klostrene. Et sådan samfund voksede også op omkring Sorø kloster.

Klædedragt
Cisterciensermunkene var klædt i en hvid munkekutte, med et sort scapular, som er et slags forklæde. Over hovedet havde de en særlig sort hætte.
Munkene havde en barberet plet på hovedet, som de fik da de aflagde deres munkeløfte. Lægbrødre var klædt i brune kutter, og havde ikke barberede hoveder.

I dag
I dag findes der igen Cistercienser munke og nonner i Danmark. På Bornholm ligger et lille munkekloster der hedder ”Myrendal kloster”, og på Djursland ligger et nonnekloster der hedder ”Marie Hjerte kloster”.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Pallium:

Pallium, (lat. 'kappe'), romersk-katolske ærkebiskoppers særlige kendetegn; et hvidt bånd, vævet af uld og besat med seks sorte, broderede kors.


Herover: Palliets udvikling gennem tiderne.

Det bæres over begge skuldre i form af et Y og symboliserer lammet, der bæres på hyrdens skuldre. Paven har siden 800-t. tildelt palliet til ærkebiskopper. Det er videreudviklet af antikkens lange, rektangulære kappe, oftest båret af ikke-romere, især grækere.
Pallium svarer til den græske himation.
Palliet kan med lidt god vilje minde lidt om et moderne slips.

Pallium tildeles af paven. Ud over ham er det (siden Paul VI i 1978) reserveret metropolitterne og den latinske patriark i Jerusalem.

Herunder: Johannes Paul II med sit Pallium.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.