Beskrivelse af Hadrian IV, der var Pave i år 1154-1159

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Hadrian IV - 1154-1159 :

Hadrian IV (Adriano IV) Adrian IV = Hadrian IV
Hadrian IV var født ca. 1100 som Nicholas Breakspear. Han var pave fra 4/12 1154 til 1/9 1159. Han var den første engelske pave og begyndte sin karriere som munk i St. Alban's Klosteret nord for London.
Hadrian 4., Nicholas Breakspeare, ca. 1100-1.9.1159, pave fra 1154; den hidtil eneste engelskfødte pave. Han drog tidligt til Frankrig, blev regularkannik i St. Ruf og avancerede i 1130'erne til abbed. Fra 1149 var han kardinalbiskop af Albano SØ for Rom og 1150-53 pavelig legat i Skandinavien, hvor han ophøjede Nidaros til ærkesæde. Kort efter udnævnelsen til pave indgik han forlig med kejser Frederik 1. Barbarossa, som bistod ham med at undertvinge byen Rom, der forsøgte at frigøre sig fra pavelig overhøjhed (se Arnold fra Brescia). Hadrian delte det gregorianske syn på pavens stilling, hvorfor han gentagne gange kom i konflikt med kejseren.

Hadrian IV (1154-59). Den eneste Englænder, der har været Pave, hed Nicolaus Breakspeare og var søn af en Klerk. Da han skammede sig ved at gå som tigger i England, rejste han til Frankrig, hvor han efter megen omflakken fandt optagelse som tjener i et Kloster ved Arles. Her vandt han Munkenes yndest, de lod ham studere, gjorde ham til deres Prior og Abbed.
Som Abbed var han munkene for streng; de klagede til Rom, men hermed var hans lykke gjort; thi Pave Eugen III stod på hans side; han gjorde ham til Kardinal og sendte ham som Legat til de tre nordiske riger.
I 1152 oprettede han Ærkebispedømmet i Nidaros; men da Svenskerne ikke kunne blive enige om, hvor deres Ærkebiskop skulle have sæde, overlod han Ærkebispen i Lund at træffe bestemmelse m. h. t. det Svenske Ærkebispedømme, hvoraf følgen blev, at den danske Ærkebiskop blev den Svenske kirkes Primas.
Han fik Norge og Sverige til at betale Peterspenge.
Kort efter sin hjemkomst blev han Pave, og han fik straks den opgave, at kue den af Arnold fra Brescia rejste revolutionære bevægelse i Rom, i hvilken henseende han fik hjælp fra Frederik Barbarossa, som han kronede til Kejser.
På mødet i Besançon (1157), der sammenkaldtes i anledning af, at Ærkebiskop Eskil af Lund var blevet taget til fange i Tyskland, udbrød striden mellem Hohenstauferne og Pavemagten. Den pavelige Legat Roland mindede nemlig Frederik Barbarossa om, at han havde modtaget Kejserkronens beneficium af Paven. Kejseren tog Ordet beneficium i betydningen af »Len«, medens Paven senere ville have det forstået i betydningen af »Velgerning«.

Adriano IV, Breaksperare - England (1154-1159)
Han blev født (ca. 1100) i en fin Londonfamilie og er den hidtil eneste engelske pave i historien. Han drog tidligt til Frankrig, hvor han i 1130'erne blev abbed og fra 1149 var han kardinal biskop af Albano sydøst for Rom. I perioden 1150-53 var han pavelig udsending i Norden, hvor han ophøjede Nidaros til ærkesæde.
Kort efter udnævnelsen til pave indgik han på trods af, at han delte Gregor VII's syn på pavens stilling, forlig med kejser Friedrich 1. Barbarossa i striden mellem kirke og kejser.
I dette Pontifikat udbrød der en republikansk folkerejsning i Rom, med deltagelse af præsten og agitatoren Arnold af Brescia, i et forsøg på at frigøre sig fra pavelig overhøjhed. Kejser Friedrich 1, Barbarossa drog til hjælp og trængte frem til Peterskirken, hvor han blev kronet, men det lykkedes ikke at nedkæmpe byrepublikken, der dog blev lyst i band. Paven flygtede til Viterbo, hvor pavestolen havde sit sæde frem til 1188.
Efter politiske tilnærmelser mellem pave Hadrian 4. og kejser Frederik Barbarossa udleverede romerne i 1155 Arnold til kejseren og paven, der lod ham henrette ved brænding uden for Porta Popolo. Paven kroner Frederik Barbarossa til Kejser.
Paven døde i Anagni og er bisat i S. Pietro.

Arnold fra Brescia
Levede ca. 1100-1155, italiensk præst og agitator. Udskreget som kætter og ballademager efter at have deltaget i stridigheder om reform af gejstligheden i Brescia flygtede Arnold i 1140 til Paris. Her videreførte han Abélards arbejde i fortsat strid med dennes modstander, Bernhard fra Clairvaux, hvem det lykkedes at fordrive Arnold. Efter en udsoning med kirken kastede Arnold sig sidst i 1140'erne ud i nye politisk-religiøse kampe under den romerske befolknings oprør mod paven. Efter politiske tilnærmelser mellem pave Hadrian 4. og kejser Frederik Barbarossa udleverede romerne i 1155 Arnold til kejseren, der lod ham henrette.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Kloster
Pontifikat

Kloster:

Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.

• 1 Kristne klostre
• 2 Buddhistiske klostre
• 3 Islamiske klostre
• 4 Hinduistiske klostre

Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.