Beskrivelse af Gregor VIII, der var Pave i år 1187

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Gregor VIII - 1187 :

Gregor VIII (Gregorio VIII; Benevento) Gregory VIII = Gregor VIII
Gregor VIII var født som Alberto del Morra. Han var pave fra 21/10 1187 til 17/12 1187.
Paven tager samme navn som antipaven fra 1118-1121, han regerer dog kun i 2. mdr.

Ikke at forveksle med Modpave Gregor VIII.
Pave Gregory VIII (Latin: Gregorius PP. VIII, italiensk: Gregorio VIII; c. 1100/1105-17 December 1187), født Alberto di Morra, var leder af den katolske kirke fra 25 oktober til 17 December 1187.

Tidligt liv
Alberto di Morra blev født omkring 1105 i Benevento i Italien. Hans far var en adelsmand Sartorius di Morra. Han blev en munk tidligt i livet, enten som et Cistercienser i Laon, eller et benediktinerKloster ved Monte Cassino. Alberto senere tiltrådte en ny religiøs orden, Præmonstratenserordenen eller Norbertine rækkefølge, sandsynligvis i alderen 20-30. Han var en canon på St. Martin's Abbey i Laon. Senere blev han professor i Kanonisk ret i Bologna.

Kardinal
I 1156, pave Adrian IV gjorde ham cardinal-deacon af Sant'Adriano, og 14 marts 1158 blev han kardinal-præst i San Lorenzo in Lucina. Som en pavelig legat af Pave Alexander III, han blev sendt til at undervise Kanonisk ret i hele Europa i 1160s, og blev sendt til Portugal til crown Afonso II. Han bragte også et tilbud om forsoning i 1163 til hellige romerske kejser Frederik I Barbarossa, som Pave Alexander III havde ekskommunikeret i 1160. Alexander sendte ham også til England for at efterforske mordet på Thomas Becket, og han frikendt kong Henry II af England for mord under Rådet Avranches. Fra 1177-1179, Alberto også tjent som et legat i Italien og i februar 1178 blev udnævnt til kansler af den hellige romerske kirke. Det var i denne situation at han ".. .compiled en Forma Dicendi, en samling af officielle pavelige fungerer, og også afsluttet en kodificering af cursus, en samling af de meget strenge regler for de velklingende arrangementer af sætning endelser og formulering i pavelige handlinger. I hans ære, blev cursus kaldt stylus gregorianus." Disse to dokumenter var meget indflydelsesrig i udformningen af den retorik, der bruges i pavelige dokumenter. Kort tid før sit valg til pavestaten grundlagde Alberto et Kloster i sin hjemby af Benevento.

Paven
På 21 oktober 1187, dagen efter dødsfaldet af pave Urban III, Alberto di Morra blev valgt til pave og tog navnet Gregory VIII til ære for pave Gregory VII. Han blev indviet den 25. Hans tidligere omgang med Frederick Barbarossa sætte kirken tilbage i et venskabeligt forhold med den hellige romerske kejser. Som reaktion på nederlaget til crusader Kongerige Jerusalem på Slaget af Hattin udstedt Gregory den pavelige bull Audita tremendi kræver det tredje Korstog. Gregory rejste til Pisa for at ende Pisa fjendtlighederne med Genova, således at både søhavne og naval flåder kunne slutte sig sammen for Korstoget. På vej til Pisa, han stoppede på Lucca og beordrede Modpave Victor IVs organ skal fjernes fra sin grav og hans jordiske rester smides ud af kirken.

Død
Gregory døde i Pisa på 17 December 1187 af en feber efter at holde pavedømmet i kun 57 dage. Han blev begravet i domkirken i Pisa. Han blev efterfulgt af pave Clement III. Ifølge Joseph S. Brusher var"hans Pontifikat selv korte herlige."

Not to be confused with Antipope Gregory VIII.
Pope Gregory VIII (Latin: Gregorius PP. VIII, Italian: Gregorio VIII; c. 1100/1105 - 17 December 1187), born Alberto di Morra, was the head of the Catholic Church from 25 October to 17 December 1187.

Early life
Alberto di Morra was born about 1105 in Benevento, Italy. His father was the nobleman Sartorius di Morra. He became a monk early in life, either as a Cistercian in Laon, or a Benedictine at Monte Cassino. Alberto later joined a new religious order, the Premonstratensian or Norbertine order, probably between the ages of 20-30. He was a canon at St. Martin's Abbey in Laon. He later became a professor of canon law in Bologna.

Cardinal
In 1156, Pope Adrian IV made him cardinal-deacon of Sant'Adriano, and on 14 March 1158 he became cardinal-priest of San Lorenzo in Lucina. As a papal legate of Pope Alexander III, he was sent to teach canon law throughout Europe in the 1160s, and was sent to Portugal to crown Afonso II. He also brought an offer of reconciliation in 1163 to Holy Roman Emperor Frederick I Barbarossa, whom Pope Alexander III had excommunicated in 1160. Alexander also sent him to England to investigate the murder of Thomas Becket, and he absolved King Henry II of England of the murder during the Council of Avranches. From 1177-1179, Alberto also served as a legate in Italy and in February 1178 was named Chancellor of the Holy Roman Church. It was in this position that he "...compiled a Forma Dicendi, a collection of official papal acts, and also completed a codification of the cursus, a compilation of the very stringent rules governing the euphonious arrangements of sentence endings and phrasing in papal acts. In his honor, the cursus was called stylus gregorianus." These two documents were very influential in shaping the rhetoric used in papal documents. Shortly before his election to the papacy, Alberto founded a monastery in his hometown of Benevento.

Pope
On 21 October 1187, the day after the death of Pope Urban III, Alberto di Morra was elected pope and took the name Gregory VIII in honor of Pope Gregory VII. He was consecrated on 25 October. His previous dealings with Frederick Barbarossa put the church back in a friendly relationship with the Holy Roman Emperor. In response to the defeat of the crusader Kingdom of Jerusalem at the Battle of Hattin, Gregory issued the papal bull Audita tremendi calling for the Third Crusade. Gregory travelled to Pisa in order to end Pisan hostilities with Genoa so that both seaports and naval fleets could join together for the crusade. On the way to Pisa, he stopped at Lucca and ordered Antipope Victor IV's body to be removed from his tomb and his remains thrown out of the church.

Death
Gregory died in Pisa on 17 December 1187 of a fever after holding the papacy for only 57 days. He was buried in the Duomo in Pisa. He was succeeded by Pope Clement III. According to Joseph S. Brusher, "His Pontifikate though brief was glorious."

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Cistercienser
Kanon
Kloster
Korstog
Modpave
Pontifikat

Cistercienser:

Historie
Cistercienserordenen opstod nærmest som en protest imod benediktinerordenen. Grunden til at cistercienserne protesterede imod Benediktinerne var, at de mente at benediktinerne ikke levede efter klosterreglen. De havde fået hang til pragtudfoldelse og luksus.
Cisterciensernes livsstil var præget af enkelthed, beskedenhed, ydmyghed og jævnhed. Selve bruddet med benediktinerne fandt sted i 1098 med oprettelsen af et kloster i Cíteaux. Den hellige Bernhard er den mest betydningsfulde figur for Cistercienserne. Som 22 årig blev han optaget i Cíteaux og senere grundlagde han klosteret Clairvaux i år 1115.
Utilfredsheden imod benediktinerne var udbredt i Europa, og da Bernhard arbejde ihærdigt for at udbrede cistercienserordenen fik den hurtigt stor tilslutning og udbredelse over hele Europa.
Allerede inden Bernhards død i 1115, var der blevet grundlagt omkring 68 cistercienserklostre rundt omkring i hele Europa. Og i 1151 blev Esrum klosteret grundlagt ved Esrum sø i Nordsjælland.
Esrum kloster blev moderkloster for en række klostre i Skandinavien, Polen og Nordtyskland. I 1164 overtog cistercienserne Sorø kloster. Omkring reformationen i 1536 var der ca. 730 Cistercienser

Levereglen
Cistercienserne lever efter klosterreglen, men fortolker den mere strengt end Benediktinerne gør. Deres livsstil var enkel, beskeden, ydmyg og jævn. Cistercienserne var ikke tiggermunke, men levede efter mantraet ” ORA ET LABORA”, der betyder ”BED OG ARBEJD”.
De havde tit store landområder som de dyrkede og forskellige værksteder hvor der f.eks. blev smedet, lavet lys, brygget øl og en masse andre ting. Cistercienserklostrene ligger som regel uden for byerne som landklostre. Men på grund af de mange funktioner som et Cistercienser kloster havde, voksede der ofte mindre bysamfund op omkring klostrene. Her levede de folk der arbejde for munkene eller leverede varer til klostrene. Et sådan samfund voksede også op omkring Sorø kloster.

Klædedragt
Cisterciensermunkene var klædt i en hvid munkekutte, med et sort scapular, som er et slags forklæde. Over hovedet havde de en særlig sort hætte.
Munkene havde en barberet plet på hovedet, som de fik da de aflagde deres munkeløfte. Lægbrødre var klædt i brune kutter, og havde ikke barberede hoveder.

I dag
I dag findes der igen Cistercienser munke og nonner i Danmark. På Bornholm ligger et lille munkekloster der hedder ”Myrendal kloster”, og på Djursland ligger et nonnekloster der hedder ”Marie Hjerte kloster”.

Kanon:

Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.

Kloster:

Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.

• 1 Kristne klostre
• 2 Buddhistiske klostre
• 3 Islamiske klostre
• 4 Hinduistiske klostre

Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.

Korstog:

Korstog er en serie felttog fra 11. til 13. århundrede. De fleste var godkendt af paven. De kan ses som modtræk til flere århundreders islamisk ekspansion, og de fleste havde som mål at sikre kristen kontrol over Det hellige land, som var under muslimsk kontrol.

1. korstog 1096-1099

Pave Gregor 7. havde kort efter sin tiltrædelse i 1073 opfordret til et korstog til Jerusalem. Imidlertid lå pave Gregor i strid med den tyske konge og kejser (investiturstriden), så det blev først hans efterfølger, pave Urban 2., der kom til at virkeliggøre ideen.
Indtagelsen af Jerusalem under det første korstog 1099 i et middelalderligt manuskript.

2. korstog 1147-1149

Korstoget blev sat i gang på initiativ af Bernhard af Clairvaux, der inspirerede Ludvig 7. til at gå i spidsen, da der blev kaldt om hjælp fra Antiokia og Edessa i Syrien, der var blevet erobret under det første korstog.

3. korstog 1189-1193

Fra 1169 havde Saladin indtaget Egypten og havde sat et mål om at drive kristne væk fra den østlige del af Middelhavet. Efter at have erobret Syrien kunne han omringe korsfarerstaten, og den 4. juli 1187 overvandt han den i slaget ved Hattin. Den 2. oktober overgav Jerusalem sig, og derefter var det kun Antiokia, Tripoli, Tyrus og Margat, som var under kristen kontrol.
Frederik 1. Barbarossa (1122-1190), kejser af Tyskland og korsridder. Han var én af lederne af det 3. korstog i 1189

4. korstog 1202-1204

Under det 4. korstog ødelagde korsfarerne Konstantinopel – verdens største by – i 1204, selv om det var en kristen (græsk ortodoks) by, og plyndrede den. Dette betragtes som en af katolicismens skampletter og fik pave Johannes Paul 2. til den 4. maj 2001 officielt at undskylde overfor den Græske Kirke ved et personligt møde med den Økumeniske Patriark.

Nordiske korstog mod baltiske egne

I begyndelsen af 1200-tallet var turen kommet til de baltiske lande, blandt andet med danske korstog mod Estland. Korsfarerne drog først og fremmest af sted af religiøs overbevisning, men også med ønsket om at markere sig personligt som riddere, opnå anerkendelse eller finde store rigdomme i det mystiske østen.
Allerede ved midten af 1100-tallet opfordrede paven de danske konger til at føre korstog mod hedningene ved Østersøens sydkyst og de baltiske egne. Fra 1158 førte den danske ledingsflåde under ledelse af kong Valdemar den Store og den indflydelsesrige biskop Absalon krig mod de hedenske vendere for i 1169 at undertvinge disse og lægge øen Rügen under dansk indflydelsessfære. Den stærke danske kongemagt gennemførte i de følgende 50 år større og større erobringer for i 1219 at fuldbyrde korstogsmissionen ved at tvangskristne esterne. Esterne havde ellers forsvaret deres land med næb og kløer, men måtte bøje sig for den danske overmagt i slaget ved Lyndanisse.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.