Beskrivelse af Benedikt XI, der var Pave i år 1303-1304

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Benedikt XI - 1303-1304 :

Benedikt XI (Beato Benedetto XI) Benedict XI; Benedict XI var født som Niccolo Boccasini. Han var pave fra 22/10 1303 til 7/7 1304.

Pave Benedict XI (Latin: Benedictus s. XI, italiensk: Benedetto XI; 1240-7 juli 1304), født Nicola Boccasini, var leder af den katolske kirke fra 22 oktober 1303 til sin død i 1304.
Født i Treviso, han lykkedes pave Bonifacius VIII, men var ude af stand til at gennemføre sin politik. Benedict XI var en Dominikanske og hvor han blev mester i rækkefølgen i 1296, udstedte han ordinancer forbyder offentlig afhøring af Bonifatius VIII valg for enhver Dominikanske legitimitet. I forbindelse med beslaglæggelse af pave Bonifacius VIII i Anagni i 1303 var Boccasini en af kun to kardinaler at forsvare den pavelige part i Lateran-palæet, selv. Dog ved at blive valgt til pave på den pavelige Konklave af 1303, løsladt han Kong Philip IV af Frankrig fra de bandlysning, der var blevet lagt på ham af Bonifatius VIII, og praktisk talt ignoreret Bonifacius bull Unam sanctam, som hævdede pavelig overhøjhed over verdslige herskere. Ikke desto mindre på 7 juni 1304 ekskommunikeret Benedict Philip IV uforsonlige minister Guillaume de Nogaret og alle de italienere, der havde spillet en rolle i beslaglæggelse af Bonifatius VIII i Anagni.
Efter en kort Pontifikat af otte måneder døde Benedict XI pludselig i Perugia. Som oprindelige betænkninger havde det, faldt mistanken primært på Nogaret med mistanken om, at hans pludselige død var forårsaget af forgiftning. Der er ingen direkte beviser, dog enten støtter eller modbevise påstanden om, at Nogaret forgiftet paven. Benedict XI efterfølger, Clement V fjernet den pavelige sæde fra Rom til Avignon, åbningen perioden nogle gange kendt som de babylonske fangenskab. Han og de franske paver, som efterfulgte ham var helt under indflydelse af kongerne af Frankrig.
Benedict XI var forfatter til et volumen på prædikener og kommentarer på Matthæusevangeliet, Salmernes bog, bogen Job og i Johannes ' Åbenbaring.

Pavelig nummerering
Et notat om nummereringen: pave Benedict X er nu betragtes som en Modpave. På tidspunktet for Benedicts valg, men denne status blev ikke genkendt, manden den romersk katolske kirke officielt mener således den tiende sande pave Benedikt tog den officielle tal XI snarere end X. Det har avanceret nummerering af alle efterfølgende paverne Benedikt af en. Paverne Benedikt XI-XVI er fra et officielt synspunkt, tiende gennem femtende paver ved navnet.

Pope Benedict XI (Latin: Benedictus PP. XI, Italian: Benedetto XI; 1240 - 7 July 1304), born Nicola Boccasini, was the head of the Catholic Church from 22 October 1303 to his death in 1304.
Born in Treviso, he succeeded Pope Bonifacius VIII, but was unable to carry out his policies. Benedict XI was a Dominican and when he was made Master of the Order in 1296, he issued ordinances forbidding public questioning of the legitimacy of Bonifacius VIII's election on the part of any Dominican. At the time of the seizure of Pope Bonifacius VIII at Anagni in 1303, Boccasini was one of only two cardinals to defend the papal party in the Lateran Palace itself. However, upon being elected Pope at the papal conclave of 1303, he released King Philip IV of France from the excommunication that had been laid upon him by Bonifacius VIII, and practically ignored Bonifacius's bull Unam sanctam, which asserted papal supremacy over secular rulers. Nevertheless, on 7 June 1304, Benedict excommunicated Philip IV's implacable minister Guillaume de Nogaret and all the Italians who had played a part in the seizure of Bonifacius VIII at Anagni.
After a brief pontificate of eight months, Benedict XI died suddenly at Perugia. As original reports had it, suspicion fell primarily on Nogaret with the suspicion that his sudden death was caused by poisoning. There is no direct evidence, however, to either support or disprove the contention that Nogaret poisoned the pope. Benedict XI's successor, Clement V removed the papal seat from Rome to Avignon, inaugurating the period sometimes known as the Babylonian Captivity. He and the French popes who succeeded him were completely under the influence of the kings of France.
Benedict XI was the author of a volume of sermons and commentaries on the Gospel of Matthew, the Psalms, the Book of Job, and the Book of Revelation.

Papal numbering
A note on the numbering: Pope Benedict X is now considered an antipope. At the time of Benedict's election, however, this status was not recognized, thus the man the Roman Catholic Church officially considers the tenth true Pope Benedict took the official number XI rather than X. This has advanced the numbering of all subsequent Popes Benedict by one. Popes Benedict XI-XVI are, from an official point of view, the tenth through fifteenth popes by that name.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Avignon
Konklave
Lateran
Modpave
Pontifikat

Avignon:

Avignon: Er en fransk kommune i det sydøstlige Frankrig i delstaten Vaucluse omkranset af den venstre bred af floden Rhône. Der bor ca. 95.000 indbyggere i byen, heraf ca. 12.000 i den gamle bymidte omgivet af sine middelalderlige volde.
Ofte omtalt som "Pavernes by" på grund af tilstedeværelsen af paver og modpaver fra 1309 til 1423 under de katolske skisma. Det er i øjeblikket den største by og hovedstad i delstaten Vaucluse. Det er en af de få franske byer til har bevaret sine volde. Derudover er dens historiske centrum, Paveslottet, Rocher des Doms, og Avignon-broen velbevaret.
Som et udstillingsvindue for kunst og kultur, har berømmelsen af den årlige teaterfestival, kendt som Festival d'Avignon, langt overskredet de franske grænser.

Geografi
Avignon ligger på venstre bred af floden Rhône, et par kilometer ovenfor dens sammenløb med Durance, omkring 580 km syd-øst for Paris, 229 km syd for Lyon og 85 km nord-nord-vest for Marseille. Avignon udfylder et stort ovalt areal, ikke fuldt befolket, men i vid udstrækning dækket af parker og haver.


Klima
Avignon har et middelhavsklima, kendetegnet ved relativt tørre somre og kølige, fugtige vintre. Byen er ofte underlagt blæsende vejr; den stærkeste er mistralvinden. Det populære ordsprog er dog lidt overdrevet, Avenie ventosa, sinus vento venenosa, cum vento fastidiosa (Vindenes Avignon, skadedyr-plaget når der ingen vind er, vind-plaget når der er).

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.