Beskrivelse af Paul II, der var Pave i år 1464-1471

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Paul II - 1464-1471 :

Paul II (Paolo II) Paul II; Paul II blev født 23/02 1417 som Pietro Barbo og var ud af en rig købmandsslægt. Han blev pave fra 30/08 1464 til 26/07 1471. Hans onkel på moderens side var pave Eugene IV, nr. 4670p, hvorfor Paul IIs karriere gik rask fremad med udnævnelse til kardinaldiakon som 23-årig. Under den følgende pave, Nicolas V, blev han kardinalpræst af S. Marco-kirken, og pave Callistus III betroede ham store opgaver. Han fik en slags håndfæstning præsenteret ved sit valg, men accepterede den kun som en rettesnor. Bl.a. krævede Konklaven, at der skulle indkaldes til generalKoncilium inden tre år. Han var populistisk og ikke særlig intelligent. Det var Paul II, der erklærede hvert 25. år for helligt år begyndende med 1475. Han fik installeret den første trykpressse i Rom.

Pave Paul II (Latin: Paulus II; 23 februar 1417 - 26 juli 1471), født Pietro Barbo, var leder af den katolske kirke fra 30 August 1464 til sin død i 1471.

Tidligt liv
Paul blev født i Venedig, en nevø af pave Eugenius IV (1431-1447) gennem sin mor. Hans vedtagelsen af den åndelige karriere, efter at have været uddannet som købmand, blev foranlediget af hans onkel blev valgt som pave. Hans deraf følgende fremme var hurtig; og den ambitiøse unge præst blev en kardinal i 1440 og vundet popularitet gennem hans bud-hearted generøsitet. Han pralede med, at hvis valgt til pave ville han købe hver kardinal en villa for at undslippe sommervarmen.
Efter at have været lå abbed i Santa Maria i Sylvis siden 1441, i 1445 lykkedes han Giuliano Cesarini som domkirkepræsten af Vatikanet Basilika. Platina rapporterede, at Pius II foreslog, at han skulle have været kaldt Maria Pietissima (Vor Frue af skam), som "når han ikke kunne få hvad han sigter af bede, bedende og anmoder om, han ville slutte sig tårer til sin andragender at gøre dem den før troede." Nogle historikere har foreslået Brugernavn kan også have været en hentydning enten til Pauls tilbøjelighed til at Nyd dressing op i overdådige kirkelige stads, eller eventuelt manglende maskulinitet afspejler muligt homoseksualitet.

Blev valgt som pave
Han blev valgt til at lykkes Pave Pius II af accessus i den første afstemning af den pavelige Konklave af 1464 med et flertal af fjorten af nitten cardinals stede. På forhånd, for at sikre at cardinals en større andel af magt, end de havde nydt under Pius II, var en kapitulation tegnet af alle undtagen Ludovico Trevisan. Det bundet fremtidige paven til at fortsætte den tyrkiske krig, men han var ikke at rejse udenfor Rom uden samtykke fra et flertal af Kardinalerne, og heller ikke til at forlade Italien uden samtykke fra alle. Det maksimale antal cardinals var begrænset til tyve-fire, og enhver ny pave blev begrænset til kun én kardinal-nevø. Alle kreationer af nye kardinaler og fremskridt til visse vigtige benefices skulle foretages kun med samtykke fra om kardinaler. Efter tage office, var Paul II at indkalde en økumenisk Koncil inden for tre år. Men disse abonnementsvilkårene blev ændret af Paul II efter eget skøn, og denne handling mistet ham om kardinaler tillid. Begrundelsen for at tilsidesætte kapitulationerne, ses at være undervejs af hertug af Milanos ambassadør så tidligt som 21 September, lå i forbinder nogen forenkling af pavens enevælden i pavestaten med en deraf følgende forenkling af hans eneste myndighed i åndelige spørgsmål. Næsten fra hans kroning, Paul aften at se ham; hans suspiciousness var bredt attesteret.
Usædvanligt i kirkelig heraldik, Paul var kendt for at vise rigssværdet og Sword of Justice i moderne udgaver af hans arme til minde om Pauls modstand og modstandere af hans øverste magt at gøre lovgivning og beskæftiger sig i døden. Han bar rouge i offentligheden. Historien om kardinal Ammanati at han skulle tage navnet Formosus II ("smuk"), men blev overtalt ikke til, er oftere gentagne end den historie, at han blev afskrækket fra Marcus, at være venetianske og kardinal San Marco, fordi det var også krig-råb af Venedig. Han havde en pavelig Tiara lavet til eget brug, spækket med "diamanter, safirer, smaragder, topaz, store perler og alle slags ædle perle". Han bygget Palazzo San Marco (nu Palazzo Venezia) og boede der selv som pave, samle en stor samling af kunst og antikviteter.

Konflikt
Et ømt punkt var hans misbrug af praksis med at skabe cardinals i pectore, uden at offentliggøre deres navne. Ivrig efter at rejse nye cardinals for at øge det antal, der var helliget hans interesser, men begrænset af vilkårene i kapitulation, som gav kollegiet en stemme i skabelsen af nye medlemmer, om vinteren af 1464-65 Paul lavet to hemmelige cardinals begge døde før deres navne kunne offentliggøres. I sit fjerde år som pave skabte han otte nye cardinals på 18 September 1467. Fem var kandidater presset af konger, øvrigt henholdsvis James II af Cypern, Edward IV af England, Louis XI af Frankrig, Matthias Corvinus af Ungarn og Ferdinand I af Napoli; en var stand administratoren af Franciskanerne; og de sidste to forhøjede sin gamle vejleder og en første kardinal-nevø. To yderligere kardinal-nevøer blev tilføjet 21 November 1468. I et tegn på sin stigende hemmelighedskræmmeri og paranoia tilføjet han to flere cardinals hemmeligt på den samme Konsistorium, og fire mere i begyndelsen af 1471, forventer at afsløre dem kun i sit testamente.
Spændinger med om kardinaler kom i forgrunden i 1466, forsøger at fjerne overflødige kontorer, Paul II fortsatte med at annullere College Abbreviators, hvis funktion var at formulere pavelige dokumenter; en storm af forargelse rejste sig, for så vidt som retorikere og digtere med humanistiske uddannelse, som Paul dybt afvist, havde længe været vænnet til beskæftigelse i sådanne positioner. Bartolomeo Platina, som var en af disse, blev skrev et truende brev til paven, og fængslet, men senere udledes. Men i februar 1468, Platina blev igen arresteret på charge for at have deltaget i en sammensværgelse mod paven, og blev tortureret sammen med andre abbreviators, som Filip Callimachus, som flygtede til Polen i 1478, som alle var blevet anklaget af hedenske synspunkter. Ikke uforklarligt anførte Platina, hans Vitae pontificum, en negativ afgrænsning af karakter af Paul II. Selvom Platina skriver efter konflikten ville anløben arven fra Paul II, konflikten skulle vise sig for at have en større effekt på det intellektuelle miljø i Rom. Peter Partner forklarer, "Sandsynligvis dens vigtigste resultat var at overbevise mænd af breve at kulturelle overensstemmelse ville blive håndhævet i Rom." Mere konkret efter undertrykkelsen af Paul II tog romersk Academy på en mere religiøse smag, henvender sig dels til teologi som et middel til at legitimere sin stræben.

Sidste år
Pave Paul afvist King George af Podebrady af Bøhmen, fordi han stadfæstede konventioner af Rådet i Basel til fordel for Utraquists. I August 1465 indkaldt Paul II Podebrady før sin romerske tribunal. Da kongen undlod at komme, Paul allierede sig med oprørerne i Bøhmen og udgivet kongens emner fra deres ed af troskab. I December 1466 udtalte han forbud af bandlysning og sætning af deposition mod Podebrady. Podebradys apologet, Gregory af Heimberg, efterfølgende anklaget Paul af umoral, en bevægelse, der resulterede i Gregory egen bandlysning.
Bare når kongens goodwill afhændes paven til fordel for forsoning, døde Paul pludselig af et hjerteanfald på 26 juli 1471. Rapporter om død varieret. Nogle påstod han var kollapset fra svær fordøjelsesbesvær efter at have spist melon i overskud, selvom en Rygtet blev spredt af pavens kritikere, at han døde samtidig med at være sodomized af en dreng, side. Ikke desto mindre blev resultatet et magttomrum oprettet i Centraleuropa - især efter Podebrady selv døde senere samme år.

Arven til eftertiden
Selv om Paul II var en engageret modstander af humanistiske uddannelse, han overså og godkendt indførelsen af udskrivning i Kirkestaten, først på Subiaco i 1464 af Arnold Pannartz og Konrad Sweynheim, og på selve Rom i 1467. Resultatet var, at bøger og andre dokumenter blev langt mere talrige og mindre dyrt at anskaffe end de foregående håndskrevne manuskripter. Udskrivning sætte de materialer nødvendig for en avanceret uddannelse i hænderne af flere mennesker end nogensinde før, herunder et stigende antal af lægfolk. Produktionen af trykpresser i denne periode var som en selvfølge, underlagt statslig kontrol; i Paul IIS regeringstid var bøger produceret i pavestaten stort set begrænset til Latin klassisk litteratur og kirkelige tekster.
Krønikeskriver Stefano Infessura republikanske og anti-pavelige temperament gør hans dagbog en langt fra neutral selvom velinformerede vidne. Men det er sikkert, at selv om Paul II imod humanisterne, han var bedst i sørger for populære forlystelser: i 1466 han tillod hestevæddeløb, der var en funktion af Carnival til at køre langs hovedgaden, Via Lata, som nu blev kendt fra denne årlige begivenhed som Via del Corso. Han viste en ekstravagant love i personlig pragt, der glæde hans følelse af selvhøjtidelighed. Efter hans død Sixtus IV og en udvalgt gruppe af Kardinalerne inspiceret skatten lagt op mod udgifter mod tyrkerne: de fandt 54 sølv skaller fyldt med perler, til en værdi af 300,000 dukater, juveler og guld beregnet til refashioning, værd en anden 300,000 dukater, og en storslået diamond værd 7.000 dukater, som var sendt til kardinal d'Estouteville dækker penge han havde avancerede til paven. Mønten var ikke umiddelbart findes. Han havde også samlet en samling af 800 ædelstene.
Men den katolske Encyclopedia hævder, "retfærdighed kræver meddelelse om hans strenge følelse af retfærdighed, hans reformer i den kommunale administration, og hans kamp mod officielle bestikkelse og trafik i indlæg af værdighed."
I statsmandskab, Paul II manglede eminence og opnået noget af konsekvens for Italien. I Kirkestaten, dog elimineret i 1465 han regime af greverne af Anguillara, et hus, der havde spillet en konsekvent anti-pavelige rolle siden plot af Stefano Porcari og det uregerlige oprør i Tiburzio di Maso i 1460.

Pope Paul II (Latin: Paulus II; 23 February 1417 - 26 July 1471), born Pietro Barbo, was the head of the Catholic Church from 30 August 1464 to his death in 1471.

Early life
Paul was born in Venice, a nephew of Pope Eugenius IV (1431-1447) through his mother. His adoption of the spiritual career, after having been trained as a merchant, was prompted by his uncle's election as pope. His consequent promotion was rapid; and the ambitious young cleric became a cardinal in 1440 and gained popularity through his tender-hearted generosity. He boasted that if elected pope he would buy each cardinal a villa to escape the summer heat.
After having been lay abbot of Santa Maria in Sylvis since 1441, in 1445 he succeeded Giuliano Cesarini as archpriest of the Vatican Basilica. Platina reported that Pius II suggested he should have been called Maria Pietissima (Our Lady of Pity), as "when he could not obtain what he aimed at by praying, entreating, and requesting, he would join tears to his petitions to make them the sooner believed." Some historians have suggested the nickname may also have been an allusion either to Paul's propensity to enjoy dressing up in sumptuous Ecclesiastical finery, or possibly a lack of masculinity reflecting possible homosexuality.

Election as Pope
He was elected to succeed Pope Pius II by the accessus in the first ballot of the papal conclave of 1464 with a majority of fourteen of the nineteen cardinals present. Beforehand, to secure to the cardinals a greater share of power than they had enjoyed under Pius II, a capitulation was subscribed by all except Ludovico Trevisan. It bound the future Pope to continue the Turkish war, but he was not to journey outside Rome without the consent of a majority of the cardinals, nor to leave Italy without the consent of all. The maximum number of cardinals was limited to twenty-four, and any new Pope was to be limited to only one cardinal-nephew. All creations of new cardinals and advancements to certain important benefices were to be made only with the consent of the College of Cardinals. Upon taking office, Paul II was to convene an ecumenical council within three years. But these terms of subscription were modified by Paul II at his own discretion, and this action lost him the confidence of the College of Cardinals. The justification for setting aside the capitulations, seen to be under way by the Duke of Milan's ambassador as early as 21 September, lay in connecting any abridgement of the Pope's absolute monarchy in the Papal States with a consequent abridgement of his sole authority in spiritual matters. Almost from his coronation, Paul night to see him; his suspiciousness was widely attested.
Unusual in Ecclesiastical heraldry, Paul was known to display the Sword of State and Sword of Justice in contemporary renditions of his arms to remind Paul's opposition and detractors of the his supreme power to make law and deal in death. He wore rouge in public. The story of Cardinal Ammanati that he meant to take the name Formosus II ("handsome"), but was persuaded not to, is more often repeated than the story that he was dissuaded from Marcus, being Venetian and the Cardinal of San Marco, because it was also the war-cry of Venice. He had a papal Tiara made for his own use studded with "diamonds, sapphires, emeralds, topaz, large pearls, and every kind of precious gem". He built the Palazzo San Marco (now the Palazzo Venezia) and lived there even as pope, amassing a great collection of art and antiquities.

Conflict
A sore point was his abuse of the practice of creating cardinals in pectore, without publishing their names. Eager to raise new cardinals to increase the number who were devoted to his interests, but restricted by the terms of the capitulation, which gave the College a voice in the creation of new members, in the winter of 1464-65 Paul created two secret cardinals both of whom died before their names could be published. In his fourth year as Pope, he created eight new cardinals on 18 September 1467. Five were candidates pressed by kings, placating respectively James II of Cyprus, Edward IV of England, Louis XI of France, Matthias Corvinus of Hungary and Ferdinand I of Naples; one was the able administrator of the Franciscans; and the last two elevated his old tutor and a first cardinal-nephew. Two further cardinal-nephews were added on 21 November 1468. In a sign of his increasing secretiveness and paranoia, he added two more cardinals secretly at the same consistory, and four more at the beginning of 1471, expecting to reveal them only in his testament.
Tensions with the College of Cardinals came to the fore when in 1466, attempting to eliminate redundant offices, Paul II proceeded to annul the College of Abbreviators, whose function it was to formulate papal documents; a storm of indignation arose, inasmuch as rhetoricians and poets with humanist training, of which Paul deeply disapproved, had long been accustomed to benefiting from employment in such positions. Bartolomeo Platina, who was one of these, wrote a threatening letter to the Pope, and was imprisoned, but later discharged. However, in February 1468, Platina was again imprisoned on the charge of having participated in a conspiracy against the Pope, and was tortured along with other abbreviators, such as Filip Callimachus, who fled to Poland in 1478, all of whom had been accused of pagan views. Not unaccountably, Platina, in his Vitae pontificum, set forth an unfavorable delineation of the character of Paul II. Though Platina's writing after the conflict would tarnish the legacy of Paul II, the conflict would prove to have an greater effect on the intellectual environment of Rome. Peter Partner explains, "Probably its most important result was to convince men of letters that cultural conformity would be enforced in Rome." More tangibly, after the crackdown of Paul II, the Roman Academy took on a more religious flavour, turning in part to theology as a means of legitimizing its pursuits.

Final years
Pope Paul rejected King George of Podebrady of Bohemia because he upheld the conventions of the Council of Basel in favor of the Utraquists. In August 1465, Paul II summoned Podebrady before his Roman tribunal. When the King failed to come, Paul allied himself with the insurgents in Bohemia and released the King's subjects from their oath of allegiance. In December 1466, he pronounced the ban of excommunication and sentence of deposition against Podebrady. Podebrady's apologist, Gregory of Heimberg, subsequently accused Paul of immorality, a move that resulted in Gregory's own excommunication.
Just when the King's goodwill disposed the Pope in favor of reconciliation, Paul died suddenly of a heart attack on 26 July 1471. Reports of the death varied. Some claimed he had collapsed from severe indigestion after eating melon in excess, though a rumour was spread by the pontiff's detractors that he died whilst being sodomized by a page boy. Nevertheless, as a result a power vacuum was created in Central Europe - especially after Podebrady himself died later that same year.

Legacy
Although Paul II was a committed opponent of humanist learning, he oversaw and approved the introduction of printing into the Papal States, first at Subiaco in 1464 by Arnold Pannartz and Konrad Sweynheim, and at Rome itself in 1467. The result was that books and other documents became far more numerous and less expensive to procure than the previous handwritten manuscripts. Printing put the materials needed for an advanced education into the hands of more people than ever before, including an increasing number of laypeople. The output of printing presses at this period was, as a matter of course, subject to governmental scrutiny; during Paul II's reign, books produced in the Papal States were largely limited to Latin classical literature and Ecclesiastical texts.
The chronicler Stefano Infessura's republican and anti-papal temper makes his diary a far from neutral though well-informed witness. But it is certain that though Paul II opposed the humanists, he was the best in providing for popular amusements: in 1466 he permitted the horse-race that was a feature of Carnival to be run along the main street, the Via Lata, which now became known from this annual event as the Via del Corso. He displayed an extravagant love of personal splendor that gratified his sense of self-importance. After his death Sixtus IV and a selected group of cardinals inspected the treasure laid up against expenditures against the Turks: they found 54 silver shells filled with pearls, to a value of 300,000 ducats, jewels and gold intended for refashioning, worth another 300,000 ducats, and a magnificent diamond worth 7,000 ducats, which was sent to Cardinal d'Estouteville to cover monies he had advanced to the pontiff. The coin was not immediately found. He had also amassed a collection of 800 gemstones.
However, the Catholic Encyclopedia asserts, "justice requires notice of his strict sense of equity, his reforms in the municipal administration, and his fight against official bribery and traffic in posts of dignity."
In statecraft, Paul II lacked eminence and achieved nothing of consequence for Italy. In the Papal States, however, in 1465 he eliminated the regime of the counts of Anguillara, a house that had played a consistent anti-papal role since the plot of Stefano Porcari and the unruly insurrection of Tiburzio di Maso in 1460.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Basilika
Ecclesiast
Franciskaner
Koncil
Konklave
Tiara
Vatikan

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Ecclesiast:

Franciskaner:

Franciskanerordenen (latin: Ordo Fratrum Minorum (O.F.M.), "Mindrebrødrenes Orden") blev grundlagt af den den hellige Frans af Assisi i 1209.
Efter at Frans var vendt om fra sit muntre ungdomsliv til at søge Gud – ved at tage sig af de spedalske og opbygge små forfaldne kirker – fik han efterhånden følgeskab af andre, som ville følge hans eksempel.
Bernardo da Quintavalle og Pietro da Cattani var de første. De sluttede sig til Frans i 1208. De søgte vejledning ved at slå op tre gange i evangeliebogen, hvor de hver gang fandt bibelsteder, der handlede om efterfølgelse og fattigdom. Det var fra begyndelsen et ustruktureret fællesskab, som kaldte sig bodgørere fra Assisi.

         
         Sct. Frans af Assisi

Men i løbet af 1209 nedskrev Frans den første regel for fællesskabet og rejste til Rom for at få dem godkendt af paven, Innocens III. Og den fik de, ifølge legenden, fordi paven havde en drøm, hvor han så en fattigt klædt mand, Frans, støtte og opretholde Laterankirken, som var ved at styrte sammen.
Traditionen siger, at denne godkendelse fandt sted den 16. april, som franciskanerne derfor betragter som ordenens grundlæggelsesdag. Franciskanerne hører til de såkaldte "tiggermunke", fordi de ikke skulle skamme sig ved at tigge, hvis ikke de kunne skaffe sig det daglige brød ved arbejde.

Frans' brødre skulle leve efter de gamle klosterregler om fattigdom, lydighed og kyskhed. Og det var strengere forstået end i andre ordener. Fx gjaldt ejendomsløsheden ikke blot den enkelte mindrebroder, men også ordenen som sådan. Og en mindrebroder måtte ikke modtage penge overhovedet.

Palmesøndag 1212 flygtede en pige af fornem familie Chiara dei Scifi hjemmefra og sluttede sig til Frans' bevægelse. Hun blev grundlægger af clarisserordenen, som også kaldes den anden orden, til forskel fra den første orden, Frans' orden for mænd.

         
         Frans af Assisi, malet af Cimabue

Frans stiftede selv en tredje orden for mennesker, som ville leve et liv efter Frans' idealer uden at gå i kloster, men forenet med deres daglige arbejde og ægteskab. Reglen for denne tredje orden blev godkendt af paven i 1221.

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

Tiara:

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.