Beskrivelse af Pius II, der var Pave i år 1458-1464

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Pius II - 1458-1464 :

Pius II (Pio II) Pius II Pius II was born 18/12 1405 as Enea Silvio Piccolomini = Aeneas Sylvius and became pope 1458 to 1464. He died 14/08 1464.
Pius 2., Enea Silvio Piccolomini, 18.10.1405-14.8.1464, pave fra 1458.
Pius 2. hører til de paver, hvis levned før pavekroningen påkalder sig interesse. Under BaselKoncilet var Enea Silvio Piccolomini fra 1432 en ivrig og indflydelsesrig tilhænger af Konciliarismen.
Da Koncilet i 1439 valgte en Modpave, Felix 5., blev Piccolomini hans sekretær og skrev et værk til forsvar for Koncilets autoritet og imod pavens.
I 1442 overtalte den tysk-romerske konge, Frederik 4. (fra 1452 kejser under navnet Frederik 3.), ham til at gå i sin tjeneste. Samme år blev han digterkronet (poeta laureatus) i Frankfurt, og i de følgende år fulgte en række litterære værker, bl.a. den livligt fortalte kærlighedshistorie Euryalus og Lucretia (1444). I 1445 forsonedes Piccolomini med pave Eugen 4. i Rom og overtalte Frederik til at støtte paven imod BaselKoncilet.
Efter en sygdom opgav Piccolomini i 1445 sin hidtidige livsførelse med elskerinder og børn for at blive præsteviet, og en gejstlig lynkarriere fulgte. I 1447 blev han biskop, i 1456 kardinal og i 1458 overraskende valgt til pave.
Som pave udfoldede Pius 2. fortsat en livlig skribentvirksomhed med samtidshistoriske værker, historisk-geografiske beskrivelser og kommentarer. Han satte alt ind på at samle Europas fyrster i et Korstog mod osmannerne efter Konstantinopels fald i 1453. Det lykkedes ham ikke at forene fyrsterne om projektet, og i færd med selv at sætte sig i spidsen for det planlagte Korstog døde han af feber i Ancona.

Pave Pius II (Latin: Pius PP. II, italiensk: Pio II), født Enea Silvio Bartolomeo Piccolomini (Latin Æneas Silvius Bartholomeus; 18 oktober 1405-14 August 1464) var leder af den katolske kirke fra 19 August 1458 til sin død i 1464. Han blev født på Corsignano Sienas område af en ædel men henfaldet familie. Hans længste og mest udholdende arbejde er historien om hans liv, kommentarer, som er den eneste selvbiografi nogensinde skrevet af en regerende pave. Han er også kendt for sine erotiske skrifter gjort før han blev pave.

Tidlige liv
Æneas blev født Silvio, en soldat, og Vittoria Forteguerri, der var 18 børn i alt, dog døde mest. Han voksede op i Corsignano og venstre til at studere i en alder af atten.
Efter at have studeret ved universiteterne i Siena og Firenze, han bosatte sig i den tidligere city som lærer, men i 1431 accepteret stillingen som sekretær for Domenico Capranica, biskop af Fermo, så på vej til Rådet Basel (1431-39). Capranica protesterer mod den nye pave Eugene IVs afslag af en cardinalate til ham, som var blevet udpeget af pave Martin V. Arriving på Basel efter varige en stormfuld rejse til Genova og derefter en tur gennem Alperne, han successivt serveres Capranica, der løb fra penge, og derefter andre mestre.
I 1435 blev han sendt af kardinal Albergati, Eugenius IVs legat på Rådet, på en hemmelig mission til Skotland, objekt som er skiftevis relateret selv ved sig selv. Han besøgte såvel England som Skotland, undergik mange farer og omskiftelser i begge lande, og efterlod en konto for hver. Rejsen til Skotland viste sig så stormfulde at Piccolomini svor, at han ville gå barfodet til nærmeste helligdommen for Vor Frue fra deres landing port. Det viste sig for at være Dunbar; den nærmeste helligdom var 10 miles væk på Whitekirk. Rejse gennem is og sne venstre Aeneas plaget med smerter i benene for resten af hans liv. Kun da han ankom til Newcastle, følte han, han var vendt tilbage til "en civiliseret del af verden" og den beboelige ansigt af jorden, Skotland og den nordligste del af England er "ville, nøgne og aldrig besøgte af solen i vinter". I Skotland bliver han far til et barn, men det døde.
Ved hans tilbagekomst til Basel, Æneas sidet aktivt sammen med Rådet i konflikt med paven, og selvom stadig en lægmand, i sidste ende opnået en andel i retning af dets anliggender. Han støttede oprettelsen af Modpave Felix V (Amadeus, hertugen af Savoyen) og deltog i sin kroning. Aeneas blev derefter sendt til Strasbourg, hvor han far et barn med en bretonsk kvinde kaldet Elizabeth. Barnet døde 14 måneder senere. Han trak sig derefter tilbage til den domstol i hellige romerske kejser Emperor Frederick III i Wien. Han havde været kronet imperial poet laureate i 1442, og han opnåede protektion af kejserens kansler, Kaspar Schlick. Nogle identificere kærlighed eventyr på Siena at Aeneas relateret i hans romance The fortælling om de to kærester med en eskapade af forbundskansleren.
Aeneas' karakter havde hidtil været der på en nem og demokratisk indstillede mand i verden med ingen forstillelse til stringens i moral eller konsistens i politik. Han nu begyndte at være mere regelmæssig i den tidligere respekt, og i sidstnævnte vedtaget en besluttede linje ved at gøre sin fred mellem de rige og Rom. Bliver sendt på en mission til Rom i 1445, med objektet angiveligt af inducerende pave Eugene at sammenkalde et nyt råd, blev han frikendt fra kirkelige dadler og vendte tilbage til Tyskland under en engagement at hjælpe paven. Dette gjorde han mest virkning af den diplomatiske behændighed som han glattede væk forskelle mellem den pavelige domstol i Rom og de tyske kejserlige vælgere. Han spillede en ledende rolle i at indgå et kompromis i 1447, som den døende pave Eugene accepteret forsoning udbydes af de tyske fyrster. Som et resultat, blev Rådet og Modpave efterladt uden støtte. Han havde allerede taget ordrer, og en af de første handlinger af pave Eugene efterfølger, pave Nicholas V (1447-1455), var at gøre ham til biskop i Trieste. Senere fungerede han som biskop i Siena.
I 1450 blev Aeneas sendt som ambassadør af kejser Frederick III at forhandle hans ægteskab med prinsesse Eleonore af Portugal. I 1451 han påtog sig en mission til Bøhmen og indgået en tilfredsstillende aftale med den hussittiske leder George af Podebrady. I 1452 ledsagede han Frederick III til Rom, hvor Frederik viet Eleanor og kronet som kejser af paven. I August 1455 ankom Aeneas igen til Rom på en ambassade at byde lydighed af Tyskland til den nye Pave Calixtus III. Han bragte stærke anbefalinger fra kejser Frederick og Ladislaus V i Ungarn (også konge af Bøhmen) for sin udnævnelse til cardinalate, men forsinkelser opstået fra Pope's resolution om at fremme sine egne nevøer først, og han nå ikke formålet med sin ambition indtil December for det følgende år. Han erhverve midlertidigt bispedømmet af Warmia (Ermeland).

Valget at pavedømmet
Calixtus III døde 6 August 1458. På 10 August, Kardinalerne indgået en pavelig Konklave. Ifølge Æneas beretning, den velhavende kardinal Guillaume d'Estouteville af Rouen, selvom en franskmand og tilsyneladende indvendinger karakter, syntes sikker på at blive valgt. I en passage af sin egen historie om hans gange længe uddrag fra dette arbejde og trykt hemmeligt i Conclavi de' Pontifici Romani, Æneas forklarede, hvordan han frustreret d'Estouteville ambitioner. Det virkede passende at Aeneas, at valget bør falde på sig selv: selv om den hellige college inkluderet et par mænd af højere moralske standarder, han mente at hans evner gjorde ham mest værdig af pavens Tiara. Det var det ejendommelige Fakultet Aeneas til at rumme sig selv perfekt til uanset hvilken stilling han kan blive opfordret til at besætte, og han mente nu, at han kunne udnytte denne tilpasningsevne at antage pavedømmet med passende succes og personlig karakter. Efter et minimum af intriger blandt Kardinalerne kunne han sikre nok stemmer for sit kandidatur efter den anden afstemning skal vælges enstemmigt. Han blev kronet paven på 3 September 1458.

Pavelige politikker og initiativer
Efter allierer sig med Ferdinand, Aragonese sagsøger til tronen i Napoli, var hans næste vigtige handling at indkalde en kongres af repræsentanter for kristne fyrster på Mantova til fælles aktion mod tyrkerne. På 26 September 1459 han opfordrede til et nyt Korstog mod osmannerne og på 14 januar 1460 han proklamerede den officielle Korstog, der skulle vare i tre år. Hans lange fremskridt til stedet, hvor forsamlingen lignede et triumftog procession, og Rådet i Mantua i 1459, en total fiasko med hensyn til sin tilsyneladende genstand for montering et Korstog, mindst viste at impotens i Christenheden ikke grund til paven. Paven, dog påvirke Vlad III Dracula - hvem paven afholdt i høj henvisning - i at starte en krig mod Sultan Mehmed II i Tyrkiet. Denne konflikt på sit højeste involveret Wallachians forsøger at myrde Sultan (Se The Night angreb).
På hans tilbagevenden fra Kongressen tilbragte Pius II lang tid i hans indfødte distrikt Siena, hvor han fik følgeskab af sin daværende været i Mantova Ludovico Gonzaga. Pius beskrevet sin glæde med livet på landet i meget glædeligt sprog. Han blev kaldt tilbage til Rom af forstyrrelserne skyldes Tiburzio di Maso, der i sidste ende blev beslaglagt og henrettet. I kamp for Kongeriget Napoli mellem tilhængere af huset af Aragonien og huset Anjou var Pavestaten på dette tidspunkt urolige af oprørske baroner og plyndrende condottieri, hvem han gradvist, dog et øjeblik, nedkæmpet. Den napolitanske krig blev også indgået af pavens allierede succes Aragonese Ferdinand. Især engageret paven i det meste af sin regeringstid i hvad der lignede en personlig krig mod Sigismondo Pandolfo Malatesta, Herren af Rimini, med resultatet at Histonium næsten komplet forelæggelse. Pius II også forsøgte mægling i de tretten års krig af 1454-66 mellem Polen og den tyske, men når han har undladt at opnå succes, kaste en fordømmelse over både polsk og preusserne. Pius II var også involveret i en række tvister med bøhmisk konge George af Podebrady og Sigismund Østrig (der blev ekskommunikeret har arresteret Nicholas af Cusa, biskop af Brixen).
I juli 1461, Pius II Kanoniseret Sankt Catherine af Siena, og i oktober samme år fik han først hvad der syntes at være en strålende succes ved at inducere den nye konge af Frankrig, Louis XI, at afskaffe pragmatiske sanktion Bourges, som pavens myndighed i Frankrig var blevet alvorligt svækket. Men Louis XI havde forventet at Pius II ville til gengæld går ind fransk årsag i Napoli, og når han skuffet han næsten re-etableret den pragmatiske sanktion af royal ordinancer. I September 1462 bekræftede han stift Laibach, etableret i December 1462 af Frederick III, hellige romerske kejser.
Korstog der havde været afholdt kongres i Mantua, gjort nogen fremskridt. Paven gjorde sit bedste: han rettet en veltalende brev til Sultan Tyrkiet opfordrede ham til at blive en kristen, et brev der sandsynligvis aldrig blev sendt. Ikke overraskende, hvis det blev leveret, blev denne invitation ikke gennemført. En offentlig ceremoni blev afholdt for at modtage relikvier af lederen af Sankt Andrew, når det blev bragt fra øst til Rom. Pius II lykkedes at forene kejseren og kongen af Ungarn, og afledt stor opmuntring samt økonomiske fordel af opdagelsen af miner af alun i den pavelige område på Tolfa. Men Frankrig var fremmedgjort; Hertug af Bourgogne brød sin positive løfter; Milan var opslugt med forsøget på at beslaglægge Genova; Florence rådgivet kynisk paven til at lade tyrkerne og venetianerne bære hinanden ud. Pius II var uvidende om han nærmede sig sin afslutning, og hans sygdom nok bedt den feberagtig utålmodighed, som på 18 juni 1464 han antog korset og drog til Ancona til at føre Korstog i person.

Slaveriet
Pius fordømt slaveri af nyligt eller kristne som en "stor forbrydelse" i en adresse i 1462 til den lokale hersker i de Kanariske Øer. Pius pålagde biskopper til at indføre sanktioner over for overtrædere. Pius ikke fordømme koncept af handel med slaver, kun slavebinding af de seneste eller, der repræsenterede et meget lille mindretal af dem, fanget og taget til Portugal. Pave Urban VIII, i sin Bulle, dateret 22 April 1639, beskrev disse alvorlige advarsler af Pius (7 oktober 1462, Apud Raynaldum i Annalibus Ecclesiasticis annonce ann n.42) som vedrører "Nyomvendte". Ifølge britiske diplomatiske papirer, Pius' brevet var adresseret til biskop Rubeira og bekræfter Urban's observation, at fordømmelsen vedrører nye konvertitter bliver gjort til slaver.

Sygdom og død
Trods lider af en feber, forlod Pave Pius II rom til Ancona i håb om stigende moralen i den Korstog hær. Men den Korstog hær smeltet væk på Ancona for ønsker om transport, og da endelig den venetianske flåde ankom, den døende pave kun kunne se det fra et vindue. Han udløb to dage senere, den 14 August 1464, og blev efterfulgt af pave Paul II. Pius IIS krop var begravet i kirken af Sant'Andrea della Valle, mens en tom kenotaf blev bygget i St. Peters Basilika. Senere, blev kenotaf flyttet til Sant'Andrea så godt.

Ry
En af de mange kalkmalerier af Pius II ligger i biblioteket «Piccolomini «i domkirken i Siena. Pius II var en alsidig og omfattende forfatter, en af bedste og mest flittige af hans periode. Hans vigtigste og længste værk er hans selvbiografi kommentarer i 13 bøger, først udgivet i 1584 af kardinal Francesco Bandini Piccolomini, en fjern slægtning. Piccolomini ændret det til en vis grad fjerne ord, sætninger og hele passager, der var lidet flatterende at hans slægtning. Piccolomini udgivet det under navn af scribe Gobellinus, der var derefter misattributed som forfatter, en naturlig fejl fordi Pius II valgte at skrive kommentarer fra den tredje-persons perspektiv. Pius II var også forfatter til talrige erotiske digte og en obskøn komedie med titlen Chrysis (sådan etik ikke var usædvanligt i hans periode).
Hans breve, som blev indsamlet af sig selv, er også en vigtig kilde til historiske oplysninger. Den mest værdifulde af hans mindre historiske skrifter er hans historier i Bøhmen og kejser Frederick III, sidstnævnte delvis selvbiografiske. Han skitserede biografiske afhandlinger om Europa og Asien, og i tidlige og midterste liv produceret talrige skrifter på de politiske og teologiske kontroverser over sin dag og etiske emner. Pius II var meget beundret som en digter af hans samtidige, men hans ry i belles lettres hviler hovedsagelig på hans The fortælling om de to elskende, der stadig læses i dag, dels fra sin sandhed til naturen og dels fra singularitet af en erotisk roman at være skrevet af en pave. Han komponerede også nogle komedier, der alene er bevaret. Alle disse værker er på Latin. Pius var ikke en fremtrædende lærd: hans Latin er ofte forkert, og han vidste lidt græsk, men hans skrifter har høje litterære kvaliteter.
Pave Pius II indviet en usædvanlig urban projekt, måske den første byplanlægning motion i et moderne Europa. Han renoveret sin hjemby, som nu er hans navn kaldet Pienza (provinsen Siena, Tuscany). En katedral og paladser blev bygget i den bedste stil af dagen for at udsmykke byen. De overlever til denne dag.

Pope Pius II (Latin: Pius PP. II, Italian: Pio II), born Enea Silvio Bartolomeo Piccolomini (Latin Aeneas Silvius Bartholomeus; 18 October 1405 - 14 August 1464) was the head of the Catholic Church from 19 August 1458 to his death in 1464. He was born at Corsignano in the Sienese territory of a noble but decayed family. His longest and most enduring work is the story of his life, the Commentaries, which is the only autobiography ever written by a reigning Pope. He is also known for his erotic writings done before he became pope.

Early life
Aeneas was born to Silvio, a soldier, and Vittoria Forteguerri, who had 18 children in total, though most died. He grew up in Corsignano and left to study at the age of eighteen.
After studying at the universities of Siena and Florence, he settled in the former city as a teacher, but in 1431 accepted the post of secretary to Domenico Capranica, bishop of Fermo, then on his way to the Council of Basel (1431-39). Capranica was protesting against the new Pope Eugene IV's refusal of a cardinalate for him, which had been designated by Pope Martin V. Arriving at Basel after enduring a stormy voyage to Genoa and then a trip across the Alps, he successively served Capranica, who ran short of money, and then other masters.
In 1435 he was sent by Cardinal Albergati, Eugenius IV's legate at the council, on a secret mission to Scotland, the object of which is variously related even by himself. He visited England as well as Scotland, underwent many perils and vicissitudes in both countries, and left an account of each. The journey to Scotland proved so tempestuous that Piccolomini swore that he would walk barefoot to the nearest shrine of Our Lady from their landing port. This proved to be Dunbar; the nearest shrine was 10 miles distant at Whitekirk. The journey through the ice and snow left Aeneas afflicted with pain in his legs for the rest of his life. Only when he arrived at Newcastle, he felt he had returned to "a civilised part of the world and the inhabitable face of the Earth", Scotland and the far north of England being "wild, bare and never visited by the sun in winter". In Scotland he fathered a child but it died.
Upon his return to Basel, Aeneas sided actively with the council in its conflict with the Pope, and, although still a layman, eventually obtained a share in the direction of its affairs. He supported the creation of the Antipope Felix V (Amadeus, Duke of Savoy) and participated in his coronation. Aeneas then was sent to Strasbourg where he sired a child with a Breton woman called Elizabeth. The baby died 14 months later. He then withdrew to the court of Holy Roman Emperor Emperor Frederick III in Vienna. He had been crowned imperial poet laureate in 1442, and he obtained the patronage of the emperor's chancellor, Kaspar Schlick. Some identify the love adventure at Siena that Aeneas related in his romance The Tale of the Two Lovers with an escapade of the chancellor.
Aeneas' character had hitherto been that of an easy and democratic-minded man of the world with no pretense to strictness in morals or consistency in politics. He now began to be more regular in the former respect, and in the latter adopted a decided line by making his peace between the Empire and Rome. Being sent on a mission to Rome in 1445, with the ostensible object of inducing Pope Eugene to convoke a new council, he was absolved from Ecclesiastical censures and returned to Germany under an engagement to assist the Pope. This he did most effectually by the diplomatic dexterity with which he smoothed away differences between the papal court of Rome and the German imperial electors. He played a leading role in concluding a compromise in 1447 by which the dying Pope Eugene accepted the reconciliation tendered by the German princes. As a result, the council and the antipope were left without support. He had already taken orders, and one of the first acts of Pope Eugene's successor, Pope Nicholas V (1447-1455), was to make him Bishop of Trieste. He later served as Bishop of Siena.
In 1450 Aeneas was sent as ambassador by the Emperor Frederick III to negotiate his marriage with Princess Eleonore of Portugal. In 1451 he undertook a mission to Bohemia and concluded a satisfactory arrangement with the Hussite leader George of Podebrady. In 1452 he accompanied Frederick III to Rome, where Frederick wedded Eleanor and was crowned emperor by the pope. In August 1455 Aeneas again arrived in Rome on an embassy to proffer the obedience of Germany to the new pope, Calixtus III. He brought strong recommendations from the emperor Frederick and Ladislaus V of Hungary (also King of Bohemia) for his nomination to the cardinalate, but delays arose from the Pope's resolution to promote his own nephews first, and he did not attain the object of his ambition until December of the following year. He did acquire temporarily the bishopric of Warmia (Ermeland).

Election to Papacy
Calixtus III died on 6 August 1458. On 10 August, the cardinals entered into a papal conclave. According to Aeneas' account, the wealthy cardinal Guillaume d'Estouteville of Rouen, though a Frenchman and of apparently exceptionable character, seemed certain to be elected. In a passage of his own history of his times, long excerpted from that work and printed clandestinely in the Conclavi de' Pontifici Romani, Aeneas explained how he frustrated the ambitions of d'Estouteville. It seemed appropriate to Aeneas that the election should fall upon himself: although the sacred college included a few men of higher moral standards, he believed that his abilities made him most worthy of the papal Tiara. It was the peculiar faculty of Aeneas to accommodate himself perfectly to whatever position he might be called upon to occupy, and he now believed that he could exploit this adaptability to assume the papacy with appropriate success and personal character. After a minimum of intrigue among the cardinals, he was able to secure enough votes for his candidacy after the second ballot to be elected unanimously. He was crowned Pope on 3 September 1458.

Papal policies and initiatives
After allying himself with Ferdinand, the Aragonese claimant to the throne of Naples, his next important act was to convene a congress of the representatives of Christian princes at Mantua for joint action against the Turks. On 26 September 1459 he called for a new crusade against the Ottomans and on 14 January 1460 he proclaimed the official crusade that was to last for three years. His long progress to the place of assembly resembled a triumphal procession, and the Council of Mantua of 1459, a complete failure as regards its ostensible object of mounting a crusade, at least showed that the impotence of Christendom was not owing to the Pope. The Pope did, however, influence Vlad III Dracula - whom the Pope held in high regard - in starting a war against Sultan Mehmed II of Turkey. This conflict at its peak involved the Wallachians trying to assassinate the Sultan (see The Night Attack).
On his return from the congress, Pius II spent a considerable time in his native district of Siena, where he was joined by his erstwhile host in Mantua Ludovico Gonzaga. Pius described his delight with country life in very pleasing language. He was recalled to Rome by the disturbances occasioned by Tiburzio di Maso, who was ultimately seized and executed. In the struggle for the Kingdom of Naples between the supporters of the House of Aragon and the House of Anjou, the Papal States were at this time troubled by rebellious barons and marauding condottieri, whom he gradually, though momentarily, quelled. The Neapolitan War was also concluded by the success of the Pope's ally the Aragonese Ferdinand. In particular, the Pope engaged for most of his reign in what looked like a personal war against Sigismondo Pandolfo Malatesta, Lord of Rimini, with the result of the almost complete submission of that condottiero. Pius II also tried mediation in the Thirteen Years' War of 1454-66 between Poland and the Teutonic Knights, but, when he failed to achieve success, cast an anathema over Polish and Prussians both. Pius II was also engaged in a series of disputes with the Bohemian King George of Podebrady and the Sigismund of Austria (who was excommunicated for having arrested Nicholas of Cusa, Bishop of Brixen).
In July 1461, Pius II canonized Sankt Catherine of Siena, and in October of the same year he gained at first what appeared to be a brilliant success by inducing the new King of France, Louis XI, to abolish the Pragmatic Sanction of Bourges, by which the Pope's authority in France had been grievously impaired. But Louis XI had expected that Pius II would in return espouse the French cause in Naples, and when he found himself disappointed he virtually re-established the Pragmatic Sanction by royal ordinances. In September 1462, he confirmed the Diocese of Laibach, established in December 1462 by Frederick III, Holy Roman Emperor.
The crusade for which the Congress of Mantua had been convoked made no progress. The Pope did his best: he addressed an eloquent letter to the Sultan of Turkey urging him to become a Christian, a letter that probably never was sent. Not surprisingly, if it was delivered, this invitation was not successful. A public ceremony was staged to receive the relics of the head of Sankt Andrew when it was brought from the East to Rome. Pius II succeeded in reconciling the Emperor and the King of Hungary, and derived great encouragement as well as pecuniary advantage from the discovery of mines of alum in the papal territory at Tolfa. But France was estranged; the Duke of Burgundy broke his positive promises; Milan was engrossed with the attempt to seize Genoa; Florence cynically advised the Pope to let the Turks and the Venetians wear each other out. Pius II was unaware he was nearing his end, and his malady probably prompted the feverish impatience with which on 18 June 1464 he assumed the cross and departed for Ancona to conduct the crusade in person.

Slavery
Pius condemned slavery of newly baptised Christians as a "great crime" in an address of 1462 to the local ruler of the Canary Islands. Pius instructed bishops to impose penalties on transgressors. Pius did not condemn the concept of trading in slaves, only the enslavement of the recently baptised, who represented a very small minority of those captured and taken to Portugal. Pope Urban VIII, in his bull dated 22 April 1639, described these grave warnings of Pius (7 October 1462, Apud Raynaldum in Annalibus Ecclesiasticis ad ann n.42) as relating to "neophytes". According to British diplomatic papers, Pius' letter was addressed to Bishop Rubeira and confirms Urban's observation that the condemnation relates to new converts being enslaved.

Illness and death
In spite of suffering from a fever, Pope Pius II left Rome for Ancona in the hope of increasing the morale of the crusading army. However, the crusading army melted away at Ancona for want of transport, and when at last the Venetian fleet arrived, the dying Pope could only view it from a window. He expired two days afterwards, on 14 August 1464, and was succeeded by Pope Paul II. Pius II's body was buried in the church of Sant'Andrea della Valle, while an empty cenotaph was built in St. Peter's Basilica. Later, the cenotaph was moved to Sant'Andrea as well.

Reputation
One of the many frescoes of Pius II located in the 'Piccolomini library' in the Duomo in Siena. Pius II was a versatile and voluminous author, one of the best and most industrious of his period. His most important and longest work is his autobiography Commentaries in 13 books, first published in 1584 by Cardinal Francesco Bandini Piccolomini, a distant relative. Piccolomini altered it to some extent, removing words, phrases and whole passages that were unflattering to his relative. Piccolomini published it under the name of scribe Gobellinus, who was then misattributed as the author, a natural mistake because Pius II chose to write Commentaries from the third-person perspective. Pius II was also the author of numerous erotic poems and an obscene comedy titled Chrysis (such ethics were not unusual for his period).
His Epistles, which were collected by himself, are also an important source of historical information. The most valuable of his minor historical writings are his histories of Bohemia and of the Emperor Frederick III, the latter partly autobiographical. He sketched biographical treatises on Europe and Asia, and in early and middle life produced numerous tracts on the political and theological controversies of his day, as well as on ethical subjects. Pius II was greatly admired as a poet by his contemporaries, but his reputation in belles lettres rests principally upon his The Tale of the Two Lovers, which continues to be read to this day, partly from its truth to nature, and partly from the singularity of an erotic novel being written by a Pope. He also composed some comedies, one of which alone is extant. All these works are in Latin. Pius was not an eminent scholar: his Latin is frequently incorrect, and he knew little Greek, but his writings have high literary qualities.
Pope Pius II inaugurated an unusual urban project, perhaps the first city planning exercise in modern Europe. He refurbished his home town which is now by his name called Pienza (province of Siena, Tuscany). A cathedral and palaces were built in the best style of the day to decorate the city. They survive to this day.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Basilika
Bulle
Ecclesiast
Kanon
Koncil
Konklave
Korstog
Modpave
Tiara

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Bulle:

Bulle, et metalsegl, oftest på et pavebrev. Det pavelige blysegl fik ca. 1100 et fast udseende: på den ene side hovederne af apostlene Peter og Paulus og på den anden side pavens navn.
Ordet bulle kommer af latin bulla 'kapsel'. Vi genfinder ordet i det engelske bullit = patron [ammunition]
Det er også betegnelsen for et brev, beseglet med nævnte metalsegl. Selvom ordet bulle i denne betydning oprindelig kun anvendtes om en bestemt brevtype, blev det fra 1400-t. ofte brugt om alle breve, der var beseglet med blysegl. Den oprindelige bulle har en fast udformning med bestemte formler og særlig skrift, og blyseglet er fastgjort med silketråde. Fra pave Innocens 4.s tid (1243-54) anvendtes denne type til aktstykker af mere almen betydning såsom dekretaler og politisk vigtige bandlysninger. En bulle betegnes normalt ved de første ord i teksten.
En særlig type bulle var den såkaldte In coena Domini, der var en generel opregning af forbrydelser mod kirkeretten, som medførte bandlysning, og som hver skærtorsdag oplæstes i Rom i pavens nærvær.
Bullerne kunne også udfærdiges som rundskrivelser, cirkumskriptionsbuller, med en større eller mindre kreds af modtagere.
Indholdet af de pavelige buller udgør en del af retsgrundlaget for den internationale katolske kirkeret, og mange af dem er derfor blevet udgivet i særlige samlinger, bullarier. Andre samlinger er udgivet som historiske kilder, fx pavebullerne vedr. Danmark udgivet af Alfred Krarup i Bullarium Danicum 1198-1316 (1931-32).

Ecclesiast:

Kanon:

Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

Korstog:

Korstog er en serie felttog fra 11. til 13. århundrede. De fleste var godkendt af paven. De kan ses som modtræk til flere århundreders islamisk ekspansion, og de fleste havde som mål at sikre kristen kontrol over Det hellige land, som var under muslimsk kontrol.

1. korstog 1096-1099

Pave Gregor 7. havde kort efter sin tiltrædelse i 1073 opfordret til et korstog til Jerusalem. Imidlertid lå pave Gregor i strid med den tyske konge og kejser (investiturstriden), så det blev først hans efterfølger, pave Urban 2., der kom til at virkeliggøre ideen.
Indtagelsen af Jerusalem under det første korstog 1099 i et middelalderligt manuskript.

2. korstog 1147-1149

Korstoget blev sat i gang på initiativ af Bernhard af Clairvaux, der inspirerede Ludvig 7. til at gå i spidsen, da der blev kaldt om hjælp fra Antiokia og Edessa i Syrien, der var blevet erobret under det første korstog.

3. korstog 1189-1193

Fra 1169 havde Saladin indtaget Egypten og havde sat et mål om at drive kristne væk fra den østlige del af Middelhavet. Efter at have erobret Syrien kunne han omringe korsfarerstaten, og den 4. juli 1187 overvandt han den i slaget ved Hattin. Den 2. oktober overgav Jerusalem sig, og derefter var det kun Antiokia, Tripoli, Tyrus og Margat, som var under kristen kontrol.
Frederik 1. Barbarossa (1122-1190), kejser af Tyskland og korsridder. Han var én af lederne af det 3. korstog i 1189

4. korstog 1202-1204

Under det 4. korstog ødelagde korsfarerne Konstantinopel – verdens største by – i 1204, selv om det var en kristen (græsk ortodoks) by, og plyndrede den. Dette betragtes som en af katolicismens skampletter og fik pave Johannes Paul 2. til den 4. maj 2001 officielt at undskylde overfor den Græske Kirke ved et personligt møde med den Økumeniske Patriark.

Nordiske korstog mod baltiske egne

I begyndelsen af 1200-tallet var turen kommet til de baltiske lande, blandt andet med danske korstog mod Estland. Korsfarerne drog først og fremmest af sted af religiøs overbevisning, men også med ønsket om at markere sig personligt som riddere, opnå anerkendelse eller finde store rigdomme i det mystiske østen.
Allerede ved midten af 1100-tallet opfordrede paven de danske konger til at føre korstog mod hedningene ved Østersøens sydkyst og de baltiske egne. Fra 1158 førte den danske ledingsflåde under ledelse af kong Valdemar den Store og den indflydelsesrige biskop Absalon krig mod de hedenske vendere for i 1169 at undertvinge disse og lægge øen Rügen under dansk indflydelsessfære. Den stærke danske kongemagt gennemførte i de følgende 50 år større og større erobringer for i 1219 at fuldbyrde korstogsmissionen ved at tvangskristne esterne. Esterne havde ellers forsvaret deres land med næb og kløer, men måtte bøje sig for den danske overmagt i slaget ved Lyndanisse.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Tiara: