Beskrivelse af Alexander VI, der var Pave i år 1492-1503

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Alexander VI - 1492-1503 :

Alexander VI (Alessandro VI) Pave Alexander VI, 1492-1503
Rodrigo Borgia var af spansk slægt og født i byen Jativa i Spanien i 1431. Han blev Pave Alexander VI i 1492, hvor han efterfulgte Pave Innocens VIII (1484-1492), og indtil 1503, hvor han selv efterfulgtes af Pave Pius III (1503).
DE UNGE ÅR:
Rodrigo kom til Rom, da hans morbroder Alonso de Borja blev Pave Calixtus III i 1455. Han blev af sin onkel sendt til Bologna for at studere og tage en doktorgrad i kirkeret og som 25-årig blev han udnævnt til Kardinal af sin onkel og i 1457 til Pavelig Vicekansler.
Da Calixtus III døde i 1458 vendte Kardinal Rodrigo tilbage til Rom, hvor han "levede livet" med fester og elskerinder, Han fortsatte her blot sin livsførsel fra studieårene i Bologna, hvor han også vakte skandale ved sine affærer med byens gifte fruer.
Pave Pius II (1458-1464), hvis valg Rodrigo Borgia havde støttet, bifaldt ikke kardinalens livsførsel og holdt ham borte fra Kurien, og efter en skarp irettesættelse opholdt Rodrigo Borgia sig en tid udenfor Rom, men senere paver tog den dygtige unge mand "til nåde" igen og så igennem fingre med hans talrige elskerinder og børn.
Kardinal Rodrigo blev nu også Ærkediakon og fik forskellige bispeembeder, i 1471 blev han Kardinalbiskop i Albano og i 1476 i Ostia og Velletri. Han blev Kardinal-Dekan ved selve Pavestolen og fik snart stor indflydelse fulgt af store økonomiske fordele, der gjorde ham til tidens rigeste Kardinal, så han kunne tillade sig at bruge enorme summer på genopbygning og udvidelser af kirker og klostre.
I 1470'erne blev han også udnævnt til guvernør over Ancona-området og til leder af de pavelige tropper, som holdtes i beredskab til de stadigt varslede Korstog mod tyrkerne.

FAMILIELIV:

Det er i disse år at han skabte sig en rigtig lille familie med elskerinden Vannozza Catanei og sine fire højtelskede børn, Giovanni, Cesare født i 1475, Lucrezia født i 1480 og Goffredo (Jofré). Han sørgede på alle måder for at sætte sine børn godt i vej, Cesare udnævntes således i 1482 (som 7-årig!) til Pavelig Protonotar.
Men Rodrigo havde også andre børn, vi kender navnene på nogle af disse, men ikke mødrene: Pier Luigi (Pedro Luis), som sikkert blev født omkring 1463 og legitimeret i 1481. Han blev den første hertug af Gandia og forlovet med en spansk prinsesse og både titel og forlovelse gik i arv til Giovanni efter Pier Luigi's død. Døtrene Girolama og Isabella ved vi ikke så meget om. Men et drengebarn født i 1498 eller 1501 og døbt Giovanni gav problemer, Paven erklærede ham først for søn af Cesare og dernæst som sin egen søn af ukendt moder, han voksede op sammen med Lucrezia og de kaldte hianden broder og søster. Måske var moderen Giulia Farnese, som vi hører om herunder:
I 1489 forelskede Rodrigo sig i den unge og smukke Giulia Farnese, der som ganske ung kom til Rom for at blive gift med Orsino Orsini. Paven var da 43 år ældre end den smukke Giulia ("Giulia La Bella"), som var født i 1474 og derfor var 15 år i 1489, da Paven overtog den nygifte pige som sin elskerinde og til gengæld gav ægtemanden store æresbevisninger og embeder, der holdt ham væk fra Rom. Affæren varede i 11 år, til Giulia i 1500 trak sig noget tilbage. Paven blev meget vred og jaloux herover og sendte hende rasende breve som en anden jaloux og svigtet ung elsker.

Skandaler

Alexander VI - Rodrigo Borgia, førte et så skandaløst levned, at det i 2011-2014 blev filmatiseret, med John Doman som Rodrigo Borgia, til en TV serie i 38 afsnit, mere end 700 år efter hans død.
Der blev også lavet en TV serie på 10 afsnit i 1981, samt yderligere en serie på 29 afsnit med Jeremy Irons som Pave Alexander VI, også i 2011-2013. Han har sandelig efterladt sig et aftryk i historien og vil nok sent blive glemt.

PAVETIDEN:

Efter Pave Innocens VIII's død startede Konklavet den 6. august 1492 og natten mellem den 10. og 11. august valgtes Kardinal Rodrigo Borgia til Pave Alexander VI. Der mumledes om Simoni og korruption ved valget og den nyvalgte pave sørgede da også straks for at udnævne Kardinal Ascanio Sforza til Vicekansler med tilhørende palads og samtidig fik Orsini-kardinalerne besiddelser i Monticelli og Soriani, Kardinal Colonna en ejendom i Subiaco og Kardinal Savelli en i Civitacastellana.
Den 26.8.1492 fandt Pavekroningsceremonien sted og Alexander VI begyndte straks på at skaffe ro og orden i Rom, hvor der i den sidste tid havde været en del uro og vold. Han prøvede også at skaffe fred i Italien, men snart blev hans bestræbelser afledt af ønsket om at skaffe mest mulig magt og indflydelse til sine egne børn og familie.
Alexander VI udnævnte straks sønnen Cesare til Ærkebiskop af Valencia og derefter til Kardinal. Sønnen Giovanni udnævntes til Hertug af Gandia og i 1497 fik han overladt grevskaberne Benevento, Terracina og Pontecorvo. I 1493 arrangerede han et ægteskab for datteren Lucrezia med Grev Giovanni Sforza af Pesaro, kaldet "lo Sforzino". I august samme år fejrede Paven sønnen Giovanni's ægteskab med Maria Enriquez, en slægtning til den spanske Kong Ferdinando, og i maj 1494 var der påny bryllup i familien: Goffredo blev gift med Prinsesse Sancia af Aragonien.
Paven var også meget interesseret i kunst og kultur og han hyrede i årene 1492-95 maleren Pinturicchio til at udføre en række fresker i sin bolig, "Appartamento Borgia", i Vatikanet.
Men også storpolitikken havde hans interesse, allerede i årene 1471-72 støttede han kraftigt bestræbelserne på den politiske forening af Spanien med ægteskabet mellem Kong Ferdinand af Aragonien og Dronning Isabella af Castilien.
I 1492 ønskede den franske Kong Charles VIII at drage til Napoli for at overtage sin arv der, men Alexander VI var imod dette og forsøgte at lave en aftale med Maximilian af Habsburg samt med Milano, Venedig og Firenze, men uden held da hans modstandere i Rom på samme tid støttede den franske konge. Paven lod Castel Sant'Angelo befæste under ledelse af arkitekten Giuliano da Sangallo, mens Colonna-familien forhandlede med franskmændene om at åbne byens porte og i 1493 drog Charles VIII ind i Rom.
Alexander VI rejste nu for en tid ud af Rom, mens den franske konge fortsatte mod Napoli, og senere igen drog nordpå, hvor slaget ved Fornovo satte en stopper for kongens videre fremmarch i Italien.
FAMILIEPROBLEMER:
Disse begivenheder satte deres præg på Paven, som herefter i endnu højere grad forsøgte at give sin egen familien tryghed ved at befæste dens magt og position. Til dette havde han brug for nye ægteskabsalliancer, så han sørgede for at få Lucrezia skilt fra "lo Sforzino" i 1498, så hun kunne blive gift med Alfonso di Bisceglie, nevø til Kongen af Napoli.
Paven kaldte ligeledes sønnen Giovanni hjem fra Spanien for at overøse ham med godser og titler, måske til hans broder Cesare's mishag og misundelse?, i hvert fald udråbte folkesladderen ham til morder, da Giovanni den 14 juni 1497 myrdedes efter en banket i sin moders hus på Colle Oppio. Og sladderen stoppedes ikke af at Paven hurtigt beordrede eftersøgningen af morderen stoppet, vidste han mon mere om mordet, end godt var?
Nu havde Alexander VI i stedet for brug for Cesare til sine dynastiske planer og denne blev derfor løst for sine kirkelige løfter og en forlovelse med den nye franske konge Louis XII's slægtning Charlotte d'Albert, søster til Kongen af Navarra, blev arrangeret og Cesare udnævntes af kongen til Greve af Valentinois, hvorefter han kaldtes "Il Valentino". Cesare modtoges med store hædersbevisninger af Kong Louis og den 12. maj 1499 fandt ægteskabet sted.
Således styrket startede Cesare nu en række erobringstogter mod Kirkestatens vasaller, ikke for at udvide og styrke Kirkestaten, men for at udvide familiens ejendomme og magt og i 1501 havde han således underlagt sig store områder og blev udnævnt til Hertug over Romagna.
I mellemtiden havde de internationale magtforhold igen rykket sig og Lucrezia's ægtemand var atter blevet en hæmsko for Pavens politik. Tilfældigvis blev så også han offer for ukendte gerningsmænd, der sårede ham hårdt den 15. juli 1500, men efter lang tids kærlig pleje lykkedes det Lucrezia at få ham raskere, da endnu engang ukendte gerningsmænd trængte ind i deres hus og myrdede ham. Og endnu engang blev eftersøgningerne hurtigt stoppet og folkesladderen udlagde Cesare som gerningsmanden.
Nu skulle der laves andre alliancer, så denne gang blev Lucrezia gift med Hertug Alfonso d'Este fra Ferrara den 30 december 1501 og den 6. januar året efter forlod hun Rom for at rejse til sit nye "fædreland" Ferrara. Ægteskabet blev lykkeligt og varede indtil Lucrezia døde i 1519.
DE SIDSTE ÅR:
Cesare fortsatte med sin faders velsignelse sine erobringstogter og bestyrkede sin position så meget, at han en tid kunne holde den også efter at pave Alexander VI døde den 18.august 1503.
Samtidig med Cesare's erobringer kunne Paven udtrække områder fra Kirkestaten og konfiskere virkelige og formodede fjenders formuer og ejendomme og lade dem overgå til sin egen familie, således overgav han Grevskabet Sermoneta til Lucrezia's 2-årige søn Rodrigo, Grevskabet Nepi til den yngste af sine egne børn, Giovanni på 2 år og Cesare fik Grevskaberne Urbino og Camerino.
Den 5. august 1503 var Alexander VI og Cesare inviteret til en banket hos Kardinal Adriano da Corneto, det var en varm og fugtig aften med en overdådighed i mad og drikke og dagen efter var Paven ikke helt veltilpas. Den 11. august afholdt han messe i Cappella Sistina, men med rystende hænder og sved på panden og om natten blev han virkelig dårlig og efterhånden fik han højere feber og var den 18. august så svag, at han fik den sidste olie. Ved aftenstid døde han. Samtidig med Paven var også Cesare blevet syg af malaria og lå og kæmpede mod døden. Dette sammenfald satte straks gang i rygter om at Paven var blevet forgivet, men den mest sandsynlige forklaring er det anfald af malaria, som angreb næsten alle dem, der havde opholdt sig hos kardinalen.
På grund af folkets store had til denne pave og fordi det varme og fugtige vejr satte hurtigere gang i forrådnelsesprocessen, valgte man ikke at lade Alexander VI ligge på lit-de-parade i dagevis som vanligt, men hurtigt at skride til en foreløbig begravelse i San Pietro, først bagved højalteret, senere flyttet til korindgangen og derpå til kapellet i Santa Maria delle Febbri. I 1610 blev Pavens kiste flyttet til den spanske kirke Santa Maria di Monserrato, hvor også hans onkel Pave Calixtus III var begravet, og endelig i 1889 fik han et værdigt gravmæle.
BYGGERI OG KUNST:
Denne pave har fået et forfærdeligt eftermæle og ry, men man må også huske på, at han var en god administrator og gjorde meget for at få ro og orden i byen. Han ofrede store summer på genopbygning og udsmykning af kirker og klostre og på at udbygge Roms Universitet (Università della Sapienza), som han ønskede ikke skulle stå tilbage fra de andre store universiteter i Europa. Han udstyrede det med nye sale og større rum samt en smuk gård, Cortile della Sapienza. Han sørgede ligeledes for at lærerkræfterne, som han ønskede så dygtige som muligt, fik en passende betaling for deres undervisning.
Alexander VI var den der indførte en ugentlig audiensdag, hvor folket frit kunne møde op og fremlægge deres problemer for Paven og i 1500 indførte han den skik, at Paven selv åbnede de hellige døre i kirkerne San Pietro, San Paolo, San Giovanni in Laterano og Santa Maria Maggiore i Jubelårene. Han gjorde i denne anledning meget for at lette forholdene for de mange pilgrimme, fik anlagt vejen Borgo Nuovo mellem Castel Sant'Angelo og San Pietro og sørgede for rigelig fødevaretilførsel ved blandt andet at fjerne Corsi-familien, som prøvede at bestjæle og snyde pilgrimmene.
Også den bildende kunst nød godt af Alexander VI's gavmildhed: I Kirken Santa Maria Maggiore lod han Giuliano da Sangallo udføre det smukke kassetteloft med Borgia-familiens våben, loftet er forgyldt med det første guld som Columbus hjembragte fra det nyopdagede Amerika. Kirken Nostra Signora del Sacro Cuore ved Piazza Navona blev bygget under Alexander VI omkring år 1500 i forbindelse med dette Jubelår, som Paven berammede med Bullen "Inter multiplices" (af nogle også omtalt som "Inter causas multiplices").
I Santa Maria del Popolo er der et lille kapel med et gravmæle for Giovanni Borgia og et for Vanozza Catanei. Porta Settimiana i Trastevere er opført under Alexander VI i 1498 i stedet for en tidligere mindre passage i Den Aurelianske Mur. Castel Sant'Angelo's befæstning udbedredes og løbegangen ("Il Passetto") fra Vatikanet blev udført i 1493. Under Alexander VI udførte Michelangelo den berømte "Pietà"-statue, som står i San Pietro.
Alexander VI var født som Rodrigo de Borja y Borja = Rodrigo Borgia og blev familiens anden pave. Den første var hans onkel på moderens side, Callistus III, 1455-1458.
Alexander var født 01/01 1431 i Valencia og døde 18/08 1503. Han blev kardinaldiakon i 1456 og pave fra den 11/08 1492 til 18/08 1503. Da havde han som kardinal i 36 år under fire paver samlet sig en enorm formue og havde levet et noget udsvævende liv og var i sin cølibattilværelse blevet fader til flere børn, af hvilke han selv foretrak Juan, Cesare, Lucrezia og Goffredo, der alle var født af Vanozza Catanei - en fornem romersk adelsdame.
Pavevalget blev kendt som et af de værste bestikkelsesvalg. Efter pavevalget fortsatte ham med at udnævne børn og familie til lukrative poster. Hans søn Juan blev hertug af Benevento og kort tid efter myrdet, hvor en del af mistanken faldt på Juans broder Cesare.
Politisk var han først i opposition til Ferdinand I af Napoli, men hjalp senere denne mod den franske kong Charles VIII. Efter Ferdinand Is død i 1494 kronede paven dennes søn, Alfonso II, som konge, hvad der fik Charles VIII til at invadere Italien godt hjulpet på vej af kardinal della Rovere, der var pavens hovedfjende i Rom. Disse transaktioner involverede i høj grad fyrstedømmet Urbino.
Charles VIII erobrede Napoli, men paven nægtede at krone ham som konge, og allierede sig med andre af Charles VIIIs fjender i Den Hellige Liga i 1493, så denne måtte trække sig ud af Italien. I juni 1497 sendte paven så sin søn Cesare til Napoli for krone Frederick af Aragonien til ny konge over Napoli. Forholdet til Frankrig blev dog fra 1498 bedre, idet paven løste kong Louis XII fra sit ægteskab og som tak bl.a. udnævnte den pavelige delegat, Cesare, til hertug af Valentinois og gav ham en af sine døtre til hustru. Cesare faldt fra sit højdepunkt efter faderens død.
Det endte med, at paven godkendte delingen af Napoli mellem Frankrig og Spanien i 1501.
Alexander ratificerede aftalen mellem Spanien og Portugal om en demarkationslinje i Atlanten for at skille de nyopdagede vestlige verdensdele op til de to nationer. Det skete først i 1493 og året efter ved Tordesillasaftalen af 07/06 1494. Fra 1495 til 1498 kæmpede paven med og mod Savonarola i Firenze.
Berygtet privatliv
Alexander d. 6. hører til den gruppe af paver fra 1400- til ind i 1500-tallet, som vi kalder renæssancepaverne. Det drejer sig om paver, der i høj grad fremmede renæssancens kunst og kultur.
Alexander d. 6. er først og fremmest berygtet for sit privatliv, der var præget af orgier og vild luksus. Han levede åbenlyst sammen med elskerinder og fik sine børn gift ind i Italiens indflydelsesrige familier og fyrsteslægter. Datteren Lucretia giftede han bort tre gange for at opnå de bedste politiske fordele.
Den mest kendt af børnene er Cesare Borgia, der blev kardinal. Sammen med denne forsøgte Alexander med list og mord at lægge hele Mellemitalien ind under pavestaten. I øvrigt var Alexander en dygtig administrator, der indførte et hårdt beskatningssystem, som skulle afholde Vatikanets og hans privatlivs uhyre udgifter. Af samme grund var Alexander d. 6. almindeligt forhadt.

Alexander d. 6. (1492-1503) - Berygtet privatliv
Alexander d. 6. hører til den gruppe af paver fra 1400- til ind i 1500-tallet, som vi kalder renæssancepaverne. Det drejer sig om paver, der i høj grad fremmede renæssancens kunst og kultur.
Alexander d. 6. er først og fremmest berygtet for sit privatliv, der var præget af orgier og vild luksus. Han levede åbenlyst sammen med elskerinder og fik sine børn gift ind i Italiens indflydelsesrige familier og fyrsteslægter. Datteren Lucretia giftede han bort tre gange for at opnå de bedste politiske fordele.
Den mest kendt af børnene er Cesare Borgia, der blev kardinal. Sammen med denne forsøgte Alexander med list og mord at lægge hele Mellemitalien ind under pavestaten. I øvrigt var Alexander en dygtig administrator, der indførte et hårdt beskatningssystem, som skulle afholde Vatikanets og hans privatlivs uhyre udgifter. Af samme grund var Alexander d. 6. almindeligt forhadt.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Bulle
Konklave
Korstog
Lateran
Simoni
Vatikan

Bulle:

Bulle, et metalsegl, oftest på et pavebrev. Det pavelige blysegl fik ca. 1100 et fast udseende: på den ene side hovederne af apostlene Peter og Paulus og på den anden side pavens navn.
Ordet bulle kommer af latin bulla 'kapsel'. Vi genfinder ordet i det engelske bullit = patron [ammunition]
Det er også betegnelsen for et brev, beseglet med nævnte metalsegl. Selvom ordet bulle i denne betydning oprindelig kun anvendtes om en bestemt brevtype, blev det fra 1400-t. ofte brugt om alle breve, der var beseglet med blysegl. Den oprindelige bulle har en fast udformning med bestemte formler og særlig skrift, og blyseglet er fastgjort med silketråde. Fra pave Innocens 4.s tid (1243-54) anvendtes denne type til aktstykker af mere almen betydning såsom dekretaler og politisk vigtige bandlysninger. En bulle betegnes normalt ved de første ord i teksten.
En særlig type bulle var den såkaldte In coena Domini, der var en generel opregning af forbrydelser mod kirkeretten, som medførte bandlysning, og som hver skærtorsdag oplæstes i Rom i pavens nærvær.
Bullerne kunne også udfærdiges som rundskrivelser, cirkumskriptionsbuller, med en større eller mindre kreds af modtagere.
Indholdet af de pavelige buller udgør en del af retsgrundlaget for den internationale katolske kirkeret, og mange af dem er derfor blevet udgivet i særlige samlinger, bullarier. Andre samlinger er udgivet som historiske kilder, fx pavebullerne vedr. Danmark udgivet af Alfred Krarup i Bullarium Danicum 1198-1316 (1931-32).

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

Korstog:

Korstog er en serie felttog fra 11. til 13. århundrede. De fleste var godkendt af paven. De kan ses som modtræk til flere århundreders islamisk ekspansion, og de fleste havde som mål at sikre kristen kontrol over Det hellige land, som var under muslimsk kontrol.

1. korstog 1096-1099

Pave Gregor 7. havde kort efter sin tiltrædelse i 1073 opfordret til et korstog til Jerusalem. Imidlertid lå pave Gregor i strid med den tyske konge og kejser (investiturstriden), så det blev først hans efterfølger, pave Urban 2., der kom til at virkeliggøre ideen.
Indtagelsen af Jerusalem under det første korstog 1099 i et middelalderligt manuskript.

2. korstog 1147-1149

Korstoget blev sat i gang på initiativ af Bernhard af Clairvaux, der inspirerede Ludvig 7. til at gå i spidsen, da der blev kaldt om hjælp fra Antiokia og Edessa i Syrien, der var blevet erobret under det første korstog.

3. korstog 1189-1193

Fra 1169 havde Saladin indtaget Egypten og havde sat et mål om at drive kristne væk fra den østlige del af Middelhavet. Efter at have erobret Syrien kunne han omringe korsfarerstaten, og den 4. juli 1187 overvandt han den i slaget ved Hattin. Den 2. oktober overgav Jerusalem sig, og derefter var det kun Antiokia, Tripoli, Tyrus og Margat, som var under kristen kontrol.
Frederik 1. Barbarossa (1122-1190), kejser af Tyskland og korsridder. Han var én af lederne af det 3. korstog i 1189

4. korstog 1202-1204

Under det 4. korstog ødelagde korsfarerne Konstantinopel – verdens største by – i 1204, selv om det var en kristen (græsk ortodoks) by, og plyndrede den. Dette betragtes som en af katolicismens skampletter og fik pave Johannes Paul 2. til den 4. maj 2001 officielt at undskylde overfor den Græske Kirke ved et personligt møde med den Økumeniske Patriark.

Nordiske korstog mod baltiske egne

I begyndelsen af 1200-tallet var turen kommet til de baltiske lande, blandt andet med danske korstog mod Estland. Korsfarerne drog først og fremmest af sted af religiøs overbevisning, men også med ønsket om at markere sig personligt som riddere, opnå anerkendelse eller finde store rigdomme i det mystiske østen.
Allerede ved midten af 1100-tallet opfordrede paven de danske konger til at føre korstog mod hedningene ved Østersøens sydkyst og de baltiske egne. Fra 1158 førte den danske ledingsflåde under ledelse af kong Valdemar den Store og den indflydelsesrige biskop Absalon krig mod de hedenske vendere for i 1169 at undertvinge disse og lægge øen Rügen under dansk indflydelsessfære. Den stærke danske kongemagt gennemførte i de følgende 50 år større og større erobringer for i 1219 at fuldbyrde korstogsmissionen ved at tvangskristne esterne. Esterne havde ellers forsvaret deres land med næb og kløer, men måtte bøje sig for den danske overmagt i slaget ved Lyndanisse.

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Simoni:

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.