Beskrivelse af Pius III, der var Pave i år 1503

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Pius III - 1503 :

Pius III (Pio III) Pius III; Pius III blev født i Siena i 1349 som Francesco Todeschini, en nevø på moderens side til Pius II. Han var pave fra 22/09 1503 til 18/10 1503.
Han fik af onklen lov til at benytte familienavnet Piccolomini og sørgede for hans uddannelse i jura, og da han var gradueret, blev han som 21-årig ærkebiskop af Siena og få måneder senere kardinaldiakon af S. Eustachio.
Hans Pontifikat varede for kort til at sætte sig spor.

Pave Pius III (29. maj 1439-18 oktober 1503) født Francesco Todeschini Piccolomini, var leder af den katolske kirke fra 22 September til sin død i 1503.

Biografi
Han blev født i Siena, søn af Nanno Todeschini og Laodamia Piccolomini, søster af Æneas Silvius Piccolomini, fremtidige Pave Pius II. Han blev modtaget som en dreng ind i husstanden af Æneas Silvius, som tillod ham at antage navn og våben af familien Piccolomini (sin bror Antonio gøres hertugen af Amalfi under Pontifikat af Pius II). Pius II udnævnte ham i 1460, hvor kun 21 år gammel, for at se af Siena, som han havde bare rejst til en ærkebiskoppen, og gjorde ham en kardinal på sin første Konsistorium, på 5 marts 1460. Inden måneder sendte han ham som legat til Ancona-marts med den erfarne biskop Marsico som sin rådgiver. Han viste sig at være flittige og effektiv.
Kardinal Piccolomini deltog i den Konklave, der valgt Paul II (1464-71) i 1464, men var fraværende da Sixtus IV (1471-84) blev valgt i 1471. Han blev ansat i flere vigtige legations, som Paul II på Imperial kost på Regensburg/Ratisbon, og senere af Sixtus IV gendanne kirkelige myndighed i Umbrien. Han deltog i Konklave af 1484, som valgt Innocens VIII og i Konklave af 1492, som valgt Alexander VI. Kardinalen var involveret i Alexanders kortlivet forsøg på at reformere Romanum Curia efter mordet på hans søn Giovanni Borgia i 1497.
I 1502 bestilt kardinal et bibliotek med adgang fra en midtergang af Duomo di Siena, der var beregnet til at huse bibliotek af humanistiske tekster samlet af hans onkel og bestilt kunstneren Pinturicchio til fresco sin hvælving og ti narrative paneler langs væggene skildrer scener fra livet af Æneas Silvius Piccolomini. Dens ikonografi illustrerer donorens karriere giver en redigeret version af Pius' liv, passerer over hans tidligere støtte for Modpave Felix V. Selv om Pinturrichio arbejdede for fem år, nået bøgerne aldrig deres pragtfulde destination; endnu er Piccolomini bibliotek et monument af høj renæssance i Siena. Nogle af Pave Pius IIIs mest berømte portrætter kan ses i Louvre-museet.

Valget at pavedømmet
Midt i urolighederne deraf ved død af Pave Alexander VI (1492-1503) tog det de kombinerede pres fra alle ambassadører til at fremkalde Cesare Borgia tilbagetrækning fra Rom, således at en unpressured Konklave kan finde sted. I det, var kardinal Piccolomini valgt Pave Pius III på 22 September 1503. Han navngav sig Pius III efter sin onkel Pius II. Dette valg kan ses som et kompromis mellem fraktioner, Borgia og della Rovere, picking en skrøbelig kardinal med lang erfaring i Curia i frænder af enten Sixtus IV eller Alexander VI.
Hans kroning fandt sted den 8 oktober 1503. Han støttede Cesare Borgia og stadfæstedes ham som Gonfalonier; men efter en kort Pontifikat af tyve-seks dage han døde (18 oktober 1503) af et sår i benet eller, som nogle har påstået, gift administreres på foranledning af Pandolfo Petrucci, guvernør i Siena.

Pope Pius III (29 May 1439 - 18 October 1503), born Francesco Todeschini Piccolomini, was the head of the Catholic Church from 22 September to his death in 1503.

Biography
He was born in Siena, son of Nanno Todeschini and Laodamia Piccolomini, sister of Aeneas Silvius Piccolomini, the future Pope Pius II. He was received as a boy into the household of Aeneas Silvius, who permitted him to assume the name and arms of the Piccolomini family (his brother Antonio being made Duke of Amalfi during the pontificate of Pius II). Pius II appointed him in 1460, when only 21 years of age, to the See of Siena, which he had just raised to an archbishopric, and made him a cardinal at his first consistory, on 5 March 1460. Within months he sent him as legate to the March of Ancona with the experienced Bishop of Marsico as his counsellor. He proved studious and effective.
Cardinal Piccolomini participated in the conclave that elected Paul II (1464-71) in 1464, but was absent when Sixtus IV (1471-84) was elected in 1471. He was employed in several important legations, as by Paul II at the Imperial diet at Regensburg/Ratisbon, and later by Sixtus IV to restore Ecclesiastical authority in Umbria. He participated in the conclave of 1484 which elected Innocent VIII and in the conclave of 1492 which elected Alexander VI. The cardinal was involved in Alexander's short-lived effort to reform the Roman Curia following the murder of his son Giovanni Borgia in 1497.
In 1502 the Cardinal commissioned a library with access from an aisle of the Duomo di Siena that was intended to house the library of humanist texts assembled by his uncle and commissioned the artist Pinturicchio to fresco its vault and ten narrative panels along the walls depicting scenes from the life of Aeneas Silvius Piccolomini. Its iconography illustrating the donor's career gives an edited version of Pius' life, passing over his former support of the antipope Felix V. Though Pinturrichio labored for five years, the books never reached their splendid destination; yet the Piccolomini Library is a monument of the High Renaissance in Siena. Some of Pope Pius III's most famous portraits can be viewed in the Louvre Museum.

Election to papacy
Amid the disturbances consequent upon the death of Pope Alexander VI (1492-1503), it took the combined pressures of all the ambassadors to induce Cesare Borgia to withdraw from Rome, so that an unpressured conclave might take place. In it, Cardinal Piccolomini was elected Pope Pius III on 22 September 1503. He named himself Pius III after his uncle Pius II. This selection can be seen as a compromise between factions, Borgia and della Rovere, picking a frail cardinal with long experience in the Curia over the kin of either Sixtus IV or Alexander VI.
His coronation took place on 8 October 1503. He supported Cesare Borgia and reconfirmed him as Gonfalonier; but after a brief pontificate of twenty-six days he died (18 October 1503) of an ulcer in the leg, or, as some have alleged, of poison administered at the instigation of Pandolfo Petrucci, governor of Siena.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Ecclesiast
Konklave
Modpave
Pontifikat

Ecclesiast:

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.