Beskrivelse af Innocens IX, der var Pave i år 1591

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Innocens IX - 1591 :

Innocens IX (Innocenzo IX; Latin: Innocentius IX); Innocens IX (29. Oktober - 30. December 1591) hed Antonio Fachinetti og var fra Bologna.

Kardinal Giovanni Antonio Fachinetti blev valgt til at efterfølge Gregory XIV. Spansk pres på Konklavet blev holdt i baggrunden, men han var på listen over dem, der accepteredes af Kong Philip II (1556 - 98). Født 20 juli 1519 i Bologna, hvor hans familie med begrænsede midler, var flyttet fra Verona, han studerede på Universitet og uddannet jurist i 1544. Da han flyttede til Rom, blev han ansat i kardinal Alessandro Farneses stab og udsendt som hans repræsentant til Avignon i fire år og blev derefter betroet hans virksomhed på Parma. Pius IV gjorde ham biskop af Nicastro, i Calabrien, i 1560 og han blev dermed den første biskop at opholde sig i bispedømmet i 30 år. to år senere tog han en aktiv del i den sidste fase af Rådet i Trent. Fra 1566 til 1572, under Pius V og Gregory XIII, han var Nuntius i Venedig og forhandlet antityrkisk ligaen, som resulterede i sømilitære sejr i Lepanto (oktober 1571). Af helbredsmæssige årsager fratrådte han sit stift i 1575 og vendte tilbage til Rom, hvor Gregory XIII ikke kun udnævnte ham til ansvarsfulde stillinger i curia og Inkvisitionen, men opkaldt ham Patriark af Jerusalem (12 Nov. 1576) og derefter kardinal præst af SS. Quattri Coronati (12 Dec. 1583). En af de førende prælater af dag, hans valg var ingen overraskelse, for han havde været en seriøs kandidat på tidligere Konklaver. For den anti-spanske part varslede hans alder og skrøbelige helbred en kort regeringstid, som ville give dem et pusterum.

Ligesom Gregory XIV, fulgte han, som forventet en Pro spansk politik i Frankrig, Philip II og den hellige kreds imod den stædigt protestantiske Henry IV (1589-1610), men med karakteristisk sparsommelighed reducerede han drastisk sine finansielle tilskud. Selv så, tvang succeser af Henry ham, kort før sin død, skal tildeles den pavelige hær, som forsøgte at hæve belejringen af Rouen 36.000 dukater. Pågældende at sætte de pavelige finanser på et sundt grundlag, afslørede han i Konsistorium (3 Nov. 1591) sin plan om at etablere, ligesom Sixtus V, en væsentlig reserve i Castel Sant'Angelo til brug i nødsituationer, og 4 Nov. fornyede han, i strengere betingelser, Pius vs forbud mod fremmedgørelse af kirkens ejendom. En af hans første handlinger var at opdele arbejdet i sekretariatet for staten i tre sektioner, en for Frankrig og Polen, for Italien og Spanien, og for Tyskland. Han tog skridt til at undertrykke banditvirksomhed rundt i Rom, at regulere løbet af Tiberen og forbedre sanitære forhold i Borgo. Den 18 Dec. blev han syg, men insisterede på at foretage en pilgrimsrejse til de syv kirker; hvilket resulterede i en slem forkølelse hvoraf han døde inden for et par dage. En akademisk mand, han havde skrevet om Aristoteles politik og andre emner; men disse værker er aldrig blevet offentliggjort.

Pave Innocens IX, født Giovanni Antonio Facchinetti, var leder af den katolske kirke fra 29 oktober til 30 December 1591. Før sit korte pavedømme, havde han været Canonisk advokat, diplomat og chefadministrator under pave Gregory XIV's regeringstid (1590-1591).

Biografi
Facchinetti, hvis familie kom fra Crodo i bispedømmet af Novara, Norditalien, blev født i Bologna den 20 juli 1519. Han var en advokat, en kandidat i 1544 af universitetet i Bologna, der var fremtrædende i retspraksis, og blev sekretær til kardinal Nicolò Ardinghelli før du indtaster tjenesten af Alessandro Cardinal Farnese, bror til hertugen af Parma og barnebarn af pave Paul III (1534-1549), en af de store lånere af tiden. Kardinal, der var ærkebiskop af Avignon, sendte Facchinetti der som hans kirkelige repræsentant og efterfølgende kaldt ham tilbage til forvaltningen af hans affærer i Parma, hvor han fungerende guvernør i byen, fra 1556 til 1558. I 1560 Facchinetti udnævnt til biskop af Nicastro i Calabrien og i 1562 var han til stede ved Koncilet i Trent. Pave Pius V (diplomat) sendte ham som pavelig Nuntius til Venedig i 1566 til yderligere pavelige Alliancen med Spanien og Venedig imod tyrkerne, som i sidste ende resulterede i sejr i Lepanto i 1571. Opgav sit embede for at forfølge sin karriere i Rom, blev han udnævnt til latinsk Patriark af Jerusalem i 1572.

Pavelig administration
Under den sygelige Gregory XIV's regeringstid, der har lidt af anfald af malaria, hvilede byrden af den pavelige administration på hans skuldre. Selv før Gregory XIV døde, spansk og anti-spansk fraktioner valgkamp for de næste pave. Philip II af Spaniens (1556-1598) egenmægtig indblanding i den tidligere Konklave var ikke glemt: han havde spærret alle men syv kardinaler. Denne gang det spanske parti i om kardinaler gå ikke så langt, men de styres stadig et flertal, og efter en hurtig Konklave de rejst Facchinetti til den pavelige stol som pave Innocens IX. Opmærksom på oprindelsen af sin succes, Innocens IX understøttes, under sit to måneder Pontifikat, årsagen til Philip II og den katolske Liga mod Henry IV af Frankrig (1589-1610) i borgerkrigene i Religion (1562-1598), hvor en pavelig hær var i felten. Døden gav dog ikke tilladelse til realiseringen af Innocens IX´s forordninger.
Hans grand-nevø Giovanni Antonio Cardinal Facchinetti de Nuce, juniore, var en af to kardinaler, der blev udnævnt i de få uger under Innocens IX's Pontifikat. Senere medlem af Cardinalate var hans grand-grandnevø Cesare Facchinetti (udnævnt til kardinal i 1643).

Cardinal Giovanni Antonio Fachinetti was elected to succeed Gregory XIV. Spanish pressure on the conclave was kept in the background, but he was on the list of those acceptable to King Philip II (1556 - 98). Born on 20 July 1519 at Bologna, where his family, of modest means, had moved from Verona, he studied at the university there and graduated doctor of laws in 1544. Moving to Rome, he joined the staff of Cardinal Alessandro Farnese, who sent him as his representative to Avignon for four years and then entrusted him with his business at Parma. Pius IV made him bishop of Nicastro, in Calabria, in 1560 and thus he became the first bishop to reside in the diocese for 30 years; two years later he took an active part in the final phase of the council of Trent. From 1566 to 1572, under Pius V and Gregory XIII, he was nuncio in Venice and negotiated the anti-Turkish league which resulted in the naval triumph at Lepanto (Oct. 1571). For health reasons he resigned his diocese in 1575 and returned to Rome, where Gregory XIII not only appointed him to responsible positions in the curia and the Inquisition, but named him patriarch of Jerusalem (12 Nov. 1576) and then cardinal priest of SS. Quattri Coronati (12 Dec. 1583). One of the leading prelates of the day, his election was no surprise, for he had been a serious candidate at previous conclaves. For the anti-Spanish party his age and fragile health presaged a short reign which would give them a breathing-space.

Like Gregory XIV, he followed, as expected, a pro-Spanish policy in France, supporting Philip II and the Holy League against the still Protestant Henry IV (1589 - 1610), but with characteristic thriftiness drastically reduced his financial subsidies. Even so, the successes of Henry compelled him, shortly before his death, to allocate 36,000 ducats to the papal army which was attempting to raise the siege of Rouen. Concerned to put the papal finances on a sound basis, he revealed in consistory (3 Nov. 1591) his plan to establish, like Sixtus V, a substantial reserve in Castel Sant'Angelo for use in emergencies, and on 4 Nov. he renewed, in stricter terms, Pius V's ban on the alienation of church property. One of his first acts was to divide the work of the secretariat of state into three sections, one for France and Poland, one for Italy and Spain, and one for Germany. He took steps to repress banditry around Rome, to regulate the course of the Tiber, and to improve sanitary conditions in the Borgo. On 18 Dec. he fell ill, but insisted on making a pilgrimage to the seven churches; as a result he caught a chill and died within a few days. A scholarly man, he had written on Aristotle's Politics and other subjects; but these works have never been published.

Pope Innocent IX (Latin: Innocentius IX; 20 July 1519 - 30 December 1591), born Giovanni Antonio Facchinetti, was the head of the Catholic Church from 29 October to 30 December 1591. Prior to his short papacy, he had been a Canon Lawyer, diplomat, and chief administrator during the reign of Pope Gregory XIV (1590-1591).

Biography
Facchinetti, whose family came from Crodo, in the diocese of Novara, northern Italy, was born in Bologna on 20 July 1519. He was a lawyer, a graduate in 1544 of the University of Bologna, which was pre-eminent in jurisprudence, and became secretary to Cardinal Nicolò Ardinghelli before entering the service of Alessandro Cardinal Farnese, brother of the Duke of Parma and grandson of Pope Paul III (1534-1549), one of the great patrons of the time. The Cardinal, who was archbishop of Avignon, sent Facchinetti there as his Ecclesiastical representative and subsequently recalled him to the management of his affairs at Parma, where he was acting governor of the city, from 1556 to 1558. In 1560, Facchinetti was named Bishop of Nicastro, in Calabria, and in 1562 was present at the Council of Trent. Pope Pius V (1566-1572) sent him as papal nuncio to Venice in 1566 to further the papal alliance with Spain and Venice against the Turks, which ultimately resulted in the victory of Lepanto in 1571. Relinquishing his see to pursue his career in Rome, he was named titular Latin Patriarch of Jerusalem in 1572.

Papal administration
During the reign of the sickly Gregory XIV, who suffered from bouts of malaria, the burden of the papal administration rested on his shoulders. Even before Gregory XIV died, Spanish and anti-Spanish factions were electioneering for the next Pope. Philip II of Spain's (1556-1598) high-handed interference at the previous conclave was not forgotten: he had barred all but seven cardinals. This time the Spanish party in the College of Cardinals did not go so far, but they still controlled a majority, and after a quick conclave they raised Facchinetti to the papal chair as Pope Innocent IX. Mindful of the origin of his success, Innocent IX supported, during his two months' pontificate, the cause of Philip II and the Catholic League against Henry IV of France (1589-1610) in the civil Wars of Religion (1562-1598), where a papal army was in the field. Death, however, did not permit the realisation of Innocent IX's schemes.
His great-nephew Giovanni Antonio Cardinal Facchinetti de Nuce, juniore, was one of two Cardinals appointed during the weeks of Innocent IX's pontificate. A later member of the Cardinalate was his great-grandnephew Cesare Facchinetti (made a Cardinal in 1643).

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Avignon
Ecclesiast
Inkvisition
Koncil
Konklave
Nuntius
Patriark
Pontifikat

Avignon:

Avignon: Er en fransk kommune i det sydøstlige Frankrig i delstaten Vaucluse omkranset af den venstre bred af floden Rhône. Der bor ca. 95.000 indbyggere i byen, heraf ca. 12.000 i den gamle bymidte omgivet af sine middelalderlige volde.
Ofte omtalt som "Pavernes by" på grund af tilstedeværelsen af paver og modpaver fra 1309 til 1423 under de katolske skisma. Det er i øjeblikket den største by og hovedstad i delstaten Vaucluse. Det er en af de få franske byer til har bevaret sine volde. Derudover er dens historiske centrum, Paveslottet, Rocher des Doms, og Avignon-broen velbevaret.
Som et udstillingsvindue for kunst og kultur, har berømmelsen af den årlige teaterfestival, kendt som Festival d'Avignon, langt overskredet de franske grænser.

Geografi
Avignon ligger på venstre bred af floden Rhône, et par kilometer ovenfor dens sammenløb med Durance, omkring 580 km syd-øst for Paris, 229 km syd for Lyon og 85 km nord-nord-vest for Marseille. Avignon udfylder et stort ovalt areal, ikke fuldt befolket, men i vid udstrækning dækket af parker og haver.


Klima
Avignon har et middelhavsklima, kendetegnet ved relativt tørre somre og kølige, fugtige vintre. Byen er ofte underlagt blæsende vejr; den stærkeste er mistralvinden. Det populære ordsprog er dog lidt overdrevet, Avenie ventosa, sinus vento venenosa, cum vento fastidiosa (Vindenes Avignon, skadedyr-plaget når der ingen vind er, vind-plaget når der er).

Ecclesiast:

Inkvisition:

En inkvisition var en institution inden for den katolske kirke, som opsporede og dømte kættere i 1200-1800-tallet. Især dominikanerne spillede en væsentlig rolle i forbindelse med Inkvisitionen.

Inkvisitioner:

• Middelalderlige inkvisition (1184-1230'erne)
• Spanske inkvisition (1478-1834)
• Portugisiske inkvisition (1536-1821)
• Romerske inkvisition (1542-1860'erne)
• Peruvianske inkvisition (1570-1820)
• Mexikanske inkvisition (1571-1820)

På billedet: Galileo blev i 1633 stillet for inkvisitionen på baggrund af hans påstand om at Jorden bevægede sig rundt om Solen, maleri af Cristiano Banti, 1857

inkvisitionen, (af lat. inquisitio 'udspørgning, undersøgelse', af in- og afledn. af quaerere 'søge, spørge'), pavelig domstol, oprettet 1231 for at bekæmpe kætteri; den indførtes i størstedelen af det katolske Europa, hvor den forfulgte kætterske sekter som katharer, albigensere og husitter. Inkvisitionen kom aldrig til Danmark. Ganske vist udnævntes franciskaneren broder Niels Jensen i Odense i 1421 til inkvisitor for hele Norden, men han synes mere at have oppebåret den pavelige titel af navn end af gavn. I anden halvdel af 1400-t. var inkvisitionen en hensygnende institution, og i første halvdel af 1500-t. forsvandt de sidste middelalderlige kætterdomstole. Kun i Spanien, Portugal og Italien fortsatte inkvisitionen i en omorganiseret og for Spaniens og Portugals vedkommende statskontrolleret skikkelse. Allerede i 1478 havde paven bemyndiget Ferdinand og Isabella til at udpege deres egne inkvisitorer. Det blev begyndelsen til den spanske inkvisition med en generalinkvisitor og et ottemandsråd i spidsen for efterhånden 20 tribunaler, der vågede over troens renhed i det spanske imperium fra Sicilien i øst til Mexico i vest. Kun Nederlandene og kongeriget Neapel undgik den spanske inkvisition, som i sit hjemland var virksom helt op til 1820.
Den italienske humanist og filosof Giordano Bruno blev 17. februar 1600 brændt som kætter på Campo dei Fiori i Rom, bl.a. fordi han nægtede at tage afstand fra det kopernikanske verdensbillede. I 1889 rejstes som en hyldest til tankens frihed et monument på stedet.
I 1531 blev den portugisiske inkvisition reorganiseret efter spansk forbillede; den fungerede indtil 1821. En lignende struktur blev 1542 indført i Italien med den "romerske" inkvisition, hvor Inkvisitionskongregationen oprettedes som central myndighed for de italienske provinstribunaler og vedblev at eksistere længe efter disses ophør i slutningen af 1700-t. Endnu i 1960'erne var den med til at fordømme forskellige kætterier i den katolske verden. I 1965 fik Paul 6. den reorganiseret og omdøbt til Troskongregationen (Congregazione per la dottrina della fede), som fortsat varetager en række af inkvisitionens funktioner, fx bogcensur og overvågelse af den katolske tros renhed.
Inkvisitionen har været omgivet af mange myter, som 1970'ernes historikere i nogen grad har dementeret. Eksempelvis har påstanden om inkvisitionens blodige hekseforfølgelse i 1200- og 1300-t. vist sig at bygge på kildeforfalskninger; hekseprocesserne begyndte først i 1400-t. (se heks). En statistik omfattende 44.000 spanske inkvisitionssager fra perioden 1540-1700 og vedrørende alle slags kætterier har dokumenteret, at dødsdommene udgjorde under 2%; den romerske inkvisition var endnu mildere, mens den portugisiske var noget strengere, når det gjaldt anvendelse af dødsstraf. En tredje undersøgelse har fremdraget, at den spanske inkvisition for at bekæmpe misbrug og korruption blandt sine ansatte accepterede anonyme klager og hemmelige vidner. Så megen tillid havde man altså til den ellers så berygtede hemmelige inkvisitionsproces, at man turde anvende den imod sine egne.
Autodafé i Palermo på Sicilien, afholdt den 6. april 1724 på følgende måde: Under baldakinen på en høj tribune fem trin oppe tronede de spanske inkvisitorer, under dem sad den verdslige og den gejstlige øvrighed, og nedenunder og på gulvet forskellige honoratiores. Øverst på den modsatte tribune sad kætterne iført en speciel dragt, som viste, at de skulle brændes. Foran delinkventerne var to prædikestole, hvorfra dommene læstes. Autodaféerne var omhyggeligt iscenesatte propagandaforestillinger.

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

Nuntius:

Den pavelige Nuntius er chef for Den Hellige Stols diplomatiske repræsentation i et land eller ved en international organisation. Nuntius har rang som ambassadør og er i katolske lande oftest doyen. Han varetager normalt også forbindelserne mellem Den hellige Stol og den lokale katolske kirke. Nuntius vil oftest være en prælat med rang af biskop, ærkebiskop eller højere.

Nuntius, (m. lat. form) nuntii. (af lat. nuntius, sendebud; jf.
I. Legat; katolsk-kirk.) pavelig udsending, gesandt.

Billedet herunder: Ærkebiskop Henryk Józef Nowacki, Nuntius for de nordiske lande fra 2012.

Patriark:

En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.

• Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  
• Patriarken af Alexandria
  
• Patriarken af Antiokia
  
• Patriarken af Jerusalem
  
• Patriarken af Moskva og hele Rusland
  
• Patriarken af hele Bulgarien
  
• Katholikos-patriarken af hele Georgien
  
• Patriarken af hele Rumænien
  
• Den serbiske patriark
  
  

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater

• Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  
• Det koptiske patriarkat i Alexandria
  
• Det græske patriarkat i Antiokia
  
• Det syriske patrirkat i Antiokia
  
• Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  
• Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  
• Patriarkat i Cilicia
  
• Patriarkat i Venezia
  
• Patriarkat i Lisabon
  
  

Historiske katolske patriarkater

• Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  
• Patriarkatet i Vest-Indien
  
• Patriarkatet i Øst-Indien
  
  

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater

• Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  
• Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  
• Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
  
  

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.

• Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  
• Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
  
  

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.