Beskrivelse af Clemens IX, der var Pave i år 1667-1669

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Clemens IX - 1667-1669 :

Clemens IX (Clemente IX) Pave Clemens IX (1667-1669)
Efterfulgte Pave Alexander VII og blev selv efterfulgt af Pave Clemens X
Pave Clemens IX's døbenavn var Giulio Rospigliosi og han stammede fra Rospigliosi-familien i Pistoia, hvor han blev født den 28. Januar 1600 som søn af Girolamo (Giacomo) og (Maria) Caterina Rospigliosi og tilsyneladende med en eneste bror, Camillo Rospigliosi.
Den unge Giulio fik sin første uddannelse i sin hjemby, men derpå blev han i 1614 elev på Seminario Romano i Rom. Han vendte dog tilbage til Norditalien, hvor han tog en doktorgrad i teologi, filosofi og jura ved Universitetet i Pisa og hvor han også kom til at undervise i en periode i 1623-1624/25.
Herefter vendte han tilbage til Rom, hvor han kom i tjeneste hos Kardinal Antonio Barberini og blev tæt knyttet til denne og den magtfulde Barberini-familie, hvis fremmeste repræsentant netop var blevet Pave med navnet Urban VIII.
Giulio Rospigliosi fik ansættelse ved den pavelige administration og arbejdede både ved domstolene og blev udsendt som legat til Avignon. Han var, som de fleste lærde på den tid, også interesseret i litteratur og skrev selv både digte såvel som melodramatiske tekster, hvoraf flere opførtes i de velhavende familiers hjemmeteatre med stor succes. Således var det Giulio Rospigliosi's melodrama "Sant'Alessio", som med musik af Stefano Landi blev opført ved indvielsen af Teatro Barberini i Palazzo Barberini den 23. Februar 1634.
Af andre melodramaer kan nævnes: "Erminia sul Giordano" fra 1633, "I Santi Didimo e Teodora" fra 1635, "Egisto" fra 1637, "San Bonifacio" fra 1638, "Genoinda" fra 1641, "Il palazzo incantato" fra 1642 og "Sant'Eustachio" fra 1643. Samt "Dal male il bene" fra 1654, "La vita umana" fra 1655 og "Le armi e gli amori" fra 1656.
I 1636 blev Rospigliosi kannik ved Kirken Santa Maria Maggiore i Rom og herefter tog den mere religiøse del af hans karriere fart. I 1644 blev han udnævnt til Ærkebiskop i Tarso, hvorpå Kardinal Antonio Barberini stod for hans præstevielse.
I årene 1644 til 1653 udsendtes Giulio som pavelig Nuntius til Spanien, men den nye Pave, Innocens X, var ikke begejstret for sin forgængers familie og medarbejdere, så Giulio's karriere gik lidt i stå, og da han kom tilbage fra Spanien, slog han sig for en tid ned i sin hjemby Pistoia.
I 1655 døde Innocens X imidlertid og Alexander VII blev Pave og nu kunne Giulio Rospigliosi atter genoptage sit liv i Rom, hvor han fra 1655 til 1667 beklædte embedet som Pavelig Statssekretær. I 1657 blev han desuden udnævnt til Kardinal og fik tildelt Titelkirken San Sisto.
I 1667 døde Alexander VII, og Giulio Rospiglisi, der nu var 67 år gammel, deltog i det Konklave, der startede den 2. Juni. I Alexander VII's sidste år havde forholdet til Frankrig været anstrengt, men ved Spaniens mellemkomst var der kommet en fredsaftale i stand i 1664. Derfor var dette pavevalg kendetegnet af de forskellige forventninger, som det profranske og det prospanske parti havde til en ny pave, og det kom til at vare 18 dage, inden det neutrale parti fik samlet så mange stemmer, at en ny pave kunne vælges.
Den 20. Juni 1667 faldt valget på Kardinal Giulio Rospigliosi, mod hvem hverken franskmændene eller spanierne havde noget at indvende, da de første havde placeret hans navn næstøverst på deres liste over ønskelige kandidater, og de sidstnævnte mente, at han var dem venligtsindet siden årene som pavelig Nuntius i Spanien.
Giulio Rospigliosi blev indsat som Pave den 26. Juni 1667, hvor han tog navnet Clemens IX og mottoet "Aliis non sibi clemens" ("Overbærende over for andre, ikke over for sig selv"), som han forsøgte at efterleve i den følgende tid, hvor han nedsatte skatten på at male korn,og dagligt lod 13 fattige deltage i sit måltid. Han afskaffede det barbariske "jødeløb", der fandt sted på Corso'en i karnevalstiden, og besøgte ofte de syge på Ospedale del Laterano. Den nye Pave blev således hurtigt elsket af romerne.
Også over for sin forgængers familie, der besad mange store hverv og indkomster, efterlevede Clemens IX sit motto og foretog ikke nogen store udskiftninger og ændringer. Han udnævnte Kardinal Decio Azzolino til Statssekretær og sin bror Camillo Rospigliosi til Pavelig General, mens hans nevø Tommaso blev Castellan ved Castel Sant'Angelo og nevøen Giacomo blev Kardinal.
En anden nevø, Giovanni Battista Rospigliosi fik allerede kort efter, at Giulio var blevet Kardinal, i 1658 titlen Prins af Sacro Romano Impero (Det Hellige Romerske Imperium). Og året efter at Giulio var blevet valgt til Pave, købte han hertugdømmet Zagarolo af Ludovisi-familien og fik herved titel af Hertug af Zagarolo. Til denne nevø udtænkte Clemens IX et fordelagtigt ægteskab med en niece til den rige Kardinal Lazzaro Pallavicini.
Også på det udenrigspolitiske plan gjorde Pavens gode forbindelser, at han i 1668 kunne optræde som mægler mellem Spanien og Frankrig, der havde invaderet det spanskdominerede Holland. Og i Frankrig opnåede han et kompromis i forhold til Jansenismen. Endelig lykkedes det ham også at få den franske Konge til at sende tropper til Venedig til hjælp i krigen mod tyrkerne - og kommandoen over den samlede hær gav han til sin nevø, Vincenzo Rospigliosi.
Desværre fik denne krig et uheldigt udfald, da tyrkerne den 6. September 1669 erobrede den venetianske fæstning Candia på Kreta. Nederlaget rystede Clemens IX voldsomt og i slutningen af Oktober måned fik han et apoplektisk tilfælde og kort tid efter døde han den 9. December 1669.
Paven blev begravet midlertidigt i Peterskirken, men senere flyttet til en grav i Santa Maria Maggiore.
Pave Clemens IX nåede at udnævne 12 Kardinaler på de 3 koncistorier den 12. December 1667, den 5. August 1669 og den 29. November 1669. Heriblandt var der både en franskmand og en spanier, men størsteparten var italienere: Leopoldo de' Medici, Sigismondo Chigi, Francesco Nerli, Emilio Bonaventura Altieri, Carlo Cerri, Lazzaro Pallavicino, Giovanni Bona, Nicolò Acciaioli og Buonaccorso Buonaccorsi.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Avignon:

Avignon: Er en fransk kommune i det sydøstlige Frankrig i delstaten Vaucluse omkranset af den venstre bred af floden Rhône. Der bor ca. 95.000 indbyggere i byen, heraf ca. 12.000 i den gamle bymidte omgivet af sine middelalderlige volde.
Ofte omtalt som "Pavernes by" på grund af tilstedeværelsen af paver og modpaver fra 1309 til 1423 under de katolske skisma. Det er i øjeblikket den største by og hovedstad i delstaten Vaucluse. Det er en af de få franske byer til har bevaret sine volde. Derudover er dens historiske centrum, Paveslottet, Rocher des Doms, og Avignon-broen velbevaret.
Som et udstillingsvindue for kunst og kultur, har berømmelsen af den årlige teaterfestival, kendt som Festival d'Avignon, langt overskredet de franske grænser.

Geografi
Avignon ligger på venstre bred af floden Rhône, et par kilometer ovenfor dens sammenløb med Durance, omkring 580 km syd-øst for Paris, 229 km syd for Lyon og 85 km nord-nord-vest for Marseille. Avignon udfylder et stort ovalt areal, ikke fuldt befolket, men i vid udstrækning dækket af parker og haver.


Klima
Avignon har et middelhavsklima, kendetegnet ved relativt tørre somre og kølige, fugtige vintre. Byen er ofte underlagt blæsende vejr; den stærkeste er mistralvinden. Det populære ordsprog er dog lidt overdrevet, Avenie ventosa, sinus vento venenosa, cum vento fastidiosa (Vindenes Avignon, skadedyr-plaget når der ingen vind er, vind-plaget når der er).

Janseni:

Jansenist
Jansenisme, katolsk teologisk bevægelse, opkaldt efter den Flamske Cornelius Jansen (1585-1638), som med vennen Jean Duvergier de Hauranne lagde grunden for bevægelsen.


Jansenisme var meget udbredt i 1600-t.s Frankrig og spillede en central rolle i de kirkelige stridigheder. Den fordrede en tilbagevenden til kirkefædrenes teologi og mente, at teologien bør bygge alene på Bibelens ord og ikke støtte sig til menneskelig filosofi.
I forlængelse af Augustin fastholdt Jansenisterne, at Guds nåde er virksom i sig selv og ikke kræver menneskelig medvirken for at føre de udvalgte til frelse. Imod jesuitternes udvendiggørelse af kristenlivet og slappe bodspraksis betonede de inderligheden og alvoren i den enkelte kristnes religiøse liv.

Pga. voldsom modstand fra det kirkelige hierarki blev Jansenismen inddraget i aktuelle kirkepolitiske stridigheder. På den ene side forsvarede de biskoppernes myndighed, mens de på den anden side modarbejdede Ludvig 14.s forsøg på at underlægge sig den franske kirke.
Antoine Arnauld var bevægelsens første egentlige leder; sin mest betydelige repræsentant fik den i Blaise Pascal. Dens sidste åndelige leder, Pasquier Quesnel, nægtede fra sit eksil i Nederlandene at anerkende fordømmelsen af sin bog Reflexions morales (1671) og appellerede s.m. adskillige jansenitter til et alment kirkemøde (appellanter), mens andre accepterede nederlaget (acceptanter).
Som resultat af den kirkelige og kongelige forfølgelse i Frankrig bredte Jansenismen sig til både Italien og Nederlandene.
I Utrecht dannede de i 1702 en "gammelromersk" katolsk kirke.

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Nuntius:

Den pavelige Nuntius er chef for Den Hellige Stols diplomatiske repræsentation i et land eller ved en international organisation. Nuntius har rang som ambassadør og er i katolske lande oftest doyen. Han varetager normalt også forbindelserne mellem Den hellige Stol og den lokale katolske kirke. Nuntius vil oftest være en prælat med rang af biskop, ærkebiskop eller højere.

Nuntius, (m. lat. form) nuntii. (af lat. nuntius, sendebud; jf.
I. Legat; katolsk-kirk.) pavelig udsending, gesandt.

Billedet herunder: Ærkebiskop Henryk Józef Nowacki, Nuntius for de nordiske lande fra 2012.

Santa Maria Maggiore:

Santa Maria Maggiore Basilikaen i Rom
Kirken er en af Roms 4 hovedkirker, der også omfatter Peterskirken, Laterankirken og Pauluskirken uden for murene.



Det siges at pave Liberius (352-366) havde mange søvnproblemer og først efter mange og lange bønner faldt i søvn.
Natten mellem d. 4. og 5. august i året 352 sov paven imidlertid fantastisk godt og havde en drøm, hvor Jomfru Maria viste sig for ham og befalede, at han byggede en kirke til hendes ære på Esquiliner-højen, hvor han den næste dag ville finde en sneplet!
Da paven den næste dag vågnede langt op på dagen, kom en patricier ved navn Giovanni i audiens for at fortælle om en drøm han havde haft.
Det viste sig, at være den samme drøm, som pavens, og begge begav de sig til Esquiliner-højen, for på det sted, som Jomfru Maria havde anvist, at finde sne!
For den rige Giovanni’s penge og under pavens opsyn byggede de så kirken, som blev kaldt Basilica Liberiana eller Santa Maria della Neve.
Neve betyder sne!
Officielt hedder kirken nu Santa Maria Maggiore, da det er den største Maria-kirke i Rom.
En anden legende fortæller, at trappen op til kirken besidder en særlig kraft, hvilket er grunden til, at man kan se både yngre og ældre kvinder krybe på knæ op af den, mens de mumler bønner.
Efter overleveringen er det nemlig midlet, hvis man har en vanskelig ægtemand, der f.eks. drikker husholdningspengene op, skænder eller måske blot glemmer bryllupsdagen.
Når den stakkels hustru er nået op til toppen af trappen og på vejen har bedt et passende antal bønner, kan hun roligt gå hjem til sin nu kurerede ægtemage!

Pave Frans I havde bedt om en begravelse med langt mindre pomp og pragt end sine forgængere, og han havde også bedt om at blive lagt i en enkel trækiste – ikke den tredobbelte kiste af cypres, bly og eg, som hans forgængere er blevet stedt til hvile. Normalt når sorgperioden er forbi, placeres en paves kiste i Peterskirkens krypt, men pave Frans sagde i et interview i 2023, at han også ville bryde med denne tradition.
Han anmodede i stedet om at blive stedt til hvile i en enkelt trækiste i Santa Maria Maggiore-Basilikaen, også kendt som St. Mary Major-kirken, i Rom.

Umiddelbart efter en paves død forsegles alle pavens personlige ejendele for senere disponering efter pavens testamente – og vigtigst af alt: Pescatorio - fiskerens ring - pavens signetring samt det pavelige segl, bliver ”destrueret” i overværelse af det tilstedeværende kardinalkollegium. Dernæst forsegles hele det pavelige palads, indtil en ny pave er blevet valgt.



Pave Frans Beundrer Ikonet af Jomfru Maria og det lille Jesusbarn i Santa Maria Maggiore-Basilikaen.