Beskrivelse af Clemens X, der var Pave i år 1669/70-1676

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Clemens X - 1669/70-1676 :

Clemens X (Clemente X)
Pave Clemens X (13. juli 1590 - 22. juli 1676) var pave fra år 1670, hvor han blev valgt som 79 årig og frem til sin død i 1676.

(29 Apr. 1670 - 22 juli 1676) Da ingen af grupperinger kunne mønstre et flertal, og da Frankrig og Spanien nedlagde veto mod visse kandidater, trak Konklavet efter Clemens IX's død, ud i næsten fem måneder før den 79-årige Emilio Altieri blev valgt. Født i Rom hos en fremtrædende lokal familie den 12 juli 1590, studerede han ved den romerske College, tog sin doktorgrad i Jura i 1611, arbejdede som advokat under Giambattista Pamphili (senere Innocens X) Hvornår dømme af Rota, og blev ordineret i Apr. 1624. Efter tre år som revisor i den polske nunciature, fungerede han som biskop i Camerino 1627 - 54, som var opgivet af broderen til ham, og blev sendt af Innocens X som Nuntius til Napoli i 1644. Hans embedstid i denne vanskelige opgave opfyldte ikke uskyldig, og han blev kaldt tilbage i 1652. Hans formuer genoplivet, men under Alexander VII, som i 1657 udnævnte ham sekretær for menigheden biskopper og stamgæster og en consultor (ekspert rådgiver) af den hellige Office. En måned før sin død Clemens IX opkaldt ham kardinal, men på grund af Clements død var han aldrig investeret med den røde hat. Efter valget, han har indtaget sin protektor navn.

Klar over sin alder og at han i havde brug for hjælp, tildelte Clement rollen som kardinal nevø til kardinal Paluzzi degli Albertoni, hvis nevø havde giftet sig med Clement's niece (eneste arving af Altieri), tillod ham og hans gren af Paluzzi, som et token af forholdet, vedtage navnet Altieri. Udnævnelsen var langt fra god, for Paluzzi tog ikke blot fuld kontrol over anliggender, reducere statssekretærerne på ciphers, og udnyttede pavens venlighed til at samle embeder og rigdomme til sig selv og sin familie. De enorme summer, han anvendte på at udbygge Palazzo Altieri fornærmede den offentlige mening og Clement anså det for fornuftigt aldrig at besøge den. Paluzzi kunne også være hårdhændet, som når efteråret 1674 fremmedgjort han det diplomatiske korps ved at afskaffe deres skat immuniteter, dermed forene mod ham selv ambassadører for krigsførende nationer. Som en pris for forsoning i maj 1676 krævede franskmændene at han udnævnte to af deres kandidater til den røde hat. I stedet udnævnte paven seks kardinaler efter eget valg, som afstemmes alle andre ambassadører til Pavestolen - de havde været foruroliget over, at få for meget fransk indflydelse - men fremmedgjorte den franske konge.

Clement var meget optaget af truslen om tyrkerne til Polen, selv svækket af interne lidelser, og stræbte efter at danne en defensiv alliance mod dem, selv (uden held) at appellere til den protestantiske kong Charles XI af Sverige (1660-97). Både Clemens og kardinal Odescalchi (senere Innocens XI) gav finansiel støtte til John Sobieski (1624-96), der ikke kun afgørende besejrede tyrkerne på Dniester (11 Nov. 1673), men den polske trone at have blevet ledig, blev valgt til konge (maj 1674). Louis XIV af Frankrig (1643-1715) stod bortset fra dannelsen af en fælles anti-tyrkiske front, da han var ved at forberede en krig erobringskrig mod Holland. For en gang han ledte Clement til at tro, at det var en hellig krig for genoprettelse af katolicismen, således at paven ildeset på intervention i Spanien og på den militære støtte, der gives af kejser Leopold (1658-1705) til hollænderne. Af sommeren 1674 indså Clement at han havde blevet bedraget, og i oktober 1675 sendt udsendinge til Paris, Wien og Madrid at forberede fredsforhandlingerne, men Louis gjorde alt hvad han kunne for at forpurre sine bestræbelser, som kom til intet. I mellemtiden forholdet mellem kongen og paven forværret hurtigt, for Hvornår Louis krænket kirkens privilegier, beslaglæggelse af kirkens ejendom og rekvirering religiøse huse for at aflede deres indkomst til militære forberedelser, Clements klager faldt for døve øren. Louiss krav, men at ubegrænset ret til regalier (dvs. udnævnelser til kirkelige kontorer og indkomst af ledig ser og klostre), hævdede i 1673 og 1675, ikke tilsyneladende provokere nogen reaktion fra Pavestolen; Clements efterfølger skulle arve problemet.

Alderen paven havde står over for hidtil uset pres fra de katolske beføjelse til at udnævne deres nominerede til cardinalate. På 21 juni 1670, reagerer på en ensidig dekret af den franske regering underkaste selv medlemmer af undtaget ordrer til biskoppelige jurisdiktion, han fastslog, at religiøse skal have den lokale biskop tilladelse til at prædike eller høre tilståelser uden for deres egne kirker. Hans usædvanligt mange canonizations inkluderet Cajetan (1480-1547), grundlæggeren af Theatine rækkefølge, Jesuit Francis Borgia (1510 - 72), og Rose af Lima (1586 - 1617), Sydamerikas første Sankt; og han salig Pius V, den spanske mystiske Johannes af korset (1542-91), og Gorcum i syd-Holland (sat til døden af Calvinisterne på 9 juli 1572) martyrer. Blandt hans flere projekter til forbedring af byen Rom blev den pragtfulde graven af Clemens IX i Sta Maria Maggiore, opstilling af statuer på broen der fører over Tiberen til Castel Sant'Angelo og tilføjelsen af et springvand mere foran St Peter's.

(29 Apr. 1670 - 22 July 1676) As none of the factions could muster a majority, and as France and Spain vetoed certain candidates, the conclave after Clement IX's death dragged on for almost five months before 79-year-old Emilio Altieri was elected. Born in Rome of a distinguished local family on 12 July 1590, he studied at the Roman College, took his doctorate in laws in 1611, worked as a barrister under Giambattista Pamphili (later Innocent X) when judge of the Rota, and was ordained in Apr. 1624. After three years as an auditor in the Polish nunciature, he served as bishop of Camerino 1627 - 54, which was relinquished by his brother for him, and was sent by Innocent X as nuncio to Naples in 1644. His tenure of this difficult assignment did not satisfy Innocent, and he was recalled in 1652. His fortunes revived, however, under Alexander VII, who in 1657 appointed him secretary of the Congregation of Bishops and Regulars and a consultor (expert adviser) of the Holy Office. A month before his death Clement IX named him cardinal, though because of Clement's death he was never invested with the red hat. After election he adopted his patron's name.

Aware that at his age he needed assistance, Clement assigned the role of cardinal nephew to Cardinal Paluzzi degli Albertoni, whose nephew had married Clement's niece (sole heiress of the Altieri), making him and his branch of the Paluzzi, as a token of relationship, adopt the name Altieri. The appointment was far from happy, for Paluzzi not only took complete control of affairs, reducing the secretaries of state to ciphers, but exploited the pope's kindness to accumulate offices and riches for himself and his family. The vast sums he spent extending the Palazzo Altieri so offended public opinion that Clement deemed it prudent never to visit it. Paluzzi could also be heavy-handed, as when in autumn 1674 he alienated the diplomatic corps by abolishing their tax immunities, thereby uniting against him even ambassadors of warring nations. As a price of reconciliation in May 1676 the French demanded that he create two of their candidates for the red hat. Instead the pope created six cardinals of his own choosing, which reconciled all other ambassadors to the holy see-they had been alarmed at too much French influence-but alienated the French king.

Clement was much preoccupied by the threat of the Turks to Poland, itself weakened by internal disorders, and strove to form a defensive alliance against them, even appealing (without success) to the Protestant king Charles XI of Sweden (1660 - 97). Both Clement and Cardinal Odescalchi (later Innocent XI) gave financial aid to John Sobieski (1624 - 96), who not only decisively defeated the Turks at the Dniester (11 Nov. 1673) but, the Polish throne having fallen vacant, was elected king (May 1674). Louis XIV of France (1643 - 1715) stood aside from the formation of a common anti-Turkish front, since he was preparing a war of conquest against Holland. For a time he led Clement to believe that it was a holy war for the restoration of Catholicism, so that the pope frowned on the intervention of Spain and on the military aid given by Emperor Leopold I (1658 - 1705) to the Dutch. By summer 1674 Clement realized that he had been deceived, and in Oct. 1675 sent envoys to Paris, Vienna, and Madrid to prepare for peace negotiations, but Louis did all he could to frustrate his efforts, which came to nothing. Meanwhile relations between king and pope were rapidly worsening, for when Louis infringed church privileges, confiscating church property and requisitioning religious houses so as to divert their income to military preparations, Clement's complaints fell on deaf ears. Louis's claim, however, to the unrestricted right of regalia (i.e. appointments to Ecclesiastical offices and the income of vacant sees and abbeys), asserted in 1673 and 1675, did not apparently provoke any response from the holy see; Clement's successor was to inherit the problem.

The aged pope had to face unprecedented pressure from the Catholic powers to appoint their nominees to the cardinalate. On 21 June 1670, reacting to a unilateral decree of the French government subjecting even members of exempt orders to episcopal jurisdiction, he ruled that religious must have the local bishop's permission for preaching or hearing confessions outside their own churches. His unusually numerous canonizations included Cajetan (1480 - 1547), founder of the Theatine order, the Jesuit Francis Borgia (1510 - 72), and Rose of Lima (1586 - 1617), South America's first Sankt; and he beatified Pius V, the Spanish mystic John of the Cross (1542 - 91), and the martyrs of Gorcum in south Holland (put to death by Calvinists on 9 July 1572). Among his several projects for improving the city of Rome were the splendid tomb of Clement IX in Sta Maria Maggiore, the erection of statues on the Tiber bridge leading to Castel Sant'Angelo, and the addition of a second fountain in front of St Peter's.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Ecclesiast
Konklave
Nuntius

Ecclesiast:

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

Nuntius:

Den pavelige Nuntius er chef for Den Hellige Stols diplomatiske repræsentation i et land eller ved en international organisation. Nuntius har rang som ambassadør og er i katolske lande oftest doyen. Han varetager normalt også forbindelserne mellem Den hellige Stol og den lokale katolske kirke. Nuntius vil oftest være en prælat med rang af biskop, ærkebiskop eller højere.

Nuntius, (m. lat. form) nuntii. (af lat. nuntius, sendebud; jf.
I. Legat; katolsk-kirk.) pavelig udsending, gesandt.

Billedet herunder: Ærkebiskop Henryk Józef Nowacki, Nuntius for de nordiske lande fra 2012.