Beskrivelse af Innocens XI, der var Pave i år 1676-1689

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Innocens XI - 1676-1689 :

Innocens XI (Beato Innocenzo XI)
Innocens 11., Benedetto Odescalchi, 16.5.1611-12.8.1689, pave fra 1676; saligkåret 1956. Hans Pontifikat var præget af den succesfulde kamp mod tyrkerne (Wiens belejring 1683) og standhaftighed over for Ludvig 14.s aggressive statskirkelige politik; bl.a. misbilligede han huguenotforfølgelserne.

Benedetto Odescalchi blev født 1611 i Como i en rig købmandsfamilie. Han gik i skole hos jesuitterne, hvorefter han kom i lære i familiens bank i Genova. Han studerede jura i Rom og tog en doktorgrad i 1639, hvorefter han gik i tjeneste hos Urbano VIII, hvor han senere blev præsident for det apostolske kammer. Han bliver kardinal i 1645 og biskop af Novara i 1650, men trækker sig på grund af dårligt helbred tilbage i 1654 og bosatte sig i Rom. I 1676 bliver han efter to måneders Konklave til sin egen overraskelse godkendt af Frankrig som ny pave, men han stillede som betingelse, at kardinalerne skulle godkende et reformprogram på 14 punkter.

Det var en dybt religiøs og asketisk pave Konklavet havde valgt, han Pontifikat blev præget af retlinethed, åbenhed og moralsk livsførelse. Han reformere kurien, nedskar antallet af embeder og stipendier og forbedrede pavestolens økonomi, så der blev overskud til at reducere skatterne.

Udenrigspolitisk skulle hans Pontifikat blive præget forholdet til Frankrig og af forsvaret mod tyrkerne.

Pavens ubøjelige modstand mod indgreb i Kirkens rettigheder førte ham uafbrudt i konflikt med Ludvig XIV's enevældige krav. Forgængeren Clemente X havde ikke taget til genmæle mod Ludvigs dekreter af 1673 og 1675, hvor kongen ensidigt havde udvidet sin regalitetsret (besætte ledige embeder og forvalte biskoppelige indtægter), hvilket at de franske biskopper tolkede som paven havde underordnet sig. Innocenzo XI sendte tre breve til kongen og bad ham frasige sig regalitetsretten, og i det tredje advarede mod "Guds straffedom".

I 1682 en generalforsamling for det franske præsteskab de fire såkaldte "Galliske artikler", hvor friheden for den franske kirke gentaget. I artiklerne blev det blandt andet understreget, at paverne havde fået en åndelig magt af Gud. Konger og fyrster stod i verdslige sager ikke under nogen kirkelig magt og kunne derfor ikke blive afsat af nogen kirkelig "nøglemagt". Paven havde den øverste myndighed ved afgørelser af trosspørgsmål, men hans definition var ikke uforanderlig uden en tilslutning fra verdenskirken.

Innocenzo XI tilbageviste på det skarpeste artiklerne og nægtede at godkende udnævnelser af biskopper, som havde underskrevet dem.

Overraskende stoppede Ludvig XIV generalforsamlingen for at genoptage forhandlingerne med paven, der også var villig til forhandling på grund af den truende fare fra tyrkerne. De største vanskeligheder i forhandlinger var, at paven ikke ville godkende de bisper som kongen havde udnævnt, så i løbet af seks år var 35 bispedømmer ubesat eller bispen manglede en bispevielse. Ludvig XIV håbede på at hans angreb på hugenotterne og ophævelse af Nantes-ediktet (relativ religionsfrihed) i 1685 kunne gøre pave mere samarbejdsvillig. Selv om Innocenzo XI godkendte ophævelsen af ediktet, var han mistænksom over for motiverne der lå bag det, og han beklagede de voldelige metoder som blev brugt i forfølgelsen af protestanterne.

I 1687 kom det til nye konflikter mellem Vatikanet og Frankrig på grund af den diplomatiske immunitet til de udenlandske udsendinge i Rom, der også ønskede udstrakt toldfrihed, hvilket havde medført en omfattende handelsvirksomhed, endvidere havde diplomaterne såkaldt "asylret". Da den franske ambassadør forsøgte at kæmpe for sine rettigheder med våbenmagt, blev han bandlyst og den franske nationalkirke S. Luigi dei Francesi belagt med interdikt.

I januar 1688 informerede paven i hemmelighed Ludvig XIV om, at han og hans ministre var ekskommunikeret. Ludvig XIV svarede igen ved at besætte de pavelige territorier i Avignon og Venaissin, ambassadøren blev hjemkaldt fra Rom og den pavelige Nuntius fra Paris. Et åbent Skisma blev undgået ved mægling og ved at den politiske situation i England var ændret med afsættelsen af den katolske kong James II. Først under pave Alessandro VIII gav Ludvig XIV efter for de pavelige krav og gav afkald på asylretten og gav de pavelige territorier tilbage.

Innocenzo XI's største mål var at mobilisere modstand mod det osmanniske styre, der rykkede ind over Europa. Han støttede det truede Østrig med halvanden million gylden, og selv om han modarbejdet af Ludvig XIV's intriger og ekspansionistiske politik fik han i 1863 en alliance i stand mellem kejser Leopold I og Kong Johan III Sobienski af Polen (1674-96). I et stort slag om Wien den 12. sept. 1683 led storvesir Kara Mustafa nederlag ved Kahlenberg. I Rom gav de troende æren for for sejren, og han indførte festen "Maria navnedag" den 12. september for hele Kirken til minde om sejren. I 1684 blev der dannet Den Hellige Liga mellem kejseren, Polen og Venezia med det formål at befri de kristne, der levede under osmannernes regime. I 1686 blev Ungarn befriet og i 1688 blev Beograd erobret.

Innocenzo XI var måske mest kendt som "Papa No", han udstedte Buller og forordninger blandt andet om lukning af byens værtshuse og forbud mod lotterier, og han førte en hensynsløs og ydmygende politik mod byens jøder.

I sin modstand mod alt tant og fjas, gik han så vidt, at figurerne på Berninis gravmæle for pave Alessandro VII blev tildækket. Bernini fik dog lov til at færdiggøre sit sidste arbejde i S. Pietro, Capella del Ss. Sacramento.
Innocenzo XI døde 1689 i Qurinalpaladset og blev bisat i S. Pietro. Pave Clemente XI begyndte en helligkåringsproces i 1714, men Frankrigs "allerhelligste" majestæter kunne ikke glemme striden mellem ham og Ludvig XIV, så de forhindrede helligkåringen med alle midler. Så den blev suspenderet i 1744 og først taget op af pave Pio XII, der saligkårede ham i 1956.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Avignon:

Avignon: Er en fransk kommune i det sydøstlige Frankrig i delstaten Vaucluse omkranset af den venstre bred af floden Rhône. Der bor ca. 95.000 indbyggere i byen, heraf ca. 12.000 i den gamle bymidte omgivet af sine middelalderlige volde.
Ofte omtalt som "Pavernes by" på grund af tilstedeværelsen af paver og modpaver fra 1309 til 1423 under de katolske skisma. Det er i øjeblikket den største by og hovedstad i delstaten Vaucluse. Det er en af de få franske byer til har bevaret sine volde. Derudover er dens historiske centrum, Paveslottet, Rocher des Doms, og Avignon-broen velbevaret.
Som et udstillingsvindue for kunst og kultur, har berømmelsen af den årlige teaterfestival, kendt som Festival d'Avignon, langt overskredet de franske grænser.

Geografi
Avignon ligger på venstre bred af floden Rhône, et par kilometer ovenfor dens sammenløb med Durance, omkring 580 km syd-øst for Paris, 229 km syd for Lyon og 85 km nord-nord-vest for Marseille. Avignon udfylder et stort ovalt areal, ikke fuldt befolket, men i vid udstrækning dækket af parker og haver.


Klima
Avignon har et middelhavsklima, kendetegnet ved relativt tørre somre og kølige, fugtige vintre. Byen er ofte underlagt blæsende vejr; den stærkeste er mistralvinden. Det populære ordsprog er dog lidt overdrevet, Avenie ventosa, sinus vento venenosa, cum vento fastidiosa (Vindenes Avignon, skadedyr-plaget når der ingen vind er, vind-plaget når der er).

Bulle:

Bulle, et metalsegl, oftest på et pavebrev. Det pavelige blysegl fik ca. 1100 et fast udseende: på den ene side hovederne af apostlene Peter og Paulus og på den anden side pavens navn.
Ordet bulle kommer af latin bulla 'kapsel'. Vi genfinder ordet i det engelske bullit = patron [ammunition]
Det er også betegnelsen for et brev, beseglet med nævnte metalsegl. Selvom ordet bulle i denne betydning oprindelig kun anvendtes om en bestemt brevtype, blev det fra 1400-t. ofte brugt om alle breve, der var beseglet med blysegl. Den oprindelige bulle har en fast udformning med bestemte formler og særlig skrift, og blyseglet er fastgjort med silketråde. Fra pave Innocens 4.s tid (1243-54) anvendtes denne type til aktstykker af mere almen betydning såsom dekretaler og politisk vigtige bandlysninger. En bulle betegnes normalt ved de første ord i teksten.
En særlig type bulle var den såkaldte In coena Domini, der var en generel opregning af forbrydelser mod kirkeretten, som medførte bandlysning, og som hver skærtorsdag oplæstes i Rom i pavens nærvær.
Bullerne kunne også udfærdiges som rundskrivelser, cirkumskriptionsbuller, med en større eller mindre kreds af modtagere.
Indholdet af de pavelige buller udgør en del af retsgrundlaget for den internationale katolske kirkeret, og mange af dem er derfor blevet udgivet i særlige samlinger, bullarier. Andre samlinger er udgivet som historiske kilder, fx pavebullerne vedr. Danmark udgivet af Alfred Krarup i Bullarium Danicum 1198-1316 (1931-32).

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

Nuntius:

Den pavelige Nuntius er chef for Den Hellige Stols diplomatiske repræsentation i et land eller ved en international organisation. Nuntius har rang som ambassadør og er i katolske lande oftest doyen. Han varetager normalt også forbindelserne mellem Den hellige Stol og den lokale katolske kirke. Nuntius vil oftest være en prælat med rang af biskop, ærkebiskop eller højere.

Nuntius, (m. lat. form) nuntii. (af lat. nuntius, sendebud; jf.
I. Legat; katolsk-kirk.) pavelig udsending, gesandt.

Billedet herunder: Ærkebiskop Henryk Józef Nowacki, Nuntius for de nordiske lande fra 2012.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Skisma:

Det rigtigt store skisma var skismaet mellem Konstantinopel og Rom 1054. Men traditionelt betegnes også den vestlige kirkes skisma som »det store skisma« - man er tilbøjelige til at ignorere Østrom i europæisk historie.

Det Store Skisma, splittelsen mellem den romerske og den byzantinske kirke fra 1054.
Der havde siden 800-t. bestået spændinger om bl.a. pavens forrang, filioque, kirkelige skikke, nadverbrødet og fordelingen af kirkelig jurisdiktion.
I 1054 nedlagde en romersk delegation en bandbulle på alteret i Sofiakirken i Konstantinopel mod patriark Michael Kerullarios og den byzantinske kirkeledelse.
Derpå bandlyste Kerullarios romerne; de gensidige fordømmelser blev først ophævet i 1965.
Året 1054 er traditionelt blevet regnet for tidspunktet for bruddet mellem den østlige og den vestlige kristendom.

Det Vestlige Skisma :


Den romersk-katolske kirke var i senmiddelalderen og renæssancen præget af en række kriser. Kirkens første alvorlige krise kom i 1309, da paven flyttede hoffet fra Rom til Avignon, og i denne periode var paven under den franske konges indflydelse. Pave Gregor 11. flyttede hoffet tilbage til Rom i 1378, men døde kort efter, hvorefter det kom til endnu en krise. Denne krise omtales som Det store Skisma, som varede fra 1378 til 1417, hvor der på et tidspunkt fandtes tre paver (Rom, Pisa og Avignon). Dette blev begyndelsen på koncilbevægelsen, der begyndte med koncilet i Konstanz og afsluttedes med koncilet i Basel. Koncilbevægelsen forsøgte at gøre sig til kirkens øverste myndighed, men tabte magtkampen til paven.
Urban VI´s (1378-1389) valg skete under pres fra den romerske befolkning, der ønskede en romer eller i det mindste en italiener valgt som pave. Han er den sidste pave uden kardinaltitel og hans valg førte til et næsten 50-årigt skisma (spaltning) af den romersk-katolske kirke, hvor der frem til et møde i Pisa i 1409 var to paver og efter mødet var der tre paver - en situation, der varer til de stridende parter mødes på et konsil i Konstanz (1414-1418), hvor man enes om at vælge Oddo di Colonna som pave Martino V og afsætte de øvrige.

Navnene på paver og modpaver i denne periode er:

• Modpave Clemens VII (1378-1394)
• Pave Bonifacius IX (1389-1404)
• Modpave Benedikt XIII (1394-1423)
• Pave Innocent VII (1404-1406)
• Pave Gregor XII (1406-1415)
• Pave Alexander V (1409-1410)
• Modpave Johannes XXIII (1410-1415)

På konklavet i 1378 valgte Det italienske parti Prignano til pave Urbano VI, men de franske kardinaler ville ikke godkende valget og de blev politisk støttet af den franske kong Karl V og Napolis dronning Johanna 1 af Anjou. Det franske parti valgte så kardinal Robert af Genf som modpave under navnet Clemente VII, og han bosatte sig i Avignon og så var spaltningen af den romersk-katolske kirke en kendsgerning og de indbyrdes krige kunne begynde, hvor Pave Urbano VI tabte en række slag, men han afslog alle forsøg på et kompromis.
I 1415 besluttede den retmæssigt valgte Gregor XII under koncilet i Konstanz (1415-1418) at træde tilbage. Det gjorde han for at afslutte det vestlige skisma, hvor hele tre paver gjorde krav på Petersembedet.

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.